Kommunikationsforum

Ny regering vælger usædvanlig k-strategi

Kommunikationen af regeringsgrundlaget – og særligt, hvad der ikke kommunikeres om – peger på en usædvanlig kommunikationsstrategi fra den nye brede regering, vurderer Benny Damsgaard, selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Er hovedpersonerne enige om, hvilken historie de optræder i? Det er noget af det, Benny Damsgaard, selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver samt tidligere kommunikationschef hos Konservative, vil bide mærke i, når regeringsgrundlaget præsenteres kl. 12 onsdag.
 
Her toner landets nye regering med statsminister Mette Frederiksen (S) frem flankeret af Venstres Jakob Ellemann-Jensen og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen.
 
Efter en valgkamp, hvor det ikke har skortet på hårde ord mellem de tre kombattanter, er deres kommunikationsmæssige hovedopgave at vise sig som en stærk enhed, vurderer Benny Damsgaard.  
 
”Det bliver interessant at se, om de har fortællingen på plads,” siger han med henvisning til, at statsministeren onsdag brugte udtrykket ”arbejdsfællesskab” om den nye regering.
 
”Som udgangspunkt er det en relativt tilbageholdende formulering. Så spørgsmålet er, om man i præsentationen af regeringsgrundlaget finder en mere fremadrettet, positiv fortælling, om alt det man gerne vil.”
 

Obduktion af regeringsgrundlaget 

Derudover skal de tre hovedpersoner demonstrere, at de kan lykkes med det, som taler for, at de er indgået i en bred regering med alt, hvad det har kostet dem i støtte fra baglandet og partierne i henholdsvis rød og blå blok, hvilke ikke er en del af regeringen.
 
”Argumentet er jo, at en bred regering kan løse nogle af de store udfordringer, Danmark står overfor. Så nu er spørgsmålet, om de er i stand til overbevisende at adressere den grundlæggende problemstilling,” siger Benny Damsgaard.
 
Når først regeringsgrundlaget er offentliggjort, vil det ikke desto mindre sprogligt blive vendt og drejet for at finde sprækker i sammenholdet.
 
”Der vil være en obduktion af regeringsgrundlaget med fokus på, hvem der har fået sejre og nederlag. Det er altid spændende at følge framingen af den fortælling, i særdeleshed, når det gælder alt det spin, der foregår i den sammenhæng,” siger han og uddyber:
 
”Partierne vil selvfølgelig få det til at fremstå, som om de har fået betydelige sejre. Samtidig er det en hårfin balance, for spinner man hårdt på det fra første dag, så kommer der en forsuret og dårlig stemning, inden regeringen kommer i gang.”
 

Ministerposter er også kommunikation

Den største spænding udestår dog stadig, når regeringsgrundlaget er fremlagt. Kommunikationsmæssigt har man nemlig delt udmeldingerne op i en politisk del onsdag med fokus på regeringsgrundlaget og en mere personfokuseret del vedrørende tildelingen af ministerposter torsdag.
 
”Det er usædvanligt,” siger Benny Damsgaard og tilføjer:
 
”Normalt plejer man at køre det i et hug.”
 
Tilgangen skal formentlig forstås på baggrund af, at det er en usædvanlig tid regeringen dannes i med adskillige parallelle udenrigs- og indenrigspolitiske kriser. Derfor forsøger den nye regering formentlig at sende et signal om, at politik trumfer personer.
 
”Argumentationen er, at kriserne skaber et behov for en regering, der kan adressere dem. Det hænger mere sammen med, hvilken politik der er, frem for hvem der står i spidsen for den. Men persondiskussionen vil meget hurtigt opstå, for det er jo ministerposter, som mange af journalisterne til pressemødet vil spørge til,” siger Benny Damsgaard og tilføjer, at de poster også hænger sammen med politikken:
 
”De fleste iagttagere venter på ministerlisten, som først offentliggøres i morgen torsdag. Den vil afsløre, hvilke områder der har været mindre prioriteret, og hvilke der kommer i top, og der kan være store overraskelser i vente.”
 
Selvom de nye ministerposter næppe afsløres på pressemødet, behøver de politiske journalister formentlig ikke at vente længe på dem.
 
”Der vil sandsynligvis ske det, at partierne snart vil begynde at lække, hvem der får ministerposter, i større eller mindre omfang. Men det kan også være, at man adresserer det, når der bliver spurgt ind til det fra pressens side,” siger Benny Damsgaard.  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!

Jeg accepterer vilkårene for nyhedsbreve

Forsiden lige nu

Læs også