Man kan tænke på Emile Zola. I et åbent brev til Frankrigs præsident anklagede han i 1898 den franske hærs øverste ledelse for at være aktivt indblandet i justitsmordet på Alfred Dreyfus. Artiklen "J'accuse...!", der stod på forsiden af avisen L'aurore", vakte enormt postyr og sendte Zola i fængsel. Ikke desto mindre havde han ret, og bidrog dermed kraftigt til, at Dreyfus blev renset for alle anklager og rehabiliteret.

Man kan også tænke på Olympe de Gourges. Hun var en ægte martyr for kvindesagen. I 1791 offentliggjorde hun en udgave af menneskerettighedserklæringen, hvor der efter ordet "mænd" konsekvent var tilføjet "og kvinder". For dette blev hun dødsdømt og i 1793 henrettet. Ikke desto havde hun ret, og hun inspirerede en lang, sej kamp, som i løbet af mere end hundrede år førte til, at kvinder endte med at få valgret i alle demokratiske lande.

Parallelt med denne genre eksisterer en anden: chokerende udsagn, der er komplet forkerte og derfor ikke har nogen konsekvenser. Den slags udsagn fremsættes jævnligt, og for nylig er det blevet gjort med eftertryk af Mette Frederiksen, Hanne-Vibeke Holst og Carsten Jensen.

I forhold til Mette Frederiksen må man sige, at hendes sammenligning af USA og diverse mellemøstlige regimer er helt igennem uredelig. Landene adskiller sig på dusinvis af punkter, der er helt afgørende for sagen. Selv i spørgsmålet om kvinders rettigheder (herunder retten til abort) og i spørgsmålet om forholdet mellem religion og politik er der så store forskelle på situationen i USA og mellemøsten, at jeg vil beskrive det som decideret useriøst at drage nogen form for sammenligning.

I forhold til Hanne-Vibeke Holst er det fuldkommen urimeligt at gøre mordet på Anna Lindh til et spørgsmål om mænds opfattelse af magtfulde kvinder. Der er i skrivende stund en stærkt bestyrket mistanke om, at Anna Lindh blev myrdet af et psykiatrisk tilfælde. Derfor passer pengene ganske enkelt ikke, hvis man anbringer hende i kategorien "forfulgte kvinder". Det virker langt mere fornuftigt - men næppe fremmende for salget af den svenske udgave af "Kronprinsessen" - at rubricere hende som "berømthed overfaldet af sindssyg". I denne kategori findes blandt andet John Lennon - der døde af Mark David Chapmans vrangforestillinger - samt George Harrison og Ronald Reagan, der begge med nød og næppe overlevede et møde med en bevæbnet tosse. Historien er grundlæggende en anden og langt mere indviklet end den, Hanne-Vibeke Holst fortæller.

Endelig er det, i forhold til Carsten Jensen, tom snak at sammenligne Anders Fogh Rasmussen med George W. Bush. Hvis man da ikke vil hæfte sig ved, at de begge har to arme og to ben, og taler engelsk med en mærkelig accent. De to regeringsledere fungerer inden for kontekster, der gør det absurd at sammenligne. USA er en supermagt. Danmark er en tredjerangs nation, som - hvis vi ikke var medlemmer af EU, NATO og FN - ville være udleveret til de omkringliggende stormagter på nåde og unåde. Derfor overgår Anders Fogh Rasmussen i henseende til irrationalitet George W. Bush i et omfang, der gør enhver sammenligning totalt meningsløs.

Udtalelserne af Frederiksen, Holst og Jensen er eksempler på en tendens til at kopiere intelligentsiaens form uden at kopiere den i henseende til hverken risikovilje, radikalitet eller skarphed. Man koncentrerer sig alene om at vække opsigt - men fordi argumentationen er så dårlig, vil den umiddelbare opstandelse aldrig kondensere til hverken eftertanke eller forandring.

Tilbøjeligheden til at kopiere intelligentsiaens form uden at kopiere dens indhold peger på, at der er opstået en ny gruppe i samfundet, der spiller en helt anden rolle end den klassiske intelligentsia. Mens den klassiske intelligentsias oprørende, men sande udtalelser var fremsat for at revolutionere, forekommer det mig, at den chokerende, men forkerte udtalelse ene og alene er fremsat for at behage.

Forskellen på den klassiske intelligentsia og den nye tendens er således målgruppen. Emile Zola var vitterligt ude på at ramme den franske generalstab. Derfor var det nødvendigt for ham at være sagligt uangribelig. Noget helt andet gælder for Frederiksen, Holst og Jensen. Her er målgruppen de mennesker, som i forvejen synes, at USA er hæsligt, at mænd er svin og at Anders Fogh er en nar. De to måder at argumentere på har vidt forskellige konsekvenser. Emile Zola benyttede en vandtæt argumentation, der skabte først vrede og siden rædsel i det politiske establishment. Frederiksen, Holst og Jensen benytter sig af slappe overdrivelser, der først og fremmest gør dem til hyggespredere i det grønne segment.

Den nye tendens, hvor man underholder sit stampublikum ved at posere som intellektuel, er udtryk for en beklagelig mangel på ambition. Med en regering, der mener værdikampen alvorligt, kan vi ikke nøjes med underholdningsprovoer, der skaber god stemning i deres målgruppe. Hvis man vil gøre en forskel, er opgaven nu som før at skabe rædsel blandt sine fjender.