Ledelseskommunikation fra en kommunikatørs perspektiv
Der er ingen tvivl om, at evnen til at kommunikere kan være altafgørende for en leders succes. Alligevel opfattes ledelseskommunikation ofte som en diffus kompetence, der formodes at udspringe af den enkeltes menneskekendskab og intuition i højere grad end af metodisk og analytisk viden. Opererer man med vage begreber, bliver det vanskeligt at udvikle og styrke professionel ledelseskommunikation på nuanceret vis. Og i en tid, hvor ledelseskommunikation i stadigt stigende omgang sker gennem digitale platforme, er det essentielt at kunne fokusere mere skarpt på, hvad ledelseskommunikation indebærer som redskab, mulighed og proces.
At ledelse og kommunikation er forbundet i såvel teori som praksis hersker der udbredt enighed om. Det skorter derfor heller ikke på fraser, der fremhæver den snævre forbindelse mellem de to: ”Ledelse er kommunikation” forlyder det eksempelvis og ”Effective Leadership is all About Communicating”.#REKLAMEPLADS#
Det skal ses i lyset heraf, at kommunikation altid har indtaget en fremtrædende plads i ledelsesstudier. Hvor kommunikation i ledelsesstudier tidligere blev betragtet som et ”blødt” element, forbundet med fx lederens karisma, har det med tiden udviklet sig til et komplekst begreb, der nu anskues ud fra talehandlingsteoretiske, socialpsykologiske, diskursteoretiske vinkler mm.
Inden for såvel kommunikationsstudier som ledelsesstudier er der således foregået en gradvis udvikling i retningen af dialogprægede forståelsesrammer, inden for hvilke ledelseskommunikation beskrives som en dialogisk proces med inspiration fra bl.a. konstruktivisme, netværksteori m.m.
“Selv inden for professionsdiskursen og kommunikationsbranchen hersker der tvetydighed omkring værdien af kommunikationsteori og -metode.”
Kommunikation indgår tillige som et centralt element i ledelsespraksis. Adskillige ulykkelige sager i det danske sundhedsvæsen illustrerer til fulde, at en ledelsespraksis, der ikke baserer sig på en sund kommunikationskultur, intet produktivt fører med sig. Reelt foregår der slet ingen ledelse, når man frakobler de to.
Alt dette er der måske ikke så meget nyt i, men alligevel er der opstået et presserende behov for en bedre, mere konkret forståelse for ledelseskommunikationens dimensioner. Det er sket som følge af udbredelsen af de digitale og sociale medier som kommunikationsfora til forskel fra de tidligere kommunikationskanaler, hvor kommunikationens retning var envejs.
Disse rykker nemlig den mere eller mindre direkte dialog med kunder, interessenter, medarbejdere og borgere tættere på ledelsen. Hermed øges kravet til ledelsens forståelse for, hvordan dialogisk kommunikation på sådanne platforme fungerer.
Til trods for, at der hersker udbredt enighed om, hvor central en rolle god og effektiv kommunikation spiller for en leders arbejde, præges det kommunikative fagfelt, som implementeres i ledelseskommunikation, af markante blinde pletter – eller vinkler, om man vil. Kilde: Getty
Den forforståelse og diskurs, der præger ledelseskommunikation inden for eksempelvis kursusvirksomhed, debatfora, studieordninger for ledelsesstudier m.m., kendetegnes således af et primært funktionalistisk perspektiv på kommunikation: Ledelseskommunikation betragtes som et færdighedsbaseret ad hoc-redskab, ved hjælp af hvilket en leder kan opnå specifikke mål, så som eksempelvis at sanktionere eller motivere og herigennem påvirke omgivelserne i en særlig retning.
Formuleringer som ”Det er gennem din kommunikation, at du formidler visionen og dermed sætter en retning for dine medarbejdere, der skal være klar og tydelig” afspejler en sådan opfattelse (formulering fra lederweb.dk/2020). Det samme gør kursuspræsentationer om ledelseskommunikation, der lover, at man som kursist får ”udviklet evnen til gennemslagskraft og beslutningskompetence”.
