Ingers implicitte illusion

Se hele talen her.

Inger Støjbergs retoriske strategier i sagen, der nu har ført til rigsretstiltale, har været grundigt kommenterede. Mest påfaldende er måske de åbenlyse usandheder og omskrivninger af historien, f.eks. at det, der oprindelig blev fremført som en klar og kategorisk ministeriel ”instruks”, pludselig blev kaldt noget andet, mere harmløst.

Men mest interessant, og mest effektivt over for Støjbergs mange vælgere, er nok hendes grundlæggende manøvre i sagen: At hun bliver ved med at tale om sin kamp for ”pigerne” og imod ”barnebrude” og i det hele taget imod udanske skikke.

Det listige er, at hun på den måde indirekte taler, SOM OM hele instrukssagen handler om disse ting. Mange kommer derved til at antage, at det er sagens indhold. Ellers giver det jo heller ikke mening, at hun taler så meget om det.

“Alt, hvad man vælger at sige og nævne, taler om én selv.”

For lige at repetere, så handler sagen om, at Støjberg fik gennemført adskillelse af et antal unge asylpar uden den individuelle sagsbehandling, som loven kræver. Det skete ud fra den begrundelse, at ”pigerne” i disse par var ufrivillige ”barnebrude”.

Rent faktisk havde ingen, eller måske ganske få, af parforholdene denne karakter. Det er ét argument mod Støjbergs handlemåde. Et andet er, at den simpelthen var imod loven. Og et tredje er, at hun – som bl.a. Søren Pind har påpeget – kunne have fået sin vilje og adskilt de par, hun ville, eventuelt dem alle, også selvom hun gav dem den individuelle sagsbehandling, loven kræver.

At hun ikke gjorde det, tyder på, at hendes adfærd i sagen i stedet kan have været et rent paradenummer, der indirekte over for hendes bagland skulle demonstrere, hvor fast og kompromisløs hun er, når det gælder udlændinge og ”danske værdier”.

Støjbergs manøvrer i sagen om den ulovlige instruks har typisk skullet få folk til at tro noget ad indirekte vej. Hvor stålsat hun er – og hvad hele sagen handler om.

Derfor er det værd at se nøje på hendes tale ved Venstres ekstraordinære landsmøde søndag den 24. januar.

Støjbergs tale ved landsmødet

Ved nærlæsning kan vi se, hvordan hun arbejder med indirekte påvirkning. Ikke ved at fremføre eksplicitte udsagn, hvis sandhed man så kan efterprøve – men ved at få tilhørere til selv at læse noget ind i det sagte.

Talen mindede om de tegneopgaver, hvor børn skal forbinde en masse prikker for at danne et større motiv. På flere måder lod Støjberg sine tilhørere gøre arbejdet med at tolke sine budskaber. Det kan dog næppe have været svært. Vore hjerner er programmeret til at lave den art tolkninger automatisk og nærmest ubevidst.

Den form for retorik har mange fordele. Den kan engagere og incitere folk, fordi deres egne hjerner uvilkårligt aktiveres til at udfylde mellemrummene mellem prikkerne.

Hvad der egentlig bliver sagt, helt konkret, er i høj grad op til hver enkelt i publikum. Og taleren har ikke noget ansvar for at have sagt noget helt bestemt og konkret.

I det følgende kommenterer jeg to af de indirekte metoder, Støjberg bruger til at sige en masse uden at sige det: 1) talende, konkrete detaljer og 2) underforståelser.

Den lyserblå Corolla

Hun anvender en mængde små præcise informationer, som er symbolske for den sociale identitet, hun bekender sig til, og for de værdier, hun hylder. Og hun gør det ved at udvælge og gentage konkrete detaljer.

Et eksempel hos Støjberg er hendes forældres bil, en tredørs, lyseblå Corolla. Den nævner hun tre gange. At være så præcis med detaljer om køretøjet, skønt de egentlig er ligegyldige, er et retorisk virkemiddel, der for det første skaber virkelighedsfornemmelse.

Roland Barthes talte om ”virkelighedseffekten”, ”l’effet de réel”.

Detaljer, som egentlig synes overflødige, giver netop derved en følelse af virkelighed – de er med, for sådan var det bare. Men de tilbyder desuden indlevelse og identifikation. Det er lektion 1 på forfatterskoler.

