Når fælden klapper, klapper vi i hænderne

Sjældent har vi været vidne til en politiker, der i frit fald er blevet ramt så hårdt af folkedomstolen og dens skidtspand, vredet gennem den offentlige gabestok, udstillet på SoMe-torvet, og hvor køen ved håndvasken hos visse venstrefolk har været ganske lang, som med Jakob Engel-Schmidt.

Du kender den ekstra (folke)domstol, hvor du hverken kan anke eller appellere. Vi er en flok folkefordømmere, hvis domsfældelser over for offentligt kendte og politikere får Thomas Blachman til at ligne en rundkredspædagog i X Factor.

Ekstra Bladet var først med historien om narkodommen.

Den 6. februar breaker Ekstra Bladet, at Venstre-løven, som de kalder Jakob Engel-Schmidt, er blevet ’knaldet’ for narkokørsel. Ekstra Bladet havde søgt aktindsigt i en døgnrapport fra Københavns Politi, som viste, at JES var blevet taget med kokain i blodet i juli sidste år, mens han kørte bil. Hvordan Ekstra Bladet har fået nys om, at der kunne gemme sig en delikat politisk godbid i døgnrapporterne, er i sig selv en gåde. Men det er en helt anden historie. Historien var ude. Smask.

En halv time efter gik Jakob Engel-Schmidt til bekendelse på Facebook med nedenstående opslag efterfulgt af endnu et dagen efter, hvor han uddyber sagen:

Engel-Schmidts selvransagelse på Facebook.

Dommen. Altså, den retslige kender vi allerede. Ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år og en bøde for at have kørt med kokain i kroppen. Bum.

Gruppeformandens dødsdom

Men ét er den retslige dom, som Engel-Schmidt har fået for længst. De næste – og i sandheden langt værre – domme kommer som en perlerække af personlig vendetta, politisk tilbagebetaling og perfide angreb fra ridderne af moralens skyhøje heste; nemlig folkedomstolen. "Dommerne" gør klar til både popcorn og guillotine i deres nyfigen snagen efter personlige tragedier og hepper, når folkekære falder fra tinden i vores nye puritanske tidsånd. Det vender vi tilbage til.

Gruppeformanden for Venstre, Søren Gade, er den første, som giver dødsstødet til Engel-Schmidt. Han er med definitive ord med til at frame deroute-fortællingen om (lige-for-lidt-siden) venstrekometen:

”Jakob Engel-Schmidt har begået en torskedum og ulovlig handling. Han siger selv, det er utilgiveligt, og det vil jeg give ham ret i […] Jeg har derfor meget svært ved at se, at han kan komme tilbage til en hverdag på Christiansborg, med det han har lavet”.

Det er næsten som at se dommeren fra Pink Floyds The Wall for sit indre blik, når Gade – med utallige politiske skandaler i bagagen – udskammer Engel-Schmidt. Ved Gud er det hverken acceptabelt eller i orden at være påvirket på en den ene eller den anden måde, når man kører bil. Men det ophøjer stadig væk ikke Gade til Gud, moralens sande vogter. Måske kunne Gade have givet Engel-Schmidt en krammer og en udstrakt hånd frem for at give ham en glidende tackling, der saver begge ben over. Eller som teaterdirektør og blogger Jon Stephensen skrev for Berlingske i forbindelse med sagen:

"Der findes ikke den ting, der ikke kan tilgives, Søren Gade!"

Der er intet som at blive stukket af sine egne (partifæller) i ryggen. Mon ikke, Engel-Schmidt havde det på samme måde som den gamle socialdemokratiske udenrigsminister Per Hækkerup, da en journalist spurgte Hækkerup, om han skulle hjem og slikke sine sår:

"Det kan jeg ikke – de sidder i ryggen".

Gade slog tonen an, strafudmålingen blev forlænget og fordoblet med fyring som udviklingsdirektør på Niels Brock, udelukkelse som debattør på NEWS & Co, og hans valgkreds i Lyngby-Taarbæk leder nu efter en anden folketingskandidat.

Og Kommentatorkøbing var heller ikke sent ude for med rødt kort at bortdømme Engel-Schmidt for muligheden for at vende tilbage til Borgen:

Johannes Andersen, lektor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, gik så langt som til at udtale:

"Man rækker simpelthen den anstændige borgerlighed langefingeren”.

Og han tilføjede:

"Sagen om narkokørsel er særligt alvorlig, fordi det er sjældent, at politikere i den grad bryder samfundets love, regler og normer."

Den faldne Engel på forsiden af formiddagsaviserne.

Men er det nu det? Måske normer. Men, at politikere bryder regler og love, er langt fra en sjælden fugl i det politiske landskab. Johannes Andersens udtalelser viser med al tydelighed et stærkt fokus på personbårne politiske historier – fra forskere, meningsdannere, medier og over den brede offentlighed.

