Tiden for en tør, printet liste over uddannelser og gamle job er løbet ud. Et effektivt, moderne CV er socialt, interaktivt og levende for læseren. I en digital verden er tekst mere end bogstaver, ord og sætninger på et stykke papir. Indholdet kommer til live, skal vække opmærksomhed og guide den ansættende virksomhed igennem CV’et.
Et digitalt CV giver mulighed for at være kreativ med visuelle virkemidler som billeder, video, præsentationer og tidslinjer. Tekst kan gøres læsevenligt, og CV’et kan deles pr. mail eller på sociale platforme.
Det siges, at den ansættende virksomhed kun ofrer
fire sekunder på et CV i første sorteringsrunde. Gem derfor ikke vigtige informationer i bunden. Essentielle elementer, der viser, hvem du er, hvad du vil og dine vigtigste kompetencer, skal være det første, der møder læseren. Derefter er det kun fantasien, der sætter grænsen.
Leonardo da Vincis CV fra 1482. Hans CV er målrettet hertugen i Milano, Ludovico Sforza, og handler om de mange våben, han kan lave, og metoder til at skræmme fjenden. Indholdet er godt, men brug nu ikke pergamentpapir til dit næste CV
Det visuelle og sociale digitale CV
Talrige sider på nettet kan hjælpe med at lave et visuelt flot CV. De fleste af disse digitale CV har indbyggede sociale plug-inns som Facebook, Twitter og LinkedIn, der gør det muligt at dele CV’et på sociale platforme og interagere med virksomheder, kollegaer og venner. Vi kigger nærmere på nogle af de bedste.
Zerply
Zerply.com er en side, hvor brugeren føres igennem enkle opstartsinformationer, designvalg og delingsmuligheder, hvorefter profilen er klar til brug. Profilen er interaktiv og engagerende, da det er muligt at følge andre profiler på Zerply og interagere med dem. Hovedvægten ligger på de sociale elementer, og det er muligt at dele sit CV på samtlige sociale platforme som Facebook, Twitter, Linkedin og andre.
Billedet viser en Zerply-profil, der indeholder en aktivitetsstrøm og en beskrivelse af tidligere joberfaringer. Hovedattraktionen ved Zerply er de sociale plug-inns, der giver mulighed for at dele dit CV på mange sociale platforme
ResumUP
ResumUP er mere avanceret end Zerply, men stadig brugervenligt. Profilen startes op ved automatisk integration af information fra enten Facebook eller Linkedin. Som det kan ses på nedenstående billede, visualiserer ResumUP dine informationer på en tidslinje. Profilen kan deles på Facebook, Linkedin, Twitter og Pinterest og kan få enhvers livserfaringer til at se tiltalende ud.
En anderledes funktion ved ResumUP-profilen er muligheden for at sammenligne sig med sine venner i kategorierne uddannelse, erfaring, popularitet og indflydelse. Man får endda smidt en graf i synet over sin placering – måske en bundplacering kan være en ekstra motivationsfaktor til at få lidt spidsere albuer på arbejdspladsen? Siden er stadig under udvikling og ResumUP skriver på sin Facebook-side, at fremtidens ResumeUP vil blive endnu mere socialt og gøre ens liv og ens erfaringer gennemsigtige på nettet.
På nuværende tidspunkt består en ResumUP-profil af en tidslinje over joberfaringer, visualisering af personlighed, sprogfærdigheder, fritidsinteresser, kompetencer og status. Det bedste ved ResumUP er netop det visuelle, der hurtigt giver et overblik. Du kan lave din ResumUP-profil til en pdf med et enkelt klik, der dermed kan deles pr. mail eller ligefrem printes
Det unikke ved BranchOut er integrationen med Facebook, der viser dine venners arbejde, kan sætte dig i netværk med venners venner og arbejdsgivere samt søge ledige jobs i forhold til dine kompetencer. Det er samtidig muligt for virksomheder at lave jobopslag, som brugerne kan søge
ResumeBaking.com
ResumeBaking.com giver mulighed for at lave et fint og simpelt CV med selvvalgt layout. Profilen importerer informationer fra LinkedIn eller Facebook og kan printes som pdf samt deles på sociale platforme – men ikke gratis.
Profilen koster fra 1-8,95 dollars om måneden, men så lover de også jobsøgning, CV-statistik og analyse, delingsmuligheder og en såkaldt Cover Letter Builder. Men hvorfor give penge for noget, som mange andre giver gratis?
VisualCV.com
VisualCV.com er en populær side, der, i modsætning til nogle af de andre nævnte eksempler, laver en profil, som via sine mange funktioner gør det visuelle udtryk personligt. Det er muligt at integrere video, audio, billeder, SlideShare, Powerpoint, Wordfiler og andre eksempler på ens arbejde. Profilen tilbyder privatindstillinger, der gør det muligt at lave flere forskellige CV'er, der kan deles privat eller offentligt. Denne type profil giver et nuanceret indblik i en karriere og mulighed for detaljeret at vise, hvem man er, hvad man står for, og hvor man gerne vil hen.
