Kommunikationsforum

Studielivet set gennem Instagram

De sociale medier er blevet en fast del af markedsføringen hos organisationer og virksomheder. Flere kampagner udspiller sig på de sociale medier, hvor den enkelte person har mulighed for aktivt at like, kommentere og dele opslag med netværk og følgere. Hvad får den enkelte til at involvere sig i kampagner på de sociale medier? Dette svarer specialet på ud fra en kampagne fra Københavns Universitet på det sociale medie Instagram.
I en tid hvor vi bliver bombaderet med budskaber fra reklamer og kampagner, hvad er så medvirkende til, at vi bliver ambassadører for enkelte budskaber og bruger tid på at dele og kommentere dem på de sociale medier? Hvorfor vælger vi at lade offentligheden få indblik i privatlivets sorger og glæder?
 
I en rekrutteringskampagne for Københavns Universitet overtager en ny studerende hver uge instagramprofilen @KUstudieliv og dokumenterer livet som studerende på Københavns Universitet. Dette fører til en række direkte brugerinddragende opslag, hvor de studerende deler deres hverdag med profilens følgere.
 
Ved at dele både de studierelaterede oplevelser som forberedelse og forelæsninger og de private oplevelser som familiesammenkomster og flyttekaos formår de studerende at skabe et autentisk og troværdigt billede af at være studerende på Københavns Universitet. De studerende selv er derfor de bedste ambassadører for universitetet.
 
Hvorfor, de studerende frivilligt vælger at investere tid i en rekrutteringskampagne og dele opture og nedture ved studiet, er interessant i forhold til udfordringen med at skabe brugerinddragelse i kampagner på de sociale medier. Derfor undersøger dette speciale baggrunden for de studerendes involvering i kampagnen på Instagram, og hvordan den personlige fortælling kommer til udtryk.

Specialet indeholder to hovedanalyser. Den første analyse besvarer ud fra en række kvalitative interviews, hvorfor de studerende vælger at involvere sig i kampagnen. I den anden analyse bliver selve indholdet på instagramprofilen undersøgt med henblik på at beskrive normen af indholdet på profilen. Specialet konkluderer bl.a., at der er tale om fem tendenser, som er afgørende for de studerendes involvering i kampagnen via Instagram.
 
Dette speciales resultater skal ses som et bidrag til forståelsen af, hvordan man kan analysere involvering i kampagner på sociale medier. Resultaterne er derfor interessante for organisationer og virksomheder, som benytter de sociale medier som platform for deres kampagner.
 
Læs hele specialet her.
 
 
Specialet er skrevet af Ida Søborg-Madsen og Kristin Siefert Nielsen – begge Cand.mag. i dansk fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet. Specialet er bedømt med de differentierede karakterer 12 og 10.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!

Jeg accepterer vilkårene for nyhedsbreve

Forsiden lige nu

Læs også