Vi er alle talere

Situationen påvirker os

Når vi for eksempel skal holde et oplæg eller en præsentation i store eller små sammenhænge, kan vi blive forskudt væk fra vores naturlige måde at tale på, fordi vi gerne vil levere budskabet på en god og ”rigtig” måde. Vi kan miste fokus ved, at vi måske kommer til at tænke: ”Åh nej, er de nu også med på, hvad jeg siger?” eller: ”Stiller nogle mon et spørgsmål, jeg ikke kan svare på?”, ”Min forberedelse var heller ikke god nok” osv., Vi kommer væk fra, hvorfor vi står her lige nu og taler.

Nogle af disse situationer kan påvirke os på en sådan måde, så det at tale ikke flyder frit. I nogle tilfælde kan det næsten blive en uoverstigelig barriere.

Resultatet af, at vi bliver distraheret fra vores spontane måde at tale på, kan være, at pulsen stiger, og vi kommer til at tale for hurtigt, glemmer at holde pauser osv. Det er ikke noget, vi beslutter, skal ske. Det sker, fordi vi bliver påvirkede af den situation, vi står i. Alt sammen et resultat af naturlige reaktioner på situationen, ikke fordi man gør noget bevidst forkert. Det er jo ikke, fordi man pludselig mister evnen til at tale. Nej, det er oplevelsen af situationen, mens man taler, der lægger forhindringer ud og lægger afstand til den spontane, umiddelbare og ubesværede måde at tale på. Når vi sidder i gode venners lag og taler, tænker vi ikke over, hvordan vi taler. Vi taler bare.

Ny metode – nye redskaber

Den traditionelle måde at træne mundtlig kommunikation på er at beskrive alle disse problemer, der opstår, når man tager ordet foran andre mennesker. Derefter ville der komme en række løsninger på disse problemer med løsrevne øvelser.

Men vi er jo alle fødte talere.

Vi gør det hele tiden – taler. Og vi taler både med vores stemme og vores krop.

Vi gør det som en refleks, og de fleste af os gør det uden besvær det meste af tiden.

Vi taler, fordi vi vil noget med nogle; vi taler for at skabe en effekt.

Tale er derfor ikke en præstation eller noget, der kræver specielle evner. Det er en fri spontan refleks og et middel til at forbinde os med andre.

Mit eget udbytte af en taleundervisning baseret på denne klassiske problemløsertænkning var på ingen måder optimal. Min oplevelse var, at der hele tiden var problemer, jeg måtte løse. Mine lærere gav mig øvelser, som var ment som en hjælp til at løse problemerne. Mit fokus blev forskudt til, at jeg løste problemer, når jeg talte, i stedet for at være mig selv og i kontakt med de tre elementer omkring mig – rummet, indholdet og mine tilhørere.

Figur 1. Den traditionelle måde at tænke mundtlig kommunikation på. Mange problemer, der skal håndteres og løses.

Her vil jeg gerne gøre op med traditionelle måder at betragte det at tale på og i stedet hjælpe med, hvordan vi med mine nyudviklede redskaber kan sætte vores autentiske stemme fri og bruge alt det, vi kan i forvejen.

Spørgsmålet er så, hvordan vi fastholder den medfødte autentiske måde at tale på, når situationen rammer.

Luk døren efter dig

I den forberedte tale er der et før-tidsrum, hvor vi forbereder os. Et nu-tidsrum, hvor vi er på og taler. Og så er der et efter-tidsrum, hvor vi ser på resultatet af det, vi gjorde i nuet.

Hver fase skal have sit moment, og de skal have hver deres form for opmærksomhed. Der skal arbejdes forskelligt i hvert rum. Forberedelsen i før-rummet med opsatte mål og taktikker og løsrevne øvelser skal lægges til side og ikke fylde, når vi står i nuet og taler. Vi må stole på, at forberedelsen har haft sin effekt. Evalueringen må heller ikke springe ind i nuet og sige til os, at det, vi gør, ikke er godt nok, for det kan flytte opmærksomheden væk fra nuet og over i evalueringsfasen i efter-rummet.

Der er tale om at gå fra et mentalt rum til et andet. Fra forberedelsen i øverummet til handling/levering i nuet på ”scenen” og videre til evaluering efter talen. Et før, et nu og et efter, og vi skal huske at lukke døren mellem de tre rum.

Figur 2 De tre rum, hvor vi skal huske at lukke døren mellem hvert trin.

Derfor har jeg som underviser forsøgt at finde den manglende bro mellem øvelokalet i mit før-rum og det at stå midt i nuet. Og den foreligger nu i bogen Vi er alle talere.

Min metode lægger sig i nu-rummet og er blevet udviklet gennem mange år, både som stemmebruger selv, som underviser af skuespillere på Det Kongelige Teater og erhvervsfolk. Bogen giver konkrete redskaber, man kan benytte sig af til at styrke sig selv i selve situationen, mens man taler. Redskaberne viser veje til, hvordan man kan være nærværende og formidle i samspil med publikum og komme tilbage på sporet, hvis man bliver forstyrret eller mister fokus.