Alt i Støjbergs liv har været jævnt, jordbundet og uden prætention om at være smart. (Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

De valgte detaljer kan også sige en masse om den, der taler.

Tag nu den Corolla. Den tilhører en stor familie af Toyota-mellemklassemodeller, der har eksisteret siden 1966, og som gennem mange år har været blandt de mest solgte biler i verden. Hvis nogen vogn er jævn og repræsentativ for den almindelige mand og kvinde, er det den.

At den var lyseblå og tredørs, siger også noget. At købe den i tredørsudgave er sparsommeligt og det modsatte af mondænt. Og lyseblå plejer at være en bilfarve, som motorentusiaster ser ned på. Ingen blærede overklassetyper ville drømme om at ankomme til ”Hellerup-ugen” i Gammel Skagen i sådan en plat, usofistikeret øse. Det ville være socialt selvmord – blandt dem altså.

Men for Støjberg er disse indirekte talende detaljer netop konstituerende for en helt anden og modsat social identitet. De tegner ikke bare billeder for det indre øje. Hun er også umærkeligt i gang med at skabe et ”dem” og ”os”. Det placerer hende så langt fra enhver form for enhver ”elite” fra hovedstadsområdet, den være sig af økonomisk eller kulturel art.

De talende detaljers teknik er Støjberg rigtig god til.

Følger hun her en bevidst retorisk strategi, eller gør hun det ud fra en intuitiv evne uden at tænke videre over det? Umuligt at sige. Men metoden minder om det, som også er alle realistiske romanforfatteres foretrukne værktøj.

Grundlæggeren af begrebet ”new journalism”, den senere bestseller-romanforfatter Tom Wolfe, brugte betegnelsen ”status details” og pegede på netop dette virkemiddel som det vigtigste af alle dem, journalistikken kunne hente i den realistiske roman – i en tid, hvor de modernistiske romanforfattere, til hans ærgrelse, følte sig for fine til det.

Det handler om talende detaljer om folks manerer, talemåder, påklædning, spise- og drikkevaner, transportmidler osv.

Det ligger i detaljen

Disse ting viser indirekte et mønster, siger Wolfe: ”Hele mønsteret af folks adfærd og ejendele, hvorigennem de udtrykker deres position i verden, eller hvad de mener den er, eller hvad de gerne vil være. At bringe den slags detaljer er ikke ren pynt i prosa.

Det ligger lige så tæt på realismens kraftcentrum som noget andet litterært virkemiddel”. Sådan skriver han i artiklen Why They Aren’t Writing the Great American Novel Anymore, trykt i magasinet Esquire i 1972.

Alt, hvad man vælger at sige og nævne, taler om én selv.

Ikke for ingenting var Støjbergs debut som forfatter bogen Toner i livet fra 2004, der handlede om den anti-elitære musikduo Sussi & Leo, kendt ikke mindst fra ”Skansen” i Skagen – et helt andet Skagen end Hellerup-snobbernes sommerresidens ude omkring Ruths Hotel med deres kølige rosé på verandaen.

Ja, for også det, man spiser og drikker, bidrager afgørende til identitetsbilledet.

Det er samme effekt, som Støjberg opnår med sin ofte publicerede morgenmad – lyst brød med lys pålægschokolade og en masse Coca-Cola (ganske vist Zero). ”Man ist, was man isst,” siger tyskerne.

Støjberg er lysår væk fra både hummerbisque og vegansk gulerodskage: ”Jeg ved ikke, hvor mange gange min mor har pakket drømmekage og saftevand, når min far tog mig med til grundlovsmøderne,” fortæller hun i talen. (Her fik vi også lige et anerkendende nik til nogle gennemprøvede kønsidentiteter.)

Det hele er en del af en bekendelse til bestemte livsstilsværdier.

I den lyseblå Corolla kørte Støjberg som purung til Skive en kold februaraften (sejt) for at melde sig ind i Venstres ungdom. ”Jeg har godt nok været til mange bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage, halvrunde fødselsdage og barnedåber rundt omkring, fordi jeg satte mig ind i den Corolla dengang.”

Denne liste omfatter fem slags familiebegivenheder – og kun dem. Og ”familie” nævnes fem gange i talen, hendes forældre tre gange. Hendes loyalitet over for Venstre er indirekte spundet tæt sammen med værdier, der sætter familie i centrum. Og ”bagland” – det ord kommer tre gange. De er et ”fundament” (også tre gange).

