To dokumentarer, én region

Formålet med denne artikel er ikke at tage stilling til, hvad sandheden er eller efterprøve påstandene i dokumentarerne, men at beskrive, hvordan samarbejdet blev oplevet fra to forskellige perspektiver: fra myndighedernes og journalisternes. Casen afspejler nogle af de pointer, som undersøgelsen af forholdet mellem offentligt ansatte embedsfolk/kommunikationsfolk og journalister viser.

Jeg har i samarbejde med Constructive Institute undersøgt forholdet mellem de tre grupper: embedsfolk, herunder offentligt ansatte kommunikationsfolk og journalister. Målet for projektet, I offentlighedens tjeneste, er at få et grundlag for at diskutere relationen mere sagligt.

Mere end hver anden embedsmand svarer i en spørgeskemaundersøgelse, at tilliden til medierne er blevet ”mindre” eller ”meget mindre” i løbet af de seneste tre år. For knap halvdelen er tilliden uændret. Hver tredje journalist, af 209 besvarelser, og hver tredje kommunikationsmedarbejder, af 155 besvarelser, svarer også, at deres tillid til henholdsvis myndigheder og medier er blevet ”meget mindre” eller ”mindre” de seneste tre år.

Årsagerne er både strukturelle og personlige. Casehistorien er et eksempel på, hvordan adfærd kan påvirke relationen.

Mandag 6. september 2021 ringer journalist Sara Munck Aabenhus fra TV 2’s dokumentargruppe til Aalborg Universitetshospital og taler med overlæge for kvalitet og sammenhæng Per Thorgaard. I telefonen taler de om sagen, og efterfølgende sender journalisten en mail, hvor hun beder om et tv-interview med lægen en uge senere. Hun medsender en spørgeramme. Lægen sender den forespørgsel videre til pressechef Ninette Zacho Bradsted.

Sara Munck Aabenhus skriver til læge Per Thorgaard, at interviewet overordnet handler om, hvordan en ung pige kan blive ”begravet med en fejldiagnose”. Hun vil gerne lave interviewet ugen efter, om tirsdagen eller onsdagen, og dokumentaren skal sendes i november. Interviewet vil tage en til halvanden time, skriver hun.

Det er første gang, pressechef Ninette Zacho Bradsted hører direkte fra en af de journalister, der i længere tid har researchet på historien om den unge pige, Mille, der pludseligt dør under en fest i et sommerhus i Nordjylland. Ingen kender dødsårsagen, for Mille blev ikke obduceret. Nu er journalisterne – sammen med pigens mor – i gang med at finde ud af, hvad der er sket.

Journalisterne har blandt andet kontaktet en skadestuelæge og en hjerteløber i slutningen af april, fire måneder før journalisten skriver til hospitalet og beder om et interview. Henvendelserne til skadestuelægen og hjerteløberen handler udelukkende om lægernes rolle i politiets efterforskning. Politiets efterforskning er journalisternes hovedfokus i deres research på det tidspunkt. Det er pressechefen orienteret om. Så hun ved, at der måske er en historie om sagen på vej.

Pressechef Ninette Zacho Bradsted skriver tilbage, at det er for kort varsel for dette interview og beder om skriftligt samtykke fra begge forældre.

Året før, 3. august 2020, kontakter DR’s graverjournalist Jonatan Placing også presseafdelingen i Region Nordjylland. Han vil gerne have fat i nogle lydoptagelser fra en lægehelikopter, der flyver en patient fra Aalborg Universitetshospital til Rigshospitalet. Han skriver til pressevagten: ”Tak, fordi jeg må forstyrre” og spørger derefter, om lydoptagelserne med samtaler fra lægehelikopteren overhovedet er gemt. Pressechef Ninette Zacho Bradsted skriver to dage senere til ham, at hun har sat fagpersoner til at undersøge det og vender tilbage.

Ninette Zacho Bradsted og Jonatan Placing taler og skriver sammen mange gange i løbet af sensommeren og efteråret. I januar 2021 bliver de enige om, at det kritiske interview skal finde sted i begyndelsen af februar. I denne sag går der seks måneder fra den første kontakt til det kritiske interview.

Hvornår bør en kritisk journalist kontakte de kilder, som kritiseres? Hvordan foregår samtalerne eller mailudvekslingerne? Er der forskel på de metoder, journalisterne anvender og hvorfor?

Denne artikel sammenligner, hvordan journalisterne bag de to dokumentarserier Døden i annekset fra TV 2 og De kødædende bakterier fra DR arbejdede i relation til Region Nordjylland. Politiet er også en part i sagen om Døden i annekset, men denne artikel handler ikke om politiets oplevelser, men om regionens og journalisternes oplevelser i forløbene.

