Den første SoMe-krig: Hvad har vi lært?

I dag er det den 9. maj, og uanset situationen på jorden i Ukraine, inklusive hvor mange tilbageværende ukrainske soldater der er på stålværket Azovstal i Mariupol, vil Putin fejre sin sejr. ”Jamen, så har han jo ikke rigtigt sejret,” tænker du måske. Det er rigtigt. Det har han ikke. Men informationskrigen, krigen i det kognitive domæne, handler ikke kun om at formidle virkeligheden hurtigst nok på flest muligt sociale platforme. Krig i det kognitive domæne handler om, hvordan vi perciperer virkeligheden – som vi møder den i medier og på sociale platforme.

Så Putin skal nok frame sin sejr. Spørgsmålet er så, hvem der tror på det.

Jeg har som militæranalytiker med speciale i informationskrig fuldt krigen intenst. Nu 2½ måned inde i krigen har Kforum bedt mig gøre status: Hvordan ser situationen ud? Har vi lært noget?

Den russiske strategi

I krigens første dage sagde jeg – måske lidt naivt – i flere interview, at Putin havde tabt kampen om narrativet, idet russiske kampvogne kørte over grænsen til Ukraine. Det var ikke helt forkert – men det var bestemt heller ikke rigtigt. Tillad mig at uddybe i det efterfølgende.

Den russiske kommunikationsstrategi var, som jeg vurderer det, i korte træk:

Etablér et digitalt jerntæppe omkring Rusland
Mobilisér internt; slå hårdt ned på enhver opposition
Fortsæt propagandakampagnen internationalt.

I krigens første fase så jeg overraskende lidt russisk propaganda og desinformation online. Det betyder ikke, at det ikke var til stede i andres feed – kun at jeg ikke blev eksponeret for det. RT (tidl. Russia Today) kørte med en tillempet “neutral stil” i dækningen af krigen.

Opbygningen af det digitale jerntæppe betød, at sociale medier blev lukket, at der blev lavet regler for, hvilke kilder russiske medier måtte bruge, og hvordan man måtte omtale krigen – bl.a. ved ikke at kalde det en krig, men en “særlig militær operation”. Kritiske medier blev lukket eller valgte selv at lukke, som Novaja Gazeta. Demonstranter på gaderne blev hårdhændet fjernet, uanset om de stod med antikrigsbudskaber, hvide papirer – eller helt uden papirer.

Selvom Rusland i en periode udadtil virkede påfaldende tavs i propagandaøjemed, betyder det ikke, at der ikke skete noget fra den side. Rusland har dygtigt formået at formidle prokremlske narrativer til et vestligt publikum.

Samtidig blev Z-symbolet større og større og kulminerede med Putins store show i Moskva på otteårsdagen for annekteringen af Krim. Havde nogen betvivlet det inden, stod det nu klart: Z’et er regimets symbol. Det er ikke en gul sløjfe, der støtter udsendte soldater. Det er et symbol, der viser opbakning til krigen i Ukraine og til præsidenten. Det stod skrevet på store bannere på stadionet i Moskva. En folkefest for 200.000. En fest, hvor sangeren Oleg Gazmanov gik på scenen og sang om at være født i Sovjetunionen, at være “gjort af Sovjetunionen”, at både Ukraine, Moldova og baltiske lande var “hans land”.

Putin talte til det russiske folk om at spytte forrædere ud som fluer. Forrædere skulle her forstås som alle dem, der ikke med stolthed støttede Z’et, heriblandt de flere end hundredetusinder af russere, der siden krigens udbrud har forladt landet.

Hvad så med den russiske befolkning i øvrigt? Vi så ikke de protester, som vi igen måske naivt havde forventet – eller måske snarere håbet. Vi så modige protesterende, vi så russiske, vestligt vendte youtubere, der enten var blandt dem, der forlod landet, eller mere og mere desillusionerede rapporterede fra det med flere og flere forbehold.

Men hvad med alle familierne til soldaterne, de må da protestere? Tja, tjo. Nogle gør, andre tier. Men hvad betyder det, hvis få lytter? Indtil nu har det ikke været middelklassens sønner i Moskva eller Sankt Petersborg, der har mistet liv eller lemmer. Spørgsmålet er, om Putin føler sig sikker nok til at turde lade middelklassens sønner sende i krig. Det er spørgsmålet den 9. maj, hvor rygterne længe har svirret om en generalmobilisering, altså muligheden for at indkalde alle våbenføre mænd.

Putin har vist os, at Orwell havde ret. Man kan få folk til at tro på, at krig er fred, og at slaveri er frihed.

