Den, som er ydmyg, ved det ikke selv

Paralipsis. Apofase. Præteritio. Det er ikke trylleord fra Harry Potter, men nogle af de gamle retoriske betegnelser for den måde, hvorpå Lars Løkke Rasmussen indledte sin nytårstale 2019.

Alle tre ord betegner det, at man siger, at man ikke vil nævne et bestemt emne – men netop ved at sige sådan, nævner man det alligevel. Donald Trump bruger det meget. Som da han sagde om Fox-journalisten Megyn Kelly: ”Jeg nægter at kalde hende en bimbo, for det ville ikke være politisk korrekt.” Det er smart. Tilsvarende begyndte Løkke nytårstalen med, at ”det kunne være fristende for mig at fortælle om de seneste års fremgang – der skal jo være folketingsvalg i år … ” – bemærk de underfundige tre prikker i tekstudgaven.

Læs tekstudgaven på Statsministeriets hjemmeside her

Nå, men efter lidt over 100 ords omtale af de ting, han ikke ville prale af, kom Løkke i gang med det, der var hans overordnede strategi: at give den som den empatiske landsfader.

På dette punkt tror jeg, mange danskere har tænkt: ”Det er for tykt. Han fortæller, hvor godt det går – underforstået: med ham som leder. Og han siger, at dét vil han ikke tale om – men derved gør han det netop. Gennemskuet!” Som han selv siger længere nede: ”Selvros kan man ikke bruge til meget”.

Nå, men efter lidt over 100 ords omtale af de ting, han ikke ville prale af, kom Løkke i gang med det, der var hans overordnede strategi: at give den som den empatiske landsfader. Vi kom til første hovedpunkt: De bekymringer mange har om udviklingen i verden: ”Jeg vil ikke kun pudse medaljens forside. Jeg vil også se bagsiden.” Og derpå: Det efterhånden obligatoriske, personlige indslag, der typisk styrker en talers etos. Løkkes bedstefar levede under 1. verdenskrig. Hans mor oplevede 2. verdenskrig og blev bombet af russerne på Bornholm. I hans egen tid: kold krig, Berlinmurens fald.

Hvad disse tilbageblik skulle til for, udover at alle de sidste mange statsministre har inddraget narrative elementer, blev ikke særlig klart. Meningen var vist god nok: De skulle opridse baggrunden for, at der efter de mange krige blev skabt en international forståelse og ”ordentlighed” – som nu er truet. De var, som han siger, ”det historiske bagtæppe” – som måske nu ”bliver trevlet op”. Hvad er tæppet metafor for – krigene eller samarbejdet efter krigene? En god tanke – men kikset i den sproglige udførelse. Vi kan frygte, sagde Løkke, at ”det, der blev sat i søen i krigens kølvand, bliver skyllet væk igen.” Endnu en helt forkludret metafor. OK, man sætter skibe i søen – men normalt ikke i andre skibes ”kølvand”. Det kan næppe lade sig gøre. Og det, der typisk bliver skyllet væk, er typisk bygningsværker på land, ikke skibe. De går ned.

Journalisterne på DR, der kommenterede talen bagefter, mente ikke, den ville blive mindeværdig. De har sikkert ret. Én grund til, at en tekst ikke bliver mindeværdig, kan være manglende sproglig omhu for detaljen. Alle de mindeværdige taler, man kan komme i tanker om, har været præget af denne omhu, som Løkkes nytårstale mangler.

Meget af Løkkes tale er præget af emner og holdninger, som man godt kan følge ham i, og hvor han utvivlsomt afspejler, hvad mange har i sig. Der er nogle gode afsnit om Danmark som et lille land, men et åbent, rigt samfund, hvor velstand og bæredygtighed går hånd i hånd, hvor få har for meget og færre for lidt, og hvor meget afhænger af internationalt samarbejde.

Men Løkke går hele tiden over i en art telegramstil, der ikke angiver, hvad han egentlig mener og vil sige om de pågældende emner, eller hvordan han kommer fra det ene til det andet. Derfor – tænker han måske – vil almindelige danskere i mat nytårsdagsstemning kunne lægge i ordene, hvad de hver for sig vil. Smart.

Da han taler om de to unge kvinder, der blev myrdet af islamiske terrorister i Marokko, er han – efter at have udtrykt sin medfølelse, afsky og sorg – hurtigt ovre i, via frihed og ligeværd og vores værdier, at fastslå dette: ”Det er ikke alene gjort med hård retspolitik, politi og grænsekontrol. Det kræver også tættere europæisk samarbejde, udviklingsbistand, diplomati og øgede investeringer i vores fælles forsvar.”

