Mit ultimative yndlingsord er ”tak”. Nok er det ikke et ord, der gør væsen af sig. Det er mere som rengøringen på hotelværelset, som man først bemærker, når det ikke er der. På daglig basis klør det i mine stemmebånd for moderligt at sige ”og hvad hedder det så?!” til andre voksne mennesker, der glemmer et tak i mødet med tjeneren, kassepersonen eller kollegaen, der holder døren. Mine absolutte yndlingsord kan sættes i to kategorier, som ligger meget langt fra hinanden på vulgaritets- og dannelsesskalaen: Dels elsker jeg de gamle ord og sætninger, som Bent Fabricius-Bjerre-typer bruger: pragtfuld, morsom, fornem, etikette, pli, tarvelig, æggende, ingen årsag og ”nej, nu må jeg have tak”. I den anden ende af skalaen elsker jeg saftige, britiske arbejderklasseskældsord som (what a) wanker! og cunt!. Jeg føler mig sej, når jeg tænker dem. Er det sidstnævnte barnligt? Ja. Bevares. 

Vincent Hendricks  

Vincent Hendricks er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, ph.d. og grundlægger og leder af Center for Information og Boblestudier. Foto: Sif Meincke.

Obsternasig: Et ord, der efterhånden er bedaget og på rangersporet i nudansk. Obsternasig er krydsningen mellem at være på tværs og stædig; en egenskab, de fleste mennesker har i metermål, omend det sjældent er noget, man decideret reklamerer med, som i: “Sikke obsternasig han er, men på den anden side var Timme ikke nået så langt uden denne egenskab.” 

Morten Holm-Nielsen 

Morten Holm-Nielsen er tekstforfatter og satiriker.

Fordi jeg bl.a. arbejder med humor, er jeg vild med ord, der har sjove klangfarver. Det gælder ord som at være kålhøgen eller at være en skvadronør eller fusentast.  

Fænomener, personer m.m., som er larmende idiotiske, kalder jeg rekordstupide, og hvis de nærmer sig holdbarhedsdatoen, synes jeg, det er sjovt at kalde dem museumsmodne. Endelig har jeg en svaghed for øjeblikkeligt billeddannende vendinger som at have en hæklefejl i kysen, at tænke med guldstrutten og at rode med rabalderknappen.  

Marie Valentin Beck

Marie Valentin Beck er selvstændig diversitetsrådgiver i Bureau M.

“Betænkningstid”: Det er en del af embedssproget at “udbede sig betænkningstid”, men jeg synes, det er et koncept, der holder i mange flere sammenhænge: Tiden til lige at tænke sig om, inden man mener, vælger eller gør noget, shopper noget eller slår noget op på de sociale medier. Og jeg elsker især legitimeringen ved netop denne forsinkelse, som der ligger i, at den har sit eget ord. Jeg tror, verden ville have godt af, at mange flere udbad sig lidt betænkningstid.  

“God stil”: Kommentaren, der falder, når nogen uopfordret, og uden at det er nødvendigt, leverer på det uformelle kodeks for godhed. Det hviler på den enkeltes værdisæt og idé om god opførsel, som – og det er det, der er så smukt ved det – så alligevel viser sig også tit, er fælles. Det er en lille gave til dig, helt uden regning. Når der sker noget, som du i dit stille sind, eller til en makker, kan konstatere “god stil” til, så har du lige mødt det menneskelige arvesølv. Og kan det oversættes til engelsk? Jeg kan ikke. Det elsker jeg det også lidt for.  

“Jøsses”: Et udbrud, som overraskende tit er det helt rigtige. Jeg kan virkelig finde ud af at bande og svovle (svovle er et andet godt ord). Men det lyder jo ikke pænt, hvor befriende det end kan føles. Jeg vil gerne skrue ned. Så stærkt inspireret – tror jeg, for jeg har små børn – af Lønnebergs gossip girl nummer et, Tyttebærmaja, har det fantastiske “jøsses” sneget sig ind på mig. Endnu en ting, jeg kan takke Astrid Lindgren for. 

Anna Thygesen 

Anna Thygesen er CEO og ejer af WeDoCommunications. Foto: Ritzau Scanpix/Sarah Christine Nørgaard.

Politikertype: en (for) smart politiker eller en wannabe-politiker osv. 

Kommunikationstype: en af utallige kommunikationsuddannede eller autodidakte (der er smart) 

Konsulenttype: irriterende konsulent. Fortsæt selv. 

