Kommunikationsforum

Marionetternes vagtparade

DJ og DJØFs første fælles arrangement - "Demaskering af en valgkamp" - om spillet bag scenen i valgkampen i november blev en sand publikumsmagnet. Et panel bestående af folk som Fogh Rasmussens pressechef Michael Kristiansen, chefredaktører Niels Lunde og Hans Engell, Mr. Coca Cola Kresten Schultz Jørgensen, tidligere Nyrup-rådgiver Simon Pihl Sørensen, ex-minister Marianne Jelved (med håndtaske) samt en række andre diskuterede sagernes gang under valgkampen. Forestillingen blev styret af professor Jens Peter Christensen og journalist Poul Albrecht.

Vælgermøde
Det var næsten som at være til et gammeldags vælgermøde! Oppe på podiet et talstærkt panel af politikere, journalister, spindoktorer, eksperter og embedsmænd – flankeret af et par skarpe interviewere. Nogle af paneldeltagerne oven i købet med flere hatte på. Nede i salen 550 forventningsfulde jurister og journalister – de heldige få, der havde sikret sig en plads, for ligeså mange var blevet afvist på grund af pladsmangel.

Den store demaskering
Og hvad er det så, der kan få den halve journalist- og juriststand til at troppe op til en tre timers konference en mørk mandag efter en lang arbejdsdag? Såmænd en debat om politisk kommunikation og et løfte om ”demaskering af valgkampen” i form af en politisk analyse af tidligere journalist, spindoktor og nuværende politisk kommentator og Fogh-biografi-forfatter Henrik Qvortrup.

Dans efter spindoktorernes pibe?
Så konferencen som sådan bekræftede den bekymring, der prægede nogle af paneldeltagerne: Nemlig at den politiske debat ikke længere handler om indhold, men om proces, og at det også gjaldt den nys overståede valgkamp. For var det ikke netop processen, vi alle sammen var kommet for at høre om? Eller med indlederens spørgsmål: Danser medierne (og politikerne?) efter spindoktorernes pibe?

Intet maskefald
Analysen og debatten fik ikke maskerne til at falde. Vi blev højst bekræftet i, hvad vi allerede alle sammen er enige om: At Venstre vandt valget på deres grundige forarbejde og klare strategi, som de gennemførte benhårdt og uden slinger i valsen, mens Socialdemokratiet tabte valget på deres manglende strategi og fælles fodslag.

Venstre-mantra
En af Henrik Qvortrups hovedpointer var, at Venstre – belært af erfaringerne fra 1998 – lykkedes med at afmontere en evt. socialdemokratisk skræmmekampagne, ved konstant at gentage, nærmest som et mantra, at nu kommer den snart – skræmmekampagnen. Og når modstanderne eller medierne blev for nærgående var standardsvaret også: ”Det er skræmmekampagne”.

Gentagelsens kunst
Rent retorisk synes strategien at have været: Få og enkle budskaber, og de skal gentages – igen og igen. Venstres spindoktor-guru, Michael Kristiansen, demonstrerede faktisk teknikken på konferencen ved gentagne gange at beskrive Marianne Jelved som ”sur”. Så mange gange, at hun scorede aftenens største bifald, da hun spåede, at nu kunne vi bare vente og se: De næste fire år skulle hun kanoniseres som ”sur”. En slags ufrivillig ”branding” kan man vel kalde det!

Stramtandet strategi
Ifølge Hans Engell går Foghs mediestrategi ud på, af ”de svinger taktstokken i den dialog, de gerne vil have med medierne”. Spørgsmålet er, om ikke denne noget stramtandede strategi hurtigt giver bagslag? Der kan være meget fornuft i at have styr på tropperne (læs: ministrene og de menige folketingspolitikere), men det bliver et problem, når de ender som rene marionetter. Jeg er i hvert fald godt træt af, at jeg allerede kender de første fem sætninger i ethvert ministerinterview, før de slipper ud af ministermunden: ”Det her handler ikke om nedskæring, men omprioritering, bla, bla, bla...”
Savner Rønn Hornbech
Fred være med diverse spindoktorer. Man kan sagtens være enig med Berlingske Tidendes redaktør Niels Lunde, der mener, at de er med til at professionalisere arbejdet, og at medierne bare kan reagere ved at sætte deres egen dagsorden. Men det lover nu ikke godt for de næste års politiske debatniveau, at man allerede så småt begynder at længes efter en bramfri Birte Rønn Hornbech!


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!

Jeg accepterer vilkårene for nyhedsbreve

Forsiden lige nu

Læs også