”Ikke alene”? Har hård retspolitik, politi og grænsekontrol i Danmark, for ikke at tale om fælles forsvar, da overhovedet noget at gøre med IS-terroristers bestialske ugerning i Marokko? Men hurtigt videre – straks efter er vi ovre i klimaforandringerne. De får knap 5 % af talens ord, et sted inde i midten. Også her skal vi udvise handlekraft. Nu. Hvem ”vi” er, forbliver uklart. Hvilke konkrete handlinger denne kraft skal vise sig i, er ligeledes usagt. Men alfaderlig bekymring er udvist. Tjek. Men andre emner, som mange danskere føler dyb bekymring om, og som bl.a. dronningen fik berørt i sin nytårstale – som nu det etiske sammenbrud i store dele af finansverdenen – derom intet. Nu kommer nemlig – som talens sidste halvdel, stort set – to af Løkkes yndlingstemaer: folk i Danmark med udenlandsk baggrund (22 %) og sundhedsvæsenet (19 %).

Angående de førstnævnte: De fleste af Løkkes formuleringer er retskafne og bløde. De ser til begge sider: ”Det store flertal af velintegrerede borgere med udenlandsk baggrund” kan med rette være bekymrede for at blive puttet i en bestemt kasse ”på grund af hudfarve, navn og religion”. Men vi skal også være bekymrede ”for vores samhørighed som land”. Gode principper – men hvad skal være den konkrete udmøntning af dem? Det mest konkrete i talen er, at vi ”sætter verdslige love over religiøse”, at vi må gifte os med den, vi ønsker, og at kvinder er lige så meget værd som mænd. Ja, det er ting, der ikke kan siges for tit. Men hvordan harmonerer ordene med Løkkes regerings konkrete planer eller mangel på samme? Flugter talen med, hvad Løkke-regeringen faktisk har gang i? Peger den på, hvad den konkret vil gå ind for – hvis den fortsætter?

Hele vejen igennem er det den på alles vegne bekymrede, altomsluttende, men også betryggende landsfaderlige leder, der taler til os. Det hele er gennemsivet af en fad, bamseagtig attitude – og med meget lidt præcision; meget lidt, der står skarpt i erindringen; intet, der er voveligt eller flot. Virker det? På nogle sikkert – men mindeværdigt, nej. Og indgyder det handlekraft? Nej.

Svaret på begge spørgsmål er stort set nej. Men meget tages usagt for givet. F.eks. at når færre søger asyl, skyldes det ”en stram udlændingepolitik” – og ikke at bl.a. Tyrkiet beholder de fleste. Og at ”flere skal være her midlertidigt”. Altså, de må ikke integrere sig, men skal hjem, når deres lande engang bliver fredelige – DF’s berømte ”paradigmeskifte”. Dét skulle altså hjælpe på problemerne med uintegrerede indvandrere? Dét er at ”tage fat om problemernes rod?”

Sundhedsområdet er Løkkes sidste trumf. På dette felt har han jo skabt meget af sin politiske kapital. Nu skal det gælde de folkesygdomme, der endnu ikke er sket store fremskridt med – ”lungesygdommen KOL, diabetes, stress og angst...”. Her er talens mest konkrete målsætning. Men midlerne? Den samme idé om de meget udflydende ”sundhedsfællesskaber”, som han lancerede i åbningstalen – flere behandlinger tæt på, hvor folk bor – flere sygeplejersker. Lige det sidste punkt er måske det eneste helt konkrete i talen – hvilket da også er blevet modtaget med glæde af sygeplejersker. Men stadig slår vagheden og telegramstilen igennem: Hvor mange er ”flere”?

Hele vejen igennem er det den på alles vegne bekymrede, altomsluttende, men også betryggende landsfaderlige leder, der taler til os. Det hele er gennemsivet af en fad, bamseagtig attitude – og med meget lidt præcision; meget lidt, der står skarpt i erindringen; intet, der er voveligt eller flot. Virker det? På nogle sikkert – men mindeværdigt, nej. Og indgyder det handlekraft? Nej.

Slutningen af talen er betegnende. Se de mange oratoriske, ugrammatiske punktummer, der også i Løkkes oplæsning kunne høres som signaler for noget sejt, solidt, kontant – uden at levere det. Det er samme stil som dengang, de radikale skrev: ”Vi tror. Også på økonomer”, osv. Bemærk, at det er så rigtigt, hvad der siges. Også det om, at vi skal løse problemerne, ikke brokke os. Og at de nemme løsninger ikke er der. Enig! Men hvilke nemme løsninger har Løkke i tankerne? Og hvilke svære, men fælles løsninger vil Løkke lede os frem til?

”For så længe vi taler åbent om vores bekymringer. Og sobert om problemerne. Ikke for at brokke os. Men for at løse dem.

Vel vidende, at de nemme løsninger ikke holder. Men de fælles løsninger findes. Så bliver nutiden bedre end fortiden. Og fremtiden – den bliver endnu bedre.

Godt nytår!”

Læs de ord op, og hør selv, hvor kunstigt påklistret det lyder, som i en 6. klasses dansk stil. Ikke mange danskere, vædder jeg gerne på, havde ved slutningen af denne tale fået styrket deres tro på nutiden som bedre end den nære fortid. For ikke at tale om troen på en ”endnu bedre” fremtid – den kan vi da vist godt glemme.