Selvom Rusland i en periode udadtil virkede påfaldende tavs i propagandaøjemed, betyder det ikke, at der ikke skete noget fra den side. Rusland har dygtigt formået at formidle prokremlske narrativer til et vestligt publikum.

Det er dels sket ved at tale til segmenter, der i forvejen var lydhøre over for disse budskaber, blandt andet i antivaxx-miljøet, som er blevet styrket under pandemien. Det sker dels også ved at få os alle sammen til at tale om nynazister i Ukraine. Som George Lakoff har lært os i “Don’t Think of an Elephant”, kan hjernen ikke håndtere negationer. Når tv-avisen, nyhederne, radioen og avisen taler om russisk propaganda om nynazister i Ukraine, er det ikke den russiske propaganda, vi husker.

Jeg understreger det, fordi jeg oplever det gang på gang på gang, at folk i bedste mening spørger mig, om det er et problem, for ”de taler jo om i medierne”. Det har gjort mig opmærksom på, at den russiske propaganda virker på flere niveauer. Det har jeg prøvet at udfolde i en kronik i Berlingske Tidende.

Det russiske regime har effektivt formået at afskære store dele af sin egen befolkning fra vestlige synspunkter. Man har ligeledes kunnet anvende en informationsmæssig infrastruktur, som er blevet styrket under pandemien, til at nå forskellige mere eller mindre konspiratoriske miljøer. De prokremlske narrativer har dermed kunnet sive rundt i understrømme og blive bredt ud, uden i første omgang at gøre et stort nummer af sig.

Min pointe her skal være, at vi ikke må tro, at Rusland klarer sig så dårligt på informationsfronten, som det kan se ud ved første øjekast. Og vi må ikke være naive over for effekten. Putin har vist os, at Orwell havde ret. Man kan få folk til at tro på, at krig er fred, og at slaveri er frihed.

Den ukrainske strategi

Den ukrainske kommunikationsstrategi kan – igen ud fra min vurdering – i korte træk beskrives således:

Saml nationen
Få (særligt) Vestens empati
Sørg for, at Vesten ikke et sekund glemmer Ukraine.

Den strategi har virket. Den strategi har ikke kun skabt opmærksomhed og sympati, men også betydet våben og andre former for hjælp – og formentlig en status som kandidatland til EU.

”Tror du, at de var forberedte?” er jeg indimellem blevet spurgt. Jeg tror ikke, at Kforums læsere vil være overraskede over svaret: Ja, selvfølgelig var ukrainerne det. At de så også har formået at være så vellykkede i eksekveringen, kunne man selvfølgelig ikke vide.

Mykhailo Fedorov er navnet på Ukraines 31-årige minister for digital omstilling. Under præsidentvalget havde Fedorov stået for Zelenskyjs digitale kampagne og blev hurtigt udpeget af Zelenskyj til at lede det nyetablerede ministerium. Han har bl.a. stået i spidsen for Ukraines frivillige cyberhær og chatbots, hvor ukrainerne har kunnet melde om russiske troppebevægelser til brug for sikkerhedstjenesterne og forsvaret. Efter sigende er det også ham, der har etableret kontakten til Elon Musk og sikret Starlink, dvs. satellitbaseret internet, til Ukraine. Fedorov har også gjort det muligt at donere hjælp til Ukraine i kryptovaluta.

Fedorov er ikke hemmelig. Han er på SoMe og tweeter også, bare ikke så meget, og selvom der er skrevet mange artikler om det unge tech-talent og hans ministerium, synes han alligevel at være gået under massemediernes radar.

Mykhailo Fedorov på Twitter.

Ukraines måde at kæmpe på i det digitale rum bør være en lære for os alle. Ikke at vi nødvendigvis kan overføre det 1:1, men de har vist os, at det at kunne vinde i et moderne, komplekst operationsmiljø ikke kun handler om nøjsom planlægning og rigeligt med artilleri.

Tænk på en moderne krig uden internet

Den første sociale medie-krig, som man godt kan kalde krigen i Ukraine, har vist stærk mobilisering af et europæisk civilsamfund, der har påvirket og skubbet til politikernes vilje til våbenleverancer og sanktioner. Borgerne krævede det. Det, vi ser nu, er en integreret kampplads, hvor det, der sker på jorden, hænger sammen med det, der sker på Twitter. Hvor det, der sker på TikTok, har betydning for, hvor mange våben der er på jorden – og hvor effektiv kommunikationskanaler mellem myndigheder og civile kan betyde realtidsmeldinger om fjendtlige troppebevægelser over hele landet.