"I ledelseskommunikation koncentrerer man sig ofte mere entydigt om den personlige kommunikation"
Et sådant værktøjsorienteret perspektiv på ledelseskommunikation bunder i et merkantilt syn på kommunikationen, hvor det primære sigte er overskud på bundlinjen. Men en funktionalistisk opfattelse næres også af det forhold, at kommunikationsfaglighed, modsat fx økonomi og IT, for ledere og i al almindelighed fremstår som en diffus kompetence bundet til menneskelige egenskaber, fx menneskekendskab, psykologisk sans, motivation, intuition, erfaring m.m.
Selv inden for professionsdiskursen og kommunikationsbranchen hersker der tvetydighed omkring værdien af kommunikationsteori og -metode. Fx betragter nogle kommunikatører, især journalister, ofte deres fagfelt som et praktisk færdighedsfelt, mens andre fremhæver analytiske kompetencer funderet i videnskabelige metoder og teorier som deres særlige styrke.
Betoningen af den personlige kommunikation i ledelsessammenhænge er heller ikke uproblematisk. Der eksisterer således en historisk og forskningsmæssig tradition for at anskue kommunikationsfænomener som et samspil mellem personlig kommunikation og medieret kommunikation.
Det sker eksempelvis på erhvervsakademier, hvor en kommunikationsuddannelse på videreuddannelse baserer sig på såvel et fag som ”Kommunikation i Praksis”, der har fokus på den personlige kommunikation, og et fag som ”Onlinekommunikation”, der fokuserer på den medierede kommunikation, herunder massekommunikation.
I ledelseskommunikation koncentrerer man sig ofte mere entydigt om den personlige kommunikation: lederens gennemslagskraft, håndtering af konflikter, facilitering af møder, idéudvikling, skabelse af motivation m.m.
Denne tilgang til ledelseskommunikation er imidlertid ikke i tråd med den medievirkelighed, som virksomheder navigerer i. En leder skal i dag kunne håndtere flere kommunikations- og medieformer, fordi grænserne mellem personlig og medieret kommunikation sløres i den digitale virkelighed.
Sociale medieteknologier medierer således den kommunikation, der tidligere var forbeholdt personlig kommunikation, fx i samtaler – eksempelvis når ledere anvender blogs og Twitter til formel og uformel kommunikation, og dette gør samspillet mellem viden udviklet omkring medieret kommunikation, fx massekommunikationsteori, og den personlige kommunikation nødvendig, også i et ledelsesperspektiv.
Der er da også i kølvandet på digitaliseringen opstået en øget erkendelse af, at succesfuld ledelseskommunikation også bør basere sig på teknologiforståelse, medieanalytiske kompetencer og en generel indsigt i samspillet mellem personlig og medieret kommunikation.
Generelt er kommunikation en måde, hvorpå man forbinder sig med andre mennesker, men den måde, hvorpå kommunikation foregår, har ændret sig i den digitale tidsalder. Dette udfordrer også lederens kommunikation, som nu også handler om at kunne kommunikere brugerorienteret, virtuelt og engagerende via sociale medier og sociale intranets. Og denne udvikling peger på den værdi, som kommunikationsteoriens metoder og indsigt i sin helhed kan bidrage med i ledelseskommunikation.
Kilder:
Fairhurst, G. T., & Connaughton, S. L. (2014a). “Leadership: A communicative perspective”. Leadership, 10 (7)
Fenner, Christopher & Piotrowski, Chris. (2018). “Linking Leadership Research and Communication Theory: A Comparative Analysis of Multi-Disciplinary Research Trends in Scholarly Databases”. Psychology and Education. 55.
Ruben, Brent & Gigliotti, Ralph. (2016). “Leadership as Social Influence: An Expanded View of Leadership Communication Theory and Practic”. Journal of Leadership & Organizational Studies. 23.
