Dubai-kendiskvajpande-spinnet
Alle fra fodboldspiller-Bendtner til influenceren Spritzer er taget til beachparty i Dubai. Det er usolidarisk og kan i værste fald bringe farlige coronamutationer hjem til Danmark. De sætter hele den danske befolknings sundhed og sikkerhed i fare. En gigantisk shitstorm har derfor rejst sig mod de ubetænksomme kendisser. Bendtner og de andre søger nu at spinne deres beachparty-ferie i Dubai. Vi anmelder og analyserer spinnet og reaktionerne – fra undskyldningerne til benægtelserne. Det er et gigantisk ufatteligt amatøragtigt Dubai-kendiskvajpande-spin.
af Redaktionen
Vi skal da lige love for, at der er ramaskrig i Danmark. En større gruppe af reality-kendisser er kommet i modvind, efter de er blevet busted i at være rejst til Dubai og potentielt taget farligere og mere smitsomme mutationer af corona med hjem.
Vi har analyseret kendissernes krisekommunikation og forsvarsspin samt kritikken, der hagler ned over dem.
Overordnet kan man forstå både forsvaret og angrebene på to måder.
1. Fra et strukturelt perspektiv: Det er reglerne og rammernes skyld
Angrebene: De strukturelle angreb har været tofoldige. Ifølge Jim Lyngvild er det hele et udtryk for, hvad der sker, når “Underdanmark” kommer til penge – “når skidt kommer til ære”. De mange ture til Dubai er udtryk for et strukturelt problem. Dette bliver gengivet i en mildere form, af TV 2-journalist Sebastian Goos, der på Twitter skriver:
Det er faktisk også lidt pinligt at holde ferie i Dubai når der ikke er pandemi
— Sebastian Goos (@sebastiangoos) January 22, 2021
I samme kategori har vi Carsten Jensen, der også mener, at Dubai-gate er et udtryk for et bredere kulturelt problem – kapitalismens onde ansigt: “Dubai er Stein Bagger-territorium.”
Forsvaret: Vi går mere i dybden med forsvaret i løbet af artiklen, men grundlæggende holder de mange influencers – og en venstrepolitiker – sig til, at systemet ikke havde ulovliggjort deres adfærd, inden de tog afsted; de er skam gode samfundsborgere – blot fanget i en uheldig situation. Men også Lars Seier har blandet sig, og han mener, at det hele er noget hysteri, og at det er offentlig udskamning af værste skuffe.
2. Fra et aktørperspektiv: Det er individernes skyld
Angrebene rettet mod personenerne er knap så softikeret som Jensens kritik af kapitalismen. Mascha Vang koger det fint ned til: “I er uansvarlige.” Lidt mindre tilbageholdende er der i kommentarsporet på Facebook. Her bliver de mange influencers kaldt “egoister” og beskyldt for ikke have en hjerne. I denne form for angreb er den sande katastrofe de individer, der tog afsted. Dette er også gengivet af selveste statsministeren, der kalder turene en “åndssvag ide”, og pointerer, “at der er en grund til, at verden er gået i rød.”
Forsvarene i den personlige kategori er noget forvirrende. For ingen kan rigtigt undskylde turen til Dubai med, at det faktisk var okay, at lige præcis de godt måtte rejse, mens resten af Danmark kun må se fem mennesker. Influencerne, der har forsvaret sig selv i denne kategori, har derfor trukket til ting som at lade som om, de aldrig var i Dubai – eller i sidste minut spinne en permanent flytning.
Tryk på billedet for at tilgå matrixen i stort format. Følg linket her for matrixen i light format. Illustration lavet af Kforum
Men er det lykkedes? Hvordan har Nicklas Bendtner og co.s spin fungeret? Har de kunnet redde deres image med lidt kløgtig krisekommunikation? Vi går nu i dybden med Dubai-kendiskvajpande-spinnet.
Vi er der slet ikke: usynlighedsfinten
Når man giver fællesskabet fuckfingeren, kan det skabe sociale konflikter. For at undgå konfrontationen kan man vælge at skjule den pinlige adfærd. Altså holde sin beachparty-ferie hemmelig før, under og efter sin rejse, til fx Dubai, ud fra devisen, at hvad fællesskabet ikke ved af, har fællesskabet ikke ondt af.
Det var den naturlige spin-variant for flere kendisser i krisens første fase.
Influenceren Elvira Pitzner kendt fra tv-serien Diamantfamilien hævdede, at hun ikke var i Dubai, men i sommerhus i Hornbæk. Løgnen faldt dog hurtigt sammen, da hun blev spottet på en båd i Dubai og kort efter måtte fortælle, at hendes tur til Dubai faktisk nu er en permanent flytning – også kaldet: “Jeg har aldrig/altid været her”-finten.
Nogenlunde samme finte lavede fodboldspilleren Nicklas Bendtner og kæresten Philine i Dubai-gates første fase. Det knivskarpe kendispar var ikke blot usynlige, men havde primet et coverup med videoer af f.eks. gåture med hunden i et gråt Danmark.
