Kommunikationsforum

Lev med Mette

Peter Mose anmelder her den omdiskuterede politiske bog ”Lev med det”, der blandt andet stiller skarpt på statsministerens særlige evne til at kommunikere og navigere i det skiftende politiske landskab. Med udgangspunkt i en håndfuld andre nyere bøger gennemgår anmelderen en politisk forfatters svære metodevalg, der næsten altid ender i kritik. Denne politiske biografi er ingen undtagelse.
Der kan ryge en finke af panden. Lev med det. Pressemødet 3. november 2021. Kilde: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Der kan ryge en finke af panden. Lev med det. Pressemødet 3. november 2021. Kilde: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
af Peter Mose
Den nødvendige politik er det nødvendige valg 
Hvis ikke en bred flertalsregering nu, hvornår så? Vi er hjemme i socialdemokraten Morten Bødskovs dagligstue i Rødovre. Det er den 16. november 2022. SVM-regeringen er endnu ikke på plads, men tillidsøvelserne mellem Venstre og Socialdemokratiet er godt i gang. Rundt om bordet sidder ledende Venstrefolk og topsocialdemokrater. Den absolutte inderkreds. De tilhører den samme generation af politikere, og gennem 20 år har de mødt hinanden ved et utal af forhandlinger og politiske sammenhænge. De har gjort sig de samme kedelige erfaringer med samspilsramte regeringer med små, men indbildske koalitionspartnere, hedder det i en omdiskuteret bog, der inviterer os ind bag magtens mure.
 
”Flere gange i løbet af aftenen vender de tilbage til, hvor forfærdeligt det har været. De socialdemokratiske forhandlere mindes, ”hvilket helvede” det var at sidde med en storskrydende type som Margrethe Vestager og et komplet amatøragtigt SF.
 
På tilsvarende vis diverterer Venstre med skrækhistorier fra det indre liv i VLAK-regeringen – med en utilpasset og urealistisk Anders Samuelsen som sidekick. Og et konservativt parti uden rygrad. Stemningen er, som når to fraskilte sidder og skidtsnakker om deres håbløse eks’er og bliver enige om, at de fortjener noget, der er bedre”.
 
Lev med det  181 scener fra Mette Frederiksens vilde tid ved magten af Lars Trier Mogensen & Henrik Qvortrup.
 
Duo har fået hård medfart
Forfatterduoen Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen har i Mette Frederiksen-bogen Lev med det valgt 181 afgørende scener ud, som – mener de – tilsammen rummer fortællingen om statsministerens ”vilde tid ved magten”. 
 
Et definerende øjeblik for dansk politik indfinder sig ifølge forfatterne just hjemme hos Bødskov på kanten af Vestegnen, hvor Jakob Ellemann slutter af med at fortælle, at han på Venstres landsmøde den følgende lørdag vil bede om mandat til at indgå i en bred regering sammen med Socialdemokratiet.
 
Herværende anmelder har inden læsningen af bogen nået at registrere, at den har fået en ganske hård medfart i en række dagblade. De to politisk-journalistiske veteraner – den ene en af landets førende, skarpt skårne tabloidjægere, den anden en respekteret politisk analytiker – fik ros, da de i 2018 skrev en tilsvarende Lars Løkke-bog, For enhver pris, ud fra samme journalistiske researchmetoder som deres opfølger om en anden af Christiansborgs markante skikkelser.
 
Det er ikke mindst faldet anmeldere for brystet, at bogen er baseret på anonyme kilder, hvilket kan svække troværdigheden. Forfatterne træder på den baggrund frem i skudlinjen og må ”leve med det”, at der kan være gode grunde til at så tvivl om sandhedsværdien af en række af bogens oplysninger. Sådan er gamet. Det erkendte de allerede i Løkke-bogen, der, som Lev med det, er baseret på 50 anonyme kilder.
 
Bedømmes på flere parametre
Imidlertid skal der mere end en årtier gammel og stadig standende journalistisk metodedebat til at fælde dom over, om en bog er god eller dårlig: Hvad er forfatternes grundlæggende standing? Har værket mestendels døgnets flygtige nyhedsværdi, eller holder pointerne om fem år? Er den velskrevet? Er den relevant for samfundsinteresserede læsere uden for det kræsne Christiansborg-miljø? Er Lev med det værd at fordybe sig i for Kforums kommunikationssultne og kompetente publikum? 
 