Et lille udsnit af, hvordan en profil på VisualCV.com ser ud. Se flere eksempler her. Designet er opbygget omkring tekst i midten og diverse visuelle tilføjelser i sidebaren. Også hos VisualCV.com er det muligt at lave en pdf af profilen, dele den på sociale netværk og interagere med andre brugere
DoYouBuzz.com
DoYouBuzz.com skaber et simpelt digitalt CV, der viser erfaring, uddannelse, kompetencer, interesser og kontaktform. Det er også muligt at integrere video, billeder, præsentationer og dokumenter. En smart funktion er integreret på forsiden, hvor virksomheder kan søge på ord som ”kommunikation”, hvorefter alle profiler med dette ord integreret dukker op. Profilerne er henholdsvis markeret med grøn, rød og gul, som logisk nok står for jobsøgende: ja, nej, måske. På samme måde som BranchOut starter man profilen via en Facebook-app, hvor man i bytte for en profil skal acceptere, at de poster reklame for virksomheden i ens navn via statusopdateringer og billeder.
Et simpelt design udgør profilen på DoYouBuzz.com. Du vælger selv, hvilken farve rammen skal have – i dette tilfælde farven lilla. Profilen kan deles på diverse sociale platforme blandt andet Viadeo.com, der ikke er så udbredt en social platform i Danmark, men ikke desto mindre et godt netværk for professionelle. Et unikt salgsargument fra DoYouBuzz.com er, at 92% af de CV, der dannes hos dem, rangerer i top tre søgeresultater på Google, når en virksomhed søger efter specifikke jobtitler
About.me
About.me ligner i sit visuelle udtryk et digitalt visitkort, og det er også muligt at bestille visitkort hos About.me. Samtidig findes About.me også som en iPhone-app. Baggrundsbillede kan frit vælges fra eget billedarkiv, og informationerne er kortfattede. Man kan skrive navn, punchline, lidt om sig selv, tagge sine kompetencer og linke til hjemmesider samt andre digitale og sociale profiler.
Under den indledende tekst viser billedet nogle sociale plug-inns, der ikke handler om at dele About.me-profilen. De integrerer i stedet et kort udsnit af personens profil på andre sociale platforme. Trykker du eksempelvis på Facebook-knappen præsenteres personens, i dette tilfælde Stephanie B. Williams’, seneste statusopdatering. LinkedIn-knappen viser et kort resume af joberfaringer
Det mobile CV
Er man ofte på farten, kan det være en fordel at have sit CV ved hånden, så det hurtigt kan sendes og deles. Til dette findes der nu løsninger i form af app’s til iPhone og Android.
Infinity resume builder app (til iPhone)
Infinity resume builder app har samme funktioner som mange af de ovenstående sider, blot mobilt, og laver et dokument af de informationer, man udfylder. App’en skiller sig ud fra mængden ved at tilbyde karriereplanlægning, jobsøgning, interview-teknikker og ny-i-job-taktikker. App’en koster 6 kr. i app-store.

Med Infinity resume builder app’en kan du lave et simpelt dokument, der kan deles pr. mail og på sociale platforme som Twitter og Google+
Resumebear.com app (til iPhone og Android)
Resumebear.com er både en side og en app til iPhone og Android. De henvender sig til jobsøgende og til ansættende. App’en er gratis. Resumebear.com går op i, at der sidder rigtige mennesker bag skærmen og hjælper med ens CV. De hjælper med at lave det, optimere det efter ens ønsker og informere om relevante jobs i de udvalgte kategorier. Disse funktioner er ikke gratis.
Resumebear.com informerer om, hvem der kigger på dit CV og hjælper dig med at finde det rigtige job. Samtidig kan du få hjælp til, hvilke sociale medier der passer bedst til din profil
Andre typer digitale CV'er
De ovenstående sider og app’s er til en vis grad standardiseret i deres form. Præmissen ved disse sider og app’s er interaktiviteten i integrationen af CV'et på sociale platforme og andre netværk. Man kan dog tænke ud over de professionelle muligheder og gøre sit CV endnu mere personligt.
Facebook Timeline
En Facebook-profil er ofte personlig, og mange holder den privat. Karakteren af Facebook-profiler er dog ved at ændre sig, da det nye Timeline formår at markere milepæle, integrere joberfaringer og giver mulighed for at bladre frem og tilbage i profilens historie. Samtidig involverer flere og flere virksomheder sig i Facebook via sider og app’s og muliggør dermed en professionalisering af Facebook. Ofte
tjekker den ansættende virksomhed alligevel de sociale profiler på ansøgerne, så hvorfor ikke benytte den viden til at markedsføre sig selv?
Man skal dog passe godt på sit omdømme på Facebook, da det stadig er et sted, hvor fuldemandsbilleder kan forekomme. Er man ikke interesseret i at holde de fleste privatoplysninger for sig selv, skal man nok ikke åbne sin Facebook-profil for alle.
Kommunikationsrådgiver og journalist Signe Wenneberg har en åben Facebook-profil, hvor der er en balance mellem private posts og professionelle informationer om hende selv og hendes arbejde
Personlige hjemmesider
Har man evnen til det, kan en personlig hjemmeside eller blog være en alternativ måde at vise sig frem på. Her er der plads til fri udfoldelse og egodyrkelse på kreative måder.