Bluffer's guide til den amerikanske valgaften 2012

Men til din slet skjulte overraskelse er du ikke blevet bedt om deltage i en af de utallige baggrundsudsendelser, temadebatter eller diskussionsrunder som de elektroniske medier disker op med. Du skal heller ikke ind i et af tv-stationernes valgstudier for at give din uforgribelige mening til kende om sagen. Hvilket er down right mærkværdigt, eftersom der klart mangler kompetente deltagere i disse programmer i Danmark. 95 procent af de fastansatte journalister er jo rejst til USA, udelukkende for at gøre dækningen mere autentisk og levende

Kforum hejser det amerikanske flag og fejrer valgdagen med dig. Vær beredt: læs vores bluffers guide

Komplet med burgere, æbletærter og hjemmelavede milkshakes

Du undrer dig også over at dit 1986-udvekslingsophold i Michigan ikke kvalificerer dig til i det mindste at udtale dig til 24Syv, eller at din tillægsuddannelse i amerikanske studier ved Syddansk og dit Facebook-venskab med Peter Kurrild-Klitgaard ikke gør at du kan kloge dig i Deadline. Men du må se virkeligheden i øjnene. Du har tjekket spamfilteret, og det er helt tomt. Der er ingen invitationer.

Samtidig er du blevet bedt om at medbringe en ramme øl og et par store poser popcorn til den valgaften som dine gamle gymnasievenner afholder tirsdag nat, komplet med burgere og æbletærter og hjemmelavede milkshakes. Så du kommer – også selv om du egentlig synes det er plat og langt under dit niveau. Til gengæld vil du sørge for at det hele bliver lidt mere autentisk ved at medbringe de ”Forward”-stickers og ”Obama – Biden”-streamers som du møjsommeligt har fået din gamle værtfamilie til at sende dig for måneder siden.

Partierne har hver deres maskot. Republikanerne har elefanten, og demokraterne har æslet. Læg mærke til hvor potent æslet er blevet: det skal jo være en fair kamp

Hvad The Ground Game handler om

Problemet er nu blot at du ikke rigtig har fulgt med i valgkampen. Du nåede ikke de tre præsidentdebatter (hvem fanden har tid til at være oppe fra 03 til 05?), og det er egentlig kun din kæreste der læser The New Yorker, som du ellers i dyre domme abonnerer på fordi The Economist er alt for ordinært. Når sandheden skal frem, har du mest set overskrifterne. Og så har du set et par indslag i diverse danske nyhedsudsendelser, hvor du godt nok har undret dig over at samtlige nyhedsværter pludselig står foran Det Hvide Hus eller på Capitol Hill i Washington og siger det de plejer at sige. Men du har stadig ikke fået den dybe indsigt i hele spillet, The Ground Game, som Mads Fuglede altid taler om mens han har ansigtet lagt i alvorlige folder.

Så hvad gør du nu? Det er altafgørende at du holder fanen højt i nat, for det sidste du ønsker, er at blive afsløret.

Sennep og ketchup og en ternet kafeteriadug er måske vejen til Det Hvide Hus

Fortvivl ej. Kommunikationsforum er din ven i nøden. Vi har samlet det hele – også et par links og nogle videoer som du helt tilfældigt kan klikke frem som bonus i løbet af aftenen. Så er du home free, og du kan tage kegler, ikke bare hos vennerne, men også hos hende den lækre praktikant fra bureauet, som har betroet dig at hun er helt vild med USA og håber på at komme ind som trainee i Ogilvy & Mather i New York. Så let’s get started: Her følger Kforums ultimative Bluffers guide til Election Night in America (som CNN kalder det).

Glem alt om demokrati

Fordums tids politiske landkort. Det har ikke ændret sig meget. Det er stadig kysterne mod midten

En af de allervigtigste ting at vide om amerikanske præsidentvalg er at det ikke nødvendigvis er sådan at den kandidat der får de fleste stemmer, også er den der vinder. Det er fordi vælgerne ikke stemmer direkte på deres kandidat, men teknisk set udpeger valgmænd fra deres stater. De fleste stater opererer med at ”vinderen tager det hele”. Men to mindre stater – Maine og Nebraska – fordeler valgmændene proportionalt. Valgmændene udpeger så præsidenten efterfølgende. Hvis resultatet er klart, er det en teknikalitet. Hvis det er meget tæt, ser det anderledes ud.