Hvis vi ser på politiske skandaler og sager i offentlig embede, så rammer de langt mindre hårdt end personlige fadæser og fejltrin.

Tænk blot på politiske skandaler som:

Inger Støjberg (V): fejlagtig sagsbehandling af syge udlændinges ansøgninger om ophold, forkerte oplysninger til Folketinget i forbindelse med tvangsadskilte asylpar.
Birthe Rønn Hornbech (V): s tatsløsesagen
Claus Hjort Frederiksen (V): Vildledning af Folketinget, da han blandt flere andre sager gav urigtige oplysninger som beskæftigelsesminister. Beskæftigelsesministeriet bestilte misvisende tal for at fordreje den offentlige debat. Embedsmænd slettede belastende dokumenter fra Beskæftigelsesministeriets arkiver, og der blev lavet forsøg med sygemeldte uden om Folketinget.
Troels Lund Poulsen (V): s kattesagen, Rolex-uret fra en oliesheik og senest et hav af gratis koncerter og billetter til alverdens arrangementer.
Helle Thorning-Schmidt (A): den tidligere statsminister og ægtefællens skatteforhold
Anders Fogh Rasmussen (V): den hemmelige krig og kreativ bogføring.
Lars Løkke Rasmussen (V): o verbetaling af privathospitaler, bilagssag 1 og 2, GGGI-sagen. Og senest Kvotekongesagen. Sagerne er en blanding mellem politiske møgsager i embedet og egen personlige dømmekraft. Derfor ramte især underbukseskandalen hårdt. Målinger om Løkkes omdømme og troværdighed blandt befolkningen er aldrig kommet op igen efter de mere personlige skandaler. Alligevel er Lars Løkke en af de eneste, som både har overlevet personlige og politiske skandaler og efter at have været dømt ude gang på gang er vendt tilbage – som en politisk korkprop. Arne Hardis og Hans Mortensen beskrev forleden i en lang analyse Løkke som "Pokerspilleren".

Lars Løkke er en af de eneste, som både har været gennem personlige fejltrin og politiske skandaler – og stadig er han formand for Venstre og statsminister – nu for anden gang.

Løkke er undtagelsen, som bekræfter reglen. I forhold til personlige møgsager.

Ingen af de ovenstående politiske sager eller skandaler fik nævneværdig betydning for politikerne – bortset fra en næse eller to. Alle har deres politiske karriere i behold.

Ser vi derimod på de personlige politiske skandaler – fadæserne, så forholder det sig ganske anderledes. Det har ikke blot haft store menneskelige konsekvenser; det har også givet alvorlige ridser i den politiske lak og sendt flere på ufrivillig politisk pension.

Du kender dem – de fældende fadæser:

Lene Espersen (C): Espersen valgte at tage på familieferie på Mallorca frem for til arktisk topmøde, hvor blandt andre den amerikanske udenrigsminister deltog. Konsekvens: massiv kritik fra vælgere og K-medlemmer. Gik af som formand.
Mette Frederiksen (A): Da hun havde sine børn på privatskole, selvom hun i årevis havde advaret mod privatskoler og anbefalet, at man brugte den danske folkeskole. I årevis blev hun herfor ramt på sit omdømme, sin legitimitet og troværdighed.
Hans Engell (tidligere C): En betonklods på Helsingørmotorvejen efter en våd aften sendte ikke blot den tidligere K-formand ud i det politiske mørke, men også partiet ud i krise de næste 15 år.
Bente Juncker (A): Den tidligere socialdemokratiske socialminister klagede over larmen fra otte handicappede, der var nabo til ministeren. Juncker var færdig i politik efter kun 14 dage som minister.
Flemming Oppfeldt (tidligere V): Han røg ud i en normskandale af de helt store, da han blev anklaget for pædofili. Siden så vi ikke meget til Oppfeldt, der endegyldigt var færdig med en politisk karriere.
Thomas Banke (V): Borgmester Banke var en kombination af misbrug af kommunens hævekort samt en stor mængde morfin og andre lignende stoffer for at holde dampen oppe. I flere forsøg har Thomas Banke forsøgt at få comeback. Indtil videre uden held.
Henriette Kjær (C): Overtrukne hævekort og og rod i økonomien var også en stor del af den tidligere familie- og ligestillingsministers liv sammen med ægtefællen Erik Skov Pedersen. Da sagerne eksploderede i pressen – trods Kjærs popularitet i partiet og i befolkningen – var hun endegyldigt færdig som minister. Og i politik.

Mandens gæld og en markise blev Kjærs exit fra politik. Foto: Scanpix

Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er konsekvenserne så vidtrækkende for personlige kriser og slinger i valsen, end de er for graverende fejl og skandaler i et offentlig embede, hvilke ikke bare rammer én selv – men potentielt er med til at ramme samfundsgrupper, udfordre demokratiet, sætte tilliden til de folkevalgte over styr og stikke en kæp i hjulet på embedsmændenes arbejdsgange?

