Det gør ikke noget, at det visuelle ikke er perfekt. Faktisk fungerer det bedst, hvis det er noget, som modtagerne kan identificere sig med.
3. Vi kalder en spade for en spade
Vi arbejder meget med at være så konkrete som muligt. Hvis et opslag handler om dyr – så skriver vi, hvilke dyr det handler om: hund, kat, kanin. Hvis et opslag handler om, at du kan blive syg, hvis ikke du vasker melonen, før du spiser den, så uddyber vi gerne, at det er med “dårlig mave”. Det hjælper både modtageren til at forstå budskabet, og så bidrager det positivt til algoritmen, når det sociale medie forsøger at afkode, hvad opslaget handler om, og hvem det er relevant for.
Ofte bygger vi også gerne vores opslag op omkring en problemstilling (fx: Hvert år giver frugt og grønt fra især udlandet opkast og diarré hos flere forbrugere) og tre gode råd til, hvordan du undgår, at det sker for dig.
4. Test, test, test
Vi tester og måler på alt det, Fødevarestyrelsen deler, og laver målinger over, hvordan indholdet er gået. Det gør det tydeligt, hvad der virker, og hvad der ikke gør. De opslag, som har lav rækkevidde, justerer vi næste gang - eller også dropper vi dem.
5. Samarbejde på tværs af huset er guld værd
I kommunikation ved vi ikke alt om alt. Og det skal vi heller ikke. Derfor har vi oprettet et SoMe-netværk med medlemmer fra de forskellige kontorer i Fødevarestyrelsen. Her evaluerer vi opslag, og vi vender, hvad vi skal dele i den kommende måned. Alle opslag er altid lavet sammen med de fagpersoner, som er eksperter på området. Fagpersonerne ved også præcis, hvornår deres opslag deles, så de er klar til at hjælpe med svar på spørgsmål fra følgerne – dem modtager vi en del af.
Her var fem bud på, hvad der fungerer for Fødevarestyrelsen lige nu. Det har formentligt ændret sig om et år, fordi udviklingen går så stærkt på de sociale medier. Derfor følger vi løbende med i, hvilke platforme danskerne mest bruger for at vurdere, hvor vi skal være til stede. Om vi er på TikTok eller et helt andet medie om et år, må tiden vise. Men vi håber, at du vil følge med. #viarbejderforføden.