Kommunikationsforum

#notsomuchaltergodt eller hvad?

Mette Bom tager pulsen på det danske ordforråd anno 2016. Hvad er beauty-bloggernes yndlingsord, hvilke hashtags spiller i Ishøj, hvordan bander man i Hellerup, og hvordan skal vi komme gennem 2017 med vores slidte sprog-garderobe?
Please 2017, giv os et nyt ordforråd!
Please 2017, giv os et nyt ordforråd!
Så dovne de mode-skribenter og beauty-bloggere dog er i deres ordvalg. Magen til verbal slendrian skal man da lede længe efter i en verden, som burde være fyldt til bristepunktet med cremen af de mest fremadskuende og toneangivende ord-ekvilibrister.
 
Især engelske ord og udtryk slides op af designsnedkerne. Her er alle it selvom ordet i sig selv udelukker mængden og kalder på minimal brug; it-girls med it-bags styles med utrolig cute Copenhagen Fur-pels-keychains med dumme navne.
 
Det pureste opspind
It-pigerne bor sammen med it-hunde (som regel franske bulldogs) i high-end meget rå, industri-lofts (loftslejligheder) omgivet af en eklektisk (stilvarieret) og mixet boheme-mood (atmosfære). Hver morgen drikker de deres RAW-juice med antioxidanter, mens de rører lidt i en kombucha (en besynderlig gærblanding), inden de laver deres beauty-routine (make-up) – som mestendels består af at drikke et glas dyrt og meget miljø-uvenligt fat-free bottled water (vand på flaske).
 
Herefter scroller den slanke it-pige sig igennem de første kedelige opslag på Insta, hvorefter hun smider sig langlemmet på sengen i noget 25 procent øko-conscious sengetøj (hvor resten af produktionen meget bevidst er produceret af børnearbejdere i Østen), roder sig i sit bed hair, swiper lidt på Tinder og med trutmund tager nogle nye selfies, som hun uploader og lystigt tagger #Iwokeuplikethis (det pureste opspind) eller #tbt (ThrowBackThursday).
 
Juhu, livet er #perfekt.
 
Men sandheden er ligegyldig i dette flygtige high-fashion-univers, hvor efterårets items altid er dyre og #altergodt. Her bliver alle mislyde hurtigt blokeret som nederdrægtige #haters. Her er realtid relativ, og alle billeder af veninder i pre-loved vintage silke-kimonoer likes til døde med røde hjerter. Her hvor nye kommentarer som #smuksak, #ftw, #whatsnottolike, #LOL, og #hamher <3 overdøver virkelighedens Tove Ditlevsenske ”triste dag, som drømmene drukner i”.
 
 
Disrupterne
Hos erhvervslivet, politikerne og kommentatorerne er der heller ikke sprunget mange nye ordblomster ud. Her trækker eliten i arbejdstøjet, når de flyver ned til de varme lande for at udøve noget public diplomacy eller advocacy (nye smarte ord for lobbyisme blandt folket), hvor de taler om dansk erhvervs forankring i udlandet og op ad stolper og ned ad vægge om danske fortræffeligheder til de to eller tre indfødte, som lige nøjagtig er kommet gennem FN-nåleøjet og ind på de bonede gulve hos ambassadøren.
 
Her skal der samskabes fra danskernes værktøjskasse - en vifte af udsøgte redskaber til at opnå den nærhimmelske grønne omstilling, en social-økonomisk-miljømæssig og organisatorisk turn-around, en lykkelighedens centrifuge, som de udrejsende danske missionærer helst propper hele verden ned i med hovedet først. Danskerne er jo disrupterne, nytænkerne, de innovative, der tør stille spørgsmålstegn ved alle andre systemer end det danske, fordi vi har lykkeligheden på vores side.
 
Lige med undtagelse af dem, der ikke flyver udenlands, dem, som ikke er så heldige at have et arbejde, der kan betale sig, de dumme, de tykke, grimme, de frygtsomme. DF’ere, sønderjyder, Trump-vælgere, kældermennesker, velfærdssnyltere. De storrygende, angste, fremskridtsresistente, grænseboms-liderlige, ulidelige nej-hatte, de nærige nationalromantikere, de usunde transfedtsyre-sjoskende efterlønstaber-lag.
 
Traktortræk. #AldrigSetHosEliten.
 
Dem, som bare gerne vil have nok penge i portemonnæen til den årlige grænsetur til Fleggaard, et Viasat-abonnement og en skilling til begravelses-opsparingen, ja dem fat-shames og tordnes der mod på tv, i debatspalterne og på SoMe (de sociale medier, der rettelig burde hedde ”ShowMe”) i en verbal voldtægt af en ordstrøm, de aldrig kommer i nærheden af at begribe.
 