Efter halvandet år uden for Folketinget – med lav profil – havde Jeppe Kofoed udstået sin ’straf’. Så det kan lade sig gøre at få comeback i politik. Foto: Scanpix

Et par årsager er:

Identifikation

Det er langt nemmere for os danskere at identificere og relatere os til konkrete menneskelige tragedier, fejltrin, fodfejl og fejlskud – som narko, utroskab eller spritkørsel på forsiden af BT, når vi står ved pølsevognen – end til en sag om ulovlig sagsbehandling og procedurefejl i forbindelse med udviste statsborgere. I de store politiske skandaler og sager er kompleksiteten ofte så høj, at det sjældent bliver til et interessant samtaleemne hos bageren, i taxaen eller hos pølsemanden.

Splinten i vores eget øje

Vi danskere og medierne er optaget af sensationen, dramaet. De gode historier, som vi kan svælge og snage i. ”Gud, har du set, at ..?”, ”Var der ikke noget med ..?”, ”Har du hørt, at hun blev knaldet for ..?”. Politikere, som bliver taget med fingrene i kagedåsen eller er gået over den moralske normgrænse, bliver vores eget spejlbillede.

Vi måler ganske enkelt vores egen moral op mod deres. Med andre ord, så spejler vi os i politikerne – og håber på, at vores eget spejl ikke lyver, men vi glemmer dog ofte splinten i vores eget øje. I stedet har vi travlt med at gøre vores eget bord rent: ”Det er for galt”. ”Det kunne jeg aldrig selv finde på”.

Helt anden moralsk målestok

Det er lidt paradoksalt, at vi på den ene side gerne vil have ganske almindelige (jævne) mennesker af kød og blod på tinge. På den anden side, når så de træder et skridt forkert, er fejlmarginen langt mindre end for andre dødelige. De skal være über-mennesker med en langt højere moral, etik og standard end os alle sammen.

Vores forargelsesbarometer boner ganske enkelt langt værre ud, når hammeren falder for en kendis eller en folkevalgt, end når den falder for hr. og fru Danmark rundt om i de ganske danske stuer. Vi har en helt anden moralsk målestok over for politikere end over for andre mennesker. Helt generelt vurderer vi danskere politikernes omdømme, troværdighed og ry ud fra personlighed, menneskelige kompetencer, karisma og udstråling i langt højere grad end for de politiske resultater og embedsførelsen.

Derfor har de personlige skandaler langt større skadevirkning end de politiske. Det er de historier og fortællinger, vi husker. Hvem husker (ud over politiske aficionadoer) fx detaljerne i Tove Fergos ”økonomiske rod”, Svend Aukens ”dagpengesag” eller Hans Christian Schmidts ”miljøstøttesag”?

Vores tids gadespejl ved gadekærret

Vi lever i en pegefinger- og snagekultur. Ikke mindst med fremvæksten af gode sensationshistorier på de sociale medier. I gamle dage havde vi Maren ved gadekærret, som kunne fortælle alle røverhistorierne, rygterne og sladderen til nabokonen, postmanden eller slagteren. I dag er de sociale medier blevet hele verdens gadespejl af mytefortællinger og rygtebørser.

Og vi er optaget af menneskelige højresvingsulykker, og med nyhedsmediernes konstante breaking news-crawlere er vi altid på jagt efter en god og saftig sladderhistorie, hvor vi ikke altid uden de store overvejelser har travlt med at dyppe folk i tjære og rulle dem i fjer og udstille den menneskelige tragedie til offentlig skue – for fuld skrue. I vores samfund skal vi åbenbart helt ned og ligge under gulvbrædderne før folkestemningen – og sympatien – vender.

Kan vi træde et skridt forkert? Det kan vi. Det kan man. Det kan alle. Men jo mere kendt du er, jo tættere på er grænsen – og dydens smalle sti. Og jo mere du har trådt folk over tæerne gennem tiderne, uanset hvor meget det end var meningen, hensigten eller tilsigtet, jo hårdere er straffen, bøden, tilbagebetalingen.

Vi er en flok folkespyttere, når folk har kvajet sig. Foto: Scanpix.

Måske skulle vi skrue ned for dramaknappen og lige tænke over mennesket bag foreteelsen, lige sætte os i vedkommendes sted inden den store offentlige korsfæstelse og fordømmelse. Mennesker i krise har brug for hjælp og at blive mødt med forståelse. Ikke at blive trukket gennem sølet igen og igen. Det gælder både politikere, kendisser og os andre dødelige.

Som Salman Rushdie engang skrev:

“Those who do not have power over the story that dominates their lives, power to retell it, rethink it, deconstruct it, joke about it, and change it as times change, truly are powerless, because they cannot think new thoughts.”