Markedet for strategisk kommunikationsrådgivning har fået en ny leverandør. Navnet er Madsen. Poul Madsen. Eller blot Poma.
Ekstra Bladets chefredaktør fra 2007-2021 vil fremover under firmanavnet Poma & Co. rådgive virksomheder. Faktisk er det ikke helt en nyhed.
“Jeg har været i gang noget tid. Jeg har hele tiden sagt, at de første to år efter Ekstra Bladet skulle være, hvad jeg lidt muntert har kaldt mine fjumreår,” siger Poul Madsen.
“Nu har jeg besluttet at koncentrere mig om kommunikationsrådgivning og at være kommentator og foredragsholder. Så jeg har skærpet mit fokus og satser helhjertet på det,” fortæller han Kforum.
Lex massageannoncerne hos EB
Men hvilke ydelser har Poul Madsen så på hylderne? I et interview med fagbladet Journalisten nævner han Ekstra Bladets afsked med massageannoncerne som et eksempel på sin faglige tilgang til kommunikation. Det handler blandt andet om skiftet fra legalitet til legitimitet.
“Jeg har lært det på den hårde måde. Ekstra Bladets forretning med massageannoncer var fuldt legal, men den var ikke længere legitim i befolkningen. Det er et udtryk for, at tiderne skifter. Det var ok for ti år siden, men nu var det ikke ok længere,” siger Poul Madsen og tilføjer:
“Jeg gjorde et stort nummer ud af at forklare på Ekstra Bladet, at vi ikke smed massageannoncerne ud, bare fordi nogle råbte op. Der er jo hele tiden nogle, der råber op. Det handlede derimod om at forstå den tid, vi lever i.”
Ekstra Bladet afskaffede massageannoncerne, inden de blev en belastning for bladet, og det er netop denne form for rettidig omhu i issue management, han nu tilbyder sine kunder.
“Nu hjælper jeg virksomheder med at forstå, at tiderne skifter. Jeg hjælper mine kunder tidligt med at justere deres forretning, også selvom det, de gør, er helt legalt, inden de bliver ramt af en shitstorm. Inden det bliver et problem. Det kræver ofte en proces i den enkelte virksomhed. Det handler om at ramme det helt rigtige tidspunkt, så ændringen ikke er for tidlig og ikke er for sent,” siger Poul Madsen.
Da MeToo en eftermiddag ramte Ekstra Bladet
Selvom Poul Madsen helst vil sætte ind med ændringer i virksomhederne, før krisen opstår, så stiller han sig også til rådighed med råd om, hvad man stiller op, hvis krisen indtræffer. Råd nummer et er, at man skal have is i maven.
“Jeg har været igennem utallige shitstorms. Også nogle, jeg bevidst har placeret mig selv i,” siger Poul Madsen, der til Journalisten har udtalt, at han er den, der har været igennem næstflest shitstorms efter Lars Løkke Rasmussen.
“En konkret case på en shitstorm er, da MeToo ramte Ekstra Bladet. Det opstår en eftermiddag, og så går det stærkt. Der står valget mellem at gå i skjul eller at tale. Det handler om at komme godt videre. Vi vælger at gå fuldt ud med det samme, for hvis man gemmer sig, så fortsætter det,” siger Poul Madsen og fortsætter:
“Det er det tidspunkt, hvor man har mulighed for at påvirke situationen. Alt er timing i den situation. Samtidig er alt på speed, og du bliver kontaktet af 25 medier på samme tid. Det kan du ikke håndtere, så du må prioritere, hvor det er vigtigst at være til stede. Samtidig skal du være tilstede for dine medarbejdere, så du ikke bare forsvinder.”
Ifølge Poul Madsen er det i denne pressede situation, hvor der skal træffes mange vigtige beslutninger på kort tid, afgørende at være kølig nok til at bruge sin tid rigtigt.
“Så sagen ikke vokser til at blive kæmpestor. Jeg synes, det er rigtigt interessant at arbejde i netop det tidsrum, hvor det er noget på spil,” siger Poul Madsen.
Erfaringen med shitstorms til trods, så vil Poul Madsen som nævnt helst sætte sine ydelser i spil tidligere.
“Jeg er ikke nødvendigvis den, kunderne skal ringe til, når krisen først er der. Jeg er til gengæld helt sikkert den, kunderne skal ringe til, inden krisen er der. Der er mange, der lever godt på at hjælpe, når helvede er brudt løs. Jeg er ham, de skal tale med, inden det bryder løs. Hvor der er flere handlemuligheder. Når først krisen er der, så er mulighederne for at agere færre.”