Fra Social Media til Cross-media
O.k., lad os tage den med det samme: Der findes ikke “sociale medier” mere. Definitionen er ikke længere brugbar. Der findes medier. De har alle overgivet sig til “det sociale” og hægtet sig på et effektivt og systematiseret distributionsnetværk af personlige tilkendegivelser, “likes”, som det jo hedder på nydansk. Omdrejningspunktet for meget af vores medieforbrug er blevet Facebook-væggen (eller Twitter-strømmen, hvis man er en af de 50.000 danske twittere ansat i kommunikationsbranchen).

Konvergensen er kommet
I 2006 udgav medieanalytikeren Henry Jenkins bogen “Convergence Culture – where old and new media collide”. Bogen kortlagde et nyt medielandskab, hvor græsrødder og mainstreammedier kolliderer – med en masse uforudsigelige konsekvenser. Det har da også været nogle turbulente år siden bogens udgivelse, hvor sociale medier har vendt op og ned på det hele. Læserne skriver avisen. Forfatterne udgiver sig selv. Skøre natteravne masher klassikere op eller filmer deres grinende babyer, bands udgiver deres musik gratis, filmfolk får finansieret deres film på kickstarter.com. Med mærkelige konsekvenser og overraskende seertal. Alle mellemmændene indser endelig, at de arbejder på en brændende platform, og at de skal regne det her ud, før de bliver overflødige.

Det helt store mytiske dyr i konvergensen er sammensmeltningen af tv og internet. For et par uger siden kunne man for første gang købe Apple-tv i Danmark. Lige nu kræver det noget tilvænning at gå fra tv's tilbagelænede modus og til aktivt at opsøge de gode tv-oplevelser ved at bruge fjernbetjeningen som søgeværktøj. Men når Google og andre kommer til med deres bud på internetdistribueret tv, vil samtlige deleknapper myldre ind og spinde deres net om tv-fladen. På samme måde som den nyligt lancerede musiktjeneste Spotify vil påvirke iTunes. 27 af dine venner likede lige præcis minut 5,37 af debatten mellem Helle Thorning og Lars Løkke. Dér, hvor Lars laver gorilla-skridtene (igen!) og hun flækker af grin. Når iPad-applikationen Flipboards UX-designere har fået styr på internet-tv's brugerflader og fået implementeret de sociale algoritmer, vil det være sådan, vi vil se tv og leje spillefilm.