Det sidste: ja. Mere herom længere nede. 
 
Men først forfatternes valør: Kan man have tillid til dem? De to journalister bag Lev med det har et tungt ry og uomtvisteligt adgang til absolutte topkilder i dansk politik: Drevne kilder, der er fuldt bevidste om, at de gør sig selv en tjeneste ved at stille op til baggrundsinterview og ikke bare overlade historiefortællingen til deres konkurrenter eller modstandere. Her og der snubler forfatterne måske og bidrager derved selv til en spinnet virkelighedstoning orkestreret af kilderne. 
 
Fortællingens helte
Den trænede læser kan givetvis flere steder gennemskue, hvem forfatterne har haft fat i: De er tilfældigvis ofte bogens helte. Der er ingen ende på, hvor skarptskuende flere af de særlige rådgivere fra Socialdemokratiet fremstilles. Ifølge bogen er det netop en af toprådgiverne, der får hele ideen til at lave det banebrydende, nationale forbrødringsforlig om at give forsvaret mange nye NATO-milliarder i lyset af Putins invasion af Ukraine. En anden rådgiver står angiveligt bag, at Mette Frederiksen i sidste øjeblik totalvender hele sin valgkampsstrategi – fra at være rød til at række hånden ud mod de borgerlige midterpartier, alt imens selv garvede socialdemokratiske ministre ser beundrende til over for al den rådgiveropfindsomhed. Det kan meget vel være sandt – hvis man anerkender forfatternes kildekritiske soliditet.
 
Topembedsmand spinnes ud
Man får også en fantasi om, hvem forfatterne ikke har talt med, retfærdigt eller ej. Ikke mindst en tidligere departementschef i Statsministeriet, som Mette Frederiksen skiftede ud med den måske mere politisk agile Barbara Bertelsen, får en hård medfart og bliver tilsyneladende spinnet helt ud i en socialdemokratisk hadfortælling om et udueligt, langsommeligt og politisk tonedøvt embedsværk på Slotsholmen. 
 
Man kan som læser – kontrafaktisk – ikke føle sig helt fri af den tanke, at netop denne topchef repræsenterer den forsigtige embedsmandstype, som toppen af Socialdemokratiet i årevis har set sig sure på, men som måske kunne have reddet statsministeren fra minkskandalen – ved at sikre sig, at formalia var på plads, og dermed beskytte sin regeringschef. Dette grundlæggende spørgsmål dvæler forfatterne ikke ved. Embedsværket bliver hele vejen igennem portrætteret som et forsinkende spildlag, hvor intet kan lade sig gøre. Altså bortset fra netop Barbara Bertelsen og Finansministeriets departementschef, som Frederiksen i sin tid håndplukkede til sig selv i Beskæftigelsesministeriet. 
 
Andre eksempler i samme boggenre
Det er en særlig metier at trænge ind i indercirklerne af Beslutningsdanmark og dele indsigterne med et kræsent bogpublikum. Forfatterens metodemæssige fravalg, som man sjældent helt er herre over selv, rummer altid kimen til kritik. 
 
Siden den dengang nyskabende Poul Schlüter – En biografi af Michael Kristiansen, Thomas Larsen og Michael Ulveman udkom i 1992, er der udgivet en lang række politiske bøger skrevet ud fra samme politisk-journalistiske læst i stort omfang baseret på anonyme kilder. 
 
Da Nyrup af Henrik Qvortrup og Niels Lunde udkom i 1997, var den daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, rasende, og metoden igen omdiskuteret. Lige så ophidset var Lars Løkke over – mente han – journalisterne Andreas Karker og Thomas Nørmark Krogs skævvridning, da LLR, om Løkke og hans bilagssager, var på trapperne i 2014. Løkke besindede sig på opfordring af sine rådgivere og valgte at bruge et par dage i forfatternes selskab for trods alt at være med til at frame bogens vinkling. 
 
