Dette er IKKE en vælgerlussing
Grundlovsdag bød på store op- og nedture for de 13 Folketingsopstillede partier. Det afspejlede partiledernes valgnatstaler naturligvis også. Men hvad fik de egentligt sagt? Vi var med hele aftenen.
På valgnatten kan man i sagens natur forvente både vinder- og tabertaler og alle dem midt imellem. Dem, hvor nervøsiteten får stemmen til at skælve, eller håbet får den til at stige en oktav. Dem, hvor skuffelsen får hænderne til at ryste, eller sejrsrusen får tårerne til at trille. Men én ting har de til fælles: patos. Hvis ikke væggene var gemt bag bannere og roll-ups med logoer og slogans, ville den drive ned af dem.
Nerverne sidder helt uden på tøjet efter en denne gang dobbelt valgkamp med søvnunderskud, changerende meningsmålinger, bommerter og delvise sejre. Og sådan en følelsesmæssig rutsjetur afspejles ikke kun i partiledernes mere eller mindre rustne røster og kontrollerede kropssprog, men har også sat sig spor i genren som sådan.
Formålet med talen er ens for alle: at samle publikum og se fremad. Men udgangspunktet er forskelligt, alt efter hvilken retorisk situation den enkelte partileder står i – og især efter den enkelte partileders temperament og oratoriske evner, som en nærmere analyse af gårsdagens valgtaler viser.
Mette Frederiksen: Fattet leder og urimelig pædagog
Som traditionen foreskriver, gik valgets umiddelbare vinder Mette Frederiksen på talerstolen som den sidste. På trods af udsigten til at overtage regeringsmagten virkede hun mere fattet end de andre partiledere i rød blok og såmænd også i blå. Hendes stoiske fremtoning var i god tråd med hendes gedigne jyske persona, der konnoterer jordbundenhed og sund fornuft.
På trods af en lille tilbagegang for Socialdemokratiet blev rød blok den klare vinder af valget. Mette Frederiksen ankom derfor som den sidste partileder for at holde sin sejrstale. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix.
Mette Frederiksen formåede da også at levere en meget gennemarbejdet tale i et adstadigt tempo, som levede op til alle de situationelle krav: Som formand for Socialdemokratiet måtte hun forklare, hvorfor partiet er gået en smule tilbage.
Som forventet ny statsminister skulle hun samle hele Danmark efter en splittende valgkamp, og som forventet ny regeringsleder skulle hun række hånden frem til sine mulige støttepartier og parlamentariske grundlag, men samtidig ikke love dem mere, end hun er villig til at holde.
Derudover skulle hun svare på det tilbud, som Lars Løkke Rasmussen havde givet hende i sin tale, hvilket hun gjorde utrolig elegant ved at holde en kort form for afskedstale, hvor hun roste ham for hans mangeårige arbejde i dansk politik.
"Jeg vil gerne have lov til at sige et par ord til dig, Lars. Du har tjent Danmark i mange mange år på mange niveauer. Og du skal vide, at jeg som din kollega beundrer dit personlige engagement; at du stiftede Løkkefonden for at give drengene på kanten af vores samfund en ny chance. Tak for med- og for modspil i valgperioden og i valgkampen."
På denne måde fremstod Mette Frederiksen både som et stort menneske, samtidig med at hun fik slået fast, at Løkke er færdig som statsminister – og dermed fik hun også sagt pænt nej tak til hans tilbud.
Med 91 mandater til rød blok er Frederiksen med al sandsynlighed landets kommende statsminister. Ekstatisk glæde var dog ikke at spore hos Mette selv. Foto: AA / Abaca / Ritzau Scanpix.
Men på trods af at Mette Frederiksens rolige gemyt og store fokus på at levere sin tale og få sine budskaber igennem var med til at styrke de dele af hendes troværdighed, der omhandler praktisk klogskab (phronesis) og moralsk karakter (arete), var hendes opbyggelse af den tredje og sidste af de tre etosdyder gennem talen mere kompleks.