Anders Budde 
 

Anders Budde er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Foto: Mike Russel

Trøst. Der findes ikke noget, som verden trænger mere til. Trøst. Det er et lille ord og kan nemt blive overset i vrimlen fra “omstrukturering” og “oprustning”, alskens bullshit og halvkvædede sange om alt det, vi skal og bør. Vi kan ikke. Det hele går for hurtigt, og de rige vinder altid. Og det er vores egen skyld. At vi ødelægger Jorden og er en invasiv, altfortærende art, som er for dum til at se vore begrænsninger og idioti. Trøst. Fem bogstaver, en lille lyd, beskyttet af et skjold i begge ender, fire konsonanter, der lægger sig som spyt mellem læberne og en lille ø i midten, hvorpå vi måske kan møde hinanden. 

Susanne Staun 
 

Susanne Staun er forfatter og debattør. Foto: Ritzau Scanpix/Finn Frandsen

Mit yndlingsord p.t. er fidel. Det er et rigtig boomer-ord, som kun boomere forstår, så man kan fornærme yngre forekomster, uden at de opdager det, når de kravler uinviteret op på skødet af en med deres utidige komplimenter. 

Svumpukkel er også et fantastisk, næsten idiotisk-klingende ord, og kan bruges på samme måde, men det er mere uspecifikt fornærmende. Vigtigt at have tjek på fornærmelserne i en fidel epoke, hvis det ellers gav mening at kalde en epoke fidel. 

Anita Furu  

Anita Furu er taleskriver og forfatter. Foto: Gladiator/Mads Holm.

Mit yndlingsord for tiden er – snøresko. Jeg skriver på en roman om Finn, der vokser op i 1960'erne i en boligblok, der har en del til fælles med det sted, jeg selv boede som barn. Det betyder gensyn med ord som amagermad, mælkeflaske, telefonboks, blokfløjte, kongeløber – og snøresko. Konkrete hverdagsord, der sætter billeder på opslagstavlen med små spidse tegnestifter. 
 

Åh, at binde snørebåndene, trække anorakken over hovedet, ned ad trappen, ud af opgangen, hen på græsplænen; at spurte afsted i brune mokkasiner, købt en lørdag formiddag i Magasin i Lyngby, fornemmelsen af at løbe i de sko, forventningen om, at hver aften vil være sådan, at vi leger ude, det er lyst, senere sommerferie. 

Joachim Sperling 

Joachim Sperling er direktør i tænketanken Axcelfuture.

Jeg kan godt lide ordet anerkende, fordi det er en helt grundlæggende præmis for os mennesker. Det betyder, at man siger god for nogen eller noget, hvilket kræver noget af udstederen. Det er desuden nødvendigt med gensidighed, for hvad nytter det, at jeg anerkender dig, hvis det modsatte ikke er tilfældet? Jeg udsteder det ikke i flæng, for så mister det sin betydning. Man skal spare på de ord, man holder mest af, så de ikke ender som en kliché. 

Mads Bødker 

Mads Bødker er lektor ved Institut for IT Ledelse på CBS.

Jeg kan lide næsten alle ord, men i nogen tid har jeg været særligt glad for ordet “kosmisk”. Når noget er kosmisk eller bliver sat ind i en kosmisk sammenhæng, øjner man muligheden for at sætte mennesket på pause, og mærke, hvor ubetydeligt små aftegninger af bevidsthed vi er. Medmindre man er “new age”-spirituel (hvor alt for så vidt bare handler om dig selv, din egen bevidsthed etc.), så betegner “kosmisk” noget, der netop er u-menneskeligt og hinsides vores tilstedeværelse som mennesker. Så det er et spændende ord, når man vil ruske lidt op i en samtale om verden, der ikke tager udgangspunkt i mennesket. Tysk er jo et fantastisk sprog, og sociologen Max Webers ord “Entzauberung” (af-fortryllelse) er en af de klare favoritter.

Senest er jeg blevet glad for ordet “fortrylle”, som kan bruges til mangt og meget. Politologen/filosoffen Jane Bennett bruger bl.a. ordet til at tale om det etiske ved at lade sig forundre og fortrylle af verdens mageløshed. Hvis vi lader os fortrylle i stedet for kynisk at affeje magisk tænkning i hverdagserkendelsen, kan vi forholde os mere åbent og betænksomt til det ikkemenneskelige (den natur, der ikke er menneskets). Sidst er ordet “fælled” særligt rart. Det skal vi bruge meget mere, i alle mulige sammenhænge. Hvordan får vi flere steder og fællesskaber, som ikke er baseret på transaktioner eller rigide hierarkier? Som Center for Militant Futurologi foreslår, er selve universet en fælled. Og deri er jeg enig. 