Artiklens første del beskriver de to dokumentarer. Den anden del handler om journalisternes arbejdsproces og oplevelser samt regionens oplevelser. Den sidste del diskuterer med et mere teoretisk udgangspunkt journalisternes forskellige relationer til myndighederne og mulige roller i samfundet.

Kort om de to dokumentarserier

Døden i annekset, en dokumentar i to afsnit samt et interview med Politiet, handler om en ung pige, Mille, som dør under en fest i et sommerhus.

Beskrivelsen i TV 2 Play lyder: ”6. august 2020 dør den kun 17-årige Mille Skjold Svendsen til en sommerhusfest. Lægerne konstaterer, at Mille er død af en hjerneblødning, og politiet henlægger sagen. Men er det den rigtige dødsårsag? Da Milles mor, Rikke, begynder at grave i sagen, tegner der sig et helt andet billede.”

Hovedpersonen i denne dokumentar er Milles mor. Seerne følger hende, mens hun leder efter svar, når hun undrer sig over forløbet, og mens hun sørger over tabet af sin datter. Seerne er med på gravstedet, oplever moderens dybe sorg og fortvivelse og ser det lille anneks, hvor Mille døde, og hvorfra lyset skinner i mørket.

Den anden dokumentar, Kødædende bakterier i tre afsnit, handler om tre forskellige mennesker, der bliver indlagt med kødædende bakterier. I beskrivelsen af seriens første episode står: ”17-årige Mathilde er til fest i 1.g og skærer sin hånd på en flaske. 48 timer senere ligger hun på et operationsbord og kæmper for sit liv. DR Dokumentar sætter fokus på kødædende bakterier, som rammer flere og flere danskere.”

Hovedpersonerne i dokumentaren er primært pårørende til patienter, der har haft kødædende bakterier. Marco Bo Hansen er en gennemgående figur i alle tre afsnit. Han er læge, ph.d. og har forsket i kødædende bakterier i ti år. Han forklarer, hvor sjælden bakterierne er, men også, hvordan man som uddannet læge bør være i stand til at opdage dem.

Omkring 150 mennesker bliver inficeret med kødædende bakterier om året. Hver fjerde dør, forklarer Marco Bo Hansen. Vi får også at vide, hvordan læger reagerer for sent på symptomerne hos de tre patienter, men også, hvor svært det er at opdage kødædende bakterier, og hvordan oplysning om bakterien – til os som patienter og pårørende og til professionelle sundhedspersoner som læger – kan redde menneskeliv.

Sammenligning

De to dokumentarer er vidt forskellige. Det er forløbet for de to graverjournalister også. Undervejs opstår der mistillid i relationen mellem TV 2’s journalister og Region Nordjylland, mens der er tillid i relationen mellem DR-journalisten og regionen. Derfor bruges denne case til at diskutere: Hvordan opstår mistillid? Hvordan opbygges tillid?

Der kan være mange grunde til tillid eller mistillid mellem journalister og offentlige myndigheder, men i de to konkrete cases handler det især om følgende:

Præmis: enighed eller uenighed om historiens præmis eller præmisser/påstande?
Research: Hvordan ”samarbejder” man med presseafdelingen undervejs?
Timing: Hvornår kontakter man som journalist officielt den kritiserede part?
Det kritiske interview: Hvordan foregår det kritiske interview?

Tone: Hvordan taler man til hinanden?
Væsentlighed og perspektiv: Hvor vigtig er historien?

Præmis

Region Nordjylland er enige i de påstande, som Jonatan Placing bruger i sine dokumentarer – blandt andet, at lægerne for sent opdager, at en patient, der er indlagt på et af regionens hospitaler, har kødædende bakterier. Hospitalet har også fået kritik for forløbet.

Region Nordjylland er til gengæld uenig i TV 2’s præmis i deres dokumentar. Mens TV 2 modsat oplever, at de er enige med regionen om præmissen for arbejdet.

Redaktionschef for TV 2 Dokumentar Troels Jørgensen er uforstående over for, at Region Nordjylland skulle være uenige i præmissen:

”Vores præmis er meget klar og utvivlsom. Regionen har aldrig påpeget nogen steder, hvor vi ikke var korrekt informeret. De ville gerne have, at vi havde vores fokus et andet sted – den livredende behandling – og ikke på, at de kom til at overgive en forkert dødsårsag til både politi og pårørende, og at de ikke har pligt til at lave en diagnose. Men det har ikke noget med ukorrekte informationer at gøre. ”

Region Nordjylland er uenige. Uenigheden handler blandt om, hvorvidt Aalborg Universitetshospital har stillet en ”forkert diagnose”, som det fremgik af Sara Munck Aabenhus’ mail til læge Per Thorgaard.

