Brand journalism – troværdig journalistik?

Diskussionen vedr. brand journalism går primært på, hvorvidt brand journalism kan være troværdigt, så længe en virksomhed står bag. Nogle hævder, at det er umuligt for virksomheder at levere objektiv og troværdig journalistik, mens andre mener, at det er muligt, hvis man blot håndhæver journalistikkens regler.
Dette speciale handler ikke så meget om, hvem der har ret i dén debat, men diskussionen har gjort mig nysgerrig omkring, hvordan læserne mon opfatter brand jornalism – ser de brand journalism som journalistik eller reklame. Derfor undersøger jeg i specialet, hvorledes brand journalism kan opfattes som troværdig journalistik gennem en analyse af Føtex’ kundemagasin.
Gennem kvalitative interviews fandt jeg ud af, at alle respondenterne fandt kundemagasinet ret utroværdigt, fordi der var for meget promovering af Føtex i form af f.eks. produkter, og alle artikler var meget Føtex-venlige med kilder, der alle roste Føtex. Det interessante var dog, at alle respondenterne faktisk forventede dette, hvilket problematiserer, hvordan et kundemagasin nogensinde skal opfattes som et objektivt og troværdigt medie, når læserne nærmest pr. definition forventer reklame og salgsfremstød.
Én artikel fra bladet ansås dog alligevel som ret troværdig i respondenternes øjne, hvilket tyder på, at for at brand journalism opfattes som værende troværdigt, skal virksomhedens synlighed minimeres, der skal være uvildige, kompetencer kilder og en højere gennemsigtighed, og emnet skal være aktuelt og relevant for læserne.