Og 2014's bedste k-speciale er...
Førstepladsen og de 10.000 kroner gik til Julie Dalsgaard Cornett, Julie Elina Lipsøe Jørgensen og Katrine Friediger Skanning for specialet ’Kunsten at ride på den kollaborerende bølge’. Specialet undersøger trenden deleøkonomi - at gå fra privateje til fælleseje - med fokus på vores fællesskabsfølelse og forbrugssamvittighed.

Innovativ, inddragende og interessant andenplads
Andenpladsen og et gavekort til Torvehallerne gik til Marie Hune og Nanna Høg for specialet ’Fra affald til ressource’. Specialet arbejder i spændingsfeltet mellen forretningsudvikling, digitale medier og en brugercentreret tilgang for Affaldsselskabet Vendsyssel Vest I/S (AVV) med fokus på, hvordan affald kan blive til forretning.

Samfundsrelevant, CSR- og social media-fokuseret tredjeplads
Tredjepladsen og endnu et gavekort til Torvehallerne gik til Jens Jensen og Michael Kelleberg for specialet ’Danske Spil – til glæde og til gavn?’. Specialet omhandler Danske Spil med fokus på, hvordan virksomheden kan styrke relationen til forbrugerne gennem arbejdet med Corporate Social Responsibility (CSR) og kommunikation på de sociale medier.

Som noget helt nyt har vi i år givet publikum en stemme og har ladet dem beslutte, hvilket af de otte nominerede specialer, de mente skulle løbe med sejren. Publikumsprisen gik til Thomas Albrechtsen og specialet ’Bekymrer de sig virkelig om os? – Eunoia og moderne politisk troværdighed’. Specialet undersøger (mis)forholdet mellem mediers og kommentatorers krav til politikere og de evalueringskriterier, som vælgere egentlig bruger.

Feltet i år
Hos Kforum er vi hvert år imponerede over de specialer, vi får i hænderne. Den kommunikationsfaglige vinkel er bred og specialeemnerne spændende, hvilket årets bidrag især har vidnet om. Specialerne har handlet om så forskellige emner som:
sundheds-, dyrevelfærds- og politiske kampagner, nudging, den israelske hærs brug af Twitter, humanioras anvendelse i samfundet, deleøkonomi, politik, journalistik og sociale medier, nyhedslæsning blandt unge, bæredygtighed, litteratur og ytringsfrihed, ledelse, HR og organisationsudvikling, digital selvforståelse, konfliktmægling, personaliseret reklame, teambuilding, retoriske analyser af politiske taler, politisk troværdighed og bindreklamer, markedsføring af genbrugstøj, influencers på sociale medier, økologiske madvarers emballagedesign, sproglige analyser af begreber som 'mavefornemmelsen', 'arbejdsrelateret stress' og ordet 'undskyld', sundhedsformidling til mænd, selvhjælps-lingo og kancellisprog, digital kommunikation og affaldsspild, journalistik, Google Glass, CBS' kandidatuddannelser, konflikthåndtering og takt og tone mellem journalister og kommunikationsfolk. Læs alle specialerne her.

Som optakt til selve prisoverrækkelsen havde vi i år fået et par dygtige oplægsholdere til at dele ud af deres erfaringer om rejsen fra specialeskriveriet til arbejdslivet. Søren Ravn fra Magnetix, som vandt Specialeprisen tilbage i ’12, fortalte om sin rejse fra Luhmann til Løn og gav tilhørerne gode råd om at holde integriteten intakt, gå efter interesserne og spille på personlighed frem for faglighed i jagten på drømmejobbet. Thea Sejr, selvstændig kommunikationsrådgiver i 'Retorisk Tale', delte ud af sine erfaringer med networking og personlig branding. En tur i svømmehallen og et smut forbi DR’s reception kan føre et hav af spændende opgaver med sig. Theas råd lød, at man skal dyrke sit speciale og profilere sig som specialist. Og sige ja tak, når muligheden byder sig. Thea har iøvrigt skrevet en af Kforums mest populære artikler i 2014 om 'vocal fry'.


Det er fjerde år i træk, Specialeprisen løber af stablen. Og det er takket være alle jer dygtige specialeskrivere derude, at vi år efter år får udvidet vores kommunikationsfaglige horisont og får den sidste nye viden om kommunikation fra et hav af kommunikationsstuderende landet over. Herfra skal lyde et stort tillykke til årets vindere og en kæmpe tak til alle jer, som har været med i konkurrencen.