Vi har accepteret denne dynamik, og det har desværre reduceret mange professionelle kommunikatører til sørgelige stakler, hvis faglighed består i at overtale kunden til også at være til stede dér, “fordi det er der, publikummet er”, oprette konti, opbevare logins og passwords og bruge en masse tid til at maile de oplysninger til kunden, fordi de ikke gider lede i deres mailboks (eller ikke vidste, at kontoen var blevet registreret).
Den samme Henry Jenkins, der skrev “Convergence Culture”, er den, der er tættest på at kunne formulere en metode til strategisk kommunikation på tværs af medier. Det gør han i sin artikel “7 core principles of transmedia storytelling”. Den artikel vil jeg forsøge at lave om til en transmediel tjekliste, I kan anvende på distributionen af jeres medieprodukt.
Vi må huske på, at den teknologiske udvikling hele tiden skalerer kanvassen op, og at den højst sandsynligt vil blive ved med det. For 10 år siden kunne man sælge ideen om at fyre en masse penge af på en veldesignet weblog. Eller på et forum. Eller på en wiki. Eller på et crowdsourcet filmprojekt (tænk www.considerdenmark.dk – pris: 14 millioner).
Men det er en strategi, der har vist sig at være ufrugtbar og kognitivt stressende: Hvordan koordinere mellem webloggen og Facebook? Og hvad med billeder? Skal vi bruge Wordpress’ egen gallerifunktion eller få billederne ud på Flickr? Og hvad med det dér Instagram? Og hvad med den dyre, brandede videoløsning, vi købte? Skal vi virkelig skrotte den til fordel for YouTube?
Før vi kigger på de snart berømte 7 principper, bliver vi nødt til at etablere en grundlæggende præmis: Brug 90 pct. af det givne budget på at forenkle fortælle-elementerne. Hvad er vores brand, formuleret i en sætning, i et billede? Hvad står vi for? Tænk på, hvorfor Marvel Comics og deres superhelte egner sig så godt til transmediel storytelling. Det er enkle, højt genkendelige figurer, hvis historie vi lynhurtigt kan samle op. Det er et stort problem for de fleste virksomheder/organisationer, at de ikke gør dette arbejde, før de kaster sig ud i kommunikationsakten. Man forveksler medielandskabets åbne vidder med en pligt til også at formidle al den information, der er til rådighed.
Altså: forudsætningen for et succesfuldt transmedielt venture er en grundlæggende enkel historie, men som vi varierer en smule på hvert nye medie, der måtte dukke op. Hvis I kan gøre det til en kamp mellem det gode og det onde, kan jeg allerede nu afsløre, at man står stærkt. Des mere økonomisk man er i sin kernefortælling, des stærkere står man midt i kompleksiteten.
(Spreadability vs. Drillability)
Gør det muligt for jeres publikum at sende (linket til) produktet videre (“Spreadability”). Det er en no-brainer. Pøs på med alt, hvad I kan opdrive af delingselementer. Kopier YouTube-brugerfladen. Det øger spredningen og øger det kulturelle værd af kommunikation.
Princip #2: Systematisk distribution
(Continuity vs. Multiplicity)
Det hænger sammen med den enkle grundfortælling, som vi talte om før. En, der hurtigt kan genkendes og samles op. Benyt de nye medier til at skabe paralleluniverser med udgangspunkt i grundfortællingen (multiplicity). Opret en Twitter-konto til L’easy Peters kæreste. En Facebook-konto til en (fiktiv) glad L’Easy-kunde. Jenkins’ pointe er, at vi nyder genfortællinger over et velkendt tema.
(Immersion vs. Extractability)
Princip #4: Tag afsæt i en afgrænset verden på et kort
(Worldbuilding)
Henry Jenkins refererer en Hollywood-manuskriptforfatter:

Bryd din historie op i snack-sized bidder. Vores attention-span på sociale... hov, på medier er begrænset til ca. 2 minutter og 40 sekunder. Men det er ikke nogen ny teknik. Mange store værker er kommet ud i serielt format, før de blev klassiske helheder. Charles Dickens mestrede denne form, og reklameindustrien har selvfølgelig også tjek på det med sine 30-sekunders episoder.
Princip #6. Subjektivitet
Enhver historie kan varieres i det uendelige, så længe den knyttes til en af fortællingernes genkendelige subjekter. Jenkins nævner f.eks. en ny Project Runway-franchise, men denne gang fortalt fra modellernes synspunkt.
(Performance)

Ovenstående er en uhyre overfladisk gennemgang af Henry Jenkins artikel og bare ét indlæg i hele udfoldelsen af en gryende Cross-media-disciplin. Artiklen kan beskyldes for at være tautologisk, idet den bare observerer, hvad succesfulde transmediale fortællinger ved et tilfælde har fået til at virke, og gentager det i akademisk sprog. Men jeg synes, Jenkins tilbyder en forfriskende metode til at tænke sit budskab strategisk, og at han forærer os et sprog til at tænke kommunikation på ny – på en måde, der transcenderer de enkelte medier. Og hvis man er kreativ nok, tror jeg godt, man kunne benytte metoden på fødevarestyrelsens årsrapporter. Det kunne der i hvert fald komme noget i øjnefaldende kommunikation ud af.
Tænk hvert nyt medie som en invitation til at skabe en ny indgang til jeres historieverden – men som en udbygning, en variation, en leg med grundfortællingen. Det giver også et andet afsæt til at tænke kreativ kommunikation: Der sker en masse magiske ting, hvis man begynder at tænke klassiske retoriske figurer transmedielt (f.eks. Christian Kocks begreber om økonomi, læseraktivering, intensitet og kontrast). Men mere om det den 2. november hos DONA.
Masteruddannelsen i cross-media på KUA: http://crossmedia.ku.dk/