Undskyld, men må vi remixe dit indhold?

Der findes to slags kommunikatører. Dem, som mener at de og deres organisation er pletfrie i forhold til ophavsret og dem som ved bedre.

Enhver som arbejder med indhold til intranet, websites, sociale medier eller større print-udgivelser opererer i en gråzone. Fotos af usikker herkomst, hvor de portrætterede kun har givet uklart tilsagn? Sjove giffer og memes? Sidstnævnte er tit opbygget af filmstills og lignende, som helt sikkert ikke er frigivet til formålet.

Mange opererer i gråzoner, når de bruger giffer, memes og andet indhold, der er opbygget af filmstills, som med garanti ikke er frigivet til formålet. Kilde: GettyImages.

Også kunstnere opererer i denne gråzone og musikbranchen har endda, til lejligheden, opfundet bonmot’et where there is a hit, there’s a writ, altså hvor der er et hit, er der en stævning. For slet ikke at tale om nyhedsmedierne som hver dag viser screenshots, billeder fra Facebook mv. uden formel tilladelse. Ofte helt fint med de berørte, men ofte også formelt set ulovligt.

Gråzonen dækker ikke kun institutioner. Den amerikanske juraprofessor John Tehranian har i sin artikel Infringement Nation illustreret hvordan en almindelig amerikaner, i løbet af en almindelig dag, kan komme til at bryde ophavsretsloven 83 gange.

På SMK - Statens Museum for Kunst kender vi naturligvis også til gråzoner. Senest følte en dansk kunstner sin kunstneriske praksis gået for nær af en af museets aktiviteter, hvilket medførte en lang (og selvfølgelig vigtig) diskussion om ret, rimelighed og hvad det vil sige at plagiere.

Det er værd at huske, at kommunikatørers problemer jo ikke nødvendigvis er et problem ved ophavsretsloven. Loven er ikke skrevet for at glæde landets social media-ansvarlige og på en vis måde heller ikke for at blive fulgt til punkt og prikke. Politiet sidder ikke og overvåger din Facebookside for overtrædelser. Rettighedshavere kan vælge at påtale en overtrædelse.

At megen omgang med andres frembringelser i princippet er ulovligt, men at rettighedshaveren kan vælge at se igennem fingre med konkrete overtrædelser er i princippet fornuftigt. Ikke mindst set fra rettighedshaverens synspunkt - og vi er alle rettighedshavere i forskellige sammenhænge.

Remixede himle fra gulaldermalerier af kunstner Filip Vest, vist på SMK. Kilde: Jonas Heide Smith.

Der er dog to meget væsentlige udfordringer. For det første er logikken under stærkt pres fra den generelle teknologi- og samfundsudvikling. I dag render vi alle rundt med reproduktionsmaskiner i lommen som man, for få årtier siden, nærmest skulle være et middelsvært mediehus for at hamle op med. Og vi kopierer, dokumenterer, og publicerer i sammenhænge hvor juraen er uklar. Distinktionen mellem privat og offentlig brug af billeder og tekst er mildest talt flydende og held og lykke med at fastholde skellet mellem kommercielt og ikke-kommercielt på sociale medier, hvor ejerskabet til indhold deles mellem dig og store amerikanske udbydere.

Formelt set gør det, som John Tehranian har påpeget, de fleste til kriminelle, og hvis relativt gængs adfærd er ulovlig er det selvsagt uhensigtsmæssigt for den generelle retsfølelse. De store danske rettighedsorganisationer forsøger faktisk - og stor ros for det - at indføre nogle rimelige logikker, men lovgivning og virkelighed har tydeligvis svært ved at finde hinanden.

For det andet er der et massivt potentiale i en anden tilgang til rettighedshåndtering. Jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer over hvordan virksomheder eller privatpersoner forvalter deres rettigheder, det må de helt og aldeles selv om. Men kulturinstitutioner har en særlig mulighed for at bidrage til det vi kan kalde “remix-kultur”.

I kraft af selv den mest beskedne laptop har almindeligt dødelige danskere højpotente produktionsapparater, der gør dem i stand til at dele, omforme, sample og genfortolke kulturarven. Det kan være, at de bare leder efter nyt smartphone-wallpaper, men det kan også være, de skal bruge materiale til en skoleopgave eller har lyst til at anvende materiale som byggeklodser til hjemmesider, film eller musik. Det ville være højst besynderligt, hvis ikke vores fælles kulturinstitutioner, så vidt de kan, bidrog til denne aktivitet.

Build it and they will come?
Men skal museerne så bare lade alle og enhver downloade kulturarven og bruge den i alle mulige kontekster, som museet ikke kan styre og kvalitetskontrollere? Helt overordnet: Ja, selvfølgelig. Museer kan og skal formidle samlingerne på det højeste faglige niveau, men selvfølgelig hverken diktere eller begrænse interesserede borgeres brug af vores fælles ressourcer.

Desuden kan museernes medarbejdere, uanset hvor meget de gerne vil, jo ikke dække alle ønsker og behov. SMK kommer muligvis ikke til at producere formidling om fabeldyr i billedkunsten, repræsentationer af barndom i den danske guldalder eller billedkunstneriske afspejlinger af mødet mellem land og by, men hvis andre har viden og interesse skal de naturligvis være velkomne.

Museumsgæster leger med den digitaliserede kulturarv til ‘SMK Fridays’ i maj 2015. Kilde: Jonas Hedie Smith.

Men bliver det så faktisk til noget? Er der faktisk interesse for at bruge den digitaliserede kulturarv på denne måde? Selvfølgelig kan man ikke blot tilgængeliggøre i blinde og så regne med at tusind kreative blomster blomstrer.

Det hjælper at illustrere og eksemplificere mulighederne, som SMK’s “Unges laboratorier for kunst” har gjort ved at remixe mesterværker og udsmykke først metrohegn og senest det københavnske stofindtagelsesrum “Skyen”. Og det hjælper at facilitere og inspirere som en række kulturinstitutioner gør ved det årlige kulturarvshackathon “hack4dk”.

Men så sker der altså også noget fantastisk. På SMK har vi frasagt os rettighederne til alle fotos af værker udenfor ophavsret. Dette har fået gode kræfter til at føje flere SMK-værker til relevante Wikipedia-sider, hvormed disse værker kunne pryde 24 millioner leksikon-opslag sidste år. 24 millioner. For en institution, der arbejder for at fremme kunst og interessen for kunst kan sådan et tal godt give kuldegysninger. Og på hack4dk hvor vi opfordrer kreative sjæle til at “hacke kulturarven” valgte ca. 50 mennesker sidste år at bruge en hel efterårsweekend på at finde sammenhænge og smarte anvendelsesmuligheder i kulturdata. Der er noget rigtig interessant på færde her.

Deltagere på det årlige “kulturarvshackathon” Hack4dk i 2014. Kilde: Jonas Heide Smith.

Man åbner, med andre ord, for helt nye samarbejdsformer, når man giver tingene fri. Det siger sig selv, at det skal ske i respekt for alle involverede og at enhver afgivelse eller lempelse af rettigheder skal ske af frivillighedens vej. Men hvis ikke museer og lignende institutioner, der skal stimulere og udbrede interessen for kulturarven, gik forrest i denne bevægelse, ville det være meget mystisk.

Så vi glæder os overordentligt til at at diskutere konkrete fremgangsmåder, problemer og enorme potentialer på Sharing is Caring-seminaret i DR-byen den 2. oktober.