Red verden med tegninger


Werthams standpunkt blev bakket op af andre debattører, der frygtede, at tegningen blev brugt til propaganda igen. Man havde set, hvordan nazisterne havde udnyttet tegningen til at præge folk, og det blev af mange set som rigeligt bevis for billedfortællingens magt. Dengang var nazi-kortet en voldsom trumf i debatten, og Werthams følgere var ikke bange for at smide det på bordet. Fx skrev kulturkritikeren Gershon Legman:

”Et sandt blodbad”
Tegneserieindustriens frontmænd blev kaldt til de amerikanske domstole, tvunget til at forsvare sig selv i det, mange så som en krig, de havde tabt på forhånd. I historiebøgerne bliver det beskrevet som et sandt blodbad, og industrien så sig nødsaget til selv at gribe ind og lave ”de nødvendige” stramninger på området, før staten greb ind. Selvvalgte reguleringer måtte trods alt være at foretrække frem for statslig censur.
Som resultat deraf bestod tegneserier i 15-20 år stort set af overfladiske fortællinger, der var så bidløse og urealistiske, at kun små børn gad beskæftige sig med dem. Det er måske derfor, at mange den dag i dag forbinder tegneserien med barnlig historiefortælling?
Provokation under opsejling
Derefter skete det, som så tit er sket i historien: De undertrykte gjorde oprør.

En stærk påvirkning – og hvad så?
Jeg vil altså ikke gå så vidt som til at kalde tegningen et våben, på trods af tidligere brug i propaganda og incestuøs provokationskunst. Alligevel er jeg pinligt klar over, at jeg i stedet for at skrive en artikel med overskriften: Tegninger der redder verden, lige så let kunne ændre mit sigte og fortælle om, hvordan vi kan ødelægge verden med tegneserier.

Selv har jeg undersøgt, hvordan tegneserien kan bruges til at bygge bro imellem kulturer.
Forståelse og accept er en mangelvare
Forfærdelige hændelser som angrebet mod Charlie Hebdo sker formentlig fordi, vi lever i en multikulturel verden fyldt med modstridende værdier, normer og livsprojekter. Og siden vi lever i en globaliseret verden, kan vi ikke sige: ”Det må de selv ligge og rode med”, fordi vi konstant bliver konfronteret med, hvad de andre ”ligger og roder med”. Sagt på en anden måde: Fordi det er blevet nemmere end nogensinde før at transmittere nyheder, at rejse, at migrere, og derved at opleve mennesker med et andet verdenssyn, er der opstået nogle nye udfordringer i vores samfund.
Vi er altså tvunget til konstant at blive konfronteret, udfordret og måske provokeret af andres verdenssyn, men kan ikke reagere instinktivt på disse indtryk. Det er bl.a. en af grundende til, at flere forskere har kaldt denne problematik med at skabe fredelig sameksistens for ”den globaliserede verdens største udfordring”. Det beskriver kulturforsker Nikos Papastergiadis bl.a. i sin bog: The Turbulence of Migration: Globalization, Deterritorialization and Hybridity, der varmt kan anbefales.
Lad os kommunikere os ud af krisen
Hvis vi kan gøre ”de fremmede” mindre fremmede, ville det sandsynligvis opbløde den anspændte situation. Det lyder måske logisk, men det er langt fra simpelt:
Vi ved også fra tidligere forskning (og sikkert fra egne kommunikationspraksisser), at forskellige mennesker foretrækker at få fortalt historier på forskellige måder. Derfor er vi nødt til at fortælle historier i forskellige medier, hvis vi skal ramme alle i de store globaliserede fællesskaber. Og et af disse medier kunne jo være tegningen?
Ikke et våben
Tegningen har potentialet til at påvirke sine læsere, ligesom alle andre medier, og den kan derfor bruges til at manipulere og provokere. Men den kan lige så godt bruges til at få folk til at føle sympati eller åbne øjnene for bestemte problemer i samfundet.
.jpg)