”Det er ikke ualmindeligt, at hospitalet ikke kan stille en klar diagnose. Men TV 2 bliver ved med at holde fast i, at hospitalet har stillet en klokkeklar diagnose, og det har vi ikke. Der er tale om en formodet diagnose, som vi gentager igen og igen i tv-interviewet og inden da over for journalisten i telefonen,” siger pressechef Ninette Zacho Bradsted. Hun understreger også, at det er politiet, der står for efterforskningen, og at politiet har ansvaret for at beslutte, om den unge pige skal obduceres.

Troels Jørgensen skriver: ”Det er her, at hele misæren og den påståede uenighed om præmis ligger. Det er jo et veldokumenteret faktum, at de har videregivet en forkert dødsårsag til politi og pårørende – og ovenikøbet fastholder dødsårsagen i et møde med de pårørende 14 dage senere – hvilket de også efterfølgende har fået kritik for. Det er jo det, der er vores præmis.”

Ninette Zacho Bradsted mener ikke, at det er korrekt:

”Den pågældende læge har fået kritik for, at vedkommende til en samtale med moderen 14 dage efter datterens død burde have informeret moderen om ny viden i forhold til et skanningsresultat. Denne nye viden bestod i en justeret vurdering af en hjernescanning. Altså ingen kritik for behandling, men for mangelfuld kommunikation ved en samtale 14 dage efter dødsfaldet.”

På grund af uenigheden om præmissen skriver pressechef Ninette Zacho Bradsted til Sara Munck Aabenhus efter deres første telefonsamtale:

”Kære Sara Da du og jeg talte sammen i torsdags, stod det klart, at du ikke er korrekt informeret om flere forhold i denne patientsag.  

Da det selvfølgelig er vigtigt, at TV2 ikke viderebringer forkerte oplysninger, vil jeg derfor invitere dig til en baggrundssamtale, hvor overlæge Per Thorgaard og jeg medvirker. Per har, som du ved, været involveret i sagen fra start.

Inden samtalen skal du underskrive et dokument, hvoraf det fremgår, at der ikke må optages lyd eller video fra samtalen. Den er alene til brug for din research og forståelse af sagen.

Sig gerne til om du ønsker at deltage?”

Pressechefen vil ifølge Troels Jørgensen hverken i telefon eller på mail forklare, hvad TV 2 har misforstået. Det kan kun ske på et fysisk møde i Aalborg, hvor TV 2’s journalister skal underskrive en kontrakt om, at de ikke optager mødet

”Jeg har aldrig tidligere prøvet, at mine journalister skulle underskrive en sådan kontrakt for et møde med en kilde, og den mistillid til, at vi holder, hvad vi lover, var ikke just befordrende for samarbejdet,” siger Troels Jørgensen.

Ninette Zacho Bradsted siger:

”Jeg måtte på hospitalets vegne stille disse krav, fordi vi ikke havde tillid til TV 2 Dokumentar. Jeg havde flere gange i telefonen forklaret journalisten, at hospitalet ikke havde begået fejl. Og at det ikke er et krav, at hospitalet stiller en klokkeklar diagnose – hospitalet stillede en formodet diagnose. Det understregede jeg igen og igen. Jeg fortalte også, at der ikke var tale om en second opinion – men at der var tale om en læge i Sidney, som vi havde et samarbejde med; han skulle vurdere røntgenbilleder. Og disse fakta ville TV 2 ikke prøve at forstå, når jeg fortalte det. Samtidig var tonen fra journalistens side hård fra start, og det gør ikke noget godt for samarbejdet.”

Pressechefen foreslår altså, at journalisten kommer til en ”baggrundssamtale” uden mulighed for at optage, hvor formålet er at give journalisterne viden om forløbet. Til ”baggrundssamtalen” deltager Per Thorgaard, som Sara Munck Aabenhus har talt med tidligere, og som arbejder med patientklager på hospitalet, pressechef Ninette Zacho Bradsted og TV 2-journalist Michael Bech.

Troels Jørgensen opfatter mailen og opfordringen til et møde som en indikation på, at regionen mener, at TV 2 ikke har gjort deres arbejde ordentligt.