På den ene side udviste hun nemlig velvilje over for publikum (eunoia) ved at sige det obligatoriske tak til sine vælgere, udvise forståelse for dem, der har flyttet deres stemme, og takke DSU, sine kolleger, sit bagland etc. Til gengæld svækkede det hendes eunoia betydeligt, da hun gentagne gange – og tydeligvis stadig mere irriteret – bad sit euforiske og festglade publikum dæmpe sig. Her gik børnenes statsminister desværre fra fattet leder til urimelig pædagog.
Lars Løkke: Blå-rød eller rig-fattig
I modsætning til sin ærkerival udtrykte Lars Løkke både glæde og alvor og leverede både jokes og formaninger med den naturlighed, der kendetegner ham som taler. De to altoverskyggende tvingende omstændigheder, som Løkke måtte forholde sig til i sin tale, var selvfølgelig, at blå blok samlet er gået tilbage på trods af en mærkbar fremgang hos Venstre.
Den situation løste Løkke ved først at fokusere på det positive. Først opremsede han Venstres sejr ved EU-valget, ved aftenens valg samt de resultater, den afgående regering har opnået. Og takkede derpå alle dem, der nu engang fortjente tak. Herved fik han samlet partiet og sørget for den gode stemning, inden han adresserede nederlaget.
Det forklarede han ved at pege på, at han ikke vil gøre brug af stemmerne fra Nye Borgerlige, der ikke støtter op om de internationale konventioner, på trods af at Nye Borgerliges fire mandater ikke giver et blåt flertal. Men med denne forskydning lykkedes det altså Løkke at komme uden om en egentlig forklaring på det dårlige liberale valgresultat, samtidig med at han vandt sig en runde applaus og fik arete-point på sin etos-konto.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix.
Herefter kom så det førnævnte tilbud om en SV-regering, der straks blev fulgt op af Løkkes bekymringer ved at lade landet styre af et venstrefløjsstøttet Socialdemokrati:
"Fordi et kursskifte i en alt for venstreorienteret socialistisk retning kan blive dyrt for Danmark. Med højere skatter, med lempeligere udlændingepolitik og mindre ansvarlig økonomisk politik. Det dur ikke. Det dur ikke, hvis vi for første gang i generationer, efter Poul Schlüter og Poul Nyrup, Anders Fogh og Helle Thorning og mig selv, får en regering, der sætter sig det mål at gøre Danmark fattigere og ikke rigere. Det dur ikke."
Her formåede Løkke at indføre en logik, der går på tværs af den traditionelle antitese mellem rød-blå, men i stedet opdele partierne i dem, der vil gøre Danmark rigere, og dem, der vil gøre det fattigere. Inden for denne nye framing fremstod hans argument – der egentlig modsagde logikken for dansk demokrati – helstøbt og reelt.
På trods af talens retoriske spidsfindigheder og det faktum, at Løkke er en eminent taler, manglede talen dog den lille knivspids krydderi, der plejer at gå godt til en tabertale: nemlig ydmyghed og accept af valgets udfald.
Pernille Vermund: Forsigtig optimisme
En næsten rystende nervøs, men forhåbningsfuld Pernille Vermund holdt en tale for sit parti allerede kl. 21, da partiet lige præcis havde ramt de magiske 2 %. Selv så tidligt på aftenen dristede Vermund sig til analysen "Det ser ud til at lykkes", og den forsigtige optimisme skulle vise sig ikke at være forgæves.
Vermund hev den ene efter den anden af sine nærmeste støtter og medkandidater op på scenen i sin takketale. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix.
Talen var bemærkelsesværdig, idet den var meget ligefrem og intern. Vermund lagde ud med et "Fuck, det er vildt", og gav sig så ellers til at fortælle små anekdoter og takke adskillige partifæller og -støtter ved fornavn. Selvom hun derved primært henvendte sig til det tilstedeværende publikum og ikke til seerne, fik hun fremstillet sig selv som en person, i stedet for som en politiker, hvilket både er sympatisk og nemt at identificere sig med.
