En ulv i fåreklæder og lånte fjer

I Alternativets partiprogram står der sort på lysegrønt, at de ønsker at fremme en kultur, der er langt mere gennemsigtig, ærlig og lyttende end den nuværende. Og forklaringen på Nikos nedtur findes her i Alternativets DNA.

Som politiker er det alfa og omega, at man har orden i penalhuset. Og når man er den type politiker, der påpeger borgernes penalhusrod, er det endnu mere vigtigt. Men da Niko Grünfeld den 1. januar 2018 trådte ind igennem dørene på Københavns Rådhus, var han det, man kunne kalde et friskt pust med dårlig ånde. Her stod det allerede nogenlunde klart, at Grünfeld nok ikke stod for en ny politisk kultur, men for en syg politisk kultur.

Hans valgflæsk under kommunalvalget 2017 var højtragende, sværmerisk og et stort politisk blændværk. Det var faktisk noget nær medvind på cykelstierne og Nutella i feltrationerne, som Jacob Haugaard ellers gik til valg på i sin tid. Valgløfterne var bevarelse af Amager Fælled, bæredygtige kommunale indkøb, færre biler i byen, vegetariske kommunale institutioner,og i den mere gakkede ende finder vi ønsket om en 30-timers arbejdsuge og at inddrage københavnernes tørrelofter til insektfarme, som københavnerne kunne leve af frem for kød.

Da Niko Grünfeld under konstitueringen skulle vælge borgmesterpost, valgte han også meget overraskende for mange kultur- og fritidsborgmesterposten, ikke integrations- og beskæftigelsesborgmesterposten, der i allerhøjeste grad bejlede til Alternativets socialpolitiske visioner. Nej, her faldt Grünfelds valg på den borgmesterpost, hvor man kommer med til flest receptioner, happenings og sjove arrangementer. Selvom de materielle værdier ikke er noget, som Alternativet interesserer sig synderligt for – i hvert fald på det konceptuelle plan, blev det nu alligevel indskrevet i konstitueringsaftalen, at Grünfeld skulle have bestyrelsesposter for 125.000 DKK. Da Grünfeld skulle vælge borgmesterbil, blev det til en Tesla, for mindre kunne åbenbart ikke gøre det, og der var åbenbart ikke nok prestige i at drøne rundt i en lille Hyundai brintbil til 180.000 DKK som Venstre-borgmesteren Cecilia Lonning-Skovgaard.

Det er en lang gennemgang, men den er vigtig for at kunne forstå, hvorfor indretningen af et kontor og lidt CV-fusk kunne få en mand vippet af borgmesterposten. For det her handler i høj grad om practice what you preach.

Og så til selve sagen. Eller sagerne, som det udviklede sig til. For hele forløbet omkring Niko Grünfeld udviklede sig til en omgang kejserens nye klæder, hvor det var Radio24syv, der råbte, at han ikke havde noget tøj på.

Københavnernes kontor
Sagen tager sin begyndelse, da Radio24syv kan afsløre, at Niko Grünfeld har brugt 130.000 DKK på at indrette sit kontor. Indkøbslisten tæller blandt andet en daybed og flere PH-lamper, ligesom det afsløres, at Grünfelds forvaltning har brugt 25.000 DKK på at hyre en indretningsartikekt. Det er ikke en frøken hvem-som-helst, nej, det er faktisk Alternativets politiske chefs søster, som også er blevet set sammen med Niko Grünfeld under valgkampen. Der er flere ting, der clasher her. Grünfeld har gået til valgkamp på, at Københavns Kommune skal indkøbe mere bæredygtigt, men alligevel vælger han selv at gå ud og købe nye møbler, ligesom nepotismen i at hyre en bekendt for forvaltningspenge også skurrer en del op imod Alternativets principper.

Efter et par dages radiotavshed får Radio24syv endelig Niko Grünfeld til at stille op til interview. Her leverer han nogle helt uigennemtænkte budskaber om indretningen af kontoret. Det klogeste havde været enten at lægge sig fladt ned og erkende, at det var en fejlvurdering, at man som alternativist og iført den kåbe af god moral kan tillade sig at indrette et kontor for 130.000 DKK, eller også skulle han fuldtonet have forsvaret det. Mon ikke hans bagland godt ville have købt den sidste mulighed?

