Medierne har i den seneste uge bragt mange historier om Henriette Ergemanns voldsomme kommentarer på Facebook om coronahåndteringen i Danmark, hvor hun blandt andet har kaldt den tidligere socialdemokratiske minister, Karen Hækkerup,
for en "sindssyg kælling", der skulle "i fængsel for mord på uskyldige børn", fordi Karen Hækkerup ønskede at give børn mulighed for at blive vaccineret mod coronavirus.
Indtil nu har Henriette Ergemann ikke sagt noget offentligt i sagen, men nu undskylder hun altså for de hårde kommentarer på Facebook.
Henriette Ergemann forklarer, at kommentarerne blev skrevet, fordi hun var dybt bekymret og frustreret over den måde, "Mette Frederiksen og hendes støtter kørte hen over befolkningen".
I opslaget adresserer hun ikke det konkrete indhold i de kommentarer, som hun har fået hård kritik for, men slår fast, at hendes coronakritik ikke betyder, at hun er konspirationsteoretiker, som hun mener, at nogen har kaldt hende i løbet af de seneste dage.