Den feje flygtninge-fejlslutning
Udlændingekortet er i den grad blevet brugt i valgkampen, hvor politikerne konkurrerer om, hvem der kan stramme mest op på området. Udlændingedebatten og diskursen om asyltilstrømningen er også et symbol på, at politikerne har en formodning om vælgernes ståsted.
Behandlingen af emner som asylansøgere og andre udlændinge har lignet sig selv gennem hele valgkampen. Thorning har konkurreret med Løkke og de andre borgerlige om at være den mest effektive strammer. Der er ikke meget nyt at sige om dét. Mere generelt kan man se denne strategi fra de forskellige strammerpartier som udslag af en generel egenskab ved dansk politisk debat: De ledende partier og debattører tror tilsyneladende, at befolkningens mening om allehånde emner er givet på forhånd. De har, som nogle politologer vil sige, ”fixed preferences”. På udlændingeområdet er denne fastlåse præference – ifølge den fremherskende teori – stramning og helst mere stramning.
Også på andre områder dikterer den herskende teori om meningsdannelse, at folk har faste holdninger. Det gælder f.eks. boligbeskatning. Vælgerne (læs: flertallet) vil ikke have sat boligskatterne op, basta. Og de vil ikke have flere asylsøgere, men tværtimod stramning. Det står bare fast.
Debatten om asylansøgere og udlændinge dominerer i valgkampen. Kidle: Polfoto/Antonio Calanni.
Politiske crowdpleasere
Derfor kan politikere, der vil have eller bevare regeringsmagten, kun gøre ét: give folk det, som (man tror) de vil have. Hvad der derimod ikke nytter noget – ja, det vidner ligefrem om ”politisk tonedøvhed” for nu at bruge et udtryk, som politiske kommentatorer holder af – det er at prøve at argumentere over for vælgerne for at prøve at flytte deres holdninger.
Derfor kan politikere, der vil have eller bevare regeringsmagten, kun gøre ét: give folk det, som (man tror) de vil have. Hvad der derimod ikke nytter noget – ja, det vidner ligefrem om ”politisk tonedøvhed” for nu at bruge et udtryk, som politiske kommentatorer holder af – det er at prøve at argumentere over for vælgerne for at prøve at flytte deres holdninger.
Derfor bliver der fremført så få argumenter i dansk politisk debat. Derfor konkurrerer de ledende partier om, at de vil give vælgerne (læs: flertallet) det, som de (politikerne) tror, at vælgerne (flertallet) vil have. Derfor: intet nyt at sige om selve de holdninger, politikerne fører frem i debatten. Men man kan godt se på deres debat om udlændinge som et lærerigt eksempel på andre ting.
I den anden debat før valget i juni 2015 mellem de to statsministerkandidater Thorning og Løkke (DR kaldte den typisk nok Duellen) kunne man blandt andet undre sig over, hvorfor begge ”duellanter” valgte at snakke uden om de mest kritiske spørgsmål, som deres modpart førte frem. Det var svært at se, hvordan de skulle kunne anse det for strategisk klogt at gøre – faktisk kom der både på de sociale medier og på andre måder rigtig mange tilkendegivelser fra almindelige danskere om, at de fandt de to kandidaters debatpraksis frastødende.
NU kører "duellen" altså bare som baggrundsstøj for mig. Jeg er stået af. #fv15 #drdinstemme
— Faheem Hussain (@FaheemH) 7. juni 2015
Flere mennesker ytrede sig om kandidaternes debatpraksis på sociale medier. Kilde: Twitter.
Stop udenomssnakken
Vi vil se på debatten som et studie i tricks til at snakke udenom. Og derpå skal det handle om, hvad man som journalist (og som borger) kan gøre for at gennemskue udenomssnakken – og måske bekæmpe den.
Trick #1: Svar på noget andet end det, du kritiseres for
Løkke siger gentagne gange, at Danmark i Helle Thornings regeringstid er blevet ”nummer fem på listen over de lande i Europa, der tiltrækker asylansøgere” - hvor vi, dengang han, Løkke, var statsminister, var nummer ti. Thornings ”svar” er at pege på den stærkt voksende mængde asylsøgende flygtninge på grund af borgerkrig i Syrien og et Libyen i opløsning: ”Grunden til, at vi har flyttet os, det er, at der er rigtig mange flygtninge i verden”. Og i øvrigt har Thornings regering strammet asyllovgivningen ”for første gang i 12 år…det var os, der gjorde det.”
Løkke siger gentagne gange, at Danmark i Helle Thornings regeringstid er blevet ”nummer fem på listen over de lande i Europa, der tiltrækker asylansøgere” - hvor vi, dengang han, Løkke, var statsminister, var nummer ti. Thornings ”svar” er at pege på den stærkt voksende mængde asylsøgende flygtninge på grund af borgerkrig i Syrien og et Libyen i opløsning: ”Grunden til, at vi har flyttet os, det er, at der er rigtig mange flygtninge i verden”. Og i øvrigt har Thornings regering strammet asyllovgivningen ”for første gang i 12 år…det var os, der gjorde det.”
