Hvad ville Uber gøre?
.jpg)
Fra knaphed til overflod af ressourcer
Som de fleste bøger, der er skrevet om deleøkonomi, tilbyder også denne en rammefortælling, der kan tjene til at aktualisere fænomenet og typisk positionere det som en løsning på en betydelig samfundsudfordring. Det er en fortælling, der, for at være virksom, må kobles på en form for kollektiv kriseerfaring.
I denne bog lyder den nogenlunde sådan: Vi lever i en tid, hvor virkningerne af et kolossalt overforbrug sætter sig igennem på flere alt for tydelige måder. Som eskalerende miljøbelastning og, måske mere synligt, som ophobning af forbrugsgoder, vi sjældent bruger, gader fyldt med inaktive, parkerede biler, som så meget ødselt spild, der omringer os. Men det er netop ikke spild. Meget af det er ressourcer, døde aktiver, der ikke anvendes optimalt.
En verden af muligheder åbner sig. Fremtiden byder os, forsikres vi løbende, nærmest ubegrænset tilgængelighed, altså “ikke-knaphed, overflod, overskud og flerhed”. Det er ikke en triviel betragtning. For det er i den kontekst, at deleøkonomien præsenteres som det, der “demokratiserer gennem teknologi”, bliver “redningen på overforbruget” og i sidste ende “motoren til vækst”.
I deleøkonomien løses fundamentale behov gennem aktivering og realisering af latente ressourcer; overskudsressourcer, der gøres tilgængelige på markedet via digitale tjenester. Det er den almene definition på deleøkonomien, som gives indledningsvist.

Her er det afgørende fundament, at bæredygtighed er indbygget i deleøkonomien. Umådeholdent overforbrug er passé. Det aspekt ses især i de tjenester, der baserer sig på at genaktivere ressourcer, der er i overskud eller ikke anvendes tilstrækkeligt. Som når vi opnår adgang til andres lejligheder, biler og haveredskaber, i de tidsrum hvor de alligevel ikke benyttes. Bæredygtigheden ligger så at sige i at udnytte den massive overskudskapacitet, vi allerede har skabt, hvilket teknologien nu gør mulig.
Derfor er deleøkonomien også lean. Fordi man overordnet set reducerer spild og overskudskapacitet, er der også tale om en højere omkostningseffektivitet for de implicerede. Men for at det også skal øge kundens værdiopfattelse, skal det være nemt og bekvemt, altså byde på øget convenience. Som hos Uber, hvor en simpel app giver dig adgang til og overblik over de taxichauffører, der er tilgængelige i nærheden. Betalingen ordnes gennem brugerfladen og valideres af Uber. There’s an app for that, som man siger henslængt i omegnen af San Francisco, når mere eller mindre kuriøse behov melder sig.

En central faktor for deletjenester, netop for at indløse kundeværdien, er behovet for at etablere tillid på platformen. Det sikres med gensidige ratingsystemer, hvor både udbydere og købere af ydelser kan bedømme hinanden. Her skabes en slags social valuta. Hvis du opfører dig ordentligt, optjener du point. Gør du ikke, så taber du dem. “Gensidig tillid er inkluderet i prisen i deleøkonomien,” lyder det et sted.
Deleøkonomi i praksis.
I bogens anden del gennemgås en række områder, hvor deleøkonomien kommer til udtryk i den daglige forretningsdrift. Især med fokus på salg, marketing og innovation.

