Dyrenes Beskyttelse får ny kommunikationschef

"Jeg er vokset op på et landsted og er stor dyreven. Derfor er jeg utroligt glad for nu at kunne være med til at arbejde for den vigtige indsats for bedre dyrevelfærd, som Dyrenes Beskyttelse står for," siger Anne Sophie Bonefeld.
Dyrenes Beskyttelse er Danmarks største og ældste dyrevelfærdsorganisation og arbejder med at skabe bedre forhold for landbrugsdyr, familiedyr og vilde dyr i naturen.
"På trods af nogle fremskridt er der stadig alt for mange dyr, som lever under helt uacceptable forhold. En af de store opgaver bliver at klæde danskerne på til at forstå de konsekvenser, som den industrielle fødevareproduktion i dag har for dyr og natur, og skabe grobund for en transformation af landbruget i en mere bæredygtig retning i fremtiden," siger Anne Sophie Bonefeld.
Ifølge Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, kommer Anne Sophie Bonefeld da også stadig til at gøre en reel forskel for mennesker og dyr i sin nye stilling.
"Med Anne Sophie Bonefeld har vi fået et engageret menneske og en skarp kommunikatør, som vil styrke Dyrenes Beskyttelses arbejde med at sætte det gode liv for millioner af dyr på dagsordenen og skubbe til udviklingen. Samtidig med at vi gør danskerne klogere på foreningens arbejde,” siger Britta Riis.