Bluffers guide til Capital in the Twenty-First Century
Fransk økonom skriver en bog i arven fra Marx. Det bliver en international bestseller, og han tager accenten over Atlanten for at forklare, hvordan den globale økonomi hænger sammen. Det havde du ikke lige set komme? Hvis det ikke har sat sig fast endnu, så øv dig i navnet: Thomas Piketty. Hans fans er venstreorienterede, men i bogen er der også godt nyt for de, der satser på at leve af deres formue. Læs her, så du kan tale med om den seneste trend inden for økonomi.
af Redaktionen
Pro Piketty
1. Den vigtigste graf
For at tage det sidste først: I løbet af de sidste par år er det blevet nemmere at leve af renterne af sin formue. Og det bliver endnu nemmere. Konklusionerne i ’Capital in the Twenty-First Century’ er baseret på et stort statistisk materiale, Piketty selv har indsamlet, og i den vigtigste graf får man hans dokumentation for, at det bliver nemmere for de rige at blive rigere.
Pikettys centrale påstand er, at afkastet af kapitalen er større end afkastet af lønarbejde. Med andre ord lever de rige fedt, mens dem, der går på arbejde, bliver snydt. Den korte forklaring af grafen er, at det siden antikken stort set hele tiden har været sådan, at væksten har været lav, når en stor andel af kapitalen har bevæget sig tilbage til kapitalejerne. Undtagelsen er perioden 1913-1950, hvor verdenskrigene og den amerikanske depression ændrede billedet. Siden da har væksten dog været faldende, og kapitalen er igen havnet hos kapitalejerne, og Piketty forudser, at denne udvikling fortsætter – til gavn for kapitalejerne og til skade for den brede befolkning.
2. Patriarkalsk kapitalisme
Jo, det var det, du læste. Ikke nok med, at de rige sidder på flæsket, deres børn behøver heller ikke løfte en finger, for de arver jo. Det er jo i sig selv en uretfærdighed, men det får ovenikøbet den bieffekt, at det ikke kan betale sig for andre at dygtiggøre sig og arbejde hårdt. Det er alligevel umuligt at komme over på den anden side. Forældre har derfor heller ikke noget argument, når de skal prøve at overbevise deres børn om, at det er vigtigt at passe sin skole og få en uddannelse, som Rune Lykkeberg pointerer her.
3. Den en procent rigeste
Især i USA har ’Capital in the Twenty-First Century’ også været brugt i debatten om forskellen mellem den rigeste ene procent af befolkningen og resten af befolkningen, blandt andet af New York Times-økonomen Paul Krugman, som kalder det en åbenbaring, at Piketty har vist, at den ene procent rigeste amerikanere er den centrale faktor i den stigende ulighed.
4. Økonomi i et samfundsperspektiv
Økonomer har det med at fremlægge økonomiske teorier som formler, der bevæger sig efter en indre nødvendighed, som samfundet må indrette sig efter. Med sit empiriske materiale skaber Piketty en unik mulighed for at diskutere de økonomiske mekanismer i sammenhæng med samfundsudviklingen.
5. Den litterære reference
Romanen ’Le Père Goriot’ har en central rolle i ‘Capital in the Twenty-First Century’. Som mange andre franskmænd har Piketty læst Honoré Balzacs roman om M. Goriot, der i et samfund, hvor det enkelte menneskes mulighed er styret af, hvilket socialt lag man tilhører, kæmper for at skabe et liv for sine døtre. Ved at tage afsæt i en af den franske realismes store skikkelser giver Piketty sit store statistiske materiale og sin analyse en humanistisk dimension, som løfter hans bog ud af de snævre økonomikredse.
Bonus
I ’The Son Also Rises’ skriver Gregory Clark, økonomiprofessor ved University of California, ligesom Piketty om strukturel ulighed i samfundet. Clark dokumenterer, at muligheden for at kravle op ad den sociale og økonomiske rangstige ikke er blevet større gennem de seneste 800 år. Ud fra Pikettys pointe om væksten fra 1913-1950 kan man sige, at det kan lade sig gøre at skifte socialt lag, men kun i opgangstider.
.png)
Ligesom Piketty konkluderer Clark også ud fra et stort empirisk materiale. Han har sporet sig frem til oplysninger om familier i flere generationer for at undersøge den sociale mobilitet over en længere periode og på tværs af lande og konkluderer, at mobiliteten er mindre, end man har antaget, og den påvirkes ikke af de respektive landes socialpolitik.
Fordi vores plads i samfundet altså er prædetermineret, argumenterer Clark for, at man bør undgå at skabe det, han kalder ’winner-take-all-societies’.
Kontra Piketty
1. Piketty lægger ikke sin politiske præmis frem
Piketty har et deterministisk syn på økonomisk politik. Han vedgår sig det ikke, men hans præmis er, at økonomisk ulighed er uundgåelig i kapitalismen. Han burde vedgå sig sin marxistiske, kapitallogiske arv.
Ligheden mellem forsiderne på Karl Marx’ ’Das Kapital’ og Thomas Pikettys ’Le capital au xxie siècle’ er slående, og Piketty burde også vedstå sig sin arv, hvad angår indholdet. Den franske udgave udkom efteråret 2013
2. Piketty forsimpler
Pikettys billede af ulighed tager ikke højde for det stigende antal ældre, som lever af deres pensionsopsparing. I 2014 er en kapitalejer ikke en ond kapitalist, men ganske almindelige mennesker, og dette forholder Piketty sig ikke til.
3. Pikettys tankegang er forældet
Set i lyset af den teknologiske udvikling er Pikettys tankegang forældet. Udvekslingen mellem arbejde og kapital får mindre og mindre betydning, efterhånden som maskiner og robotter overtager arbejdet. Læs også her.
4. Bogen er kedelig
Piketty har dræbende kedelig skolemesterfacon, og titlens storladenhed er nærmest komisk og helt ude af takt med moderne politisk litteratur.
5. Piketty er en døgnflue
Susan Sontag, Christopher Lasch, Allan Bloom og Francis Fukuyama er nogle af de intellektuelle celebrities, som har fået hele verden til at snurre om deres forskellige ideer. Thomas Piketty er det seneste skud på denne stamme af intellektuelle. De sociale medier og nettet generelt gør hypen større, men det betyder ikke, at hans værk har den substans, der gør, at det vil komme til at stå for eftertiden.
__________________________________________________
Læs mere:
De sure:
