Begavet livsstilssatire om speltsegmentet

Opskriften på en madklub er, at man tager tre par lidt oppe i fyrrerne – nåh nej, to et halvt, for Peter (Peder Thomas Pedersen) er blevet skilt fra Sigrid (Lærke Winther) til fordel for en svensk ph.d.-studerende og jazzsangerinde (Alba August), der også er fotomodel. Og spørgsmålet er så lige, hvem af de to der nu skal være med i madklubbens fællesskab? Det er fra starten Sigrid, der sidder ved bordet og ikke rigtig kan få det sagt – men med Peter og den charmerende, kun 26-årige svenske kvinde på sidelinjen.
I madklubben indgår desuden Lise (Lisbeth Wulff), der ikke er særligt lykkeligt gift med organisten Kim (Rasmus Botoft).

Søren har det desuden med at lægge an på de andre kvinder i madklubben efter tur – og måske er han også tiltrukket af Kim? I hvert fald er han interesseret i størrelsen på Kims penis, da de sammen diskuterer situationen på badeværelset. Den givne konstellation af voksne udgør øjensynligt en sprængfarlig cocktail af konflikter med og uden låg, og vi skal ikke langt frem i forløbet, før konflikthåndteringen begynder – ud fra forskellige dagsordener.
Børnenes verden
Men parrene kommer ikke til madklub alene. De har deres børn med, for de voksne er enige om, at deres børn hygger sig så perfekt sammen. Mens mændene står og ifølge Søren ”elsker at vaske op” på god gammeldags manér, dvs. uden at blive indrulleret i hverdagens centrifuge, sidder kvinderne stadig ved bordet. Lise har kigget ind til børnene og rapporterer med entusiasme i sin stemmeføring: ”Jeg elsker, at vores børn har det så godt med hinanden, det er simpelthen så dejligt”.
Synes dine børn også, at du er lidt pinlig?
Posted by DR2 on Wednesday, December 16, 2015
De to et halvt par og deres afkom giver således anledning til ganske mange nærliggende, morsomme, skæve og skarpt sete konflikter, som alle kender i en eller anden udgave fra deres egen madklub, familie eller bonussammenhæng. De er styret af en dramaturgi, der udforsker de forskellige konstellationer efter tur i satiriske modstillinger.
For det første er der en gennemgående disharmoni mellem de enkelte par og deres opfattelse af situationen, hinanden og de andre. Hver især ville de så gerne repræsentere det perfekte liv og den perfekte familie, men den uperfekte virkelighed sætter sig igennem og splitter dem, hvad enten det handler om sex eller arbejde. Fx er Lise og Kim uenige om, om Lise nu skal tage mod den velaflagte stilling som HR-chef, hun er blevet tilbudt, så de kan få råd til fornyelse af badeværelset. For Søren kender altid den perfekte håndværker, der kan løse alle praktiske problemer – men det koster jo.
For det andet udgør modstillingen mellem generationerne et dramaturgisk grundprincip. Hvordan man kan være konsekvent i sin børneopdragelse, er et evigt aktuelt spørgsmål, og netop den givne konstellation af tilgange hos de voksne udstiller de helt klassiske dilemmaer mellem autoritet og slaphed, konsekvens og inkonsekvens. Og i tilfælde af eftergivenhed er reaktionen hos børnene prompte: Hvorfor må han, når vi ikke må?
For det tredje spilles der konsekvent op til nye konflikter, hver gang nogle af personerne er på tomands- eller to-kvinde-hånd i et andet rum eller bare er efterladte i det fine samtalekøkken. Det giver lejlighed til medfølende replikker og bekymrede tilkendegivelser iblandet spydige kommentarer, der viser, hvor meget karakterernes univers handler om dem selv, og hvor lidt de egentlig er optaget af deres venner for disses egen skyld.

”Jeg elsker den her madklub” er en gennemgående kommentar. Der er slet ingen tvivl om, at den jul, madklubbens medlemmer på baggrund af Sigrids skilsmisse har besluttet sig for at arrangere med hinanden, bliver alletiders jul. Det gælder i hvert fald, når det kommer til at udstille uoverensstemmelser mellem, hvad vi tænker, og hvad vi rent faktisk gør.
Mad og livsstil
En madklub handler om samvær, men også om mad. I første episode kom seerne ind under opvasken og blev dermed snydt for voksenmenuen, men orientering og niveau blev krystalklart signaleret af børnedessertmenuen, der med Lises ord stod på ”gedemælksis med crunchy havregryn granola-agtig uden sukker, hvordan lyder det?”. Baggrunden er naturligvis, at vi prøver at undgå komælk. Det er indforstået snak – men ikke mere indforstået, end at enhver læser af madstoffet i Politiken eller ALT for damerne umiddelbart vil føle sig hjemme.
Der hæges også om det musselmalede askebæger, og Sigrids tendens til at lette sine problemer med eksmanden, drengen og skilsmissen ved at gå udenfor og ryge en cigaret bliver iagttaget med samstemmig misbilligelse af de andre. Det drejer sig ikke kun om sund livsstil, men om at ramme tidens madtrends, ikke at indgå i, men at overgå – for at imponere vennerne. Og naturligvis må denne ambition krakelere, om ikke andet så når de perfekte børn saboterer den boeuf bourguignon, de er blevet præsenteret for, og Sigrid i desperation smider trestjernede salamidrenge ind i børneværelset.

Satirisk komedie
Tidligere excellerede DR2 i den satiriske genre, der hedder julekalender for voksne, opbygget i 24 afsnit op mod jul. Mange vil huske Anders Matthesens énmandsforestilling Jul på Vesterbro fra 2003 eller den omdiskuterede Yallahrup Færgeby fra 2007. Mens vi presser citronen er, trods nedtællingen til den store julefest og lanceringen som adventskalender, i højere grad end sine forgængere på kanalen en satirisk komedie. Den bruger det halvtimesformat, som komedien ynder, til at udlevere sine karakterer på en måde, der er typisk for situationskomedien: Karaktererne udvikler sig ikke, men gentager de mekanismer, som morskaben lever af.
Mens vi presser citronen er samtidig en begavet livsstilssatire, der udmærker sig ved at være tilegnet den målgruppe, som ifølge al erfaring ser DR2 om søndagen kl. 22 – den velstillede middelklasse, Politiken-segmentet, den kreative klasse eller hvad man nu foretrækker af kælenavne.