Instagrimt er instacool
Er du af den opfattelse, at det er solbrune kroppe og perfekt arrangerede madbilleder, der giver mest cool-faktor på Instagram, og undrer du dig, når bekendte deler billeder af efterladte måltider, storskrald og mærkværdig skiltning? Ja, så burde du måske overveje at lægge stilen om.
Hvis du vil være sej med de seje, handler det nemlig ikke om at vise billeder af din krop, dine rejser, cafébesøg eller smukke venner, men om at kunne finde det smukke i de mest trøstesløse og uplejede urbane landskaber. Og jo mere uinspirerende en samling efterladenskaber du kan ophæve til et ejendommeligt stilleben, jo mere står du til at vinde. På Instagram handler det nemlig om selve retten til at skelne mellem kunst og kitsch, og vinderen er ikke selfie-dronningen, men kuratoren.
Selvfremstillingens ABC
For at forstå, hvordan der kan være status i at dele et pixeleret nærbillede af en and – eller af et stykke vildfarent rockwool, sirligt blafrende i en kold vind – er det værd at overveje, hvad der kendetegner de genrer, vi er mest bekendt med på Instagram: selfies, madfotos og feriebilleder. Det er den type billeder, der forestiller smilende vennegrupper, kendte kunstværker og nyligt serveret iskaffe – og hvor himlen altid er blå, og farverne mættede. Sådanne genrer opererer ud fra et æstetisk princip, hvor beskueren forholder sig til det fotograferede på samme måde, som man kunne forventes at forholde sig til det fotograferede, hvis man selv stod over for det: Et billede af en solnedgang er smukt, fordi en solnedgang er smuk, og et billede af en veltrænet krop er attraktivt, fordi en veltrænet krop i sig selv er attraktiv.
Billedrammen glemmes, og der sættes lighedstegn mellem repræsentationen og det repræsenterede. Det er det fotograferede, der retfærdiggør fotografiet. I det henseende er der ikke forskel på dem, der fremviser, hvad de ejer; dem, der fremviser deres krop, og dem, der fremviser deres kulturforbrug. Derfor glipper den kreative del af middelklassen også sjældent muligheden for at dele et foto fra Glyptotekets vinterhave eller fra Your Rainbow Panorama på toppen af AROS. Det væsentlige er, at stedet er genkendeligt, for fotografiet er det værd, som dit kulturforbrug er værd.
Visuel kommunikation for viderekomne
For unge kunstnere derimod, og for andre avantgardister, der søger adgangsbillet til den kulturelle elite, fremstår denne selviscenesættelse vulgær. De kan af frygt for at blive rubriceret som nytilkomne storbyboere med middelklasseprætentioner ikke fremvise deres uforlignelige livsstil på så direkte vis. Og eftersom det altid er de nærmeste konkurrenter, der er de vigtigste at tage afstand fra, har de måttet vende op og ned på middelklassens almindelige principper for selvfremstilling. For denne udvalgte skare får Instagram-billedet derfor ikke sin værdi på grund af, men på trods af det afbildede.
Formen tager med andre ord forrang for indholdet, og det gør det, fordi formlegen er en spejling af det kreative individs evne til at anskue alle dele af hverdagslivet med et æstetisk blik, der kan ophøje det banale til et kunstværk. Som sociologen Pierre Bourdieu konstaterede, er intet nemlig så distingverende som evnen til at tildele æstetisk status til det almindelige og ubetydelige. I sine undersøgelser lavet i 60’ernes Frankrig kunne han for eksempel vise, at de allerhøjest uddannede oftest mente, at man kunne tage et smukt billede af en metalkonstruktion, af et kålhoved eller af barken på et træ. Samtidig var de også mere tilbøjelige til at finde et billede af en solnedgang meningsløst.
På Instagram optræder kunstnertypen altså som en kurator af livet, der magter at dele hverdagen op i det ligegyldige og det evigt betydningsfulde. Feedet fortæller om et levet liv, der synes helt uden fast arbejdsrutine, planlagte caféaftaler og økonomisk nødvendighed – et flanerende og legende liv drevet frem af en utæmmet barnlig nysgerrighed på verdens visuelle og taktile beskaffenhed.
Kunstnertyperne alene har formået at gøre hverdagen til en kunst, og for det høster de en anerkendelse, der er for udsøgt til at måles i likes og følgere. Et sådant liv er det nemlig de færreste, der har råd til, og bestemt ikke middelklassen der betaler for museumsbesøg og storbyferier med en lang, travl arbejdsuge. Så næste gang, du vil vise dig frem fra din bedste side, skal du måske overveje, om du kan erstatte det hjemmebagte surdejsbrød med en trist rosinbolle i en plastikhandske. Det er muligt at falde igennem, men gør du det overbevisende – helst på en kontrastløs gråvejrsdag – kan du mænge dig med SoMe-kulturens avantgarde.