Kristian Thulesen Dahl: Blæsevejr i doxa-land
En tydelig skuffet Thulesen Dahl gik på talerstolen til fodboldsangen "You'll never walk alone", som han sang med på, inden han gik over til sin tabertale. Helt i tråd med alle anbefalinger lagde han ud med blankt at acceptere nederlaget med de allerede velciterede ord: "Vi har fået en vælgerlussing" og lykønske de partier, der er gået frem. Det kræver mod, og derfor styrker det ofte også talerens etos.
Herefter forklarede han tilbagegangen med hjemmel i ordsproget "fremgang avler fremgang", med en sidebemærkning om, at DF ved sidste valg havde lige så meget medvind på cykelstierne som Jakob Haugaard. Men så vendte han ordsproget om og brugte det til at forklare, hvordan de dårlige meningsmålinger op til valget har været med til at skræmme vælgere væk.
Formanden for Dansk Folkeparti måtte se sit parti mere end halveret. efter at valgets stemmer var blevet talt endeligt op. En vælgerlussing med eftertryk, hvilket Thulesen Dahl også blankt erkendte. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix.
Brugen af ordsprog og andet fælles gods (doxa) er særlig potent, når publikum skal samles. Derfor virkede det også utrolig opmuntrende på publikum, da Thulesen Dahl senere i talen udlagde den sang, han og publikum lagde ud med at synge i fællesskab:
"Det er jo historien om, at det stormer og blæser. Der kan være strid modvind, men der er en vej igennem."
Herved fik han også bundet en yderst elegant sløjfe på Haugaard-henvisningen, hvor vinklen eller emnet (topos) også er blæsevejr.
Thulesen Dahl fik derudover forsikret de tilbageværende vælgere om, at at DF stadig vil kæmpe deres sag, fik udlagt årsagen til resultaterne i yderligere fire punkter og takket behørigt. Dermed udviste han ansvar og politisk lederskab, samtidig med at han vha. brugen af doxa fremstillede sig selv som indbegrebet af DF's kulturelle arv. At denne fremgangsmåde var velvalgt, vidnede responsen på hans erklæring om at fortsætte som formand tydeligt om.
Pia Olsen Dyhr: Rød-grøn staccato
Pia Olsen Dyhr strålede som en sol, da hun steg på scenen mellem to dansende træer og erklærede: "SF er tilbage!" Herefter gik hun lige på og hårdt med de mål, SF gerne vil nå, og talen var da først og fremmest også kendetegnet ved at være enormt fremadskuende og ved at opfordre til handling:
"Vi insisterer på, at det folkelige mandat bliver omsat til politisk handling. Hvis vi ikke lukker hullerne i velfærden, svigter vi alle dem, der har stemt på os i dag. Lad os samle os om et fælles projekt, der peger fremad, om en ambitiøs klimapolitik."
De rød-grønne endte med en fordobling af deres mandattal. Smilene skortede det heller ikke på under formand Pia Olsen Dyhrs tale, hvor levende træer dansede den grønne ambition. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix.
Den gennemgående sætningsstruktur med korte hoved- og bisætninger gav talen en staccato-agtig, insisterende rytme, hvilket skabte fremdrift og fornemmelse af handling. Hermed tog SF det nærmest for givet, at de kommer til at spille en afgørende rolle i en ny regering, og talen udmærkede sig derfor som en klassisk vindertale. Derfor er det også spændende at spekulere i, om SF på forhånd vidste, at Mette Frederiksen ville forslå en ren regering.
Anders Samuelsen: Mr. 2 %
Der var ikke meget feststemning hos Liberal Alliance, hvor en grådlabil Anders Samuelsen måtte redegøre for en massiv tilbagegang i stemmerne, der gør, at han selv og adskillige andre af partiets toppolitikere ikke er genvalgt.
