Tab og vind med samme tale?
Situationer og traditioner skaber behov for taler. En valgaften kalder således også på traditionsbunde taler fra kandidaterne. Uanset om de har vundet eller ej, og uanset om de har lyst til at holde talen eller ej. Ser man på genren for valgaftenstaler er der flere ligheder end forskelle på det overordnede indhold af tabernes og vindernes taler. Man skal dog ikke prikke meget i overfladen, før brydningerne viser sig, og særligt kandidaternes fremtoning kan have en afgørende betydning for talens eftermæle.

- Taberen taler altid først.
- Der skal være en formel anerkendelse af enten nederlag eller sejr.
- Der skal være en opfordring til samarbejde på tværs af politiske forskelle.
- Der skal være en hyldest til det amerikanske demokrati og evnen til at overlevere magt på fredelig vis, hvori modstanderen også roses for sin kampagne.
- Kandidatens persona i offentligheden skal ændres fra enten politiker til privatperson for taberen, eller fra kandidat til den politiske rolle for vinderen.
- Og endelig skal de mange frivillige, politiske støtter og kandidatens familie takkes, mange gange. Hvis slaget er tabt, fokuseres takken ofte mod en tro og et håb om politisk fremgang for det tabende parti.
Lytter man til talerne fra tirsdag aften amerikansk tid, vil næsten alle af dem følge denne liste af punkter. Men at der alligevel er stor forskel på talerne, kan man f.eks. se i senatsvalget fra North Carolina, hvor den siddende demokrat Kay Hagen blev slået af den republikanske udfordrer Thom Tillis.
Kay Hagans tale var kort, og den afgående senator gjorde stort set ikke andet end at løbe de ovenstående punkter igennem med sin drevne sydstatsaccent som mest personlige bidrag. Det eneste sted hvor talen afveg fra skabelonen var med oplæsningen af et digt om styrken ved folket i North Carolina, om det var henvendt til de Demokratiske partifæller i staten, eller om det antydede et større behov for samarbejde kom ikke frem i sammenhængen.
Ikke overraskende var vinderen i North Carolina senatsvalget, Thom Tillis, mere opstemt og snakkesalig. Hans tale var tre gange så lang som Hagens, og Tillis havde så meget overskud, at han var i stand til at lave sjov med selve talesituationen og prikke til Barack Obamas brug af telepromptere. Ifølge ham selv, gik Tillis nemlig ’off-script’, hvilket havde til hensigt at få ham til at fremstå mere ærlig i øjeblikket. Det blev yderligere styrket ved atTillis også viste humoristisk overskud. Da hans gamle mor f.eks. ikke vil op på scenen, for at blive fejret, opfordrer Tillis i stedet sine vælgere til at friend-requeste moderen, Margi Tillis, på Facebook – ”I vil ikke fortryde det”.
Der er ikke noget at sige til at kontrasten var så stor mellem den vindende og den tabende kandidats fremtoning i det lokale delstatsvalg. Lidt anderledes forholder det sig med valgets store vinder og taber, henholdsvis Mitch McConnell og Barack Obama. Forholdet mellem deres taler er dog også mere asymmetrisk, da McConnell holdt sin tale på valgaftenen og primært holdt sig indenfor sit eget vellykkede delstatsvalg, mens Obama i stedet adresserede hele midtvejsvalget som sådan i sin tale dagen efter.
Mitch McConnell er blevet et af de centrale ansigter i denne midtvejsvalgkamp, bl.a. fordi det er første gang der har været realistisk udsigt til, at han kunne blive flertalsleder for Republikanerne i senatet. McConnell har også formået at vende nogle af sine mangler – f.eks. en tør persona der er blevet beskrevet som svarende til en smeltet milkshake af amerikanske kommentatorer – til sin fordel. I kontrast til Barack Obamas karismatiske, men uforløste, valgkampagner har McConnell præsenteret sig selv som en seriøs politiker af den gamle skole, der evner at forhandle aftaler på plads fremfor at holde store taler.

Selvom Barack Obama repræsenterer den tabende side i dette midtvejsvalg, så har han flere fordele som taler i forhold til Mitch McConnell. Da Obama ikke selv var en kandidat ved midtvejsvalget, kunne han vente længere tid med at holde talen, og derved fik han også vinderens position i talerækken. Hans talerposition som præsident giver ham også stadig mere tyngde i medierne, end hvad McConnell har opnået som nyslået flertalsleder i senatet. Denne position brugte Barack Obama i sin valgtale til ikke at lægge sig helt så fladt ned for vinderne, og de vælgere der stemte på dem, som han gjorde det efter 2010 midtvejsvalget.
Disse forskellige træk ved præsidentens tale viser at Barack Obama formodentlig vil vælge en anden taktik for de næste to år, end han gjorde for årerne mellem midtvejsvalget i 2010 og præsidentvalget i 2012. Hans klare erkendelse af en mere aktivistisk brug af præsidentielle beføjelser, og viljen til at nedlægge veto mod kongressen, kan han slippe af sted med, fordi han ikke er til genvalg i 2016. Det er Mitch McConnell dog heller ikke. Så spørgsmålet er om Republikanernes nye flertalsleder i senatet vil være mere eller mindre imødekommende overfor Barack Obama de næste to år set i lyset af midtvejsvalget. Talerne om valget lader i hvert fald spørgsmålet stå åbent, når man ser forbi de traditionelle elementer som kendetegner genren.