Wammen hapser særlig rådgiver fra Forsvarsministeriet

Efter den rituelle afskedigelse af de særlige rådgivere efter udskrivelsen af folketingsvalget er to af dem ansat i Finansministeriet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra ministeriet.
For Mathias Secher drejer det sig om en genansættelse, da han siden 2019 har været særlig rådgiver for finansminister Nicolai Wammen (S).
Jakob Eldrup Lauesen er ny særlig rådgiver i Finansministeriet. Han kommer fra en stilling som særlig rådgiver først i Skatteministeriet og siden i Forsvarsministeriet.
Tidligere har Jakob Eldrup Lauesen været partner og public affairs director i Rud Pedersen Public Affairs. Inden da var han særlig rådgiver i det daværende By-, Bolig- og Landdistriktsministerie. Jakob Eldrup Lauesen er uddannet cand.techn.soc fra RUC i 1997.