Din tales førstehjælpskasse

Målet er, at vi kan forblive os selv og fastholde en fri og nærværende måde at formidle på, for så kommer budskabet frem på en intuitivt effektiv måde. Ved at tage udgangspunkt i sin egen naturlige tale og fokusere på det indhold, man skal formidle, frem for formen og det at skulle præstere, kommer man til at fremstå autentisk og ikke ud fra en skabelon, som andre har sat op for os – hvad enten det gælder en præsentation, et foredrag, en eksamen eller en vigtig telefonsamtale.

Og det er her, min metode adskiller sig fra andre metoder. Min metode bygger på tillid til vore medfødte funktioner og evner til at tale frit og uproblematisk. Den tager udgangspunkt i, at der er noget i situationen, som påvirker os, og det skaber en ubalance. Metodens redskaber er forskellige veje til at genfinde balancen, da de bygger på vore medfødte evner til at kommunikere. Måden, redskaberne virker på, er blot at give dem opmærksomhed, så har de en effekt, og derfor kan de benyttes i selve talesituationen alt efter behov.

Derfor er det kun, hvis noget kører af sporet, at du skal gøre brug af den redskabskasse, jeg præsenterer i bogen. De er til, for at du kan genvinde fodfæste og finde tryghed. Og du skal kun bruge det ene redskab, du har brug for, når behovet opstår. Mit udgangspunkt er altid, at det kører for dig.

Her er et par eksempler ud af de i alt otte redskaber, der er beskrevet i bogen, og som du kan benytte, når du tager ordet i store eller små sammenhænge.

Ekkoet

Redskabet er en enkel vej til, at talen bliver formidlet tilpas i et givent rum.

Prøv en gang at sige noget højt i det rum, du befinder dig i, og mens du gør det, så prøv at lytte efter din egen stemmes klang i rummet. Du skal ikke lytte til selve ordenes indhold bare klangen eller efterklangen af din stemme.

Hvis du sidder i et rum, hvor der ikke er så meget efterklang, kan du prøve at finde en trappeopgang eller et badeværelse og lytte efter din stemmes klang dér.

Prøv at registrere, hvad der sker i kroppen, når du lytter.

Hvordan lyder din stemme?

Hvad sker der med måden, du taler på?

Hvor højt taler du?

Er der pauser?

Hvad sker der med dit taletempo?

Siger du “øh”?

Når du har tilegnet dig ekkoet, er det let at overføre til nuet. Lyt til rummet, og stol på, at din krop tilpasser sig. Når du har vænnet dig til at lytte efter stemmen i rummet, behøver du ikke at lytte hele tiden. Det er som at cykle, hvor du heller ikke tænker over, hvad du gør. Du gør det bare.

Spørgsmålet

Dette redskab er en måde at blive bevidst om og forstærke en medfødt mekanisme, der ligger i al kommunikation og dermed i al tale. Det handler om, at vi altid siger noget for at få en reaktion, sådan at tale ikke er en monolog, men at det altid er en dialog. I øvelsen i før-rummet forstørres denne naturlige mekanisme, hvorefter den kan bæres ind i nuet ved, at man forestiller sig essensen af redskabet.

Forestil dig, at du står foran et publikum, eller lån et publikum, som er med på, at du prøver noget af med dem.

Du skal sige én frase med ca. en oplysning ad gangen.

Efter hver frase stiller du nu et hjælpespørgsmål, som kunne være ”Er I med?”, ”Fik I den?” eller ”Kan I se det for jer?”. Spørgsmålet skal være et konstaterende spørgsmål, hvor der kan svares ja eller nej. Det kan virke helt vildt belærende, men hold ud.

Kan du mærke, hvad det gør ved måden, du taler på (bortset fra selvfølgelig, at din tale bliver brudt op)?

Hvad sker der med dit forhold til publikum?

Hvad sker der med dine pauser?

Kan du mærke, hvad der sker med din gestik?

Hvad sker der med din blikretning?

Det næste trin er, at når du står foran publikum i nuet, skal du bare tænke på essensen af disse spørgsmål. Det er ikke sådan, at du skal høre din indre stemme inde i hovedet sige ”Er I med?”. Det gør pauserne for lange og forudsigelige. Det skal være en underliggende, uudtalt, gennemgående hensigt eller intention, både mens du taler, og når du holder pauser. Du skal hele tiden have opmærksomheden rettet mod dit publikum og invitere og se efter små reaktioner hos dem.

Du har alt i dig allerede

Du skal ikke løse problemer, når du taler, men bibeholde nærvær og kontakten med dig selv, indholdet, rummet og dine tilhørere. På den måde er du i balance med dig selv og bevarer din autenticitet og personlige stil.

Figur 3 De tre elementer, hvor du kan bibeholde balancen.

Se bort fra listen med de mange konkrete taleteknikker. Det handler ikke om at tale ”rigtigt” eller om at indøve en særlig mimik eller gestik. Det vil sandsynligvis kun fjerne dit fokus og nærvær og få dig til føle dig kunstig i situationen.

Husk på, at du ikke gør noget forkert. Blot fordi du føler, at du ikke altid lykkes med dine præsentationer, betyder det ikke, at du skal “fikses”. Vi er alle født talere. Dit fokus skal rettes væk fra det, som underminerer dig i selve talesituationen, og over på det, som understøtter dig.