Sejere end Zlatan
En målscorer, der jubler med ægte glædestårer i interviewet efter kampen. Spillere, der løber helt ud til publikum og giver knus og selfier til fansene, når dommeren har fløjtet af. Seertal på den gode side af en halv million. 2017 er sommeren, hvor Danmark blev ramt af kvindefodboldfeber. Og det kan vi altsammen takke kvindelandsholdets nye kernefortælling for.
af Nina Groes
Det er ikke kun på grund af de gode resultater, at de rød-hvide fodboldkvinder oplever medvind hos den danske befolkning. Der er også styr på kvindelandsholdets kernefortælling. Alle overskrifter, alle portrætter, alle interview er leveret inden for rammerne af den samme grundlæggende fortælling: Her er et hold og nogle individualister, der står sammen og overvinder stor modstand.
En sådan stærk og autentisk kernefortælling er en drøm for enhver organisation eller virksomhed. Og ser man nærmere på den kernefortælling, landsholdet har fået etableret, er der ikke så få ting at lære.
Landsholdets kvinder er især kendetegnet ved oprigtig glædesrus og stor holdånd.
En historie vi kan spejle os i
Kvindelandsholdets kernefortælling handler om passion. Den handler om forskellighed og sammenhold. Og så handler den først og fremmest om nogle mennesker, der møder modstand, men som aldrig har givet op. Her har vi opskriften på, hvordan helten præsenteres i en klassisk Hollywood-film. Som en ægte Bruce Willis-karakter er de startet undertippet. I modvind og på trods. Herfra har de kæmpet sig op.
Det er milevidt fra den forkælede topscorer på drengeholdet, vi kan huske fra folkeskolen. Ham, som altid var førstevælger, både når det gjaldt om, hvem der skulle på holdet, og hvem han ville kysse med. Ham den smarte, der som ung fik en guldrandet kontrakt i en af de store klubber, og som nu sidder i sin lædersofa og spiller playstation mellem træningspassene.
Hvis jeg var en mand.
De her piger gik til fodbold på trods. De fik klubbens dårligste træningsbaner, de gamle spilletrøjer, ingen talentkontrakter, og der var slet ingen i skolegården, der gik op i, om de havde vundet eller tabt i weekenden.
Det handler først og fremmest om ikke at give op på sin passion. Styrken i den værdi har de også opdaget i Island, hvor Icelandair har produceret dette EM’s flotteste og mest følelsesladede reklame.
Hvem vil ikke gerne associeres med så stærk en værdi?
Kvindelandsholdets fortælling delagtiggør os, begejstrer os og gør os håbefulde. Det er rejsen fra outsider til insider. En rejse, vi alle har drømt om at tage – okay, indrømmet, stadig drømmer om.
Noget på spil
Mennesker, der ikke alene har noget på hjerte, men også noget på spil, inspirerer. Og særligt, når de tør vise det frem. Både styrken og sårbarheden. Det kunne mange ledere lære noget af. Og alle andre. For det er desværre en sjældenhed. Men kvindernes fodboldlandshold har fattet det.
Vores kernefortælling er det, der gør os anderledes. Det, der adskiller os fra alt det andet. Det er mere end det, vi kan, vil og tror på. Det handler om at fortælle selve det, der gør, at vi overhovedet er her. Derfor skal enhver stærk kernefortælling først og fremmest være autentisk og ikke en dårlig efterligning.
Med kvindelandsholdet er man ikke et sekund i tvivl. Vi mærker dem hele vejen gennem skærmen. Vi mærker deres nervøsitet, deres fokus, og vi deler deres jublende lykke, når sejren er taget hjem. Med kvindelandsholdet bliver DBU's slogan til virkelighed; vi bliver faktisk en del af noget større.
Læg så dertil, at de enkelte spillere også har deres egen stærke fortælling, som bidrager til den samlede kernefortælling. For eksempel når anfører Pernille Harder fortæller, at hendes mål er at blive verdens bedste, eller når britiske The Independent portrætterer Nadia Nadim, den afghanske pige, der flygtede fra Taliban og kom på det danske landshold. Sådan en personlig historie får Zlatans til at virke kedsommelig.
De sidste to år er Harder blevet hyldet ved det svenske fodboldgalla som årets bedste angriber og den svenske ligas mest værdifulde spiller. Efter prisshowet ville Zlatan have taget en selfie med den danske stjerneangriber.
Gi'r af sig selv
Jeg stod selv på stadion med min familie i en lille provinsby i Holland efter kampen. Dommeren havde fløjtet af, og Danmark var videre i kvartfinalen efter en smal sejr over Norge. Sammen med flere tusinde andre danskere havde vi pakket bilen, sat pigerne på bagsædet og kørt til EM. Kampen var medrivende, men det, der skete bagefter, var både fantastisk og dybt rørende.
