Danmark er stadig Norges storebror

Nationalfølelsen er stærk i Norge. Den har formentlig aldrig været stærkere end netop nu. Selvtilliden blomstrer. Norge kører med klatten både økonomisk, kulturelt og globalpolitisk, senest med den tidligere statsminister Jens Stoltenbergs udnævnelse til ny NATO-generalsekretær. Og netop i dette forår fejrer nordmændene 200-året for deres uafhængighed af Danmark.

Norge står på egne ben nu i 2014, og forholdet til den gamle overmagt Danmark virker på overfladen afklaret. Men går man et lag dybere, er relationen mellem de to nabostater og tætte allierede præget af uligevægt. Nordmændene interesserer sig oprigtigt for, hvad der rører sig i Danmark. Set lidt på afstand kan det næsten se ud, som om man spejler sig i landet mod syd og søger bekræftelse. Det minder om en lillebror, der ustandseligt ser op til storebror.

Den 17. maj fejrer Norge deres nationaldag og i år 200-året for deres uafhængighed af Danmark. Foto: Polfoto/Nils-Johan Norenlind

København hedder Kongens By

Den danske hovedstad er ikke bare en tilfældig storby i et naboland. Ligesom man kalder Paris for Byernes By og Rom for Den Evige Stad, ja, så har København også et andet navn i Norge: Kongens By – til trods for, at Norge har haft sin egen kongefamilie bosat i Oslo i over 100 år nu.

Navnet stammer fra den tid, hvor danske konger godt hjulpet på vej af grådige adelsmænd holdt Norge i et politisk og økonomisk jerngreb. I 400 år blev Norge styret fra København. Det var her, de hårdtslående dekreter og krav om skatter kom fra. Men det var også her, pengene fandtes, og her kultur og nye trends strømmede ud fra syd mod nord.

Da Politikens journalister strejkede

Hvad der rører sig nede i Kongens By, lader fortsat til at have en næsten overdreven interesse i norske medier ind i mellem. Nyheder, som selv danske medier kun behandler overfladisk, blæses af og til stort op i Norge. Som eksempel kan nævnes, da Politikens journalister kort før jul nedlagde arbejdet i protest mod omlægninger og afskedigelser af medarbejdere. Få timer efter var strejken på Politiken topnyheden på det statslige NRK’s tekst-tv. Hverken vores DR1 eller TV2 viderebragte nyheden om situationen på Rådhuspladsen, og man kan spørge, om noget dansk medie ville have berettet om det, hvis der havde fundet arbejdsnedlæggelse sted på et af de store dagblade i Oslo?

Et andet dugfrisk eksempel på norske mediers grundige arbejde i Danmark dukkede op i tabloidavisen Verdens Gang eller blot VG i marts. Her blev det til en større artikel om modtagelsen af succes-forfatteren Jo Nesbøs nye roman. Politikens, Ekstra Bladets og Berlingskes anmeldere blev alle citeret. Godt nok er Jo Nesbø en af tidens mest populære navne, men man må igen spørge, om en dansk avis ville have citeret norske dagblades anmeldelser af eksempelvis en ny Jussi Adler-Olsen-krimi?

Svaret er nej. Norge er bare ikke rigtig hot stuff blandt danske journalister og har aldrig været det.

Det bringer ind i mellem skuffelse med sig, at storebror sådan svigter lillebror. Det så vi under vinter-OL i Sotchi, hvor DR lancerede en video, der i dansk erkendelse over manglende evner udi vintersport proklamerede, at vi under OL alle var svenskere. Det fik lillebror op af stolen, og norske medier spurgte: Holdt vi danskere da mere med Sverige end med Norge?

Hvad, der rører sig i Danmark, lader til at have en næsten overdreven stor interesse i Norge. I en artikel i VG i marts var både Politiken, Berlingske og Ekstra Bladet citeret

Korrespondenter i Norge? No way!

Der har i mange år været tradition for, at norske medier har en fast korrespondent nede i Kongens By. Det store norske dagblad Aftenposten er blandt de medier, som i mange år har haft udstationeret en reporter i København. Men har Berlingske og Politiken haft en tilsvarende journalist i Oslo? Nej. Indtil for nogle år siden fik Politiken ind i mellem nyhedsreportager fra en svensk (!) korrespondent, der i forvejen var udstationeret for Svenska Dagbladet. Siden gik det i stå med nyhedsdækningen fra Norge – med undtagelse af helt store begivenheder.