”Vi mener, at vi har dokumentationen på plads. Det er jo en alvorlig påstand, når pressechefen siger, at TV 2 har misforstået forløbet, men samtidig ikke vil sige, hvad det er, vi har misforstået. Det viser sig jo også, at vi har forstået forløbet korrekt. Det er et veldokumenteret faktum, at hospitalet viderebringer, at Mille døde af en hjerneblødning til både politiet og Milles pårørende. En fejlagtig oplysning, der får stor betydning for sagen og de pårørende, der først mange uger efter finder ud af, at det ikke er sandt”, siger Troels Jørgensen.

Ninette Zacho Bradsted siger: ”Jeg oplever, at journalisten ignorerer de informationer, som ikke passer ind i TV 2 Dokumentars vinkling. Vi oplever, at historien er skrevet på forhånd, og det er ligegyldigt, hvad hospitalet informerer om i forhold til hospitalets rolle og ansvar.”

”Det bekymrende her er, at borgerne misinformeres på den måde. Det er ikke ordentligt,” mener hun. Hun henviser især til uenigheden om præmissen: Stiller hospitalet en ”forkert diagnose”, som ligger til grund for den dødsårsag, de pårørende oplyses om?

Troels Jørgensen kunne godt ønske, at pressechefen var mere klar i sin tilgang til journalisterne, og at hun havde sagt tydeligere, hvad deres uenighed gik ud på.

”Vi har ikke bragt misinformation til nogen. Vi har lyttet til hospitalet, der siger, at det ikke er deres opgave at finde en dødsårsag. Problemet er dog, at de i denne sag netop finder en dødsårsag, som både politi og pårørende i dag kritiserer hospitalet for at have givet videre uden forbehold.”

Forskel nr. 1:

Uenighed mellem regionen og TV 2’s journalister om den grundlæggende præmis.

Enighed mellem regionen og DR’s journalist om den grundlæggende præmis.

Research

Journalisterne fra TV 2’s dokumentargruppe kalder i en mail til pressechefen mødet for ”hemmeligt”, fordi de ikke må optage fra det. I en mail beskriver de mødet som ”et nyt kommunikationsmæssigt fænomen”, og de kan ikke se formålet med det. Troels Jørgensen skriver til pressechefen, at redaktionen har oplevet lignende møder, hvor ”intet nyt er kommet frem”, men til gengæld bruges mødet af den kritiserede part til at sige, at ”nu har de stillet sig til rådighed”. Dokumentargruppens chef skriver til pressechefen i regionen, at når de inviterer til et så ”hemmeligt møde”: ”…må I være overbeviste om, at I ligger inde med oplysninger, som vi ikke allerede har”.

Troels Jørgensen siger om mødet:

”Vi vil gerne have lov til at bruge de oplysninger, vi får. Vi kan ikke bruge sådan et møde til noget, medmindre det er dybt fortrolige oplysninger, som vi skal kende for at forstå sagen. Han mener ikke, at der kommer nye oplysninger i løbet af det møde, TV 2 døber ”det hemmelige møde”, men regionen kalder det for ”baggrundssamtalen”.

Pressechef Ninette Zacho Bradsted skriver om mødet:

”Lad mig slå fast – vi har på ingen måde tænkt os, at der skal være tale om hemmelighedskræmmeri – det er meget fjernt for os at tænke sådan. Men vi er vant til at være i dialog og levere baggrundsviden til journalister, inden der bliver optaget til kamera med henblik på at få fremstillet historien korrekt.”

Pressechefen vælger på det tidspunkt kun at svare skriftligt, fordi hun oplever tonen som ubehagelig og journalisten som ikke-lyttende.

Kontakten med journalisten bag Kødædende bakterier foregår primært mundtligt.

”Hans tone er meget imødekommende, og det gør mig tryg, at han gerne vil dele med mig, hvordan han har tænkt sig at lave dokumentaren, og der er ikke noget pres i forhold til en interviewaftale. Derfor kan jeg sagtens bare snakke med ham,” siger Ninette Zacho Bradsted.

Journalisten fra DR, Jonatan Placing, siger om sine løbende uformelle samtaler med pressechefen:

”Det er bare federe at tage det inden et interview. Det er i journalistens interesse at høre de bedste argumenter fra den anden.”

Regionen oplever, at Jonatan Placing bruger den viden, han har fået fra hospitalet og løbende informerer hospitalet om den viden, han har fået fra eksperter og andre, der udtaler sig i sagen. ”Det foregår på en ordentlig måde, og han spiller hele tiden med åbne kort. På den måde er der en gensidig respekt og fairness,” siger Ninette Zacho Bradsted.

