DRexit

Ordet DRexit beskriver en eksplosiv masseudvandring, hvor stortalenter og medarbejdere flygter over hals og hoved. Men DRexit dækker også over horder af dygtige journalister, værter og fagfolk, der tvinges ud og glemmes. Hvorfor dog? Hvad er der dog galt med alle mediemenneskers kreative paradis på jord? Hvorfor kommer der flere og flere DRexit’ere?

Udvandring og folkevandringer er så gamle som menneskeheden selv. Der er altid grunde til, at man flygter, og grunde til, at man tiltrækkes af nye drømme og muligheder. Flugten tiltrækker de stærkeste, de skøreste, de mest sårede. Det er et fænomen, der tiltrækker dem i underskud og dem med overskud på én og samme tid.

Fælles for DRexit’ere er, at de er dødtrætte af DR, fordi DR-kulturen er ikke længere er cool, som den var engang. Noget er forandret, selvom det er svært at sætte en finger på lige præcis hvad. Det nye cool er sociale medier, tech og start-ups. Dem vi vil ligne, dem vi misunder, arbejder for Snapchat – ikke på det gamle skib DR.

Løøøøøb. Ellers mærker du skubbet i ryggen lige pludselig. Find nærmeste udgang nu.

DRexit’erne er trætte af den endeløse skov af mellemledere, der altid prøver at få det sidste ord indført, men ofte har overraskende tomme Outlook-kalendere. DRexit'erne er trætte af fysisk og psykisk fraværende evigheds-chefer, der tager på kurser, inspirations-ture, tager MBA’er i ét væk – men ingen interesse har i personalepleje eller medarbejderes grundlæggende ve og vel.

At mange ledere i det store hus mangler lederegenskaber, er ikke en overraskelse. De er steget i graderne i DR-systemet, fordi de er gode til deres journalistiske fag. Men fagspecialister er ikke ledelsesspecialister og har ikke nødvendigvis kimen til det, der gør en god chef.

Samtidig har de menige medarbejdere og freelancerne aldrig været spændt så hårdt for som nu. De arbejder, så blodet springer. Og DR forelsker sig hurtigt og ofte. Men organisationen vil hellere dø end at sætte en ring på, hvor ordet ’fastansættelse’ er indgraveret. Mens gulvfolket slider og slæber, fyrer kransekage-værterne den af i show efter show, hvor de fremviser deres bekymringsfri ansigter frem til masserne. De er organisationens make-up.

De flygtende DRexit’ere har fælles, men også stærkt divergerende DRexitgrunde. Fælles for mange er, at de drømmer om at få en ordentlig behandling, større sikkerhed og bare et gran af anerkendelse for deres massive, årelange arbejdsindsats. Andre drømmer om nye muligheder, drømmer om et liv uden public service-spændetrøje og ikke være bundet af flow-tv’s tækkelige tvangsfolkelighed.

Det kunne se ud, som om der er så mange, der går – eller bliver skubbet – ud ad svingdøren på Emil Holms Kanal 22, at det næsten ikke er muligt for ledelsen at iværksætte de nærmest obligatoriske årlige massefyringer. Men også kun næsten. Men måske er det hele idéen? At tage sorgerne på forskud. Så senere prikkerunder og afskedigelses-pukler syner af mindre.

Historisk set er DRexit-massen enorm. For det er ikke et fænomen, der kun eksisterer aktuelt. Et slag på tasken er, at over halvdelen af Danmarks befolkning har været igennem DR-maskinen, om det så har været på den ene eller den anden side af kameraet. Eller også har de i det mindste været i berøring med en, der har.

For kender vi dem ikke alle sammen, DRexit’erne? Det skulle jeg mene.

Den følgende kategorisering er ment som en hjælp til at finde ud af, hvilken gruppe af DRexit’er, du/din far/din nye kæreste/bedste ven/tidligere kollega/ tilhører:

1. De udløbede

Dem, som har fået en ”frivillig fratrædelse”, eller hvis politiske kapital er opbrugt. Her tæller den tidligere nyhedsdirektør Ulrik Haagerup og den tidligere mediedirektør Gitte Rabøl. Folk, der har kunne mærke taburetten brænde under sig, og som klogeligt lader sig skifte ud, inden de bliver skiftet ud. Hvis de ikke allerede har sikret sig et job i det private inden sidste lønningsdag, så ligger det lige om hjørnet.

Var Ulrik Haagerup bange for at blive en dinosaur i DR? Nu sidder han i hvert fald som leder af Center for Konstruktiv Journalistik i Aarhus.

Derudover har deres årelange megahyre givet dem en økonomisk buffer, der bevirker, at de ikke har spor travlt med at få flere penge ind. Givetvis har de også et gyldent farvel-håndtryk med i bagagen, inden deres sidste abdicerende nedstigen ad rulletrapperne.

2. De tavse

Hovedsageligt ældre medarbejdere, der er blevet kørt ud på et sidespor. I en tid med on-demand er de ikke længere in-demand. Tak for tyve gode år, som tak gør vi dig usynlig. I stedet for at finde nye positioner til dem og benytte sig af deres kompetencer, vælger man at give dem længere fratrædelsesordninger – op til halvandet år – hvor de end ikke forventes at gå på arbejde. Vi betaler gerne for at slippe at se på dig, for du minder os om, at DR engang var et sted, man var stolt af at være. Det er sandheden, der læses mellem linjerne.

