Det blev ikke nævnt for at fremstå som særligt heroisk, selvom den konkrete medarbejder faktisk er det i denne situation, men mere som et svar på spørgsmålet om, hvordan vi havde det med ulykken i DB Cargo. Vi har det skidt. Nogle mere end andre, men der er ikke nogen, der ikke er berørte af situationen.
Hvad tænker du om krisekommunikation, og at det rent faktisk kan tage lang tid at finde ud af, hvad der skete? Er det et problem? Hvordan kommunikerer man, når så meget er uklart?
Man kommunikerer, hvad man føler, hvordan man har overblik, og hvad man vil gøre. Det er i princippet let nok, og man skal ikke være bange for at træde i karakter. På vores breddegrader har vi det med at lægge låg på, men med en stadig professionel tone skal man bare tage sit menneske med. Det ærlige menneske.
Jeg plejer at sige, at det med både et professionelt og et moralsk udgangspunkt ikke er en mulighed at spekulere i årsagerne. Og det er let for mig at sige, for det er det, jeg mener. Ikke på vilkår om jeg selv gad høre en virksomhed stå og gætte på, hvorfor jeg mon havde mistet en kær. Og da slet ikke, hvis virksomheden var part i sagen. Det er Politiets og Havarikommissionens opgave. Dels er de uddannede i det. Dels er de upartiske. Dels er det netop deres rolle.
Hvordan kommunikerer og koordinerer I sammen med Politiet og DSB?
Vi bliver enige om rollerne, som plejer at give sig selv. Og en ramme for udtalelserne, Og så deler vi vigtige informationer, efterhånden som de kommer frem. Både DSB og Politiet er så professionelle, at det fungerede upåklageligt.
Mange har på de sociale medier rost jeres indsats. Hvorfor tror du det, og hvad mener I selv er lykkedes?
Jeg har modtaget rigtig mange positive og varmende sms’er og mails fra private mennesker, som jeg aldrig har hørt om. Ligesom der på nogle af de sociale medier også er mange, der roser os. Særligt de private beskeder er meget omsorgsfulde og anerkendende, og det er en af de største overraskelser, jeg har fået i min tid som kommunikationsmenneske. At man kan være part i en sådan ulykke og så alligevel være genstand for en slags kærlighed og omsorg fra offentligheden.
Jeg ved endnu ikke helt hvorfor, men måske skyldes det en taknemmelighed i befolkningen over, at en virksomhed stiller sig op med det, som jeg kalder det hele menneske. I to af mine tv-interviews kunne jeg mærke en voksende klump i halsen, og selvom det næsten ikke kunne ses på skærmen, så tror jeg, seerne fornemmede, at der var en ægte følelse bagved, uden at det fremstod uprofessionelt. Offentligheden forventer nok, man deler følelsen. Men den forventer altså også, at man er kompetent, og at man håndterer sagen med den dygtighed og akkuratesse, den fortjener.