Jeg afskyr nærigrøve og hårdt bland selv-slik

- Hvad er det værste, du kan forestille dig? Et liv uden mulighed for at foretage vilde forandringer
- Hvor ville du helst tilbringe dit liv? På Maldiverne med en virkelig god internetopkobling – midt i verden med alle muligheder
- Hvad er for dig den ideale tilværelse? Når man er glad for sit arbejde og glad derhjemme (og solen skinner)
- Hvilke fejl er du mest overbærende overfor? Førstegangsfejl
- Hvilke romanhelte foretrækker du? Dem, som ingen forventer sig noget af – og som er uperfekte. Bilbo fra Hobitten eller Dobby fra Harry Potter er strålende eksempler.
- Hvilken historisk person sætter du højest? Min farfar, Eli, som var frihedskæmper i slutningen af 2. Verdenskrig. Men alle frihedskæmpere generelt.
- Dine yndlingsheltinder fra det virkelige liv? Aldrig har jeg haft så meget lyst til at dele Merci-chokolade ud, som da min datter blev født – jordemødre tager prisen!
- Dine heltinder i litteraturen? Mother of Dragons – Daenerys Targaryen. Hun arbejder hele tiden midt i et modsætningsfyldt dilemma mellem at være barmhjertig og omsorgsfuld på den ene side – og at være magtfuld på den anden. Og Pippi selvfølgelig.
- Din yndlingsmaler? Jeg ønsker mig noget af Leif Sylvester for tiden
- Din yndlingskomponist? Gary Barlow (poptøs at heart)
- Hvilke egenskaber foretrækker du hos en kvinde? Indsatsvilje, selvironi og ja-hat
- Hvilke egenskaber foretrækker du hos en mand? Indsatsvilje, selvironi og ja-hat (Og hvis jeg skal være kæreste med ham – så også tålmodighed)
- Hvilken dyd foretrækker du? Godhed
- Hvad kan du bedst lide at foretage dig? Spise og læse i solskin – eller spille brætspil med venner
- Hvem ville du gerne have været? Caroline Wozniacki. Det må være vildt at være nummer ét i verden til noget
- Det dominerende træk i din karakter? Stædighed
- Hvad sætter du mest pris på hos dine venner? At jeg har mange forskellige slags venner, og at vi har meget historie sammen. Og vigtigst af alt – at de stadig er der.
- Din største fejl? At jeg ikke rejste verden rundt i en længere periode inden studie og karriere
- Din drøm om lykken? Lykken er… Mor, far og barn på besøg i en isbutik#REKLAMEPLADS#
- Hvad ville være den største ulykke for dig? At være tvunget til at arbejde et sted, som er ufleksibelt og konservativt
- Hvad ville du gerne være? Jeg har aldrig haft en drømmekarriere som eksempelvis læge eller ballerina. Men jeg drømmer nogle gange om at være ambulanceredder
- Hvilken farve holder du mest af? Blå
- Hvilken blomst? Tulipan
- Hvilken fugl? Papegøje
- Dine yndlingsforfattere? Jakob Ejersbo, som jo er meget relevant lige nu pga. den kommende tv-serie. Men ellers er jeg mest til fantasy-genren.
- Din yndlingslyriker? Jeg har ikke læst lyrik siden universitetet, så jeg kan dårligt huske nogen
- Dine heltinder i historien? Stærke handlingskvinder som Grevinde Danner og Thit Jensen – kvinder, som fortsatte deres virke, selvom de blev spyttet efter på gaden. Sejt!
- Dine yndlingsnavne? Eli – og min datters navn, Karen
- Hvad afskyr du mest af alt? Nærigrøve og hårdt bland-selv-slik
- Hvilke historiske personer foragter du mest? Alle dem, der havde nok i sig selv
- Hvilken militær bedrift beundrer du mest? Dem, der har været fredsbevarende
- Hvilken reform beundrer du mest? Reformationen (skal vi ikke snart have en ny?)
- Hvilket talent ville du gerne have? At kunne løbe som Forrest Gump
- Hvordan ville du helst dø? 100 år gammel og midt i en drøm om min store kærlighed
- Din sindstilstand lige nu? Storhedsvanvid (gå-på-mod)
- Har du et motto? ”Lad os komme videre”. Det kan løse det meste.
- Er du tilfreds med dit udseende? Det er et virkelig dumt spørgsmål