Under krigen har størstedelen af Ukraine haft adgang til internet. Men tænk, hvis det ikke var tilfældet. Tænk, hvis internettet var lagt ned. Det relevante her er ikke kun, om vi kan sidde og følge med i Danmark på Twitter eller liveuamap.com. Tænk, hvad det betyder for situational awareness, for kampvilje og -moral hos både civile og soldater. Et eksempel på det er fra de sidste journalister, der forlod Mariupol i marts 2022. De var fra AP, og i en stærk feature fortæller den ene om oplevelserne i den belejrede by. Russerne havde taget signalerne ud, så indbyggerne ikke havde adgang til ukrainsk tv eller radio. Det eneste, de havde adgang til, var en russisk radio, der fortalte, at ukrainerne skød mod bygninger og udviklede kemiske våben:

Der er ikke noget nyt i vigtigheden af telefoni og internet. Men krigen er i den grad en påmindelse, ikke kun i en militær sammenhæng, men for det samlede beredskab: Vil man have overtaget, er det et vigtigt mål at forsøge at tage den digitale infrastruktur ud – og vil man forsvare sig, gælder det om – allerede i fredstid – at have taget forholdsregler for beskyttelsen af den.

”Propagandaen var så stærk, at nogle mennesker, vi talte med, troede på det på trods af deres egne øjnes beviser.” Samme journalist skriver også: ”Fraværet af information i en blokade opnår to mål. Kaos er det første. Folk ved ikke, hvad der foregår, og de går i panik. Først kunne jeg ikke forstå, hvorfor Mariupol faldt fra hinanden så hurtigt. Nu ved jeg, at det var på grund af den manglende kommunikation.”

Nogle døgn kan være lang tid, hvis man er afskåret fra kontakt til omverdenen, og hvis man får at vide, at man er blevet svigtet af regeringen i hovedstaden. Det kan være lang tid nok til at påvirke opfattelsen af virkeligheden.

Der er ikke noget nyt i vigtigheden af telefoni og internet. Men krigen er i den grad en påmindelse, ikke kun i en militær sammenhæng, men for det samlede beredskab: Vil man have overtaget, er det et vigtigt mål at forsøge at tage den digitale infrastruktur ud – og vil man forsvare sig, gælder det om – allerede i fredstid – at have taget forholdsregler for beskyttelsen af den.

Hvordan var vejret, da krigsskibet “Moskva” gik i brand?

Krigen i Ukraine har også vist dobbeltsiden af sociale medier. Al den information, vi kan indhente til egen fordel, kan modstanderen selvfølgelig også indhente. Derfor har både den ukrainske generalstab og den ukrainske sikkerhedstjeneste, SBU, også gang på gang offensivt kommunikeret til ukrainerne om vigtigheden af ikke at distribuere information, der kan være til fjendens fordel. Loose lips sink ships hed det i kampagner under anden verdenskrig. Kommunikationsmidlerne har ændret sig, men budskabet er det samme. Det virker til, at disse kampagner i høj grad har virket. Ukrainerne har vist en høj grad af sikkerhedsforståelse. Igen noget, Danmark godt kunne lære af.

For alle os andre, der observerer krigen via internettet, er det en udfordring at vide, hvornår man kan være sikker på det, man ser. Jeg er selv blevet varsom med gode råd til, hvordan man bedst forholder sig – ud over kritisk sans og tjek af kilden. Er du i tvivl om, hvorvidt du kan retweete noget? Så er det kedelige råd at vente, til BBC har bragt det. Men det råd hjælper jo ikke meget under tidspres. Det er en kæmpe udfordring, også for store medier. Der er masser af billeder derude, der er et konstant pres for og ønske om at være først. Da Rusland i et TASS-telegram udmeldte, at krigsskibet Moskva sank midt i en storm i Sortehavet, blev det videreformidlet i international presse. Først efter et stykke tid begyndte folk at kigge på vejrkort og konstatere, at der ikke var nogen storm i det angivne tidsrum.

Kunne man have undersøgt det, allerede da man viderebragte TASS-telegrammets indhold? Ja. Var der nogen, der tænkte over det? Øjensynligt ikke. Dette er ikke en mediekritik. Det er derimod en pointe, jeg prøver at huske mig selv på – men som jeg tror, vi alle glemmer indimellem: Det er svært at huske at være kritisk over for oplysninger, som det ikke virker nødvendigt at være kritisk over for.

Vinder ukrainerne informationskrigen?