Et usandsynligt dårligt spin, fordi det blev opdaget, og fordi det altid vil blive opdaget i disse SoMe-tider, hvor alle har et kamera, og billeder deles frit. Ikke at forglemme, at det åbenbart vrimlede med danskere i Dubai. Strategien var kort sagt umulig i praksis og medførte blot en udvidelse af krisen og et tab af omdømme.
Tilbage står Elvira Pitzner og Bendtner med et troværdighedsproblem. De har løjet, hvad der blot gør dem mere asociale og usympatiske.
Igen et helt klassisk eksempel på, hvordan krisen ikke bliver mindre, men større af forsøget på at skjule den. It’s not the lie, it’s the cover-up.
Den uholdbare løgn medfører uundgåeligt, at man efterfølgende må skifte spinstrategi. Deres erstatningshistorie lyder, at de nu er i Dubai, men af mere legitime grunde end lysten til sundhedsskadelige beachparties. Den første løgn svækker dog den mulige sandhed af deres alternative forsvar og forklaring.
Det var jo ikke ulovligt
Serieiværksætter-darlingen Martin Thorborg er også blevet ramt af Dubai-gate. Han har som mange af de andre ikke været i Dubai, men derimod på Zanzibar, hvor den frygtede sydafrikanske mutation spreder sig. Derfor er han også blevet ramt af danskernes vrede.
Hans spin fokuserer på diskrepansen mellem unødvendige rejser og alle rejser. Han rejser kun, når alle unødvendige rejser frabedes, ikke når alle rejser frabedes. Desuden har han taget alle forholdsregler og ladet sig teste før og efter. Her gør han meget ud af at fortælle, hvor ansvarlig og omsorgsfuld han har været og bygger derfor sin moralske status op som en lovlydig borger.
Desuden ville han ikke gøre det nu, hvor situationen har ændret sig, og vi kender til mutationerne: Til B.T. udtaler Martin:
»Altså... jeg har jo ikke overtrådt nogen lovgivning og har passet på, så jeg føler ikke, at jeg har været til fare for nogen som helst. Jeg skulle måske have holdt min kæft, så jeg ikke havde sendt nogle dumme signaler, men på det tidspunkt, da jeg tog afsted med den viden og så videre, der syntes jeg, det var forsvarligt og okay at tage afsted. Men med den viden, jeg har nu, så ville jeg ikke tage afsted.«
Dette er helt klassisk forsvarsspin. For det første skaber han et skel mellem den gamle amoralske Zanzibar-Thorborg i fortiden og den nye mutantbevidste Thorborg i nutiden, der er et bedre og mere moralsk menneske.
For det andet gør han det til et spørgsmål om legalitet frem for legitimitet. En gammel opskrift brugt af alle, der har opført sig amoralsk, men ikke nødvendigvis kriminelt. Altså at gøre det moralske spørgsmål til et ydre spørgsmål om regler frem for sindelag.
På den måde søger han er at skjule, at det er amoralsk og illegitimt at rejse ud, når alle unødvendige rejser frarådes.
Livet bliver blot et spørgsmål om reglerne. Overholder man dem, kan man ikke gøre noget forkert. Men sådan er det ikke.
Det danske samfund bygger på tillid og ansvar – på legitimitet som moralsk sindelag. Tilbage står kort sagt, at hans ferie aldrig kan fremstå som nødvendig, når den er og var en ferie. I den aktuelle situation er det ikke okay at rejse til Zanzibar, selvom man er en elsket iværksætter-darling. Punktum. Selvom det teknisk set, teknisk set, er lovligt. Det kan ingen, heller ikke Thorborg, løbe fra.
I anden fase af Dubai-kendiskvajpande-gate kommunikerer Bendtner og kæresten ligesom Thorborg, at de skam er et meget lovlydigt par.
De er i god tro rejst ud under bestemte risikoforhold, som først efter afrejse har ændret sig fra gul (mindre risiko) til rød (ulovligt/større risiko). Vi skal altså ikke se med røde ulovlighedsbriller på deres gule semilovlige handlinger, lyder budskabet.
Denne påstand bakkes op af en støtteerklæring til Udenrigsministeriets regler, som de forstår og respekterer. Ergo appellerer Bendtner og kæresten til mindre skyld og ansvar – de har jo bare fulgt de udstukne regler.
Det er umuligt at forsvare en beachparty-ferie i Dubai i disse tider – hvorfor skal ens egoistiske og unødvendige behovstilfredsstillelse slå fællesskabets krav? Ergo gør de det til et spørgsmål om love og regler for lovlydige og uskyldige borgere. De ændrer fokus fra sig selv til samfundets rammer. “Hvem kan ikke holde med os?”, tænker de selv – “vi har jo trods alt kun fulgt anbefalinger.” Not.
