Listen over løgnagtige GDPR-rådgivere

Her er et bud på 10 rådgivere, du særligt skal passe på (forsøg på humor kan forekomme):
- Rådgiveren, hvis eneste GDPR-erfaring er et bestået certificeringskursus (kurset tog kun én dag og blev bestået via en multiple choice-test).
- Proceskonsulenten, som implementerer GDPR uden egentlig at vide en pind om forordningen (for det er jo en proces som enhver anden proces, ik? Øh, jo, men ...).
- Rådgiveren, som påstår, at GDPR træder i kraft 25. maj 2018. (Forordningen trådte i kraft allerede i maj 2016 – men det er først i år, den finder anvendelse, dvs. at man risikerer bøder. Og selvom denne nørd-oplysning måske ikke betyder så meget for dig, så kan det være en indikation på overfladisk GDPR-viden hos rådgiveren).
- Rådgiveren, som faldt i søvn i gennemlæsningen af forordningen lige efter artikel 6. stk. 1, Litra a, som omhandler samtykke som lovhjemmel for behandling af data, med det resultat, at rådgiveren nu går rundt i den tro, at samtykke er den ENESTE lovhjemmel til behandling af persondata (…når det i virkeligheden er den, man, hvis muligt, helst skal undgå).
- Advokater, som indtil for nyligt fniste lidt af deres persondataretskollegaer, men som nu PLUDSELIG i 11. time – og med dollartegn i øjnene – synes, at GDPR er ÅH så spændende og vigtigt og derfor gerne lader klienter betale 3.000+ i timen for rådgivning på et specialeområde, advokaten ret beset ikke ved så supermeget om (bortset fra et certificeringskursus jf. punkt 1). Men man er vel advokat ...
- It-manden, som har den nemme løsning på at blive GDPR-klar: Vent du bare til næste Microsoft-opdatering, for så burde den ged være barberet.
- Rådgiveren, som lover at gøre din organisation GDPR-compliant på to timer (dog med det forbehold, at det nok tager lidt mere tid, hvis der er mere end 100 ansatte i organisationen – lidt realitetssans haves. Trods alt).
- Den firkantede og ængstelige juristrådgiver, som KUN kan sige, hvad du ikke må, og det mest sikre i øvrigt nok er, at du afvikler din forretning, hvis du helt vil undgå risiko for bøder.
- Rådgiveren, som kalder sig GDPR-ekspert (…når vi nu ved så lidt om, hvordan GDPR rent faktisk vil blive fortolket efter 25. maj).
- Ham der Thorleif fra GotveDPR, som burde bruge tid på kunderne (eller gå i seng) fremfor at lave fjollede top-et-eller-andet-lister vedrørende GDPR i de sene nattetimer.
Den opdaterede top-20-liste over organisationers derfor-er-vi-endnu-ikke-GDPR-klar-undskyldninger:
- Vi er en strudsevirksomhed, der har stukket hovedet i jorden og venter på, det går over. (Tak til Bjørn Iversen)
- Jeg har en enkeltmandsvirksomhed, så det er vel ikke relevant for mig (øhh…jo!).
- Fordi... VI ORKER DET IKKE.
- Medarbejderen, der fik opgaven i efteråret, skred i nedtrykt sindstilstand og har været væk siden.
- Virksomheden har ikke tid til at svare, fordi de arbejder som død og kridte på at blive færdige.
- Zzz ...
- Det har vi da virkelig ikke ressourcer til at håndtere (hvis Jesper Husmer fra Datatilsynets inspektionsenhed kommer forbi, så bliver han sgu nok ikke specielt imponeret).
- Vi har i virksomheden en uofficiel og ikke-nedskrevet politik om at lave ting så sent som overhovedet muligt. Det er sjovt nok den eneste politik, som ALTID bliver efterlevet!
- Jamen, vi har slet ikke registreret følsomme personoplysninger (Houston, we have a problem).
- Jamen, det er jo først den 25. maj , så vi har rigeligt med tid.
- Jeg er selvstændig GDPR-rådgiver og har så MEGA-travlt, at jeg ikke selv er kommet i gang endnu (men jeg ved præcis, hvad der skal gøres 24. maj kl. 22.30).
- Klares det ikke automatisk med den nye Windows Update fra Microsoft? (Tak til Hans Henrik Sunddal)
- Gitte og Per? Hvem er det? Og skulle de komme den 25. maj? Det har vist ikke noget med os at gøre. (Inspiration fra Jens Heyn Roed Andersen)
- Vores medarbejdere har implementeret GDPR i vores personaleadministration – vi mangler det med kunderne og dokumentationskravet. Mon ikke vi slipper for bøden, hvis tilsynet kommer? (jo, da – kundernes personoplysninger interesserer Datatilsynet sig SLET ikke for). (Tak til Nanna Haddad)
- Vi er en mindre virksomhed, vi har ingen penge, ingen særlige produkter at spionere, så HVORFOR skulle nogen professionelle gide at hacke os? (Tak til Pia Tesdorf)
- Vores amerikanske hovedkvarter tager sig af det, så vi skal ikke gøre noget her (good luck). (Tak til Vibeke Bugge Kristiansen)
- Dut, dut, dut. (Tak til Jens Heyn Roed Andersen)
- Det er en anden afdelings opgave! (Tak til Roald Larsen)
- Vi er en offentlig styrelse og er derfor undtaget (ja, ja – så leger vi da bar' det). (Tak til Bettina Hartmann)
- GDPR er en døgnflue, nøjagtig som internettet (Tak til Lars Elmbæk)
Den opdaterede top-15-liste over grunde til, at netop DU (eller en kollega) har fået opgaven med at få din arbejdsplads gjort GDPR-klar:
- Du synes, GDPR er spændende, og bad selv om opgaven (du er nørd – og endelig gør det dig populær).
- Din timing med at gå på toilettet til sidste personalemøde var ... uheldig.
- Du er netop blevet ansat og er stadig taknemmelig og motiveret.
- Du er arbejdspladsens eneste jurist, og så er det da lige en opgave for dig (...synes chefen).
- Du er typen, som altid kæfter op om it-sikkerhed, og nu kommer straffen.
- Du så L.A. Law i start-90'erne og har siden altid drømt om at arbejde med noget, der lugter af jura (du bliver SÅ skuffet).
- Du er privatlivsidealist og ser det som et kald.
- Du er arbejdspladsens samvittighed og tager derfor også de trælse opgave, fordi ingen andre gør det.
- Du har altid været snotdårlig til forkortelser og sagde derfor ja til opgave i den tro, at det var en forordning om CSR.
- Så vidt du husker, kom du vist nok til at kaste op på chefen til sidste års julefrokost.
- Du synes titlen som Data Protection Officer lyder SÅ cool. (Tak til Bo Pyskow)
- Du er multifunktionel jonglør i en lille virksomhed, og GDPR er en af de ender, der også lige skal styr på – når du når dertil på listen. (Tak til Sille Aaes)
- Du er hammerdårlig til at takke nej til opgaver, der hverken har vedvarende ledelsesopmærksomhed eller får tilført de nødvendige ressourcer. (Tak til Anders Ganer)
- Du er typen, som før har fået en rodebutik til at ligne noget, der er styr på udadtil. (Tak til Steen Rasmussen)
- Du er projektleder med erfaring i forandringsledelse. (Tak til Helle Parsberg)