Fjender eller fælles interesser?
Tilliden mellem offentligt ansatte og journalister daler. Undersøgelsen I offentlighedens tjeneste peger på, at en arbejdsrelation præget af ordentlighed og gensidig respekt for hinandens roller gør en forskel.
af Lene Rimestad
Mørkets fyrster, spindoktorer og ”på den anden side”.
Sådan omtaler nogle journalister kommunikationsfolk. Det skorter ikke på advarsler mod de ”forrædere”, der forlader journalistfaget for at arbejde med kommunikation. Også på Kforum kan man få hjælp til, hvordan man kan manipulere med sandheden, uden at journalisten opdager det, eller tips til, hvordan journalister kan snyde ”k-folkets mørkemænd”.
Tippene er de stik modsatte af den adfærd, som det svenske graverprogram Uppdrag granskning anbefaler deres journalister, når de arbejder på kritisk journalistik. Her er åbenhed og dialog vejen frem. Ikke spilfægteri og halve sandheder.
I mellemtiden derovre på ”den anden side” daler tilliden til journalister.
Mere end hver anden embedsmand svarer i en spørgeskemaundersøgelse, at tilliden til medierne er blevet ”mindre” eller ”meget mindre” i løbet af de seneste tre år. For knap halvdelen er tilliden uændret. Hver tredje journalist, af 209 besvarelser, og hver tredje kommunikationsmedarbejder, af 155 besvarelser, svarer også, at deres tillid til henholdsvis myndigheder og medier er blevet ”meget mindre” eller ”mindre” de seneste tre år.
Jeg har i samarbejde med Constructive Institute undersøgt forholdet mellem de tre grupper: embedsfolk, herunder offentligt ansatte kommunikationsfolk og journalister. Målet for projektet, I offentlighedens tjeneste, er at få et grundlag for at diskutere relationen mere sagligt: Kan en bedre relation og en ordentlig dialog måske bidrage til et bedre samfund og en klogere demokratisk samtale? For manglende gensidig tillid og øgenavne gavner i hvert fald ikke.
Du kan finde en kort rapport om undersøgelsens hovedresultater på undersøgelsens hjemmeside.
Langt de fleste journalister, offentligt ansatte kommunikationsfolk og embedsmænd går på arbejde med en ambition om at servicere borgerne så godt som muligt. Men når tilliden mellem journalister, der kigger på forvaltningen, og medarbejderne i kommuner, regioner, styrelser og ministerier daler, så har det negative konsekvenser. For borgerne. Det ender med at være et demokratisk problem.
Undersøgelsen bekræfter en voksende frustration hos journalister, der ikke kan få adgang til fakta eller centrale kilder hos myndighederne. Den viser mindre åbenhed blandt embedsmænd, der kunne give adgang til de informationer om grundlaget for væsentlige beslutninger, men sjældnere gør det, blandt andet fordi de ikke har tillid til mediernes behandling af oplysningerne.
Embedsfolkene frygter medierne og klager sjældent. For det kan ikke betale sig at klage. Medierne er dygtige til at sørge for en presseetisk korrekt behandling, og myndighederne vil ikke bruge krudtet på at få sagen frem igen.
Det er skruen uden ende, hvis vi ikke – embedsfolk, journalister, politikere – snakker om, hvordan vi stopper den negative spiral af lukkethed, mistillid og dårligt produceret kritisk journalistik.
Her kan den ordentlige, offentlige kommunikationsansatte gøre en forskel. De er embedsfolk – ikke spindoktorer. De skal leve op til Kodex VII, pligterne for embedsfolk. Blandt andet må de ikke lyve.
Den ordentlige, offentligt ansatte kommunikationsmedarbejder ser sådan ud – set fra journalisternes side:
-
Har et public service-mindset og arbejder bevidst for folkestyret.
-
Er fortaler for åbenhed og er selv åben. Giver adgang til fakta og kilder. Tager en baggrundssnak med journalisten om forhold, der måske ikke kan publiceres, men som journalisten kan have gavn af at vide.
-
Overholder aftaler.
-
Overbeviser tøvende eller bange embedsfolk til at stille op.
-
Er fortaler for meroffentlighed. Også i forbindelse med komplekse problemsager og i relation til kritiske journalister.
-
Er hjælpsom og imødekommende. Videregiver viden, fakta og hjælper journalisten med at ”finde rundt” i organisationen til andre, der kan hjælpe.
Der er ingen grund til at være naiv som journalist. For selvfølgelig findes der også kommunikationsfolk, der spinner og spammer. Men kan journalisterne kombinere den kritiske tilgang med viden og ordentlighed, så kunne relationen måske blive bedre. Og magter embedsfolkene – trods det politiske pres – at videregive væsentlig viden, så har demokratiet måske en større chance for at trives.
Den ordentlige journalist ser sådan ud for embedsfolket:
-
Behandler som udgangspunkt den offentligt ansatte med respekt, lytter og er høflig.