Det er tydeligt, at begge duellanter prøver på at fremstille sig selv som mere effektive strammere i forhold til udlændingepolitikken end den anden. Men hvis dét er Thornings strategi, så er det svært at forstå, at hun i den grad svarer uden om Løkkes argument om, at Danmark har flyttet sig fra at være det tiende mest attraktive land i Europa for asylsøgere til at være nummer fem. Helle Thorning taler jo om, at den samlede mængde af flygtninge til Europa er blevet meget større. Og det er rigtigt, men det besvarer ikke påstanden om, at Danmark i forhold til andre lande tiltrækker flere asylansøgere, end vi f.eks. gjorde i Løkkes regeringstid. Hun kritiseres ikke for, at tilgangen af asylsøgere til Danmark er vokset, men derimod for, at tilgangen til Dannmark er vokset mere, end tilgangen til andre lande er vokset.
Venstre præsenterer deres asylreform og ønsker stramninger. Kilde: Polfoto/Mogens Flindt.
Misforholdet mellem spørgsmål og svar er ret let at høre, og til sit svar kunne Thorning have valgt flere forskellige linjer. Hun kunne enten have bestridt det faktuelle i påstanden – faktisk fremkom der få dage efter debatten opgørelser over den omtalte ”rangfølge”, der rejste tvivl både om Løkke-regeringens 10.-plads og Thornings 5.-plads. Eller hun kunne have sagt, at der ganske vist var tale om en øget flygtningekvote for Danmark, men at andre argumenter, f.eks. af etisk art, talte for den førte politik med større vægt. Men den slags argumentation med afvejning af plusser og minusser hører man stort set aldrig i politisk debat. I stedet vælger Thorning et udenomssvar, der helt forbigår Løkkes kritikpunkt.
Et angreb er det bedste forsvar
Trick #2: Svar slet ikke, men gå til angreb
Lars Løkke selv er i den samme diskussion om asylsøgere lige så utilbøjelig til at svare reelt på et konkret kritikpunkt fra Thorning. Hun siger, med henvisning til den stramning af asylreglerne, som hun flere gange har påberåbt sig: ”Det, der undrer mig, det er, at når du er så optaget af det her spørgsmål, hvorfor stemte I ikke bare ja til det her, da vi lagde det her frem i Folketinget? Vi kunne ikke få et flertal, fordi Venstre ikke ville stemme for. Det mystiske er ovenikøbet, at vi var parat til at sætte dem under 30 ned i ydelse, ligesom de danske unge. Ikke engang dét ville I være med til. Jeg forstår det ikke”.
Lars Løkke selv er i den samme diskussion om asylsøgere lige så utilbøjelig til at svare reelt på et konkret kritikpunkt fra Thorning. Hun siger, med henvisning til den stramning af asylreglerne, som hun flere gange har påberåbt sig: ”Det, der undrer mig, det er, at når du er så optaget af det her spørgsmål, hvorfor stemte I ikke bare ja til det her, da vi lagde det her frem i Folketinget? Vi kunne ikke få et flertal, fordi Venstre ikke ville stemme for. Det mystiske er ovenikøbet, at vi var parat til at sætte dem under 30 ned i ydelse, ligesom de danske unge. Ikke engang dét ville I være med til. Jeg forstår det ikke”.
Her svarer Løkke med et klokkeklart 'ikke-svar' tilsat en personlig grovhed og en stråmand: ”Nej, der er rigtig mange ting, du ikke forstår [grovhed]. Og jeg forstår ikke, at du kan sige de dér ting om, at vi ikke kan styre nogle ting selv [stråmand], når man véd, at du har flyttet Danmark fra at ligge midt feltet til at ligge i førerfeltet …”.
Tv-duellen mellem Thorning og Løkke på DR gik hårdt for sig. Kilde: Polfoto/Mikkel Tariq Khan.
Politikerne skal opføre sig ordentligt
Modtræk #1: Skær forskellen ud i pap
Enhver underviser, der er vant til at holde mundtlig eksamen, kender den type opfølgningsspørgsmål, som værten her kunne have brugt over for Thorning – det kunne lyde sådan: ”Løkke har kritiseret dig for, at Danmarks relative andel af flygtningetilgangen er steget. Du peger som grund på den samlede flygtningetilgang til Europa. Det er jo ikke det samme. Kan du ikke venligst svare på det, han taler om?”.
Modtræk #1: Skær forskellen ud i pap
Enhver underviser, der er vant til at holde mundtlig eksamen, kender den type opfølgningsspørgsmål, som værten her kunne have brugt over for Thorning – det kunne lyde sådan: ”Løkke har kritiseret dig for, at Danmarks relative andel af flygtningetilgangen er steget. Du peger som grund på den samlede flygtningetilgang til Europa. Det er jo ikke det samme. Kan du ikke venligst svare på det, han taler om?”.
Modtræk #2: Påtal grovheden, og provoker
Det kunne lyde sådan: ”Lars Løkke, du reagerer med en grovhed over for din modstander i stedet for at svare på det, hun spørger om. Der er ikke noget godt svar på, hvorfor Venstre var imod regeringens forslag?”.
Der er brug for, at journalister for åben mikrofon kalder politikeres udenoms- og ikke-svar ved deres rette navne og forlanger, at de opfører sig bedre. Ikke bare over for hinanden, men endnu mere over for vælgerne.
.jpg&w=384&q=75)