Interessant er afsnittet om nye salgsmodeller, der baserer sig på leje frem for eje, eller måske mere nytænkende, de modeller, der baserer sig på kollektive “delekøb”. Som hos Bought By Many, hvor de 60.000 medlemmer organiserer fælleskøb af forsikringer på rejser, biler eller hunde. Eller Audis nye koncept, Audi Unite. Et koncept, der går ud på at sælge andele af den samme bil til en mindre gruppe.
Her mener Bove-Nielsen, at man kan gå et skridt videre. Vil man virkelig udnytte dette fokus på indhold, bør man inddrage kunderne i produktionen af indhold, fx kan de bidrage med ideer til måder at bruge produktet på eller sågar vise billeder af produktet i forskellige brugssituationer. Det ændrer dog ikke ved, at nogle basale marketingrelaterede opgaver består. Her blæser nye vinde også. Du kan på tjenester som Fiverr eller crowdspring.com hyre folk til at designe et logo, oversætte en reklametekst eller lave noget grafisk design for beløb, der ligger langt under et dansk lønniveau.
Et andet aspekt, der fremhæves, er muligheden for at "crowdsource" forskellige funktioner, der traditionelt bliver udført inden for virksomhedens rammer, hvilket som bekendt er en arena for knappe ressourcer. Især servicefunktioner kan crowdsources. Det har en ny dansk virksomhed indset. I modsætning til frivilligt organiserede "support communities" tilbyder Crowdio et netværk af specialiserede agenter, der står til rådighed til at besvare dine kunders spørgsmål gennem tilknyttede chatkanaler for et fastsat honorar pr. chat.
Med fare for at lyde ganske kættersk: Er et hold specialiserede agenter, der udfører en vital driftsfunktion for et på forhånd aftalt honorar, at betragte som en crowd? Er crowdsourcing ikke drevet af en helt anden motivation, kapital, social kontrakt end en etableret kommerciel tjeneste, du kan outsource funktioner til? Repræsenterer en crowd, eller sågar et community, ikke en anden type værdi for virksomheden end en ekstern leverandør?
Jeg siger det blot her som en oplysning til eventuelle læsere, der undervejs vil blive mødt med en række eksempler, der glider smidigt af på væsentlige distinktioner og sammenlignende analyser. Men døm selv.
I sidste ende er mange af de fremhævede fænomener - som brugerinvolvering, content marketing, crowdsourcing eller crowdfunding - vel nærmest selvfølgelige pejlemærker for enhver, der har beskæftiget sig professionelt med udviklingen inden for den digitale økonomi de sidste fem-ti år. Man kan med rette spørge, om alle disse spredte udviklinger blot har ventet på den rette samlebetegnelse, eller om deleøkonomien er pustet vel rigeligt op til anledningen.
Bliv en del af deleøkonomien
Bogens afsluttende del handler om de overordnede strategiske muligheder, som virksomheder har, hvis de vil tilpasse sig den nye deleøkonomiske virkelighed. Det er her, forretningsudviklere kan overveje at stoppe op og pudse læsebrillen.
Der er et tredje strategisk spor: Du skal genopfinde kerneydelsen, så den genopstår i en deleøkonomisk kontekst. Det vil sige, så den tillader adgang (uden ejerskab) og/eller mulighed for nem deling. Tænk YouTube, der har genopfundet tv’et, eller Spotify, der nytænker vores musiksamlinger, så vi ikke skal eje musikken og kan dele vores playlister med andre.
En sidste strategi er at levere eller sælge infrastruktur, hvorpå deleaktiviter kan udfolde sig. Det kan være en digital infrastruktur, fx Cloud-tjenester, der gør det muligt at lagre og dele dokumenter, foto, video og musik. Tænk Dropbox og lignende forretningsmodeller, der baserer sig på (freemium) abonnementsordninger.
Et par kritiske bemærkninger
Som læser af Bove-Nielsens udlægning af deleøkonomien får man undervejs den fornemmelse, at den både er for generøs og for snæver.
Forfatteren har utvivlsomt draget fordel af et solidt hold researchere, der har gravet en række bemærkelsesværdige cases og nøgletal frem. Når det er sagt, så ligner det til tider en semantisk rodebutik, hvor det reelt nye, forstavelsen dele-, er en tom betegnelse for alle mulige træk ved den moderne digitale økonomi. Et sted får vi således at vide, at PayPal er en tjeneste “til at sende (dele)penge over nettet”, eller at man som brugere af MobilePay benytter en “deleapp”.
I en forstand er det her deling uden grænser. Men hvis så mange forskellige fænomener knytter an til deleøkonomien, hvis Netflix er deleøkonomi, blot fordi vi ikke behøver at eje, men kan streame en film, så risikerer begrebet at miste sin slagkraft. Det bliver uinteressant. Impotent. En midlertidig pladsholder, der sandsynligvis erstattes af den næste buzz. For tiden presser betegnelser som “platform-økonomi” eller “on-demand-økonomi” sig på.

Når de ikke er taget med, kan det skyldes bogens underliggende idé om, hvad der udgør relevant (dele)økonomisk værdiskabelse: En delt ressource får først reel værdi, når den indgår som en transaktion på markedet. For først her bidrager den positivt til vores overleverede forståelse af vækst (som faktisk er afledt af en konkurrencesituation, der forudsætter knaphed).
En sidste kommentar bringer os tilbage til begyndelsen. Til bogens rammefortælling om overgangen fra en økonomi baseret på knaphed til en økonomi, der bygger på adgang, tilgængelighed og overskud. Selv hvis vi medgiver, at langt flere har adgang til ressourcerne, så fører det ikke uden lige til overskud, men måske snarere til en intensivering af knapheden. Nyere undersøgelser viser, at lavere transaktionsomkostninger og øget convenience ofte skaber et merforbrug, der i sidste ende betyder et højere miljøaftryk. Postulatet om, at den totale kapacitetsudnyttelse højner bæredygtigheden, er ganske spekulativ. Især når det gælder produkter, der nedslides betydeligt ved brug og derfor skal erstattes ved yderligere produktion. Biler, maskiner og andre materielle goder er de mest oplagte eksempler.
Det betyder ikke, at bestemte deletjenester, når alt kommer til alt, ikke kan nedsætte miljøbelastningen på et bestemt område. Dog er det langt fra givet, for virkeligheden er langt mere broget, end den fremstilles her og i mange andre bøger om deleøkonomi.