Hvorfor hører man ikke mere om disse? Det er, fordi de har skrevet under på, at de ikke må udtale sig. For ellers får de ingen aftrædelsesordning. DR ved godt, at der ikke er noget, man lider større imagetab af, end historier fra trofaste og hårdtarbejdende gulvarbejdere, der bliver kørt ud på et sidespor.

Vært på Orientering Niels Lindvig fik besked om, at han var blandt de journalister, der blev prikket i sparerunden, mens han var i Skotland for at dække afstemningen om løsrivelse fra Storbritannien. Herefter insisterede han på at arbejde videre i sin opsigelsesperiode, der ifølge hans kontrakt er et år, men til sidst valgte ledelsen at effektuere fyringen gennem et adgangs- og arbejdsforbud. Kilde. Foto: DR/Agnete Schlichtkrull.

3. De overskudsagtige

Mads Steffensen-typerne. De stærkeste er dem, som er et brand. De har brugt DR som kulturfond og brandbuilding-platform. Nu er missionen lykkedes, og de har derfor ikke længere brug for DR som tryghedsbastion. Nej, de skal bruge DR som en supplerende brandplatform, så de kan tjene rigtige penge på deres eget brand ved egne produktionsselskaber. Pengeverdenen ligger åben, hvor de før har været forhindret af deres funktionærkontrakt.

Mads Steffensen.

Sandheden er, at disse typer egentlig ikke rigtigt er flygtet – DR har i hvert fald ikke opdaget det. Faktisk har de blot skiftet rolle og relation for at tjene flere penge på sig selv. Deres brand blev simpelthen for stort og for stærkt, til at DR skulle eje det med eneret.

4. De visionære

Denne gruppe DRexit’ere er de mest nysgerrige og dem, som gerne vil videre ud i verden. Den rigtige verden udenfor DR. De er højt begavede mennesker, som bare er blevet trætte af at ”lege” virksomhed og brænde public service-penge af, indtil næste lastvogn med tre milliarder ankommer med finansloven. De visionære er dem, som vil ud og starte nye medier, får nye roller og kaster sig ud i en ny faglig udvikling.

5. De sårede

Alle dem som har slået sig på DR's bureaukrati. Altså tabt en magtkamp, mistet et program – eller under alle omstændigheder en drøm. De har indset, at DR har skuffet dem – at der er tale om et mønster – og at organisationen uden tvivl vil skuffe dem igen og igen. Men det er et farvel, der gør ondt. Økonomisk som psykisk.

De sårede tæller også alle de koryfæer, som gik hen og blev old news. Dem, du lige pludselig ikke kan huske navnet på, fordi de aldrig lige kom på A-holdet. DR presser stjernerne til sidste dråbe, og for nogen er det pludselig slut. Lige nu lyser Sofie Linde og Thomas Skov højt på DR-himlen, men hvem ved, 50 procent af dem kunne potentielt finde sig selv blandt de sårede, endda før X Factor-finalen er fløjtet af.

Sofie Linde, der på en måde er rykket op i de voksnes rækker efter flere år på Ramasjang. Nu er hun X Factor-værtinde - her med ekstra mange pyntepapilotter som reaktion som kommentarer om hendes outfits på sociale medier.

6. De snedige

Med politisk fingerspidsfornemmelse har de læst det politiske spil. De snedige ved, at DR bliver halshugget lige om lidt. Ja, de ved, at alle DR's medarbejdere rent faktisk allerede er opsagt. Det er bare de færreste, der tør se det i øjnene. De snedige ved, at en licensreduktion, flow-tv i krise og Netflix’ og HBO's succes – samt nye populistiske politiske vinde – er som Roundup for alle følsomme planter i DR's ellers så beskyttede lille drivhus. ”Fremtiden er derude”.

Efter godt 10 år i DR var Jacob Kwon endt som chef for DR Sporten, men samfundsengagementet og nyhedsvisionerne boblede fortsat i ham. I 2015 skiftede han til TV 2, hvor han nu er chefredaktør for Nyhederne. Foto: DR/Bjarne Bergius Hermansen

7. De udkantsudsatte

”Du er ikke fyret, men din redaktion er flyttet til Hvide Sande”. Det er nogenlunde den besked, som en god portion af DR's medarbejdere fik sidste år. I forbindelse med udflytningen af DR-afdelinger til provinsen har flere valgt at sige deres stillinger op. Ikke et under, at det ikke er alle, der er lige pjattede med at skulle rive deres familier op med rod og flytte ud, hvor kragerne vender. Nogle spiller spillet og lægger sig med ’stress’, og andre bor proforma i Jylland. Men det er en stakket frist, før de går i endelig DRexit-mode.

Henrik Føhns. Harddisken lukker pr. 1. juli 2017. Alternativet for værten var at flytte til Aalborg.

Hvad DRexit kommer til at betyde for DR som arbejdsplads, og hvad det vil betyde for organisationens position i det danske mediebillede? Det kan man spørge sig selv om. Men af uransagelige årsager er det svært at spå om. Folkeopinionen har dog allerede talt, med en rekordlav tillid til det danske public service-flagskib.

Men hvad kommer erosionen af dem, der udgjorde den egentlige DR-kerne, til at betyde? Og hvem er det egentlig, der bliver tilbage, når violinerne spiller på DR-dækket, og alle mand er på pumperne?