Modsat Thulesen Dahl tog Samuelsen ikke ansvaret på sig og forsøgte ikke at forklare tilbagegangen. Han argumenterede i stedet for, at de har forsøgt – og trods alt stadig har opnået 2 % – hvorefter han forsøgte sig med humor:
"Og prøv at høre her. For de af os, der kan huske tiden, da vi havde 0,0, er det jo fantastisk med 2 %."
Liberal Alliance fik som DF en eftertrykkelig vælgerlussing. Men partiets formand, Anders Samuelsen, valgte en noget andet tilgang til nederlagstalen. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix.
På trods af at han fik takket partiet, bad dem gå videre med oprejst pande og roste LA's valgkamp, ville det have været mere i tråd med genrekonventionerne – og i øvrigt også have klædt taleren – at påtage sig et ansvar for nederlaget.
Faren er også, at talen er med til at forstærke nederlaget, når Samuelsen ikke får argumenteret for, hvorfor det gik, som det gik, og – endnu vigtigere – hvordan LA så kan gøre det anderledes fremover.
Søren Pape Poulsen: Tale er sølv
Det var en euforisk og – efter eget udsagn – chokeret Søren Pape Poulsen, der gik på talerstolen efter en forrygende fremgang til Det Konservative Folkeparti.
På trods af at de konservative jo ikke kan bruge deres mandater i en blå regering, holdt Søren Pape en vindertale: Han takkede Konservativ Ungdom m.fl., italesatte, at han var villig til at samarbejde med Mette Frederiksen i det usandsynlige tilfælde, at de skulle være enige, og erklærede derefter, at valgtaler generelt er for lange, og at han derfor ville slutte.
Det Konservative Folkeparti fordoblede sit mandattal, og det lagde Pape Poulsen ikke skjul på, at han så som en utvetydig sejr, på trods af, at regeringsmagten er tabt. Foto: Nikolai Linares / Ritzau Scanpix.
Eftersom han knap kunne færdiggøre sine sætninger, før det lykkelige publikum begyndte at huje, var det vist et udmærket svar på situationen, omend et svar, der kun akkurat levede op til genreforskrifterne, og hvor Pape virkede alt for paf til at udnytte den tv-transmitterede taletid.
Pernille Skipper: #jesuisklimatosse
Pernille Skipper holdt endnu en rød vindertale på trods af en lille tilbagegang i Enhedslistens mandater. Her lagde hun også ud med at takke alle de hjælpende ånder, hvorefter hun opremsede Enhedslistens politik og visioner.
I modsætning til Pia Olsens Dyhrs fyndige tale var Skippers tale kendetegnet ved brugen af retoriske figurer. Fx gentagelsesfiguren akkumulatio: "Vi vil komme til at slås for flere hænder til hverdagens helte, til klimaet, ordentlig behandling af mennesker, der har mistet deres arbejde, og mennesker, der kommer hertil på flugt." Og bogstavrimets assonans, her på bogstavet y:
"Velfærd, det er ikke en byrde, det er en styrke."
Fra et rødt podium i midten af Store Vega i København holdt Pernille Skipper sin valgnatstale. Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix.
Og endelig brugen af humor, hvor Skipper selvfølgelig henviste til Pia Kjærsgaards udmelding efter Europa-Parlamentsvalget:
"Det er lykkedes at gøre det her til et klimavalg. Og det er noget, som alle jer klimaaktivister kan være stolte af. Både jer, der går i skole, og er klogere end de voksne, og dem, der har været i gang i en menneskealder fra den tid, man anså det for tosset. Nu er vi mange, mange flere klimatosser."
Ifølge Kenneth Burke er brugen af lydlige figurer og også humor den mest elegante måde at samle et publikum på, idet de bliver revet med af talens form og dermed automatisk bliver revet med af talens budskab. Dette kunne da også mærkes i Store Vega, hvor Enhedslistens tilhængere var i feststemning på trods af den samlede mandattilbagegang.
