Og det er ikke, fordi jeg har noget imod de kongelige. Modsat synes jeg, der bliver talt ned til dem, som dækningen har udviklet sig, hvor de bliver tiltalt og talt til, som om de er fem år gamle. Og derfor mener jeg også, at man gør dem en bjørnetjeneste ved at fratage dem enhver form for værdighed og tilsidesætte den gængse måde, der ellers normalt drives journalistik på.
Så i respekt for kongehuset bør der være tid til, at visse medier lige stopper op og kigger sig selv i spejlet og reflekterer over den rolle, de har i et demokratisk samfund. Og det er her, jeg faktisk har min største bekymring.
For hvordan kan vi i bred enighed sidde hovedrystende og iagttage statsmedier i Rusland og Nordkorea tegne billeder af deres statsledere, som tydeligvis ikke er noget demokratisk samfund værdigt? Eller gang på gang blive chokeret over Fox News’ ensporede måde at se verden på, når vores to største tv-stationer falder i fuldstændig samme fælde, når det kommer til kongehuset?
Det bringer mig hen til min anden bekymring. For hvad er det, der gør, at DR og TV 2 har behov for at puste så gevaldigt til en nationalisme, som kongehuset mere og mere tages som gidsel i? Hvorfor skal de i så ekstrem grad være billede på det nationale fællesskab? Hvad er det, vi savner eller ligefrem frygter, når DR og TV 2 på den måde skal bruge kongehuset som rambuk til at vise, hvem vi er? De er jo ikke ligefrem repræsentanter for gennemsnitsdanskeren, men alligevel er der tilsyneladende et kæmpe behov for at trække dem derned for så at hylde dem for i bund og grund at opføre sig ordentligt og udvise almindelig fornuftig medmenneskelighed.
Jeg håber derfor, at når der hos DR og TV 2 bliver evalueret på dækningen af Royal Run, at der er en redaktør eller to til stede, der ud over at kigge på seertal tager det ansvar på sig, det er at give retvisende billeder af virkeligheden og de kongelige. At de overvejer, hvad det egentlig er, de med deres dækning puster til, og hvad det betyder for deres troværdighed som ellers respekterede kritiske medier.