Dashboard din k-afdeling
Verden, virkeligheden og virksomheder bliver mere og mere datadrevne, fordi de bliver mere digitaliserede. Det smitter af på k-afdelingen, som nu også for alvor har fået sine egne digitale spor at kunne følge og vise. Disse spor kan være alt fra samtaler i de sociale medier, økonomiske nøgletal, tidsforbrug på opgaver til åbningsraten på e-mails. De spor kan og bør du samle op på lige her og nu, i et hurtigt visuelt overblik og kontrolpanel over de vigtigste tal, grafer og tabeller omkring afdelingen og omverden. For aldrig har adgangen til datavisualiseringens redskaber været billigere og lettere. Ikke mindst fordi standardgrafer og visualiseringsværktøjer fra virksomheder som Mixpanel, Trak.io, Tableau, DataHero, Parsley og Klipfolio kan sættes op på få timer for få penge.
Den bagvedliggende trend kaldes datafikation, fordi flere og flere systemer nu automatisk måler og opsamler kommunikationsrelevant data. Samtidig er mulighederne for at opsamle, visualisere og databehandle blevet større. Baggrunden er, at alle datakilder nu har deres egen API (Application Programming Interface er en softwaregrænseflade, der tillader et stykke software at interagere med andet software). Altså en let adgang og et fælles sprog, som gør det muligt at integrere data fra forskellige kilder.

Vi k-folk har aldrig været særlig gode eller særlig optagede af at måle på noget som helst. K-afdelingens arbejde er derfor ofte helt umålt, målt for blødt, målt for lidt, målt på noget forkert, målt på forældede tal eller målt på et enkelt parameter. Ofte har man målt på alt for abstrakte og enkeltstående tal, langt fra virksomhedens egentlige mål og mission.

Her et billede fra avisen The Daily Telegraph i London. Avisen har sat en skærm op i deres newsroom, så de hele tiden kan se, hvordan det går med deres historier. De er godt på vej mod at blive en mere datadreven organisation. Her er det programmet Parsley, der bruges.

The Daily Telegraph har også en kæmpe skærm med de vigtigste nøgletal for mediet i deres store newsroom. Det har skabt en ny datadreven kultur og journalistik. Det er god inspiration for alle i k-afdelingen, som drømmer om et dashboard. Hvad med en storskærm lige midt i afdelingen med de tal, I gerne vil måle på? Skærmen kunne for eksempel skifte mellem interne nøgletal og eksterne trafiktal.
Et godt data-dashboard for en k-afdeling samler de vigtigste interne og eksterne processer og nøgletal i et enkelt overblik. De stammer fra alt fra økonomi over medieomtale til samtalen på de sociale medier. Vores drømme-dashboard består af små API'er med de vigtigste tal for de programmer, som vi allerede bruger, for eksempel Chartbeat, MailChimp, Facebook Insights, Google Analytics, YouGov, Infomedia-omtaler, Twitter Analytics og naturligvis også virksomhedens eget økonomisystem E-conomic.
- Hvad, vi tjener vores penge på. Altså hvordan går det med vores forretning? Er vi bedre eller dårligere end sidste år?
- Forbrug versus budget. Altså hvor mange penge er der samlet brugt i afdelingen og på de enkelte projekter. Muligvis på udvalgte højrisikable projekter.
- Tid er ofte afdelingens vigtigste valuta og ressource. Den bør derfor måles nøje. Hvilke opgaver eller projekter fylder meget af afdelingens tid. En lille liste med top ti-tidsrøvere er en god indikation af, hvad der bliver brugt tid og penge på.
Nettet er nu virksomhedens vigtigste kanal til omverden. Tal fra Google Analytics eller Chartbeat/Webtrends/Parsley Analytics kan sættes ind i dashboardet. Det giver afgørende viden om, hvad stakeholderne læser og søger på, såvel som deres adfærdsmønstre på ens corporate site. Dette kan med fordel kombineres med tal på ens e-mailmarkedsføring. Altså hvilke e-mail læses hvornår, af hvem og med hvilke historier?
Hvad omverden siger om virksomheden, er en vigtig information, som kan bruges til at udvikle ideer eller forebygge kriser, mens omfanget af ens reach og likes på de sociale medier er afgørende for ens synlighed. Egentlige omdømmemålinger kan også sættes ind på ens dashboard såvel som tal for omtale fra Infomedia.

- Hvordan designer du gode dashboards? Et web tutorial fra interaction design.
- Gratis download af Stephen Fews ikoniske bog om dashboards.
- 24 smukke dashboards til inspiration her.
- Seks gode råd, når du bygger dashboards.
- Hvordan vælger du, hvilke grafer du vil vise? Her en guide.
- Her er endnu en god guide til at vælge graf
- Alle typer af visualisering sat op som et periodisk system. Mange glemte og gode teknikker.
- R-. Det mest avancerede statistiskprogram til at lave grafer.
- Tableau visualiseringssoftware. Brugervenligt for alle.
- Google chart tools. Gratis og gode grafer.
- Hvad er en bullit graph?
- Opskriften på at lave en bullet graph i Excel
- Stephen Fews dashboard-tanker som slides. Han er eksperten.