Sig gerne: ”Det er jo ret utroligt den måde systemet virker på. I ved formentlig godt at Texas har 34 stemmer og Californien har 55, mens de mindst folkerige stater, som f.eks. North Dakota, bare har 3 valgmænd – ligesom hovedstaden, Washington DC, der som bekendt ikke er en stat, men et distrikt. Ja, vi kan jo mene hvad vi vil, men det står klart at Forfatningens fædre ikke havde den store tiltro til parlamentarismen som vi kender den i Europa.”

Sig ikke: ”Jeg fatter ikke det der valgmandssystem. Hvorfor er det ikke bare flertallet som bestemmer?”

Bonus info: De kommentatorer der følger USA’s valg, henviser altid til valget i 2000, hvor demokraten Al Gore fik flere stemmer – omkring en halv million – end George W. Bush, men alligevel endte med at tabe staten Floridas valgmænd, og dermed valget.

Sig derfor: ”Jeg frygter reelt en gentagelse af 2000-scenariet med omvendt fortegn. Mit gæt er – efter jeg har konsulteret 538.com – at vi nemt kan ende med en situation hvor Mitt Romney vinder the popular vote, men Obama vinder the electoral vote. Så bliver der ballade ovre på Fox News.”

Sig eventuelt også: ”Jeg frygter at Ohio bliver det nye Florida. Baggrunden er at flere medier har lavet undersøgende journalistik der peger på at valgmekanikken i Ohio er så gammel (maskinerne som registrerer den elektroniske stemmeafgivning) at systemet kan bryde sammen. Det kan ende med det kaos man så i 2000, hvor valgdistriktet Palm Beach, Florida, ikke registrerede stemmerne korrekt. Hver gang man talte stemmerne om, endte man med forskellige resultater. Til sidst vandt Bush præsidentembedet på basis af nogle få hundrede stemmer i distriktet.”

Det er en fin balance med brugen af de amerikanske termer. Bruger du for mange, bliver du til grin. Doserer du dem rigtigt, lyder det som om du virkelig ved hvad du taler om.

Bloggen FiveThirtyEight styres af Nate Silver, og ham skal man vide hvem er. For Silver er den amerikanske statistiks- og valgmatematiks ultimative rockstar. Denne ærefulde, om end uofficielle, titel opnåede übernørden Silver med ét slag i 2008 da han på valgnatten i november lige pludselig gik fra at være en populær, politisk spåmand til at være valgets ukronede matematiske analytiker.

Nate Silver er den ukronede statistikguru, og man skal følge hans blog http://fivethirtyeight.blogs.nytimes.com/ for at holde sig opdateret

For ikke nok med at Silver korrekt forudsagde Obamas store valgsejr; han forudså også valgresultatet i alle på nær 1 ud af USA’s 50 stater. Staten Indiana var det eneste fejlskud når det gjaldt Repræsentanternes Hus. Og når det gjaldt Kongressens øverste kammer, Senatet, ramte Silver bulls-eye i samtlige tilfælde. Konsulter Silver lige før du tager af sted til valgaften, så kan du referere til hans seneste tal. Lige nu giver Silver Obama 85 procents chance for at vinde.

Kend dine svingstater

Fordi systemet er som beskrevet, bliver valget reelt afgjort i meget få stater, de såkaldte svingstater som i amerikansk valglingo ofte kaldes for ’toss-up states’ eller ’battleground states’. Disse 9 stater skifter side fra valg til valg, og det er klogt at lære navnene på dem udenad – man kan eventuelt kigge på nedenstående kort fra Politico. For det er også nødvendigt hvis man virkelig vil føre sig frem, at man ved hvordan de ligger. P.t. er der kun to der hælder mod Mitt Romney (North Carolina og Florida), mens de resterende syv: Colorado, Iowa, Nevada, New Hampshire, Ohio, Virginia og Wisconsin har Obama i svag førerposition.

Læg mærke til at den demokratiske farve er blå, mens den republikanske er rød. Det er omvendt af i Danmark. De fleste af de stater der med sikkerhed hører hjemme i den ene eller den anden lejr, vil aldrig se en af de to præsidentkandidater i valgkampen

Lige som liberals ikke har noget at gøre med ordet liberal i Danmark, der som bekendt bruges om de markedsorienterede og borgerlige. I USA er de liberale omvendt venstreorienterede - nu om dage ynder Demokraterne imidlertid at kalde sig selv for progressives. Begrundelsen er simpel, termen "liberal" lugter lidt af klid og 68, mens progressiv er noget, de fleste gerne vil være.