Og sådan er det hele vejen rundt. I stedet for at have en fast mand/kvinde on location, er der blandt de danske medier kun tradition for at sende en reporter op ved særlige lejligheder, som ikke mindst Breivik-terroren i 2011 og dens efterdønninger er et eksempel på. I de fleste tilfælde er der tale om dygtige journalister, som kan deres udenrigspolitik, men de er ofte uden nogen større baggrundsviden om norske forhold, og det smitter desværre af på dækningen.

17. maj versus 1864

Ser man igen på den aktuelle markering af 200-året for Norges uafhængighed af Danmark, så er der også i medierne stor forskel. I de norske aviser har der længe været næsten daglige historier om alt fra de historiske begivenheder til madtraditioner og politiske emner med tilknytning til 1814. Og mere end en million nordmænd har taget frokostavisen VG’s slægtstest: ”Er du i slekt med en eidsvollmann?” – altså en af de oprindelige medunderskrivere af den norske grundlov.

Helt anderledes har det været i danske medier. Tabet af Norge virker som tiet ihjel, ikke mindst sammenlignet med, hvor meget krigen i 1864 og det efterfølgende tab af hertugdømmerne og Sønderjylland har fyldt i alle større medier.

200-året for Norges uafhængighed bliver blandt andet markeret i den norske tabloidavis VG med testen ”Er du i slekt med en eidsvollsmann?", der er taget af mere end en million nordmænd

Norge – den interessante nabo

Når interessen for Norge ligger på et til tider meget lille sted, så bærer medierne en del af ansvaret. I chefredaktørkontorerne vil man formentlig skyde tilbage og svare, at man jo må prioritere, og at danskerne er mere interesserede i at modtage nyheder fra for eksempel Frankrig, USA og Mellemøsten. Og Norge er jo desuden så tæt på, at alle kan følge med i, hvad der sker deroppe, hvis de gider.

Men netop fordi Norge er vores naboland og vores tætte allierede og en vigtig samhandelspartner, burde dækningen være helt anderledes og langt større. Det er på tide, at danskerne – herunder ikke mindst landets nyhedsredaktører – får øjnene op for, at Norge ikke er en ubetydelig nabo.

Lillebror er blevet voksen og gør det på en lang række områder bedre end storebror. Men det er ikke kun de norske succeshistorier, vi burde høre meget mere om. Her finder samfundsdebatter sted om udkantsbefolkningen, om forholdet til Rusland, om homoseksuelles ret til kirkelig vielse, om klima og energi og meget andet, som vi kunne lære af og burde interessere os for, netop fordi vi er så tæt på hinanden.

Desværre hænger begge lande fast i stereotype forestillinger, der bunder i de traditioner, som begivenhederne i 1814 skabte. I Norge er det forestillingen om, at alt det spændende, smarte, nye og vigtige sker nede i Kongens By. I Danmark er det forestillingen om, at Norge er befolket af kedelige fjeldaber med strikhuer.

Væk med stereotyper

200-året for splittelsen af Danmark-Norge er en glimrende anledning til at tænke sig om. Danske medier bør overveje, om der ikke var grund til at rapportere noget hyppigere fra det land, hvor eksempelvis tidligere statsministre får internationale topposter på stribe? Og norske medier bør overveje, om det er en vigtig nyhed, når Politikens journalister strejker en enkelt dag?

Det ene kan vise sig lige så svært at gennemføre som det andet, for selvom det er 200 år siden, Norge løsrev sig fra Danmark, var de to lande tæt forbundne i 400 år inden. Det forhold præger begge lande i dag. Af samme grund vil nordmændene fortsat opfattes som de hyggelige, men lidt sære, uldglade fjeldaber her i Danmark. Og København vil i Norge fortsat være kendt som Kongens By.

Men når vi har overstået 17. maj-markeringen og fejringen af de 200 års norsk uafhængighed, må det være tid til nytænkning og flere nuancer både ude blandt befolkningen og på nyhedsredaktioner fra Gedser til Nordkapp.