Det var samarbejdet med Ellemann, der i sidste ende kostede Støjberg næstformandsposten. (Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Hvis vi begynder at ane, at denne familie- og baglandsloyalitet sættes op imod visse andres mere uautentiske værdier – ja, så er det vores måde at forbinde prikkerne på.

Alt i Støjbergs liv har på den måde været jævnt, jordbundet og uden prætention om at være smart. Sådan har det været fra mange år tilbage.

I Venstre satte man plakater op med tapetklister dengang; det klister nævnes to gange.

Støjbergs forankring er ikke bare solid og uprætentiøs, den er også årelang og ubrudt.

”Men der er måske også lige rigeligt, der har ændret sig efter min mening.”

Den implicitte illusion

Nu er den rene hyggesnak forbi, nu kommer der noget mere eksplicit antistof til den gradvist opbyggede dem-og-os-fortælling. Der starter en lang passage med et underspillet polemisk bid, hvor man aldrig får klart at vide, hvad hun konkret retter sine ord imod; det er noget, man som tilhører selv kan og skal tænke ind.

Hvad har da ændret sig? Tjah, ”Venstre har altid stået stærkest, når vi siger tingene lige ud og står ved vores værdier. … jeg mener ærlig talt, at man som dansker har krav på at vide, hvad ens politikere mener.”

Så det, hun er imod, og som har ændret sig, er, at nogle i Venstre ikke siger tingene lige ud? De vedstår ikke åbent Venstres værdier, eller det de mener? Det må man jo antage, ellers er udsagnet uden pointe. Men hvem er det lige, der kritiseres her, og hvad handler disse underforståede kritikpunkter konkret om? Det kan vi kun gætte på – men vi får en hjælpende hånd: ”også selvom det måske ikke altid lige passer ind i de fine saloner i København og på avisredaktionerne i København.”

Jo, men hvem færdes i vore dage i fine saloner? Og hvilke forsømmelser eller forsyndelser anklager hun de pågældende for? Igen: Tilhørerne må selv tænke det ind mellem prikkerne. Men altså, de, der ikke siger tingene ligeud (hvad det end er for ting), mener trods alt det, de ikke siger. Så meget tages for givet.

Men Støjbergs kritik kan rettes mod hende selv: Hvad og hvem mener hun egentlig med det, hun siger? Det er vel ikke de sædvanlige fjender, der sigtes til, dvs. ”venstrefløjen, og alle dem med de korrekte holdninger”? For de siger vel trods alt det, de mener, uanset at det, de mener, er helt forkert?

Nej, det må være nogle på Støjbergs egen side, der ikke siger, hvad de mener, og ikke siger tingene ligeud, men som altså alligevel mener dem – for det véd Støjberg, at de gør.

Ligesom Støjberg holder Vermund sig heller ikke tilbage i udlændingepolitikken. Måske der er en fremtid i Nye Borgerlige for Støjberg? (Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Det hele har selvfølgelig at gøre med udlændingepolitik. (Som i forbifarten lige kobles med MeToo-debatten, der ”går over gevind”, og klimapolitik, der ikke må forhindre os i at spise ”en frikadelle og en bøf”).

Ved at forbinde prikkerne kan tilhørerne selv tegne grænsestregen mellem ”dem” og ”os” – og beslutte sig for, hvem der er på den rette side af den. Og hvem der ikke er.

For eksempel dem, der ikke siger det, de mener, trods det, at de jo mener det samme som os (for det véd vi, at de gør).

Vi skal huske ”at vi i sin tid sammen fik strammet op på udlændingeområdet 114 gange. … men der skal mere til, for ellers krakelerer selve det fundament, som det danske samfund er bygget på.”

At vi alle, i hvert fald her i lokalet, inderst inde mener det samme – nemlig det samme som Inger Støjberg – er talens trumf-es. Også det siges mellem prikker.

Det sker især ved, at hun i slutningen bekender sig til ”De værdier, som Venstre har stået for i alle de år. De værdier, som jeg er vokset op med. De værdier, som kernebaglandet har kæmpet for i mange, mange år.”

