'In your face'-retorik - Den nye polemiske stil

Greta Thunberg takker for ordet ved FN-topmødet, og med dirrende stemme og tårer i øjnene beskylder hun direkte de forsamlede politikere for at have stjålet hendes barndom. ”Hvor vover I?”, spørger hun sammenbidt. Jonas Eika takker Nordisk Råd for litteraturprisen og anklager i næste åndedrag Mette Frederiksen og de øvrige politiske leder, der er tilstede i salen, for at sanktionere ’statsracisme ’. Chlöe Swarbrick, en ung newzealandsk politiker, holder en tale i parlamentet og lukker undervejs munden på en modstander med et tørt: ’Ok, Boomer’. Fællesnævneren er tre unge mennesker, der er dybt overbeviste om, at de kalder en spade for en spade, lige op i spadens åbne ansigt.

Direkte anklager og kompromisløse positioner har kronede dage – både på de store internationale scener og i mere lokale kontekster. Mens provokationer og konfrontation langt fra er nye retoriske strategier, er det alligevel, som om den polemiske in-your-face-stil i dag har fået et noget andet og mere fremherskende udtryk. Så hvad er polemik, og hvorfor gør den sig så godt netop nu?

Den polemiske stil

I Political Style (1995) argumenterer den amerikanske retorikforsker Robert Hariman for, at sproglige udtryk ikke bare er for kommunikation, hvad tøj er for kroppen. Eller rettere, han viser, at både sproglige og beklædningsmæssige valg har stor betydning for individuelle positioner og kollektive relationer. At stil i bred forstand simpelthen er medskabende for social identitet. Hariman nævner ikke selv den polemiske stil, men i en artikel fra 2008 sætter retorikeren Erin Rand spot på polemikkens særlige karakteristika og funktioner.

Rand definerer polemisk stil ud fra fire træk: For det første gør polemikeren brug af fremmedgørende følelsesudbrud. Via voldsom følelsesmæssig investering i budskabet kridtes banen tydeligt op. Dette træk er for eksempel blevet fremhævet i forbindelse med Thunbergs FN-tale, som mange mente, var ’for meget’. For det andet fremsætter polemikeren diskuterbare påstande som absolutte sandheder, hvilket blandt andet er, hvad Eika gør med sin konstatering af, at ’i Danmark har vi statsracisme’. For det tredje er der en antagelse om en delt moralsk position, hvilket også er tydeligt hos Eika, som antager, at ’vi’ er modstandere af ’statsracismen’.

Det fører frem til det fjerde polemiske træk: konstitueringen af fjender, publikum og offentligheder. Her adskiller den polemiske stil sig fra andre stilarter, idet den ikke sigter til at skabe et bredt fællesskab og ofte ikke en gang vil forene taleren med sine umiddelbare tilhørere. Fælles for Thunbergs og Eikas taler er, at de støder mange af dem, der sidder i salen, fra sig. Mette Frederiksen nægtede at klappe af Eika. Donald Trump mødte slet ikke op til Thunbergs tale – til gengæld nedstirrede den svenske klimaaktivist den amerikanske præsident, da han gik forbi hende i FN-bygningen.

Med anklagen mod og afvisningen af det tiltalte publikum skabes samtidig det egentlige publikum: De, der er enige med polemikeren, og som bekræftes og begejstres ved at se ham/hende tale magten midt imod. Dermed splitter den polemiske stil også offentligheden og inspirerer til ophedet debat om modstridende synspunkter. Dog foregår debatten mere med dem, man er enig med, og om dem, der ses som modstandere. Dermed går diskussionen af forskellige synspunkter og muligheden for at ændre holdning tabt.

Den polemiske stil konstituerer altså sit fællesskab på en særlig måde; i stedet for at tale direkte til fællesskabet etableres og bekræftes det i og med, at andre provokeres og måske ligefrem frastødes. Med det direkte angreb på den fjende, som polemikken er rettet mod, sendes et indirekte budskab til det egentlige publikum af ligesindede, som genkender sig selv i og bekræftes af polemikeren. Den polemiske stil handler mere om at mobilisere folk, man er enige med, end om at overbevise andre.