Rasmus Paludan: V for paranoia
Rasmus Paludan forsøgte i sin tabertale også at redegøre for, hvorfor partiet ikke var kommet over spærregrænsen. Argumentet syntes at være, at hans brors reklame om ikke at stemme på Paludan har haft en effekt. En reklame, der ifølge Paludan for øvrigt er udformet af et muslimsk reklamebureau. Hvilket i argumentets interne logik synes at have haft en betydning – måske at reklamen så har været ekstra virkningsfuld eller ekstra usand.
.jpg)
Rasmus Paludan og Stram Kurs kom med 1,8 % af stemmerne ikke over spærregrænsen. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix.
Under alle omstændigheder var det en tilføjelse, der spillede ind i Paludans konspirationsteori om et Danmark, der er infiltreret af radikale kræfter. Paludans tale var her som andre steder præget af brugen af absolutter og enten-eller tænkning:
"Mit højeste ønske er ikke at komme i Folketinget, men at forhindre Danmarks totale undergang. Det vil jeg blive ved med, til jeg dør, og det bliver forhåbentlig af alderdom om mange år."
I citatet ovenover er "totale undergang" og "til jeg dør" med til at understrege alvoren i Paludans projekt og placere det på kanten af det mulige. Det er ét sekund i lukketid, og chancen for, at vi når at redde Danmark, er minimal.
Sådan en topik er typisk set i paranoid stil, som defineret af historikeren R. J. Hofstadter. Den paranoide stil har sin force ved netop at give tilhøreren et sort-hvidt perspektiv, hvor der ikke er plads til kompromiser eller gråtoner. Det paradoksale er dog, at den handling, eller det mål, der ønskes opnået, typisk er meget diffust. Hos Paludan hedder det ganske enkelt "sejr".
Morten Østergaard: Skal man have sin egen politik også?
At ydmyghed er en dyd både i en taber- og en vindertale satte Morten Østergaard spot på i sin sejrstale. Han adresserede selv umuligheden af at være ydmyg med så flot et resultat og løste problemet ved – ligesom Pernille Vermund – at hive en masse mennesker op på scenen til sig og så desuden bruge hele talen på at takke forskellige medaktører og selvfølgelig vælgerne.
Morten Østergaard og Radikale Venstre fordoblede også deres mandater i Folketinget og står nu i en favorabel position i de kommende regeringsforhandlinger. Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix.
Modsat mange af sine kolleger kom Østergaard ikke ind på konkret radikal politik, men valgte i stedet at udlægge Radikale Venstres fremgang som proteststemmer imod den afgående regering:
"Jeg er så stolt over den opbakning, og jeg deler æren med alle af jer, I har alle sammen del i at vi står i en situation, det der bragte os ind i politik. Endegyldigt at få et opgør med systemskiftet i 2001, der har holdt DK i et symbolpolitisk jerngreb."
Radikales Venstres kampagne mod symbolpolitik synes at have virket, men Østergaard kunne med fordel have fremhævet Radikale Venstres egen politik som værende udslagsgivende for valgresultat.
Uffe Elbæk: På kanten af decorum
Uffe Elbæk blev modtaget med storm på trods af det elendige resultat, ifølge ham selv en "totalt bummer". Flere gange undervejs i talen var Elbæk nødt til at dæmpe gemytterne – hvilket han lykkedes med på en mere empatisk vis end Mette Frederiksen.
På trods af at han forsøgte at bevare en vis alvor, var Elbæks tale præget af optimisme, der lå på kanten af at bryde med det passende mål af ydmyghed i situationen (decorum).
På trods af markant tilbagegang var der feststemning til Alternativets valgfest i Cirkusbygningen. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix.
Fx var hans eneste kommentar til nederlaget at:
"Vi tog nogle meget store skridt ind på den nationalpolitiske scene i '15, og nu går vi så lige et skridt tilbage, og det er for at få afsæt!"
Resten af talen – der også var en af valgkampens korteste – blev brugt på at se fremad og rose Alternativets folketingskandidater og vælgere. Her var der hverken meget refleksion eller nogen valgløfter at komme efter. Til gengæld var der masser af ros og søde ord.
.jpg&w=384&q=75)