-
Holder aftaler.
-
Formulerer anmodninger om aktindsigter – måske i samarbejde med embedsfolk – så aktindsigterne koster færrest muligt unødvendige ressourcer.
-
Kender embedsfolkenes og de kommunikationsansattes komplekse kontekst og deres hverdag præget af travlhed og stram prioritering af opgaverne.
-
Publicerer case-historier, som er repræsentative for et mere alment problem og afspejler virkeligheden.
-
Nuancerer historien – også på de sociale medier.
-
Tager hensyn til den enkelte medarbejder, så vedkommende ikke hænges uretmæssigt ud.
Ikke nok viden
Jeg husker, hvordan journalister tidligere klagede over, at offentlige myndigheder ikke kendte og ikke anerkendte journalisternes hverdag med korte deadlines og kompleksitet. I dag ved de offentligt ansatte kommunikationsfolk mere om journalister, journalisternes tankegang og arbejdsvilkår, end journalister ved om dem. Derfor har både uddannelser og kommunikationsfolk en opgave med at få journalister til at forstå myndighedernes vilkår og ramme. Ikke kun for at kunne forstå og respektere dem, men også for at kunne navigere mere kritisk over for myndighederne.
Et par eksempler fra undersøgelsen og fra embedsfolkenes side:
En journalist ringer op til en kommunikationsmedarbejder på et hospital for at producere en historie om ventelister. Journalisten reagerer negativt på kommunikationsmedarbejderens input:
-
Hvorfor skal journalisten have tilladelse til at filme?
-
Hvorfor må journalisten ikke filme der, hvor hun gerne vil?
-
Hvorfor kan en embedsansat ikke stille op til kamera og sige sin mening om ventelisterne?
Journalisten konkluderer, at kommunikationsmedarbejderen ”forhindrer” hendes arbejde, og hun bliver vred. Kommunikationsmedarbejderen er enig i, at det er en væsentlig historie, men må opgive at komme med alternative forslag til, hvordan historien kan produceres, fordi journalisten er holdt op med at lytte.
En journalist ringer til en større kommune og vil have borgmesteren til at stille op til interview om to timer. Kommunikationsmedarbejderen 1) forklarer, at borgmesterens kalender er proppet, 2) siger, at borgmesteren ikke kan nå at forberede sig, for han ikke er inde i sagen og skal læse op på den inden et interview, 3) tilbyder at finde andre kilder i kommunen. Journalisten bliver ærgerlig.
Den offentligt ansatte kommunikatør er klædt på til at håndtere pressens mange facetter. Også den utålmodige og ikke særligt vidende journalist.
Kontrasterne i adfærd og i tankegang kan illustreres med to citater fra undersøgelsen. En ældre lokaljournalist om den lokale forvaltning siger:
”Spinfolk lægger deres klamme hånd på alting.”
En yngre siger:
”Hvis man skal rose dem lidt… For ikke så lang tid siden kom der en rapport om [problemsag], så er [navn] Kommune gode til at invitere os ind som pressefolk og sige, nu får I en gennemgang. Vi fik en juridisk gennemgang af, hvad er juraen i det her.”
Undersøgelsen viser, at der er meget stor forskel på myndigheder. Jo tættere på Christiansborg, jo mere lukket bliver myndigheden. Men journalister slipper ikke for ”det fælles arbejdsrum”, som en kommunikationschef siger, og ”den anden side” kunne måske i visse tilfælde være ”den samme side”: at arbejde for et bedre samfund og et mere gennemsigtigt demokrati. Hvis begge sider er ”ordentlige”.
Men journalisterne drømmer om, at adgangen til informationer bliver bedre:
”Før i tiden kunne embedsmanden fungere som ekspert og som baggrundskilde; en, som faktisk havde et solidt fundament for at få forstå sagen. Vi har ikke længere det forståelsesfællesskab,” siger en graverjournalist i et af de kvalitative interview.
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen I offentlighedens tjeneste undersøger forholdet mellem embedsfolk, offentligt ansatte kommunikationsfolk og journalister.
Vi har sendt et spørgeskema til de tre grupper og lavet semistrukturerede kvalitative interview med repræsentanter fra de tre grupper. De tre surveys har givet få besvarelser. Men kombineret med over 100 kvalitative interview dokumenterer tallene en tendens og giver et fint indblik i, hvordan de tre grupper ser på hinanden. I den korte rapport er der flere oplysninger om metoden.
Projektet har fået økonomisk støtte af Djøf, Dansk Journalistforbund, Aarhus Stiftstidendes Fond og Salling Fondene – via støtte til Constructive Institute, Center for Konstruktiv Dialog.
Djøf, Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation og Foreningen for Undersøgende Journalister er samarbejdspartnere. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Center for Journalistik på Syddansk Universitet og Center for Undersøgende Journalistik på RUC er med som interessenter.
Har du input eller spørgsmål til undersøgelsen, så kontakt lene@rimestad.dk, eller ring 53131243.