Giver det mening?
Nej, de er ikke de hurtigste knallerter på molen. De forstår simpelthen ikke vores moderne ideer om autenticitet (ægthed), allokation af de indre ressourcer og hvordan de udfordrer deres hypersensitivitet. Alle de begreber, som vi turer frem med nede på arbejdsformidlingen.
 
Hernede møder Realtids-Ronny en meget effektiv Handlingsplan-Anne, som battler med noget nærværs-problematik i den one2one-samtale, hun netop har initieret med Ronny. Samtalen handler mest om med det vons at få Ronny til at tænke-ud-af-boksen, og dernæst udfylde en del papirer, CV’er (levnedsbeskrivelser), der skal indeholde ord som forandringsparat og jobmoden og derpå lægges i sirlige kuverter til nye arbejdsgivere. Altså, en beskrivelse af alt, alt, alt, det, som Ronny er god til.
 
”Giver det mening?”, spørger Anne moderne terapeutisk med lille-pige-stemme, mens hun slentrer forbi Ronny, som sidder skoleret med CV’et og bider i blyanten.
 
Nej, Anne. Ronny er #notsomuch med i det her arbejdssøgende cirkus, systemet har stablet på benene for de mange, der er in between jobs. Ronny er rimelig lost (tabt) her til de-brief’en med dig, som tydeligvis hellere vil hjem og se næste afsnit af noget drittkul.
 
Men det siger Ronny ikke, for han er jo en rimelig #street og #straight-up kind-of-a-fyr, som kender gamet forfra og bagfra. Derfor kradser han hurtigt ordene ned, blinker til Handlingsplan-Anne og skrider ud af døren med en knejsende selvtillid og en #jesuisensamfundstaberderalligevelfuckerdigogsystemet-agtig vind i håret.
 
Med to sendte jobansøgninger har Ronny nemlig sikret sig en plads med armen om sin #bae i fifaen og kan chille og netflixe, mens han online-sælger sine #preloved (de har vel ikke været så elsket, hvis man sælger dem med prisskilte på?) sneaks fra @Supreme til ågerpris.
 
Det finurlige er forbi
AHHHH! …#altergodt!
Really? Også situationen i #Aleppo? Den er vel #notsomuchaltergodt eller hvad?
 
HOLD NU KÆFT. Bare ti stille. Klap i. Klap kebabben. Skråt op eller shove it (up your bum). Luk arret, hvis du ikke har noget varieret og gennemtænkt på tungen. Ti stille, hvis du kun kan gentage alle andre. Samtalerne bliver så forarmede af de samme ord og vendinger – ofte forkert udtalt eller forkert stavet. Men de er #altid #ulidelige.
 
Signaturord fra 2016 skal ud. Nu.
 
I 2017 skal vi genopdage sproget, smage på ordene, før vi skriver dem. Lytte til dem for vores indre øre, før vi forurener æteren med dem. Ord skal forløse og forvirre. De skal bruges med omtanke og ikke gentages i det uendelige. Det er sjovt måske én gang at sætte ’-agtigt’ bag på et ord.
 
Eller ’-gate’ på en aktuel politisk skandale som gylle-gate. Men det er ikke begavet at gentage det i en ulidelig uendelighed. Det er finurligt at finde på nye hashtags, som kommenterer på en aktuel problemstilling, som #nastywoman, #hævnporno, eller #brexit, eller sammensætte et hashtag som #eraltforlangtmenbliversjovtfordidetergrotesklangt.
 
Men pludselig, før du ved af det, er det finurlige forbi, og du er bare plat og kedelig, og ikke spor signatur-agtig. Du er blevet til et verbalt forurenet ishøjspringvand, et amagerstempel på en delle brændt i en brandert, en udtrådt og alt, alt for gammel og kold Buffalo-sko på Sorgenfri Station i snevejr, som du alligevel aldrig rigtig kunne gå i - endsige se godt ud i.
 
Så giv agt. I 2017 skal vi genopdage de glemte dejlige ord som tivolisering, dilettant og en kaffe med mælk, tak, vi skal sige tak og undskyld, ingen årsag og jeg beklager. Vi skal sammensætte nye sjove ord, som spiller op mod og ind i tiden, bruge talemåder som han får nok silkesnoren eller at løbe spidsrod og ordlyde, der smager godt, som at duske og give en røffel. Vi skal tale dansk med vores nordiske kolleger og forstå dem, når de taler deres sprog. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!

Jeg accepterer vilkårene for nyhedsbreve

Forsiden lige nu

Læs også