Vi skal se længere ud end blot i kommunikationshorisonten. Der, hvor jeg får mest inspiration, er steder, som man slet ikke ville kalde kommunikation, og jeg synes også, at det er Niels Bohr, der bedst forklarede nødvendigheden af kommunikation.
Han sagde: ”Vi hænger i sproget”, for selvom han arbejdede med fysik, så var det sproget, der var en hindring i hans formidling – ganske enkelt fordi ordene ikke fandtes endnu. Det er noget, vi også kan – formidle det uformidlelige.
Det er derfor, jeg synes, K1 er særligt sjovt. Vi går både klassisk til værks og henter også gerne oplægsholdere ind, der ved noget om noget helt andet.
Vi havde en sociolog, der arbejder med køn og fortalte om, hvordan vi ’kønner’ ting. Og en forsker i organisationsfilosofi, der gjorde os kloge på etik. Den slags, synes jeg, er interessant og sjovt, og jeg tror på, at det udvikler os som kommunikationsfolk at høre om den slags, der ellers ligger udenfor vores fagområde.
For nogle gange synes jeg, at kommunikationsfaget er blevet låst lidt inde i kommunikationsafdelingen. På den ene side er det godt, at kommunikation er anerkendt og værdsat, så næsten alle større organisationer har en kommunikationsafdeling. Sådan har det ikke altid været. Men på den anden side sætter denne ’afdeling’ også nogle rammer eller mure omkring faget, som jeg ikke altid bryder mig om, da jeg tror på tværfagligheden.
Hvis jeg skal være lidt hård, så vil jeg sige, at idealet er, at der ikke findes en kommunikationsafdeling. Det stritter lidt på mig, når jeg hører, at nu skal folkene fra kommunikationsafdelingen ud i organisationen. Det er nærmere organisationen, der skal styrkes i at kommunikere og sættes i stand til det gennem en let navigerbar infrastruktur.
Derfor er en kerneopgave for kommunikatører at gøre andre i organisationen gode til deres egen kommunikation. Ikke lave arbejdet for dem. Der kommunikeres jo allerede på livet løs, bare ikke på den måde eller med det indhold, som kommunikationsafdelingen ofte vil. Men den enkelte ved jo selv, hvad der er relevant og bør derfor også selv gøre det. Hvis de har svært ved det, skal vi hjælpe, men være villige til at slippe kontrollen.
Kommunikationsstrukturer kan i værste fald lukke mere af end lukke op. Jeg har ikke løsningen på, hvad man skal gøre i alle organisationer, og jeg vil ikke være for bombastisk omkring det, men for mig er og bliver kommunikation noget flydende, der kan nå rundt om problemstillinger, og det skal vi sætte den fri til. Og jeg tror, at kommunikatører netop evner denne omskiftelighed, der gør, at vi kan arbejdet i ’rummet’ mellem fagligheder og holdninger.