Partiernes dyr

Du ved selvfølgelig også at Demokraternes symbol er et dyr, nemlig æselet. Et dyr partiet adopterede som deres efter at modstandere af den demokratiske kandidat Andrew Jackson i 1828 blev tituleret “jackass”. Du vil se æslet afbilledet efterhånden som aftenen skrider frem.

Det republikanske dyr er en elefant, hvilket stammer fra en tegning af Thomas Nast (der også gjorde æselet berømt) i magasinet Harper’s Weekly fra 1874, hvor æselet klædt ud som en løve forsøger at skræmme en elefant i en zoologisk have. Elefanten hedder på billedet ”the Republican vote”.

Mere skulle der ikke til. Her ses den originale tegning fra Harper’s Weekly, New York:

Elefanten bliver bange for æselet klædt ud som løve. Spændende at se hvem der bliver junglens konge i aften

Sig ikke: ”Jeg troede Jackass var et reality-show på MTV”, eller ”jeg troede ass betød ’røv’.

It’s all about Ohio

Når talen falder på svingstater, er der kun én som skiller sig ud. Staten Ohio er konge, og hvis du ikke ved hvad du ellers skal sige i løbet af valgaftenen, er det altafgørende at du påpeger dette.

Sig gerne: ”De nationale meningsmålinger er totalt irrelevante. Nøglen til Obamas sejr er Ohio. Den er ikke længere – so simple. Hvis præsidenten kan holde på Ohios konservative, hvide arbejderklasse – the blue collar white vote – og den spansktalende vælgerbefolkning, så er den i kassen. Ingen republikaner har nogen sinde vundet præsidentvalget uden at vinde Ohio, og p.t. er præsidenten svagt foran fordi hans Ground Game er så meget mere effektivt end Romneys.”

Danske kommentatorer elsker termen ”Ground Game” der dækker over hvor mange lokale valgkontorer og frivillige de to kampagner har i de forskellige stater. Generelt har Obama flere end Romney.

Obama har klart flest lokale valgkontorer. Han fører altså i Ground Gamet. Se mere her

Sig ikke: ”Ohios borgere er dødtrætte af at blive overdænget med
reklamer, valgmøder og besøg efter besøg af Obama og Romney. Og det er da også helt vildt udemokratisk og uretfærdigt at ikke alle stater får besøg af kandidaterne.”

Men hvorfor er Obama foran i Ohio? Det skal man også vide for at imponere rosset. Obama er først og fremmest foran i Ohio fordi han står som den mand der har reddet den amerikanske bilindustri hvis hovedsæde ligger i staten. Otte ud af ti job i Ohio er forbundet med bilindustrien, og det ved The Buckeye States vælgere alt om. Du får points hvis du veksler mellem at kalde Ohio for Ohio og bruge statens kælenavn, The Buckeye State.

Obama-kampagnen har mesterligt udnyttet Demokraternes redning af Ohio med videovalgreklamer som denne:

Mitt Romney kom for skade at sige: Let Detroit go bankrupt. Ikke for smart

Republikanerne har svaret ved at udsende en reklamefilm i Ohio der anklager Obama. Ifølge Romney-kampagnen agter Obama at flytte gode amerikanske biljob til Kina. Men de påstande har givet bagslag efter at ledelsen af Chrysler og General Motors har kaldt dem ”løgnagtige”. Den historie skal du kende.

Bonus: Hvis du virkelig vil imponere, er det godt at kunne sige noget om nogle af de andre svingstater også. F.eks.: “Nevada er den klassiske, bellwether state (bellwether betyder ’klokkefår’ på dansk, men det lyder jo ret dumt). Ideen er at klokken omkring fårets hals advarer andre om hvad der er i vente. Nevadas valgresultat er faldet sammen med vinderen af præsidentvalgene 96 procent af gangene.

Du kan også sige: ”Hvis ikke Romney vinder Virginia, har han tabt. Og det bliver op ad bakke selv om meningsmålingerne står lige. Men på den anden side skal man ikke glemme at staten er en sydstat, og da Obama vandt den knebent sidst, var det første gang siden 1964 at staten gik til en demokratisk kandidat.”

Den suveræne bluffer/blærerøv kan henvise til denne interaktive graf fra New York Times der tydeligt viser hvor meget nemmere det er for Obama at nå til de forjættede 270 valgmænd end det er for Romney. Figuren viser konkret at Obama har 431 forskellige måder at vinde på, mens Romney kun har 76 kombinationsmuligheder.

