Sejere end Zlatan

En sådan stærk og autentisk kernefortælling er en drøm for enhver organisation eller virksomhed. Og ser man nærmere på den kernefortælling, landsholdet har fået etableret, er der ikke så få ting at lære.

Landsholdets kvinder er især kendetegnet ved oprigtig glædesrus og stor holdånd.
Det er milevidt fra den forkælede topscorer på drengeholdet, vi kan huske fra folkeskolen. Ham, som altid var førstevælger, både når det gjaldt om, hvem der skulle på holdet, og hvem han ville kysse med. Ham den smarte, der som ung fik en guldrandet kontrakt i en af de store klubber, og som nu sidder i sin lædersofa og spiller playstation mellem træningspassene.
Hvis jeg var en mand.
De her piger gik til fodbold på trods. De fik klubbens dårligste træningsbaner, de gamle spilletrøjer, ingen talentkontrakter, og der var slet ingen i skolegården, der gik op i, om de havde vundet eller tabt i weekenden.
Kvindelandsholdets fortælling delagtiggør os, begejstrer os og gør os håbefulde. Det er rejsen fra outsider til insider. En rejse, vi alle har drømt om at tage – okay, indrømmet, stadig drømmer om.
Vores kernefortælling er det, der gør os anderledes. Det, der adskiller os fra alt det andet. Det er mere end det, vi kan, vil og tror på. Det handler om at fortælle selve det, der gør, at vi overhovedet er her. Derfor skal enhver stærk kernefortælling først og fremmest være autentisk og ikke en dårlig efterligning.
Med kvindelandsholdet er man ikke et sekund i tvivl. Vi mærker dem hele vejen gennem skærmen. Vi mærker deres nervøsitet, deres fokus, og vi deler deres jublende lykke, når sejren er taget hjem. Med kvindelandsholdet bliver DBU's slogan til virkelighed; vi bliver faktisk en del af noget større.

De sidste to år er Harder blevet hyldet ved det svenske fodboldgalla som årets bedste angriber og den svenske ligas mest værdifulde spiller. Efter prisshowet ville Zlatan have taget en selfie med den danske stjerneangriber.
For mens vi stod og klappede på tribunen, løb de danske spillere ud til publikum. De hoppede over reklamebanderne og gav knus, stillede op til selfier og skrev autografer. Og de blev ved.
Morgenen efter mødte vi en anden dansk familie på hotellet ved morgenmadsbuffeten. Datteren, en lyshåret syvårig pige, sad der og strålede med sin landsholdstrøje på. Hun havde fået ni autografer fra landsholdet på trøjen efter kampen i går. Og både hun og forældrene var stolte og overbeviste fans.
De havde fået en bid af et landshold med en kernefortælling så stærk og autentisk, at de var forvandlet fra tilskuere til stolte ambassadører.
Det samme ser vi i de medrivende og følelsesladede interview efter kampen. Man skal være lavet af sten, hvis ikke man bliver revet med. Ikke noget under, at DR valgte at sende hele Søndagssporten fra spillernes hotel i Holland.

Problemet er bare, at vores kernefortælling er så svag, at der ikke er nogen, der opdager det. Vores rekruttering svækkes, vores samarbejdspartnere kender os knap nok, og når vi så prøver at fortælle om en af vores succeser, mødes vi af ligegyldighed.
For fire år siden var fodboldkvinderne faktisk også gode. Dengang kom de også i semifinalen til EM, og holdet er forsvarende EM-bronzevindere. Der var pæne seertal, men slet ikke samme mængde omtale. Der var intet hashtag, der trendede på Twitter, ingen kvindelige fodboldspillere på forsiderne, og der var ingen fodboldfeber i Danmark.
For fire år siden blev kernefortællingen nemlig ikke fortalt lige så vedholdende og med lige så meget gennemslag som i dag. Der har vi forskellen, der beviser, at nok måles man på sine resultater, men hvis netop resultaterne ikke forekommer vigtige for omgivelserne, kan det være det samme.
Landsholdets bronzemedalje til EM for fire år siden var flot og sportsligt imponerende. Ligesom det er fantastisk, at pigefodbold er blevet den hastigst voksende sportsgren i Danmark inden for de sidste år. Men historien skal fortælles. Den skal gøres relevant. Det er det, der lykkedes i år.
For kvindelandsholdet er modstanden åbenlys, og den viser sig mest udtalt i alle de debatter, der er om kvindefodbold. Hver gang, der er en mand, der skriver på Facebook eller i avisernes sportssektion, at livet er for kort til kvindefodbold, får kvindefodbold kant og bliver spændende.
Oddsets reklamefilm for EM i kvindefodbold 2017.
Derfor er det også rigtigt set af DBU at koble en kvindekommission op på dette EM. Jeg er selv medlem af kommissionen, og i vores arbejde har netop den modstand, spillerne fortæller om, været en kæmpe inspiration. Det kan man også se i vores første anbefalinger.