Jonatan Placing oplever nogen modstand mod at få udleveret lydfiler fra lægehelikoptere og ambulancer, som han gerne vil bruge til at dokumentere kommunikationen undervejs i patientforløbene.

”Jeg fik et nej i begyndelsen fra Region Nordjylland. De mente, at de ikke havde pligt til at udlevere dem, fordi de ikke var en del af journalen,” siger han.

Han fandt i samarbejde med jurister ud af, at der fandtes en afgørelse i en anden sag, hvor lydfiler var udleveret. Og derfor udleverede regionen også lydfilerne.

Forskel nr. 2

TV 2’s journalisters dialog med Region Nordjylland fungerer mindre godt under deres research.

DR’s journalists dialog med Region Nordjylland fungerer godt under hans research.

Timing

Hvorfor fungerer dialogen mellem TV 2-journalisterne og regionen mindre godt? Ud over uenigheden om den grundlæggende præmis kan svaret måske findes i timingen.

Journalisterne Sara Munck Aabenhus og Michael Bech, der researcher Døden i annekset, bliver sat i kontakt med pressechefen i Region Nordjylland en uge før, de gerne vil have det kritiske interview. Men pressechef Ninette Zacho Bradsted ved, at journalister i længere tid har været i gang med noget, for hun har for nogle måneder siden fået at vide, at journalisterne har talt med en skadestuelæge og en hjerteløber. Hun ved ikke, at researchen på det tidspunkt handlede om politiets ageren i sagen.

En af årsagerne til, at TV 2 kontakter regionen så sent, er, at journalisternes primære fokus er politiets arbejde i den første lange researchperiode, fortæller Troels Jørgensen.

”Langt det meste af vores research har handlet om politiets arbejde, og dem er vi i dialog med meget tidligt i researchen. Kritikken af hospitalet spiller en mindre rolle, og det var samtidig nødvendigt, at sikre væsentlig information, inden vi kunne kontakte dem. Men da vi kontakter lægen, er der alligevel stadig to en halv måned til udsendelserne skal bringes”, siger Troels Jørgensen

Da hospitalet ikke stiller op med kort varsel, skærpes tonen i mailudvekslingen. ”Det kan ikke være en sag, der er helt ukendt for jer,” skriver Sara Munck Aabenhus. Hun understreger også, at hun ved, via pårørende og aktindsigter, at hospitalet allerede har holdt flere interne møder og med pårørende for at klarlægge, ”hvad der er gået galt i denne sag”.

Redaktionschef på TV 2’s dokumentargruppe Troels Jørgensen siger:

”Jeg anerkender, at det er gået lidt galt mellem regionen og os – af forskellige årsager. Men det er altid en konkret vurdering, hvornår man kontakter myndigheder eller virksomheder, vi kritiserer. Hvis man altid kontakter dem som det første, gør man ikke sit arbejde ordentligt. Vores opgave er at sikre så mange oplysninger som muligt, inden vi kontakter dem. Jeg har flere gange oplevet, at en kommunikationsafdeling lukker for muligheden for at få informationer ud af organisationen fra f.eks. menige medarbejdere. En kommunikationsafdeling har som hovedopgave at få deres arbejdsgiver til at fremstå så godt som muligt. Vores interesser er forskellige.”

Ninette Zacho Bradsted siger:

”Vores fornemste opgave som region og hospital er at sikre, at borgerne får korrekt information. Vi bruger meget tid på at undersøge fakta i f.eks. konkrete patientcases, så vi er sikre på, at offentligheden ikke misinformeres.”

Jonatan Placing, der researcher Kødædende bakterier, kontakter Presseenheden i Region Nordjylland i begyndelsen af sin research. Han fremlægger løbende, hvad han allerede ved, hvem han taler med, og hvad han mangler fra regionen. ”Min erfaring er, at jo før man hører de bedste argumenter fra modpartens side, desto bedre mulighed har jeg for at rette ind eller imødegå deres kritiske punkter,” siger han. Det varierer dog, hvornår han kontakter modparten, men idealet er så tidligt som muligt.

Forskel nr. 3

TV 2’s dokumentargruppe samler dokumentation i længere tid, før de tager kontakt til den kritiserede part for at kunne gennemføre det konfronterende, kritiske interview.

DR’s journalist starter en dialog om historien med de kritiserede parter så hurtigt som muligt.

Det kritiske interview

Både TV 2 og DR får 30 minutter til det kritiske interview med den lægefaglige direktør på Aalborg Universitetshospital, Michael Braüner Schmidt. Begge journalister bliver bedt om at sende en konkret spørgeramme på forhånd og gør det.