Figuren er virkelig cool, og hvis du bliver presset i diskussioner i løbet af valgnatten, hiver du den bare op på din iPad. Den skulle kunne lukke diskussionen og munden på enhver lænestolsgeneral der forsøger at gøre dig rangen stridig som aftenens ekspert

Namedropping

Det er naturligvis vigtigt at du kommer med dine guldkorn før eksperterne selv bruger dem på tv. Så derfor kan du eventuelt anbefale selskabet at I skifter kanal i løbet af aftenen. Du kan lade dine venner forstå at du personligt langt foretrækker de amerikanske tv-kanaler frem for de provinsielle danske (undtagelsen er naturligvis den tidlige optakt på DR som Deadline17 står for, eftersom overtegnede optræder igennem hele udsendelsen fra Washington).

Sig gerne: ”Jeg følger altid valget på CNN. Jeg er dødtræt af skrighalsene både til højre på Fox og til venstre på MSNBC, men selvfølgelig zapper jeg lige derover når afgørelsen er faldet, fordi det er interessant at mærke kontrasten. Hvad angår kommentatorer, er David Gergen jo suveræn.”

Gergen er topkommentator for CNN og tidligere kommunikationsdirektør for præsidenterne Gerald Ford og Ronald Reagan, ligesom han også har fungeret som udenrigspolitisk rådgiver for Bill Clinton og kampagnekonsulent for George H.W. Bush.

David Gergen er topkommentatoren du bare må høre

Sig ikke: ”Jeg vil egentlig helst se valgaften på TV 2 fordi jeg synes Jesper Steinmetz er så lækker og hende der Ulla Terkelsen, ved hun ikke altid alt om det hele?”

Andre gode bemærkninger: ”Amerikanerne har jo vist sig at være klar til at vælge en sort præsident – men er de også rede til at vælge en mormon?”

Sig ikke: ‘Det gør jo egentlig ikke den store forskel hos os her til lands hvem de vælger.”

Dette er dumt at sige fordi det ganske enkelt ikke passer. Som Berlingskes fortrinlige USA-korrespondent David Trads sagde det i denne uge på sin Facebook-profil:

”De, der siger, at det ikke betyder noget særligt, hvem der er USA’s præsident, burde tvinges til at tænke tilbage til afgørelsen af valget i 2000: Al Gore, den siddende demokratiske vicepræsident, erobrede en halv million flere stemmer på nationalt plan, men tabte alligevel valget til George W. Bush, den republikanske udfordrer, fordi han efter et langstrakt efterspil vandt Florida med 537 stemmer (!). Da al-Qaeda-terroren året efter ramte Amerika, var det med Bush ved roret: Den nye præsident, hvis udenrigspolitik blev defineret af neo-konservative, indledte den krig mod terror, der definerede verden i mange år – for især den kontroversielle Irak-invasion, oprettelsen af Guantánamo-lejren og brugen af tortur splittede fuldkommen Vesten […] Demokraten ville, hvis ellers han, som alle formoder, ville have opført sig som demokrater normalt gør i Det Hvide Hus, have ført en langt mindre offensiv og langt mere inkluderende udenrigspolitik. Enhver kan i dag se, at verden ville have set dramatisk anderledes ud, hvis præsidenten efter 9-11 havde heddet Gore i stedet for Bush. USA’s øverste leder bestemmer selvfølgelig ikke alt selv – i næsten alle indenrigsforhold er han fuldkommen afhængig af at kunne få flertal i Kongressen. Men: Lige præcis i udenrigspolitik – og i særdeleshed i sikkerhedspolitik – er det manden i Det Ovale Værelse, som dikterer kursen.”

Kommentar The Atlantic om hvor absurd det amerikanske valgsystem kan forekomme os. Se mere her

Kronen på værket: anekdoter og lokalopgør

Det sidste suveræne bluff består i at lade som om du ved en hel masse om alle de andre mange valg amerikanerne tager i aften.

Sagen er jo at selv om vi i Europa interesserer os mest for præsidentvalget, ja, så kan verdens mægtigste mand faktisk ikke rigtig komme nogen vegne uden Kongressen. Og den vinder republikanerne igen. Det nedre kammer, Repræsentanternes Hus, har 435 medlemmer og et stort republikansk flertal – 241 mod 191 til Demokraterne – som sandsynligvis vil være endnu større efter valget. Så det er cool hvis man vil fremstå som ekspert, at finde nogle stater, afstemningstemaer og/eller kandidater at have tjek på.