Hvad for værdier der konkret er tænkt på her, nævnes ikke direkte. Men efter den lange forudgående passage om Støjbergs udlændingepolitik som nødvendig af hensyn til samfundets fundament må hun nødvendigvis mene, at de grundværdier, Venstre har stået for ”i mange, mange år” – er lig med den udlændingepolitiske linje, som Støjberg lige har talt om og altid har kæmpet for, bare ganget op med en hel del mere af samme slags.

På en indirekte måde tages det dermed for givet, at hele Venstre – både det nutidige og det fortidige – er defineret ved denne linje. Det ville i så fald også indbefatte venstrefolk som Poul Hartling og Uffe Ellemann-Jensen fra fortiden (og Uffes søn, Jakob, fra nutiden).

“Ord har konsekvenser. Talere kan i høj grad føre folk bag lyset og udløse uoverskuelige udviklinger, selv med de retoriske underforståelser, der ikke siges direkte.”

Uden at det nævnes, mønstres hele partiet og alle venstrefolk, inklusive de nævnte, under Støjbergs fane. Og dermed også i hendes aktuelle kamp, hvad det end er, den præcis består i. Med andre ord bakker de alle sammen, inderst inde, op om hendes stålsatte forsvar for alt, hvad hun har gjort og sagt i det, hun kalder ”barnebruds”-sagen?

Det interessante er især følgende: Støjberg PÅSTÅR ikke direkte, at hele Venstre, gennem alle tider, står for alt det, hun lige har bekendt sig til – men hun UNDERFORSTÅR det.

I dette begreb ligger, at teksten ville falde fra hinanden og miste mening, hvis det ikke var sådan.

Forestil jer et andet eksempel: At en politiker brugte det næstsidste lange afsnit af en lang tale på at agitere imod homoseksuelle ægteskaber – for så til slut at sige, at det hun fortsat kæmper for, er ”de værdier som vort parti altid har stået for.” Så ville mekanismen være endnu mere tydelig: Man ville underforstå det budskab, at partiet altid har stået for en kamp mod homoseksuelle ægteskaber.

Den slags skyldes, at vi er vant til at antage, at der er pointe og sammenhæng i det, vi hører (og siger).

Derfor underforstår vi automatisk en masse ting. De ting, der underforstås, kaldes med et engelsk sprogligt fagudtryk for ”implicatures” (et begreb indført af Paul Grice i 1975). Disse har sproggranskere undersøgt intenst gennem de sidste 40 år.

Ordets magt

Man kan gøre meget med underforståelser, ”implicatures”. F.eks. var daværende præsident George W. Bush’ taler i 2002-2003 gennemsyret af passager, hvor man næsten uundgåeligt måtte underforstå, at Iraks Saddam Hussein var medskyldig i 9/11. Det påstod han ganske vist aldrig direkte. Men gradvist kom et flertal i USA alligevel til at tro på dette. Dét var en vigtig forudsætning for, at Bush kunne starte Irak-krigen i marts 2003.

Den bevirkede igen … en masse ting, der ikke var ret heldige. (Min egen analyse af de pågældende taler kan læses på nettet, i kapitel 17 af bogen Deliberative Rhetoric.)

Ord har konsekvenser. Talere kan i høj grad føre folk bag lyset og udløse uoverskuelige udviklinger, selv med de retoriske underforståelser, der ikke siges direkte. Måske ikke mindst med dem. Ordene virker som prikker; vi tilhørere tegner stregerne.

Trods alt er mange næsten kommet til at savne George W. Bush under de fire år med Donald Trump. Hos Trump blev vildledningen af folk skamløs, intensiv og bredspektret, helt ud i sorte løgne i tusindtal.

Hvad angår Inger Støjberg, dækker hun også det fulde spektrum af kommunikative påvirkningsmidler, både de indirekte og de direkte. I den ene ende har vi halvlitterære metoder til at tegne en identitet og et værdisæt med fortællende detaljer. Det er et legitimt retorisk redskab.

I midten af spektret er der den måde, hvorpå hendes støtter inviteres til selv at udfylde deres egne fjendebilleder. Her kan der ske mange problematiske ting, vi bør være bevidste om. F.eks. at folk tages til indtægt for noget, de måske ikke mener.

I den anden ende er der de lodrette usandheder, som også fastslået af Instrukskommissionen. Disse er det især vigtigt at holde opmærksomheden på. Men at forholde sig opmærksomt og kritisk til alle prikkerne og stregerne, der forbinder dem, kræver mere af os.