Grünfeld bliver til grin, da han siger live on air, at det gamle kontor var udstyret med et glasbord – og dét kan man simpelthen ikke arbejde ved. Han fremstår som en neongrøn Marie Antoinette i tylskørt, der er sat i verden på rådhuset for at fodre sine undersåtter med god smag i indretning. Og den gode smag indbefatter altså ikke glasborde. Nogle vil mene, at dette er himmelråbende elitært og afkoblet fra den virkelige verden. Det hjalp ikke, at Berlingske besøgte Grünfelds kontor og dermed kunne viderebringe billeder af, at nogen havde forsøgt at indrette et børneværelse på en brun bodega – blandt andet med en overdimensioneret gokkesok og en telefonboks.

Det nye katalog er på gaden. pic.twitter.com/Ii0JasZWGC
— Mikkel Petersen (@MikkelDPetersen) 15. oktober 2018

Niko Grünfelds kontor bliver bestemt ikke kedeligere af at blive tilsat en portion internet. En sybarit er i øvrigt et nydelsesmenneske.

Knud Brix-tragten og CV-sagen
Historiens anden akt er, da Radio24syv-journalisten Knud Brix interviewer Niko Grünfeld om endnu en sag. Den handler om, at Grünfeld har opgivet forkerte oplysninger om sit CV til Politiken og Altinget. Brix lader Grünfeld padle rundt i sine egne bortforklaringer og undskyldninger, indtil han forelægger ham en e-mail, som Grünfeld selv har sendt til Politiken, og beder ham forholde sig til den. Han laver tragten, hvor han stille og roligt lokker Grünfeld ind, indtil han smider the smoking gun.

I en e-mail fremgår det klokkeklart, at det er Grünfeld selv, der har udstyret Politiken med oplysningerne. Interviewet i sig selv er tåkrummende, fordi det er ubehageligt at lytte til, at nogen bliver taget med bukserne nede. Men Grünfeld gør det, han er bedst til. Han padler rundt og laver dårlige undskyldninger og skyder ansvaret videre til Altinget og Politiken for at slippe for selv at tage det. Lytterne oplever, at han, der prædiker ”ny politisk kultur”, bruger det meste af interviewet på at afspore, spille dum og benægte. Ligesom så mange andre politikere før ham.

Niko og hans hold begår her to eklatante fejl. Først undervurderer de sagen, selvom de bør være velvidende om, at sagens karakter er alvorlig, og Knud Brix og hans dygtige journalistiske metoder ikke er for børn.

Og så er der selve CV-sagen. Man skal aldrig lyve for journalister. Faktisk skal man egentlig bare aldrig lyve. Især ikke, når man er politiker. Og man skal slet ikke gøre det, når der er en mulighed for, at journalisten har dokumentation for, at det man fremfører er en løgn.

Der er én ting, der er gennemgående i alle de interviews, Radio24syv foretager med Niko Grünfeld. Det er, at han opfører sig hovent, bedrevidende og ansvarsfralæggende samt affejer og bagatelliserer alt, hvad han bliver forelagt.

You gotta love the internet. Foto: Imgflip.com

At undskylde uden at undskylde
Da Grünfeld endelig kommer til tasterne for at undskylde, kommer han heller ikke særlig godt afsted. Primært, fordi hans undskyldninger ikke er særligt undskyldende. Det er ansvarsforskydning, manglende selvindsigt og føling med Alternativets DNA.

Undskyldning 1

Undskyldning 2

At Niko Grünfeld har løjet om sit CV, betegner han selv som, at han har ”opgivet og videregivet urigtige og upræcise oplysninger om sit CV til flere medier”. Men som fortaler for en ny politisk kultur havde Grünfeld gjort klogt i at kalde en spade for en spade og kalde det at lyve for at lyve. Han får søbet sig ind i det, han ellers foregiver at tage afstand fra, nemlig den gamle politiske kultur. Derfor rammer det ham også dobbelt. Der er ikke plads til slinger i valsen, når man selv har ført sig frem med, at man er frommere end paven selv. En god krisehåndtering handler om den oprigtige, tydelige og betingelsesløse undskyldning. Niko stiller i stedet an med mere padlen rundt.

Derudover virker det som om, Niko Grünfeld slet ikke har gjort sig nogen tanker om målgruppen for kommunikationen. Er det mon pressen? Er det egne vælgere? Eller alle vælgere? Eller er det baglandet? Måske kunne man have redet stormen af hos egne vælgere og eget bagland, hvis man fra starten havde formået at henvende sig direkte til dem. Det er lidt samme scenarie, som dengang det kom frem, at Alternativet til deres valgfest ville have en sexgynge og et dark room. Det blev en stor mediehistorie, men i virkeligheden var der nok ingen af Alternativets egne vælgere, der ville blive væk, fordi festen blev lidt ekstra spicet op.