Sig gerne: ”Faktisk tror jeg Heidi Heitkamp har virkelig gode chancer for at vinde i North Dakota i kampen om senatorposten. Og North Dakota er for resten også den eneste stat hvor man ikke skal lade sig registrere som vælger for at have stemmeret.”

Eller: ”Nu stemmer amerikanerne om en hel del andet også. I ved naturligvis godt at der er valg om homoægteskaber i fire stater i aften. Ja, det er jo Maine, Washington, Maryland og Minnesota.”

Eller: ”Personligt finder jeg præsidentvalget trivielt. Obama vinder jo nemt i Ohio, og så er den potte ude. Næh, kampen mellem Elizabeth Warren og Scott Brown i Massachusetts er det mest dramatiske, dyreste og vigtigste opgør i kampen om at kontrollere Senatet, hvilket er helt afgørende for USA’s politiske liv efter valget. Udfaldet i Mass. kan afgøre den sag og er også en vigtig politisk strømpil om en række emner, fra sundhed og uddannelse til energipolitik.”

Det er så tilmed sandt, hvilket man kan forvisse sig om her.

Hvis man kan underholde med små anekdoter om kandidaterne, er det også fint. Barack Obama røg pot i gymnasiet og har haft en hvid kæreste. Mitt Romney klippede håret af en formodet homoseksuel dreng på sin gymnasieskole og surrede familiens hund fast på taget af sin bil da de skulle på ferie, hvorefter den tissede ud over hele bilen. Romney holdt bilen ind til siden og spulede den over. Det kan man se som handlekraftighed eller som dyremishandling. Det har i hvert fald kostet den republikanske kandidat anbefalingen fra USA’s dyrebeskyttelsesorganisationer.

Romney havde bundet sin hund fast til taget. Det kunne den ikke lide, og han fik en del hundeelskere på nakken

Sig i den forbindelse ikke: ”Noget af det Romney tilsyneladende har gjort, går lige over stregen, men der er jo ikke noget af det som man ikke kan se sig selv som dreng gøre. Derfor tror jeg ikke det er noget der bliver afgørende.”

At udsagnet stammer fra en af Danmarks mest kendte USA-eksperter, gør det ikke smartere.

Men måske holder du valgaften sammen med en masse sportsglade mennesker. I så fald skal du kende The Redskins Rule, der handler om sammenhængen mellem amerikansk politik og the NFL (altså amerikansk fodbold) nærmere bestemt, The Redskins som er Washingtons lokale hold.

The Redskins Rule: Hvis The Redskins vinder deres sidste kamp før valget, vinder den siddende præsident også

Sig gerne: ”Nå ja, kender I Redskins-reglen? Hvis Redskins vinder den sidste hjemmekamp inden valget, vinder den siddende præsident. Ellers taber han. Den regel har været gældende uden undtagelse siden 1940.”

Faktisk tabte Redskins deres sidste hjemmekamp 4. november 2012 i Washington til The Carolina Panthers. Så hvis Redskin-reglen holder, vinder Mitt Romney i aften.

Sov for fa’en – der sker intet før efter midnat

Men det bedste råd til ægte USA-entusiaster er at sove først på aftenen hvor både de danske og de amerikanske tv-kanaler og netmedier vil fylde tiden ud med ulidelige spekulationer og hype.

Her kan man lige så godt indse at der intet sker, absolut intet af substans, før efter kl. 01 dansk tid. Sidste gang kom resultatet fra New Hampshire ind på dette tidspunkt, men man kan lige så godt hvile ud, så man kan være oppe til kl. 06 onsdag morgen hvor vi formentlig kender det sikre resultat.

Formentlig. For i teorien kan det også stå lige med 269 valgmænd til hver. Det kunne – igen i teorien – ende med en præsident Romney og en vicepræsident Joe Biden. For ved stemmelighed er det Repræsentanternes Hus der vælger præsidenten – og her fører republikanerne, som nævnt oven for, stort – mens demokraterne formentlig vinder Senatet. Det er der med garanti ingen af dine kammesjukker der ved, og dermed kan du sætte trumf på og bibeholde dit ry i din omgangskreds som den ultimative insider når det gælder amerikansk politik. Enjoy!

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC. Hun er medstifter af og blogger på Danmarks største danske USA-blog USAnu.dk på Facebook og kommenterer jævnligt amerikansk politik på flere danske tv- og radiokanaler. Hun har boet i USA siden 2008 og dækkede også det sidste præsidentvalg for Dagbladet Information.