Mere på politikerens præmisser
Så er der den genre, der i noget højere grad foregår på politikerens præmisser. Kirsten Jacobsen har valgt at lave et par samtalebøger med Løkke, hvor den nuværende udenrigsministers egne tanker fylder, senest Befrielsens øjeblik, der i 2019 satte brand i Venstre. Og Anne Sofie Kragh besluttede med sin lidt oversete Mette Frederiksen-portrætbog, Det første år, at lade sig indrullere som fluen på væggen i Statsministeriet. I modsætning til forfatterne til en række af de ovenfor omtalte værker fik hun eksklusiv adgang til talrige fortrolige møder på Slotsholmen. Forfatteren var det, der i amerikansk militærjargon hedder ”embedded”. Et slags tålt ophold, der indebar, at der så også var noget, hun ikke kunne og måtte skrive. Det medførte spørgsmål til bogens objektive sandhedsværdi. 
 
Eksministeren Simon Emil Ammitzbøll-Bille lader sig derimod ikke voldsomt begrænse af Slotsholmens fortrolighedskodeks. I sin nyligt udkomne Insider – fire år med Løkke beretter han detaljetungt og velskrivende om de bitre interne meningsudvekslinger i VLAK-regeringen. Lystig insiderlæsning, en del allerede beskrevet i Qvortrups og Trier Mogensens Ikke for enhver pris, hvis beskrivelse af VLAK-regeringen holder, skal man tro Simon Emil Ammitzbøll. Men hvem tør betro den tidligere LA-politiker noget en anden gang? Man risikerer jo at komme med i hans næste bog.
 
Kendt territorium
En nyudgivelse kan også måles på, om den guider læseren gennem uudforsket territorium og præsenterer overraskende indsigter, som grundigt er gravet frem. Eller om den blot føjer små brikker til kendt viden.  
Lev med det rummer mestendels kendt stof, i hvert fald for nørder, der følger den daglige dækning af dansk politik. For det bredere publikum er bogen en pædagogisk læselet-udgave, hvis man vil forstå dynamikkerne i den socialdemokratiske top og Mette Frederiksens tilnærmelser til formændene for Venstre og Moderaterne, ikke mindst den tidligere politiske hovedmodstander, Lars Løkke.
 
Bogen er blevet sammenlignet med en udvidet søndagsartikel; i så fald en velbearbejdet søndagsartikel, hvor forfatterne leverer en tolkningsramme og gør det i en skarpt skåret blandingsform mellem journalistiske fortællegreb og analysekraft baseret på mange års Christiansborg-erfaring. 
 
Man kan her og der være uenig i analysen, der ikke altid rummer nuancens nådegave. Eksempelvis kaster duoen sig ikke kritisk over Socialdemokraternes heftige embedsmandsbashing. Tværtimod bidrager forfatterparret til en noget endimensionel opfattelse af Slotsholmen. Blandt andet med en række – indrømmet: sjove – anekdoter om naragtige embedsmænd fra Justitsministeriet. 
 
Djøf’ernes cowboytrick
Tungt stof eller en flydende pen? Forfatterne hugger løs med det sproglige samuraisværd; læseren farer godt underholdt af sted gennem samtlige skarpt tilhuggede 284 sider. Ved at vælge 181 afgørende scener ud og tydeligt markere datoen på dem forærer forfatterne sig selv et stærkt fortællegreb: Hele bogen er skrevet i dramatisk nutid. Uden at læseren mister overblikket, når forfatterne indimellem hopper frem og tilbage i tiden.
 
Nyheder er der også, omend nok mest i mindre skala: Ikke mange kender formentlig til ”djøffernes cowboytrick”, en måde at omgå offentlighedsloven på, da Finansministeriet på Mette Frederiksens ordre forbereder Arne-pensionen sammen med eksperter fra ATP. Det ifølge Frederiksen træge system skal se at få fingeren ud og skrue pensionen sammen, uden at journalister kan få aktindsigt. En metode, der også blev brugt under lærerkonflikten i 2013 og dengang blev kritiseret af ombudsmanden.
 
Holder bogen?
Høj udkommehastighed er en konkurrenceparameter i forlagsverdenen, og det kan nu og da gå ud over eftertænksomhedens klare lys. Det skorter ikke på aktualitetsbøger, der skilter med et par nyheder, som pressen ”skræller”, hvorefter interessen dør ud. Døgnfluesyndromet kan ramme journalistiske bøger, der prioriterer at komme hurtigt ud og ikke prætenderer at være statskundskabsvidenskabelige eller ført med en historikers omhyggelige hånd. 
 