Christiane Vejlø 

Christiane Vejllø er digital trendekspert og CEO i Elektronista Media.

Da jeg gik i folkeskolen, var vi en gruppe (i øvrigt dem, jeg stadig kender og elsker), som lavede, hvad vi kaldte Pakkenellike-ordbogen. Den bestod af netop den slags ord! De ufarlige, som den kiksede onkel bruger. De, som brugt i forkert sammenhæng godt kan blive lidt tåkrummende. For elskelige, som de end kan være, så er de ikke nødvendigvis cool. Men det kan de måske blive?? Vores ordbog havde endda kategorier "Sidde på skødet af morfar"-ord som gavtyv og lurendrejer og knag.  

Ellers husker jeg på stående fod Skidtmads, habengut og, ja, selvfølgelig pakkenelliker.  

Men der var vist hundredvis. Jeg aner bare ikke, hvor bogen, der naturligvis var fysisk, er blevet af. 

Øjvind Hesselager 

Øjvind Hesselager er Journalist.

Løvfald er det smukkeste danske ord. Det former os som nation at bo i et land, hvor løvet falder og varsler et skifte væk fra den udanske lummersommers hidsige udfald – nu kommer den rene, skarpe og friske luft. Jeg holder også meget af ordet generøs: Vi øser af os selv for at glæde andre. “Drengene” er et dejligt ord, fordi det at se "drengene" for mig indikerer et særligt maskulint kammeratskab og frirum, hvor vi taler om verden og os selv. 

 
Johanne Boesdal 

Johanne Boesdal er pressekoordinator hos Lindhardt og Ringhof.

Jeg elsker ordet generøs, det er så rummeligt og entydigt positivt i alle dets betydninger. Det er også et ord, du ikke kan sluge, men skal sænke tempoet og gøre dig lidt umage for at udtale rigtigt. Som en gave til den, du siger det til. 
 

 
Christian Groes 

Christian Groes er antropolog og lektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.

Et af mine yndlingsord er spadsere. Vi drøner rundt fra det ene til det andet, og vi går ture med caffe latte, men det er sjældent, at vi spadserer. At spadsere er på en gang en højtidelig aktivitet (som ordet selv), og samtidig er det en flydende bevægelse uden specifikt mål og retning, ofte gennem en by. Man kan spadsere alene, mens man tænker over livet eller mærker omgivelser, man kan også gøre det sammen med en ven eller en kæreste. Det skal foregå med en person tæt på en. Det gode er, at når man spadserer, behøver man ikke at tale, for det er den rolige bevægelse fremad, der har forret. Man kan også observere, mens man spadserer – landskaber, byliv, mennesker, bygninger, en hidtil overset indgravering på en væg eller en solsort i træet. Få nye indtryk fra verden, opdage, hvordan en krop er forbundet til elementerne. Søren Kierkegaard spadserede ofte gennem gaderne, og det var her, han fik sin inspiration. Jeg finder stor nydelse i at spadsere ned af Frederiksberg Allé, der ligger et stenkast fra, hvor jeg bor på Vesterbro. Jeg kan også finde på at spadsere videre fra alleen til Frederiksberg Have; det er den perfekte spadserepark.  

Spadsere smager godt i munden, men ordet er snørklet nok til, at man også skal gøre sig lidt umage. Man skal også gøre sig lidt umage, når man spadserer, det nytter ikke at daske eller dovne, når man spadserer gennem byen eller i parken. Det er ikke meningen, at man skal udtale d’et i spadsere, men det lyder sjovt, når man gør det.  

Det kommer af det latinske ord spatiare, der betyder “at gå et stykke”. Ordet er i familie med at flanere eller promenere, som en flaneur eller boheme ville have gjort det på 1800-tallets smukke, parisiske boulevarder.  

Pia Hauge Bentsen 

Pia Hauge Bentsen er ledelsesrådgiver, forfatter og foredragsholder.

Umage – fordi det er en hyldest til livet og sig selv at gøre sig umage. Med madpakkerne og med vennerne. Man giver verden værdi.  