Da Jonatan Placing fra DR sender en udførlig spørgeramme for det kritiske interview, skriver han: ”Skriv endelig, hvis du har spørgsmål eller indsigelser til det”.

Pressechefen sender skriftlige svar på flere af spørgsmålene til TV 2 inden interviewet, så TV 2 kan se, hvad der er hospitalets rolle og ansvar, og dermed hvad talspersonen kan udtale sig om. Af de skriftlige svar fremgår det, at ”det for genoplivningsindsatsen ikke er et primært mål i sig selv at finde en diagnose. Derfor omtaler hospitalet også diagnosen som en formodet diagnose”.

Sara Munck Aabenhus indleder interviewet med at spørge den lægefaglige direktør: ”Er du sikker på, at vi kun har 30 minutter. Har vi 30 minutter fra nu, eller er der en slap bagkant?”

Den aftalte tidsramme fastholdes, og pressechefen må afbryde interviewet til sidst, da tiden overskrides.

Jonatan Placing får også 30 minutter til det kritiske tv-interview. Han bruger et kvarters tid på det.

Journalisten indleder interviewet med at sige: ”Tusind tak, fordi du vil hjælpe os til at blive lidt klogere på sygdomsforløbet, og hvad I har lært.” Den lægefaglige direktør forklarer, hvorfor hospitalet ikke opdagede de kødædende bakterier i tide, så patienten kunne være reddet. Og han forklarer, hvad hospitalet har lært af sagen.

Jonatan Placing fortæller også regionen, at han gerne vil vise ”hvilke valg og dilemmaer I står i under forløbet”. På den måde kan seeren bedre forstå, hvor svær sygdommen kan være at opdage, hvor sjælden den er, og samtidig de mange dilemmaer, som man som læge står med ”i et meget tidspresset scenarie”.

”Det er vigtigt for ham, at seerne skal forstå problematikken, men samtidig har han respekt for dem, der står med patienterne,” siger Ninette Zacho Bradsted.

Jonatan Placing ville gerne have haft en læge fra Aalborg Universitetshospital som bærende fortæller i forløbet med patienten. Det afslår regionen, og det ærgrer ham, for han mener, at det ville give historien nogle nuancer.

”Mit udgangspunkt var, at jeg ud over det kritiske interview ville give dem plads til at forklare, hvordan en læge oplever sådan et forløb. Min spørgeramme var todelt. I den første del ville jeg gerne have, at lægen tog seerne i hånden og forklarede forløbet set fra hans perspektiv. Den anden del var den kritiske del: Hvordan kan det være, at I overser så farlig en sygdom? Den første del ville give et indblik i, at det ikke er nemt at være læge i sådan en situation, og jeg kunne godt forestille mig, at det ville være gavnligt for programmet med den forståelse, men jeg respekterer, at regionen ikke vil være med til det,” siger han.

Ninette Zacho Bradsted forklarer, at når hospitalet ikke ønskede at være med til den del, var det, fordi deres opfattelse var, at en oplæsning af journalen mest af alt ville blive brugt som et fortælleteknisk greb. ”Når jeg hører Jonatans uddybning her, tænker jeg, at jeg burde have udfordret os på, om vi alligevel skulle være gået med til den del også,” siger hun.

Forskel nr. 4

TV 2’s journalister er kritiske over for den korte tid til det kritiske interview.

DR’s journalist accepterer den korte tid, men ville gerne have brugt kilden på en anden måde.

Tone

Der er forskel på tonen i journalisternes henvendelser og i pressechefens reaktioner på dem.

Pressechef Ninette Zacho Bradsted oplever Jonatan Placing som høflig og imødekommende, mens hun oplever journalisterne fra TV 2 som skeptiske og mere konfronterende.

For eksempel siger Jonatan Placing ofte tak og viser sin villighed til at gå i dialog og lytte.

TV 2 skriver f.eks. i forbindelse med et afslag på at gennemføre det kritiske interview i løbet af en uge: ”Det kan ikke være en sag, der er helt ukendt for jer”.

Journalist fra TV 2 Sara Munck Aabenhus skriver som en reaktion på pressechefens betingelser for ”det hemmelige møde:”

”Vores opgave som medie er at få vigtige informationer frem til borgerne. Det er derfor bekymrende, at en stor offentlig institution ikke åbent vil stå på mål, når der bliver rejst en kritik, men kun vil holde et hemmeligt møde, som kan være svært at se, hvad offentligheden kan bruge til. Men jeg er klar over, at det er et nyt kommunikationsmæssigt fænomen. Det er også besynderligt, at I ikke på forhånd kan fortælle, om I efterfølgende stiller op til interview. Hvad er formålet med dette? Men I efterlader os selvfølgelig ikke med noget valg, da vi selvfølgelig gerne vil snakke med jer og høre, hvad I kan bidrage med af oplysninger.”