Vi er på arbejde i Dubai
Bendtner forsøgte yderligere at reframe badeferien som en arbejdsrelateret rejse. Gevinsten er her, at en arbejdsrelateret rejse virker mere nødvendig, mere uudsættelig og mindre egoistisk. Men det virker på ingen måde troværdigt, at han skulle være på forretningsrejse, når man ser partybilleder dernedefra, og når forretningen fortaber sig og er uforklaret.
Hvis denne reframing skulle være lykkedes, burde han kunne fremvise et nyt samarbejde eller en stor kontrakt. Hvor er den? Pointen med, at mutationen ikke eksisterede, er faktuelt forkert, og det er også forkert, at Bendtner ikke kendte til faren, da den er det store fælles emne og frygt for alle lige nu – og den var det også, da Bendtner tog afsted.
Bendtners forsøg på at spinne krisen i anden omgang medfører, at han fremstår mere utroværdig og nu endnu mere manipulerende.
Det virker også desperat, at han vil og skal forsvare det ved at opbløde sin asociale handling.
Det ville uden tvivl have virket langt bedre med en egentlig 100 % ren undskyldning end en bortforklaring efter en løgn. En jeg-har-fucket-op-undskyldning og bøn om tilgivelse ville også være mere på linje med Bendtners zero personlige brand.
Det er bare for sent nu, hvor han i dobbelt betydning er fanget fysisk og moralsk i eksil i Dubai.
En anden Dubai-kvajpande, venstrepolitikeren Michael Aastrup Jensen, anvender den samme framing og undskyldning. Som Bendtner var han også blot på arbejdsrejse. En påstand, der styrkes af, at han som udenrigspolitisk ordfører sandsynligvis godt kunne være på arbejdsrejse. Han har sågar holdt et møde med den danske generalkonsul i landet. Altså et godt troværdigt bud på en forklaring med faktuel støtte.
Troværdigheden er dog blevet svækket af, at han har taget sin kone med, og at hans assistent pr. mail før afrejse skrev, at han var rejst på ferie. Hans manglende kendisfaktor og de manglende partybilleder kan medføre, at han kommer bedre ud af det end de andre.
Alt andet lige fremstår han som en politiker, der lyver. Her er, hvad han selv skriver på Facebook:
Kessler og familien har også været i Dubai. De undskylder det ligeledes med, at de ikke var på ferie, men på arbejde. Problemet med deres undskyldning er, at de ikke har et hvilket som helst arbejde.
Af Aftenshowet og mediet Piopio fremgår det, at de er rejst til Dubai for at reklamere for at rejse til Dubai.
Ikke nok med, at deres egen adfærd er sundhedsskadelig, så promoverer de aktivt for, at flere skal gøre som dem. Dette gør det hele mere problematisk.
Arbejdets moralske og abstrakte status udhules og undergraver arbejdets faktiske indhold som goodwill-ambassadør for de facto-smittespredning fra Dubai.
Helt surrealistisk er det, at de har lavet et realityprogram om sig selv, hvor de med deres tv-hold spredte corona til New Zealand. Ufatteligt.
Virologerne fra Dubai
Slutteligt forsvarer mange, herunder Bendtner, kritikken med, at ingen mennesker ved deres fulde fem ville rejse ud, når der er smitsomme mutationer i omløb. Argumentet er, at de nye mutationer simpelthen ikke eksisterede, da hobby-virologen Bendtner tog afsted.
Coronamutationerne i Brasilien, Sydafrika, England og USA er altså ved et statistisk sammentræf først opstået efter Bendtners afrejse.
Spinnet fungerer ikke, fordi det er utroværdigt. Ingen dansker – selv ikke Bendtner – kan være i tvivl om, at alle rejser ud af landet frarådes. Man skal naturligvis ikke rejse ud af landet, når man ikke engang må være seks mennesker til sin mors fødselsdag.
Juristeriet om, at skiftet fra gul til rød med forskellige grader er personligt ansvar, fungerer ikke. Udenrigsministeriets gule farvekode giver ikke ret til at tage til Dubai. Han kan ikke gemme sig bag “jamen, jeg følger bare reglerne,” for reglen er netop at blive hjemme. Som Mette Frederiksen siger:
“Jeg tror, jeg skal pålægge mig selv lidt restriktioner, inden jeg udtaler mig om det. Der er en grund til, at verden er gået i rød. Der er en grund til, at vi over for alle inklusive dansk erhvervsliv, som vi lever af i dette land, virkelig anmoder om, at vi ikke rejser ud”.
Og videre:
“Det er virkeligt vigtigt, at alle lytter til det. Man risikerer at tage mutationer med til Danmark. Det kan underminere vores epidemikontrol og dermed smitte andre og det, der er værre”.
Altså drop nu det er et gigantisk ufatteligt amatøragtigt Dubai-kendiskvajpande-spin. Det er bare dumt og pissefarligt for os allesammen