Livsstykke – fordi man er heldig, når man har stærke og livsglade mennesker i sin nærhed, der lyser verden op. Måske er de lidt for meget, måske grænsetilfælde, hvis det kom til det, men de har et insisterende bundtræk i livet og er generøse med sig selv. 

Esben Schjørring 

Esben Schjørring er politisk redaktør på Altinget.

Hjemfalden. Det er vemodigt ord, synes jeg. Det betyder jo, at noget er gået tilbage til statens ejerskab, som fx et gravsted, nogle er ophørt med at betale for. Det kan også betyde, at man bliver offer for noget – at man er hjemfalden til depression for eksempel. Det er et ord, der sagt på en anden måde altid fortæller en historie og gemmer på noget trist. Men som samtidig er meget flot. Den kombination kan jeg godt lide. Meget godt endda.  

Oktober. Det er, udover at være min yndlingsmåned, også et ord, der gemmer på meget stemning. Efteråret, selvfølgelig, og en kold vind, der blæser solstrålerne væk, og regn i tusmørkets sceneskift, mens man er på restaurant med hende der, der gør det hele værd. Men der også noget stolt i ordet oktober. Noget trodsigt og melankolsk. Noget længselsfuldt, der ikke længere er hemmeligt. 

Møggreb. Det er en fonetisk perle, og ligesom sin redskabsmæssige fætter, høtyv, er det mig en gåde, at det ikke er blevet en metafor for et karaktertræk eller en type. Møggreb burde være noget, man kunne kalde nogen. Din møggreb. 

Mads Zacho Teglskov 

Mads Zacho Teglskov er Opinionsredaktør på Politiken.

Assimilere. Ordet indeholder simpelthen et eksempel på det fænomen, det er opfundet for at beskrive. Sammenstillingen af “ad” og “similare” (at gøre lig) har gjort et ’d’ til et ’s’. Bogstavet er kort og godt blevet assimileret. Det er sgu da mageløst! Desværre bruges ordet jo stort set alene i integrationsdebatten, hvor det beskriver den menneskefjendske borgerlige løsning på den håbløse dualisme, at enten er du komplet dansk med hang til karbonader, et favoritsuperligahold og venerationer for lyse sommernætter og grillmad, eller også er du en formørket udgiftspost med let til kniven og intet til overs for hverken menneskerettigheder eller nyopgravede samsøkartofler. 

Kløvning. Et ord, der på vidunderlig vis savler sig vej ud af munden. En dejagtig masse af brede konsonanter og en central vokal så tung i røven, at den skal skubbes ud af organismen med en målrettet kæbebevægelse. Kløvning er et uformeligt stykke materiale, resultatet af en brændehugning eller en stenknusning; i overført betydning bruges det om klodsede, ubehjælpsomme mennesker. Det var sådan noget, man kunne blive kaldt af min farfar, hvis man lossede en fodbold over i stikkelsbærbuskene bag garagen. Syd for Mariager Fjord eksisterer ordet stort set ikke, men nu kender du det og er dermed forpligtet til at bruge det. Der sidder mindst 30 kløvninge i Folketinget, så der er ingen undskyldninger. 

Elisabeth Geday

Elisabeth Geday er sitfiter af Geday Executive Consulting.

Professor Kim Christian Schrøder 

Kim Christian Schrøder er professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.

Jeg stemte på ’obsternasig’ på jeres liste, og har selv et ord i samme boldgade: ’døgenigt’ – ordet er næsten lydmalende i sin måde at betegne en dovenlars, slapsvans, osv. på. Jeg forbinder dette ord, og flere af dem på listen, med et Anders And-univers fra 1950erne, og måske et par stykker fra Olsen-Banden! 

 

På engelsk har jeg et yndlingsord: ’serendipity’, der på fantastisk vis udtrykker at noget er et tilfælde og så alligevel ikke er det! Ofte siger man, at et eller andet er ’et tilfælde’ eller skyldes en række af tilfældigheder (måske éns karriere), men ved nærmere eftertanke viser det sig tit, at man måske selv havde bragt sig i en position, hvor dette tilfælde kunne indtræffe!

 

Her er en støtteplakat med truede ord, som alle er hver at støtte og bruge. Tak til Kim for plakaten. 

 

Annegrethe Rasmussen, Redaktør

Annegrethe Rasmussen er redaktør på POV.

 

Nikolai Lang

Nikolai Lang arbejder som copywriter og er uddannet cand.mag. PR

Christian Kock

Christian Kock er professor ved Institut for kommunikation på Københavns Universitet.

Stem på dit yndlingsord her.