Troels Jørgensen skriver, da regionen ikke vender tilbage på et aftalt tidspunkt: ”Vi undrer os over, at I ikke kan give os et svar i dag, da en del af aftalen for mødet i går, jo netop var, at I meldte tilbage i dag. Det føles lidt, som om I driver gæk med os. Ikke mindst set i lyset, at mødet i går jo skulle bruges til at oplyse os om de fejlinformationer, vi havde, og de oplysninger, vi manglede.”

”Jeg blev på det her tidspunkt frustreret over kommunikationsafdelingens fremgangsmåde. Den alvorlige anklage om, at vi havde forkerte informationer, viste sig jo at være forkert. Mødet handlede slet ikke om det. Det var en fin drøftelse af sagen med lægen, men hvor intet nyt eller misforstået kom frem. Så det var meget mystisk, at det skulle foregå på den måde. Oven i det, så løb kommunikation bagefter fra den aftale, vi havde indgået om interviewet”, siger Troels Jørgensen.

Ninette Zacho Bradsted mener ikke, at regionen løb fra nogen aftale og peger igen på uenigheden om præmissen, og at regionen stillede op til interview og dermed stod på mål for kritikken.

Jonatan Placing siger om sin måde at kommunikere på:

”Vi har modstridende interesser. Det skal man være helt klar over. Men derfor kan man godt have en ordentlig og god tone. Jeg tror, at det er vildt vigtigt, at man fægter med åben pande og meget hurtigt siger: ’Det her er jeg i gang med, og det her vil jeg gerne have svar på’. Hvis de mærker, at man holder noget tilbage, så kan man nemt brænde en relation midt over.”

Troels Jørgensen siger:

”Jeg er ked af, at Ninette har sådan en mistillid til os. Jeg har fra starten af forløbet undret mig over hendes fjendtlighed. Det kunne jeg godt have tænkt mig, at hun havde sagt til os. Så kunne vi have haft en dialog om det.”

Ninette Zacho Bradsted er enig i, at det ville have været godt med en dialog om processen.

Troels Jørgensen mener, at samarbejdet med regionen er et særtilfælde sammenlignet med andre forløb.

”Lige i denne her sag, synes jeg, at samarbejdet er helt håbløst. Og det skriver jeg også til Ninette. Det har jeg aldrig skrevet til nogen før. Så det er jo lidt en særlig sag, synes jeg. Den kan ikke sammenlignes med andre.”

Ninette Zacho Bradsted er enig: ”Jeg kan kun tilslutte mig: Jeg har heller aldrig oplevet noget lignende. Jeg har oplevet tilfælde i langt mindre skala, men ikke noget, der minder om eksemplet her med TV 2.”

Forskel nr. 5

TV 2’s journalister opleves som mindre høflige af pressechefen.

DR’s journalist opleves som høflig af pressechefen.

Væsentlighed og perspektiv

Hovedanklagen i DR-dokumentaren Kødædende bakterier er, at lægerne ikke er gode nok til at opdage sygdommen. Den påstand bliver dokumenteret igennem tre cases, ekspertinterview og kritiske interview med læger, der indrømmer og undskylder.

Serien udkommer sammen med en række artikler, og senere udkommer også en podcast om de farlige bakterier. Serien påpeger et problem, kritiserer de ansvarlige og oplyser om, hvordan det kan håndteres bedre.

”Jeg vil gerne blive klogere på forløbet set fra deres side og også se det fra seernes side,” siger Jonatan Placing om sin motivation for dialogen med regionen.

I sagerne om de kødædende bakterier er de omtalte hospitaler i landet blevet kritiseret af Styrelsen for Patientsikkerhed. Der er blevet udbetalt erstatning i ca. 50 sager de seneste ti år.

I marts 2022 kom der nye retningslinjer for at ”sikre hurtig identifikation, visitation og behandling af patienter, der bliver ramt af nekrotiserende bløddelsinfektioner – også kaldet kødædende bakterier”.