En velresearchet journalistisk bog bør imidlertid også rumme et element af tidløshed og ikke udelukkende være en øjebliksdiagnose: Rammer forfatterne til Lev med det plet med deres pointer, så de også holder om en håndfuld år eller mere? Er duoen omhyggelige kuratorer, der på læserens vegne vælger de vigtigste episoder ud om Mette Frederiksens vej til magten? Frem for at fortabe sig i unødige detaljer og ligegyldige sidespor? 
 
Det ved vi dybest set ikke endnu. Men ved genlæsning af forfatternes fem år gamle For enhver pris studser man over en række gentagelser, samt at oplysninger, der virkede interessante dengang, i dag forekommer irrelevante. Til gengæld er en af det værks mindre profilerede episoder, at de to LA-topfigurer Ammitzbøll og Anders Samuelsen helt uhørt fik politisk rådgivning hos deres tidligere partifælle Marianne Jelved, med rette blæst stort op i Ammitzbølls bog. Den radikale Jelved blev spurgt til råds om, hvordan regeringsuerfarne LA burde gribe de tophemmelige regeringsforhandlinger med Venstre og Konservative an.
 
Hverken Løkke-værket eller Frederiksen-bogen er forsynet med et navne- og emneregister, hvilket er en forsømmelse, der gør, at ingen af forfatterduoens udgivelser kan bruges som opslagsværk og dermed øge langtidsholdbarheden. Både Poul Schlüter-biografien og Nyrup fremstår derfor formentlig mere slidte på en række reoler end nyere bøger uden et indeks, som ikke giver samme merværdi efter førstegangslæsningen.
 
Juicy stuff for kommunikationsnørder
Den gode nyhed er, at Lev med det rummer juicy stuff for kommunikationsnørder. Forfatterne serverer aha-eksempler på, hvordan Mette Frederiksen bruger priming, krisekommunikation, storytelling og sociale medier til at bygge fortællingen op om sig selv som politisk lederskikkelse og som hverdagsmenneske af folket. 
 
Mageløs er beretningen om, hvordan hun med fire års mellemrum slipper godt fra at bruge præcis samme skagbo-fiskerfortælling to gange over for offentligheden. Det er genbrugs-storytelling for viderekomne, idet hun formår at twiste fortællingen fuldstændigt forskelligt og bruge den til to diametralt modsatte budskaber til vælgerne.
”For nogen tid siden var jeg i Skagen. På besøg på Skipperskolen. Jeg mødte fremtidens skippere og skibsførere, men også nogle af de lokale fiskere var mødt frem”, siger hun i 2022 på Dansk Metals grundlovsmøde i Slangerup på kanten af Nordsjælland. Ord for ord det samme, hun fire år før har sagt fra en talerstol i Sønderjylland. 
 
Hun gentager også ordret, hvordan en af fiskerne deler sin bekymring for fremtiden: ”Han sagde så noget i retning af: ”Kan I ikke blive enige om et eller andet kompromis?” Så jeg ved, hvad jeg har med at gøre med. Kan jeg investere et nyt millionbeløb i en ny kutter? Kan jeg regne med, at de nuværende betingelser gælder nogle år frem?”.
 
Men så stopper genbrugsretorikken. 
 
Tilbage i 2018, hvor VLAK-regeringen stadig sidder i regeringskontorerne, konkluderer hun fra talerstolen, at svaret på fiskerens bekymring er en socialdemokratisk etpartiregering. Den afgørende manusbid er fire år senere skiftet totalt ud. Nu bruger hun historien om kuttermanden til at indlede sin flirt med de borgerlige: ”Vi inviterer alle partier med i et bredt samarbejde om de næste store beslutninger om vores land”, siger Mette Frederiksen og spørger sig selv: ”Kan det også være en regering hen over den politiske midte? Det vil jeg gerne åbne for en diskussion af”.
 
Resten af historien – den kender vi. Den må vi leve med.
 
 Lev med det. 181 scener fra Mette Frederiksens vilde liv ved magten. Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen. Peoples Press, 2023. Vejledende pris 299,95 kroner. 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!

Jeg accepterer vilkårene for nyhedsbreve

Forsiden lige nu

Læs også