Grünfeld fremkommer heller ikke med nogen forklaringer på noget. ”Jeg ønsker ikke at bortforklare de fejl, jeg har begået, men vil blot helt klart og åbent undskylde”, skriver han.

Er man mand nok til at fifle med sit CV, bør man også være mand nok til at tage skraldet, når det bliver opdaget. For en undskyldning klinger meget hult, hvis ikke man samtidig går ind og forklarer og tager ansvar for, hvad man har gjort. Hvordan endte den master i positiv psykologi på hans CV? Stod det på hans LinkedIn, som journalisten på Altinget siger? Sidder journalister virkelig bare og griber ting ud af den blå luft og putter det ind i folks CV’er? Det lyder grangiveligt som om, Grünfelds undskyldning egentlig bare er en beklagelse over, at han blev taget i at lyve.

Men med sine manglende forklaringer giver Grünfeld plads til spekulationer. Især, når han eksplicit undskylder for ting, som pressen ikke har behandlet endnu, ved at skrive ”Jeg undskylder desuden en række andre forhold om […] ansættelser, som har sået tvivl om min troværdighed - uagtet om det har været min eller forvaltningens beslutning.”, åbner han op for, at der nok er mere at komme efter, og han har mere lort på bagsmækken.

The bad drip, der endte med at koste ham posten
Dét, Grünfeld var ude for, var det, man i PR-sprog kalder et bad drip. Det er når flere og flere historier, dårlige historier, drypper frem, fordi dem omkring ham, der måske har et horn i siden på ham, ser, at møllen allerede kører, og derfor også øjner en mulighed for at få den dårlige historie, de ligger inde med om ham, trukket frem i pressen. Der er intet så pinagtigt som en politiker, der er blevet snuppet med fingrene i kagedåsen, og som ikke lægger kortene på bordet, og når man i stedet langsomt lader pressen styre forløbet, rammer historierne tifold.

Og de rammer med hundredefold, når man er en af de frelste prædikanter for en ny politisk kultur. Vi så samme mekanisme med Anna Mee Allerslev sidste år. Det startede med et bryllup, der var blevet afholdt på Københavns Rådhus og endte et helt andet sted med Øens Murerfirma, fordi de dårlige historier havde været buret inde i skabet for længe og pludselig væltede frem.

Den uundgåelige konsekvens
Sent onsdag aften valgte Grünfeld at trække sig fra posten. Det var i hvert fald det, han selv meldte ud, mens Jyllands-Posten rapporterer, at det var pres indefra, der lå til grundlag for tilbagetrækningen.

Den fremtrædende grund var, at hans kæreste og børn angiveligt har været udsat for ”ting, som Niko Grünfeld ikke kan acceptere”. Det er selvsagt på ingen måde i orden, at en politiker eller hans nærmeste udsættes for fx chikane og trusler, men igen ligger Grünfeld uklogt op til spekulation. Er familien blevet opsøgt og truet, eller er det mon blot en måde at forsøge at træde tilbage uden at tabe mere ansigt? Grünfeld kommer nok aldrig til at give os svaret.

Grünfelds afsluttende bemærkning var: ”Drømmen om en grønnere planet og en bedre politisk kultur lever stadig i mig.” Well, too bad, Sonny boy, du havde sådan set chancen. Og når man bruger skattekroner på daybeds, hyrer sine veninder til at indrette, ansætter venner og lyver om sit CV, og man samtidig drøner rundt i en skatteyderbetalt Tesla og ruller vinduet ned for at holde skåltaler om ”en ny politisk kultur” til alle, der gider høre på én, klapper fælden på et tidspunkt.

Internettet opsummerer meget godt Niko Grünfelds mange undskyldninger.

Grünfelds sange om et nyt og bedre politisk Danmark viste sig at være en performativ stillen sig an, mere end det er et ønske om at ændre noget. Det er det rigtige, at han ikke længere er kultur- og fritidsborgmester. Var han blevet siddende, kunne han se frem til én lang prøveløsladelse, hvor alles øjne ville hvile på ham. Det ville blive ulideligt.

Grünfeld var en ulv i fåreklæder og lånte fjer. Han viste sig at være alt det, han prædikede ikke at være; en rødgrøn pamper med værdierne på urette sted. Den gode nyhed er, at Grünfeld nu får tid til at tage alle de uddannelser, der allerede florerer på hans CV.

Og til sidst lige et lille råd, der kan anvendes i de fleste krisesituationer: Når alt andet glipper, så prøv med sandheden.