Ukraine fører, fordi de er helten i historien, og fordi de er fantastisk dygtige til at involvere os. Det er selvfølgelig personificeret i præsident Zelenskyj, men styrken ligger i, at krigen i Ukraine har mange stærke hoved- og bipersoner. Til en forsvarsminister, der altid er klar med et smil og en frisk bemærkning. Det viste Oleksii Reznikov blandt andet ved sænkningen af det russiske krigsskib Moskva:

Det gælder også en dreven diplomat i form af udenrigsminister Dmytro Kuleba. Det gælder Klitschko-brødrene, der qua deres boksebaggrund taler til et stort internationalt publikum. Borgmesteren i Melitopol, Ivan Fedorov, som bestemt ikke forsøger at iscenesætte sig som nogen filmstjerne. Han har – indrømmet – også været usynlig på den danske mediescene, men han er et studie for sig: Efter et ophold i russisk fangenskab optrådte han i et særpræget, men meget ærligt (og seværdigt!) interview på CNN med Anderson Cooper. Efter premieren på CNN blev han både sendt til Rom for at møde paven og er siden rejst rundt til andre europæiske hovedstæder for at appellere om hjælp til Ukraine.

Ivan Fedorov (nr. 3 fra venstre), borgmester i Melitopol, i Peterskirken i Rom for at møde paven. April 2022.

Ikke mindst bliver de officielle stemmer fuldt op af civile ukrainere, af ukrainske journalister, af ukrainske landmænd, af ukrainske soldater, der filmer, mens de spiller eller synger fra et beskyttelsesrum. Eller disse dage, mens soldaterne på Azovstal sender desperate skrig om hjælp ud til omverdenen, der ser ud som en katastrofefilm i slowmotion.

Det er bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad ukrainerne taler med én stemme. Ikke fordi de er tvunget, men fordi de står sammen. Der er en imponerende sammenhængskraft i de mange forskellige stemmer fra Ukraine.

Eksempel på den enkelte ukrainers heroiske kamp: Historien blev fortalt forskellige steder på sociale medier i begyndelsen af maj 2022, men her fra Ukraines officielle profil på LinkedIn.

De mange stemmer involverer os følelsesmæssigt, og de taler til os på alle platforme døgnet rundt. De anvender alle retoriske appelformer, og de bruger humor (se f.eks. Ukrainian Memes Forces på Twitter). Vi græder og griner med dem, og de fleste af os oplever vel også en respekt for de mennesker, der synes ukuelige i deres vilje til at kæmpe.

Fra Ukrainian Memes Forces på Twitter.

Er slutningen skrevet?

Når man læser både danske og internationale (vestlige) medier, kan man godt få fornemmelsen af, at forhistorien om krigen er skrevet. Uanset hvordan det ender på jorden, foretog Rusland et illegitimt angreb på et fredeligt Ukraine. Det skulle man tro, at der var enighed om, i Europa i hvert fald. En måling fra YouGov (april 2022) viser imidlertid, at der også er splittelse i den europæiske lejr. Her svarer 43 % af bulgarerne, at krigen er NATOs skyld. I Grækenland er tallet 28 %, i Slovakiet 31 %. Tilsvarende mener kun 23 % af bulgarerne, at krigen er Ruslands skyld. For Grækenland og Slovakiet er tallet hhv. 26 % og 38 %.

Krigen er allerede blevet hverdag i nyhedsstrømmen. Zelenskyjs taler er bevægende, men ikke nye. Det samme gælder skrækkelige beskrivelser af russiske krigsforbrydelser. Ukraine kæmper mod uret, når det gælder om vores opmærksomhed. Hvornår sætter folk en ny ramme på deres Facebook-foto?

Alt imens fortsætter russerne med det, de er gode til: At sende desinformation ind under radaren og lade den brede sig i vestlige samfund. Der er faktisk europæere, der tror, at Putin er med til at bekæmpe den dybe stat, og at Ukraine er styret af nazister.

Krigen har med al tydelighed vist os, hvad effektiv kommunikation kan gøre. Men den har også vist os en anden udfordring: Hvordan bliver man ved med at få folk til at lytte til dårlige nyheder? Hvordan fastholder man opmærksomheden? Hvor længe kan man fastholde et entydigt heltebillede i en krig med så mange uhyrligheder?

Krigen på nettet har også mindet os om, at vi ikke er godt rustede til at imødegå propaganda og desinformation. Derfor bør vi også være bedre til at lytte til kolleger fra f.eks. de baltiske lande og Polen, som tager dette alvorligt. De forstår den propagandistiske fare.

Jo, Ukraine ser lige nu ud til at vinde informationskrigen. Men den 9. maj og i tiden omkring vil vi se et stort propagandashow fra russisk side, hvor de vil fortælle om fortidens sejr over den brutalitet, de nu selv udøver i Ukraine. Det vil gjalde ud over verden. Mange vil vende sig imod, men andre vil lytte anerkendende. Imens fortsætter krigen. På jorden og på internettet. Ukraine har brug vores hjælp begge steder. Historien er ikke skrevet endnu.

Слава Україні!