I sagen om pigen, der døde, var hospitalet ikke blevet kritiseret, da interviewet finder sted, men den involverede læge får senere kritik for, at pågældende læge til en samtale med moderen 14 dage efter datterens død burde have informeret moderen om ny viden i forhold til et skanningsresultat, hvor vurderingen blev justeret. Der var altså ingen kritik for behandling, men for mangelfuld kommunikation ved en samtale 14 dage efter dødsfaldet.

En af hovedanklagerne i dokumentaren Døden i annekset er, at den unge pige ikke får en retslægelig obduktion, så man kan komme nærmere en dødsårsag. Milles mor står tilbage uden en forklaring på, hvorfor hendes datter døde.

Troels Jørgensen siger:

”Vi prøver at få perspektiverne ud af historien. At man kan stå tilbage som mor til en teenagedatter, der dør, uden at finde ud af, hvorfor hun døde. Ovenikøbet bliver man i tvivl, om der er sket en forbrydelse. At hun ikke bliver obduceret, at man overser vigtige informationer, og at politiets efterforskning jo derfor går galt. Og de bliver nødt til at genoptage efterforskningen senere. Så der sker jo nogle ting både på hospitalet og i efterforskningen, som har den relevans, at det ikke skal ske igen. Det er perspektivet.”

Ninette Zacho Bradsted siger: ”Vi er enige om, at politiet burde have foretaget obduktion på baggrund af embedslægens anbefaling. Men det fravalgte politiet.”

Danske Regioner meddelte ændrede anbefalinger til obduktion i en nyhed 14. september 2021. Den nye aftale havde ikke nogen sammenhæng med dokumentaren fra TV 2. Efter den nye aftale skal der altid laves en obduktion på Retsmedicinsk Institut i sager som Milles.

Troels Jørgensen siger:

”Vores opgave som medie er at holde myndighederne ansvarlig. Det er en enkeltsag, vi folder ud, men det er en væsentlig historie, når en mor på den måde bliver svigtet af myndighederne. Det rejser en række principielle spørgsmål om proceduren i den slags sager og om myndighedernes evne til at kommunikere med hinanden.”

TV 2 var informeret om de nye regler, inden interviewet med regionen blev optaget, men valgte ikke at nævne det.

”De nye regler, der handler om flere penge til lægevidenskabelige obduktioner, er ikke relevante i forhold til den kritik, vi rejser. Mille skulle jo have været obduceret inden for de gamle regler. Da hun ifølge politiet fejlagtigt ikke fik en retsmedicinsk obduktion, skulle hun som minimum ifølge Michael Bräuner have haft en lægevidenskabelig obduktion.”

Jonatan Placing ville ikke have brugt så mange timer på sin dokumentar, hvis der kun havde været en case. ”Der skal være en systematik, for at det er værd at bruge så mange ressourcer på. Væsentligheden havde været ringere. Det ville være en sørgelig historie i sig selv, men der skal være et perspektiv, for at det kan blive til en dokumentar,” siger han.

Forskel nr. 6

DR- dokumentaren, De kødædende bakterier, er baseret på flere cases.

TV 2-dokumentaren, Døden i annekset, er baseret på én case.

Hvorfor vælger Region Nordjylland at fortælle om oplevelsen?

Normalt vil en region eller en anden offentlig myndighed ikke kritisere journalister offentligt. Hvis man læser Pressenævnets afgørelser, klager offentlige myndigheder sjældent. Hvorfor bruge ressourcer på noget, der potentielt forværrer forholdet til journalisterne?

Ninette Zacho Bradsted og Region Nordjylland vælger at fortælle om deres oplevelser, fordi pressechefen og andre i regionen gerne vil gøre opmærksom på en i deres øjne bekymrende tendens blandt nogle – få – journalister og medier: jagten på manden og ikke bolden.

”For mig og regionens pressehåndtering er det helt afgørende, at vi som myndighed møder medierne med åbenhed, ordentlighed og fairness, og vi forventer at få det samme tilbage,” siger pressechef Ninette Zacho Bradsted. ”Det har vi til tider dialog med journalister om, for hvis vi mødes med mistillid og får skudt usande agendaer i skoen i offentligheden, kan det være svært for vores talspersoner at ville udtale sig igen, fordi der ikke er gensidig tillid. Det er en farlig situation for demokratiet, og derfor synes jeg, det er relevant, at vi taler om det og ikke bare gemmer os.”

”De to dokumentarer, jeg udtaler mig om på regionens vegne, har for os været en tankevækkende oplevelse af to helt forskellige tilgange lige fra start til slutprodukt. Derfor tænker jeg, at det er et eksempel til eftertanke i vores fag, og det er vigtigt, at vi forholder os til det og er åbne om det.”