1. Tom Jensen skriver, at konstruktive medier og journalister mener, at konflikten i en sag skal undgås og glosses over. Det passer simpelthen ikke, at det er tilgangen. Men metoden kan tværtimod være at afdække en konflikt, dens parter og fronter – og så flytte dækningen fremad, hvis det er relevant. Det faglige argument er, at den journalistiske dækning således afdækker en endnu større og retvisende del af verden end at blive kronisk fastlåst i konflikten.
   
   Sidste år skrev jeg en bog om en dansk udviklet debatform: frirumsdebatten. Metoden er baseret på konflikt som udgangspunkt. Konflikten og uenigheden skal findes og beskrives, for at debatten overhovedet fungerer. Men debatformen har så to runder efter konfliktrunden, hvor de deltagende parter udspørges fremad til henholdsvis reflektion og initiativ og ideer, som kommer fra publikum. Så konflikten er ikke bandlyst. Den håndteres bare anderledes.
   
   Og interessant nok melder danskerne, som lytter til sådan en debat, at de finder det forfriskende, modigt og troværdigt, når politikere flytter sig fra kronisk konflikteri, og de deltagende meningsdannere og magthavere meldte over en kam, at det var satans mere udfordrende at skulle reflektere og forholde sig til konkrete initiativer end bare at kunne holde sig til sit vanlige message track.  

2. “Nogle konstruktive medier har ikke har nogen særlig ambition om at afdække eksempelvis magtfuldkommenhed ved hjælp af bidende, kritisk journalistik”, skriver Tom Jensen. Så må jeg spørge: Hvilke medier tænkes der på?
   
   eg begyndte selv arbejdet med at udvikle konstruktiv journalistisk metode i 2010 med en baggrund som nyheds- og undersøgende journalist (21 Søndag og TV Avisen) og har i mit arbejde med at uddanne kolleger aldrig mødt nogen, som ønsker at droppe bidende kritisk journalistik. Eksempler på respekterede medier, som både mestrer kritisk og konstruktiv journalistik, er bla. DR, TV 2 Fyn, Jysk Fynske Medier, og udenlands er der The Guardian, tyske Correctiv (prisvindende undersøgende redaktion) og Sveriges Radio.
   
   Tom Jensen nævner Zetland i sin udmelding, og hvis det er dette medie, der tænkes på i ovenstående citat, så har jeg da hørt kollegerne, der tales om, at de ønsker (er igang med) at udvikle deres eget bud på, hvordan undersøgende journalistik ser ud på zetlandsk. Og det er innovation i journalistikken, som jeg synes, vi skal hylde. Vi skal i hvert fald ikke hyle, før vi kan blive konkrete på, hvem de formastelige er. 
    

Hvordan dælen er ordet konstruktiv blevet det samme som samarbejdende?

3. Tom Jensen optegner situationen, som om journalistik ikke både kan være kritisk og konstruktiv. Tjamen, her kunne jeg have skrevet en masse, men vil i stedet pege på to kolleger, Erik Rasmussen og Ulrik Haagerup, som allerede har reageret og uddyber den falske modsætning, som chefredaktøren opstiller.
   
   Men ja, indrømmet: Jeg har også hørt andre kolleger tale om det problematiske i dette. Og så bør en forstandig person jo spørge sig selv om, hvad er det, som kollegerne peger på, og prøve at forstå! Måske handler det om den enkeltes opfattelse af, hvad ordet “kritisk” egentlig dækker over. Dækker det over barsk ordvalg og vedholdende spørgsmål, dvs. kritisk attitude, eller betyder “kritisk” i virkeligheden “kritisk granskning”, som er en tålmodig og grundig granskning af et sagskompleks, hvor nuancer kan få plads? Tak til Frederik Wiedemann, som gjorde mig opmærksom på denne forskel.
   
   Samme kan siges om ordet “konstruktiv”. Hvis man lægger i ordet, at det betyder at samarbejde med magthavere, jamen, så er det alvorligt og skal skyes med alle midler, som Tom Jensen lægger op til. Det kan vi ikke være uenige om. Men, hvordan dælen er ordet konstruktiv blevet det samme som samarbejdende? Måske kan det skyldes den enkeltes oplevelse af, hvordan ordet er blevet brugt forud. Har man hørt sin mor eller pædagogen i institutionen bede en om “at nu skal du altså være konstruktiv ”, som i gør, som jeg siger. Samarbejd! Jamen, så kan jeg godt se, hvordan miseren kan opstå.
   
   Men hvis “konstruktiv” i stedet betyder nysgerrig på noget muligt opbyggende, fremadskuende eller inspirerende, jamen, så interesserer konstruktiv journalistisk metode dem, som mener, at journalistikken også skal afdække disse dimensioner. Så måske er det på tide at gøre sig klart, hvad ens associationer er, og hvordan de farver ens udsyn på området og dens udøvere.  

Bliver konstruktiv journalistik farvet af mediestøtte?

1. Han udtrykker frygt for, at medier som eksperimenterer med konstruktiv journalistik, vil blive omfavnet af politikere og magthavere og belønnet i klingende mønt og flere bevillinger, samtidig med at klassiske kvalitetsmedier som Tom Jensens eget, Berlingske, vil lide afsavn og ligefrem miste mediestøtte. Det er ikke meningen, at nogen medier, som ønsker at kalde sig journalistiske, skal omfavnes af nogen politikere, magthavere eller pengemænd – undskyld, pengepersoner. Det er klart.  
   
   Der skal være fuldstændig journalistisk uafhængighed og armslængdeprincip, hvilket altid har været gældende i fri og uafhængig pressevirksomhed herhjemme. At det så også kan problematiseres, om medier egentlig kan kaldes frie og uafhængige, når vi er afhængige af mediestøtte, ja, det er en anden sag. En sag og en gyldig refleksion, som Mads Brügger og Frihedsbrevet har været skarpe udlæggere af. Men tilbage til pointen: Ja, det vil være uacceptabelt, hvis der sker en omfavnelse fra magthavere af medier, sådan at der sker censurering eller decideret PR-virksomhed forklædt som journalistik.