For mens vi stod og klappede på tribunen, løb de danske spillere ud til publikum. De hoppede over reklamebanderne og gav knus, stillede op til selfier og skrev autografer. Og de blev ved.
Morgenen efter mødte vi en anden dansk familie på hotellet ved morgenmadsbuffeten. Datteren, en lyshåret syvårig pige, sad der og strålede med sin landsholdstrøje på. Hun havde fået ni autografer fra landsholdet på trøjen efter kampen i går. Og både hun og forældrene var stolte og overbeviste fans.
De havde fået en bid af et landshold med en kernefortælling så stærk og autentisk, at de var forvandlet fra tilskuere til stolte ambassadører.
Det samme ser vi i de medrivende og følelsesladede interview efter kampen. Man skal være lavet af sten, hvis ikke man bliver revet med. Ikke noget under, at DR valgte at sende hele Søndagssporten fra spillernes hotel i Holland.
Men når det nu er så effektivt, hvorfor er det så så sjældent, at vi ser den slags følelser i tv?
Resultater kommunikerer ikke af sig selv
Der er nok mange organisationer og brands, der kan nikke genkendende til at stå i den samme situation, som kvindernes fodboldlandshold stod i for bare et år siden: Egentlig performer vi godt. Resultaterne er tilfredsstillende, og hver eneste dag leverer vi på et niveau, der opfylder vores mål på alle de vigtige parametre.
Problemet er bare, at vores kernefortælling er så svag, at der ikke er nogen, der opdager det. Vores rekruttering svækkes, vores samarbejdspartnere kender os knap nok, og når vi så prøver at fortælle om en af vores succeser, mødes vi af ligegyldighed.
Dybest set fordi omverdenen tænker: hvorfor egentlig?
For fire år siden var fodboldkvinderne faktisk også gode. Dengang kom de også i semifinalen til EM, og holdet er forsvarende EM-bronzevindere. Der var pæne seertal, men slet ikke samme mængde omtale. Der var intet hashtag, der trendede på Twitter, ingen kvindelige fodboldspillere på forsiderne, og der var ingen fodboldfeber i Danmark.
For fire år siden blev kernefortællingen nemlig ikke fortalt lige så vedholdende og med lige så meget gennemslag som i dag. Der har vi forskellen, der beviser, at nok måles man på sine resultater, men hvis netop resultaterne ikke forekommer vigtige for omgivelserne, kan det være det samme.
Landsholdets bronzemedalje til EM for fire år siden var flot og sportsligt imponerende. Ligesom det er fantastisk, at pigefodbold er blevet den hastigst voksende sportsgren i Danmark inden for de sidste år. Men historien skal fortælles. Den skal gøres relevant. Det er det, der lykkedes i år.
En klar modstander
Ingen gider holde med nogen, som alle holder med. Så bliver ens passion pludselig udvandet, og man kan ikke bruge den til, at ens tilhængere/kunder/brugere kan distancere sig fra mængden. Det er faktisk det, herrelandsholdet i flere år har lidt under. Når der går for meget klaphat i den, er det pludselig sejere at være fan af Brøndby, FCK eller AGF, for der har man jo modstand.
For kvindelandsholdet er modstanden åbenlys, og den viser sig mest udtalt i alle de debatter, der er om kvindefodbold. Hver gang, der er en mand, der skriver på Facebook eller i avisernes sportssektion, at livet er for kort til kvindefodbold, får kvindefodbold kant og bliver spændende.
Hver gang Danske Spil reklamerer med det idiotiske ”Der er så meget kvinder ikke forstår”, giver det næring til den modstandsbevægelse, kvindefodbold er i en mandsdomineret sportsverden. Men derfor mener jeg stadig, de burde sende det catchfrase på historiens mødding.
Oddsets reklamefilm for EM i kvindefodbold 2017.
Derfor er det også rigtigt set af DBU at koble en kvindekommission op på dette EM. Jeg er selv medlem af kommissionen, og i vores arbejde har netop den modstand, spillerne fortæller om, været en kæmpe inspiration. Det kan man også se i vores første anbefalinger.
Det kvindelige fodboldlandshold er lykkedes. De leverer på banen, og deres historie bliver delt, liket, kommenteret og mærket af danskerne. Det kræver mod på fodboldbanen at nå langt i en slutrunde, men det kræver også mod uden for banen at nå langt ud med sin kernefortælling. Det er godt gået af et hold at ændre, hvordan danskerne ser på nationalsporten.
Pludselig siger vi ”vi” om kvindelandsholdet. Vi er på fornavn med Pernille og efternavn med Nadim. Og vi er med hele vejen.
