Hvis vi skal finde årsagen til denne omgang af grim sko-æstetik, skal vi se nærmere på brands som Balenciaga, der inden for de seneste par år er gået længere, end de fleste troede var muligt, når det kommer til grimt fodtøj. De har leget med Crocs og har derudover skabt den hypede sneaker-bestseller Tripple S.
Og når Balenciaga gør noget, så er det som regel cool. Dermed har vi langsomt fået ”den grimme æstetik ind under huden”, helt uden at vi tænkte over det, og voila, vi er nu klar til Teva-sandalen.
Spejdersandalen er en sommersneaker
En anden årsag til vores begejstring for Teva-tendensen, er vores stigende forbrug af sneakers. Vi bruger efterhånden sneakers til alt. Det er derfor oplagt at have et element i sin garderobe om sommeren, der kan erstatte vores sneakers. Og her gør Teva-sandalen det genialt godt. Den er god at gå i, den er nem at rengøre og vedligeholde, og så tilfører den et underspillet element til ens outfit.
Social media pretty
Hvis du stadig undrer dig over Teva-æstetikkens succes, så skal du tage et kig på de sociale medier, og i særdeleshed Instagram. Hvis der er noget, der fungerer på Instagram, så er det farverige, anderledes og iøjnefaldende items – og det er Teva-sandalen. Så mon ikke, du kommer til at støde på et par Teva-sandaler eller 100 i dit Insta-feed i løbet af sommeren...?
Hvad symboliserer Teva-sandalen?
Mode er symboler. Du køber derfor aldrig en ”blank T-shirt”, du køber en T-shirt ladet med værdi, mening og betydning. Når du vælger at købe en Teva-sandal fremfor en sandal fra den lokale skobutik, så er der ALTID en årsag til det. Du vil nemlig gerne have fingrene i den symbolik, der følger med Teva-sandalen. Så hvad fortæller en Teva-sandal? Den fortæller først og fremmest, at den er helt cool med at være un-cool.
Med andre ord: Den hviler i sig selv, fordi den ved, at den dybest set er ret sej. Når du tager Teva-sandalen på, fortæller du dermed, at du er cool nok til at gå med noget, din farmor ikke helt forstår. Teva-sandalen er derudover også et udtryk for hele den bølge af overlevelse, natur og adventure, der brager ind over samfundet. Vi udsættes for skræmmende nyheder hver dag, og verden opleves ofte som et utrygt sted at være i. Derfor går vi i en overlevelsestilstand og køber ubevidst produkter, der får os til at føle os trygge og kampklare – som eksempelvis vandrestøvlen.
Er Teva den nye luksus?
I forlængelse af Teva-sandalens symbolik, og ikke mindst relevans, skal vi tage et kig på den ændrede definition af luksus. For når Chanel tager Teva-æstetikken til sig, må der være luksus tilstede i en eller anden form. Luksus i dag handler ikke længere om penge og det at have travlt. Det handler om at være tilstede, have tid, overskud og ro. Det handler om at koble fra, være sammen med dem, man holder af, og at være i naturen. Og hvornår er man det? Når man vandrer! Når vi befinder os i naturen, er det sjældent, at vi tjekker vores iPhone for nye mails. På samme måde er det svært at være andre steder end i nuet, når du sidder foran bålet med dine nærmeste.
Teva-sandalen lægger derfor op til samvær, nærvær og nydelse – i naturen. Noget, de fleste længes efter i dag. Og skulle du (stadig) tvivle på den nye definition af luksus, så tag et kig på Guccis seneste kampagne, der forgår i en skov fyldt med skovens dyr til tonerne af 70’er-musik – oh yes, den er stensikker. Teva-sandalen er landet i skovens dybe stille ro – og vi er klar til at hoppe i den.