Polemikken er dermed karakteriseret ved en vis indforståethed – samtidig med, at fjenden nedgøres, sendes et signal til det egentlige publikum. Dette signal kan ekspliciteres, som når Eika mod slutningen af sin tale afslører dens sande publikum: ”Først og fremmest taler jeg til alle og enhver, som vil noget andet.” Men det kan også forblive implicit, et blink, en ironisk undertone, som da Swarbrick indflyttede det populære ’Ok Boomer’-meme i sin tale til parlamentet. Dette sidste eksempel peger frem mod årsagen til, at den polemiske stil er så fremtrædende for tiden, så lad os gå over til den side af sagen.

Konvergens skaber divergens

Den polemiske stil er langt fra noget nyt fænomen, men hvor den tidligere var en marginal praksis, synes den nu at have vundet bredere indpas i den offentlige debat. Den tendens kan forklares ud fra bredere udviklinger i den debatkultur, der i dag florerer online. Fælles for eksemplerne i denne artikel er, at deres ophav er vokset op i den digitale tidsalder; de er rundet af internettets muld og formet af de særlige vilkår for relationel identitetsdannelse, der gør sig gældende i det virtuelle rum.

For ikke så længe siden var det en stående joke, at venstrefløjen ikke kan finde ud af at lave memes, men i dag er ’Ok Boomer’ blot det seneste bidrag til en lind strøm af progressive provokationer

Medieforskeren Henry Jenkins taler om en ’convergence culture’, hvor brugerne selv finder og sammensætter deres medieindhold og derfor er aktivt medskabende af de budskaber, de modtager. Denne udvikling rummer på den ene side et uhørt potentiale for demokratisk deltagelse, men rummer på den anden side også en overflod af kattememes, misinformation og det, der er værre.

Som The New York Times for nylig slog fast, så blev internettet ikke helt, som vi havde håbet. I stedet for større fællesskab har mediekonvergensen ført til social divergens, til opsplitning i subkulturer og nichegrupper, der har udviklet deres egne omgangsformer og debatnormer. Fælles er dog, at onlinecirkulering fører til intensivering og polarisering; flere og flere fællesskaber opstår som modsætninger til hinanden med stærke følelsesmæssige investeringer i netop denne modsætning. Med andre ord: De bliver polemiske.

Hvor denne tendens startede i det små, er den i de senere år slået stærkt igennem – ikke kun online, men i den offentlige debat som sådan. En måde, hvorpå polemikkens mainstreaming viser sig, er, at den ikke længere er forbeholdt det alternative højre, som ellers var hurtigst til at anlægge sig den nye stil med provokerende pointer, indforstået intertekstualitet og virale vitser. For ikke så længe siden var det en stående joke, at venstrefløjen ikke kan finde ud af at lave memes, men i dag er ’Ok Boomer’ blot det seneste bidrag til en lind strøm af progressive provokationer, der ikke lader højrefløjen noget at høre. Så hvad betyder den generelle udbredelse af den polemiske stil?

Fordi budskabet er radikalt, må polemikeren også selv være det: Thunberg kan ikke flyve, og Eika må give sine prispenge til beboerne på Sjælsmark.

Polemikkens konsekvenser

For det første lukker polemikken sig om sig selv, idet polemikeren hverken behøver at forklare sig over for eller lytte til modparten, men kan afvise denne blankt og samtidig høste bifald hos sine støtter. Polemikken mobiliserer en gruppe ved at provokere en anden, hvormed modparten også kan mobiliseres mod polemikeren. Cirkulering-intensivering-polarisering uden afløb for den fortsatte konfliktoptrapning.

Dermed gælder det for det andet for den nye polemik, at den ligesom tidligere tiders brug er rent stemmesamlende. Selvom polemikeren på papiret taler til sin fjende, skubbes denne reelt længere væk, og det er kun det implicitte publikum, der lytter. Den polemiske stil har dermed kun til formål at mobilisere i egne rækker; den radikaliserer ligesindede, men umuliggør dermed den demokratiske dialog.

Det betyder dog for det tredje, at polemikeren forpligter sig over for sit egentlige publikum. Fordi budskabet er radikalt, må polemikeren også selv være det: Thunberg kan ikke flyve, og Eika må give sine prispenge til beboerne på Sjælsmark. Heri ligger polemikkens potentiale – og en yderligere forklaring på dens øjeblikkelige popularitet. Desperate tider kræver som bekendt desperate tiltag, og fælles for nutidens polemikere er, at de oplever deres situation som en akut krise. Som Thunberg sagde i en tidligere tale til World Economic Forum: ”Jeg vil ikke have jeres håb. […] Jeg vil have jer til at gå i panik.” Til det formål er den polemiske stil vældigt velegnet.