Det blev en galdesten
Det blev en bog
Udgangspunktet for denne artikel er en lille bog, hvor jeg har set på de 60 spisesedler, som Ekstra Bladet og B.T udgav i september måned 2003. Jeg har udelukkende læst spisesedlerne som en cyklist, der holder for rødt ville læse dem. Altså fuldstændig uafhængig af intentionen med spisesedlen og om den er godt valgt blandt dagens mulige emner. Jeg har læst dem tilfældigt og umiddelbart. Derefter har jeg formuleret min oplevelse af dem og på den baggrund diskuteret om de er gode eller ej. 
Når man kaster killinger ud af en kørende bil uden en bil
Det jeg har fundet ud af er: når man sætter tekster og illustrationer sammen i formidlingen af samme budskab, har illustrationen stor betydning for forståelsen af teksten, fordi illustrationen ses først og binder opfattelsen af den præcise betydning af de ord den ses sammen med. Illustrationen forankrer ved sin konkrethed udsagnet i teksten til at være gyldigt i en ganske bestemt situation, nemlig den som illustrationen giver en anledning til at forestille sig.
Når sammensætningen er vellykket er sammensætningen evident og resulterer i at læseren bliver klar i sin opfattelse af budskabet. Når den er mislykket er bliver læseren forvirret og ved ikke rigtigt hvad han skal tro. 
Løsningen er logik
I den gode spiseseddel er der et umiddelbart logisk forhold mellem indholdet i elementerne. Hvis det handler om en person, ser personen umiddelbart ud til godt at kunne være i den situation, som teksten postulerer. Hvis det handler om en situation, ser situationen umiddelbart ud til at kunne beskrives ved hjælp af de ord, der bruges. Hvis det drejer sig om en begivenhed, viser illustrationen så meget af begivenheden, at det sandsynliggør at de ord den betegnes med er rimelige.
F.eks. viser fotoet på en spiseseddel fire alvorligt udseende unge mennesker iklædt overtøj udenfor et hus, to af dem omfavner hinanden. Ordene fortæller om en fars frygtelige tragedie: han skød sin 14-årige datter. Situationen bliver tydelig for læseren: billedet forestiller den 14-åriges venner, i en situation hvor de fatter det rystende indhold af det, der er hændt. Og – meget vigtigt – man ser ikke faderen, man mærker hans fravær. 
Fejlen er når ord og billeder peger i hver sin retning
I den mindre gode spiseseddel, er der kludder på de indre linier, ordene siger noget andet end der er belæg for i illustrationen. Den overbevisende virkning udebliver og man bliver i tvivl om meningen. F.eks. viser fotoet på en spiseseddel en venligt udseende dame. Hun har en kat på skulderen, holder om den med sin hånd, det er en rigtig kæledyrssituation. Hun ser direkte på læseren, venligt og villig til at blive fotograferet. Teksten siger, at en ikke nævnt person ”kastede killinger ud af kørende bil”. Men der er noget i den sammensætning, der ikke stemmer: det virker ikke overbevisende at en person, der ser ud til at holde af katte, udsætter dem for det hæsligste dyrplageri, man kan tænke sig. Hvis man vil have læseren til at tro på, at det som teksten hævder faktisk er sandt, skal det vel vises, Og hvis det faktisk er tilfældet, at dyrevennen er dyrplager skal det nævnes. Så skal overskriften understrege den modsætning, så læseren bliver klar over, at det faktisk er sådan tingene hænger sammen. Teksten skulle have sagt: ”Dyreven og dyrplager. Kastede killinger ud af kørende bil”. Hvis det altså er det, som er budskabet. 
Nærig-Trier: Ikke en krone af film-millionerne til konen ved skilsmisse
Endelig er der den meget gode spiseseddel. Den er hurtig at fatte, fordi den er logisk i sammensætningen af tekst og illustration og den udnytter den udtryksmidlerne originalt, dvs. meningsfuldt og aldrig før set: illustrationen er superb, teksten er personlig og layoutet er perfekt. Læseren får med det samme den opfattelse, at journalisten har overvejet ordene omhyggeligt. De er slebet til give den helt rigtige betydning i sammenhæng med lige præcis den illustration.
F.eks. indeholder en spiseseddel et nærbillede af Lars von Trier. Manden er set lidt nedefra, han er iklædt smoking. Han har sit filurendrejer udtryk skruet på ansigtet, helt klar over at han bliver fotograferet. Billedet er hårdt beskåret, hvilket giver den virkning at læseren oplever sig selv som meget tæt på manden. Den store tekst siger bare ”Nærig-Trier”, den lille siger ” Ikke en krone af film-millionerne til konen ved skilsmisse”. Ordet ”Nærig-Trier” er en nydannelse, opfundet til lejligheden. Det er en ordsammensætning, der skal forstås nedsættende, men som i sammenhæng med fotografiet nærmere kommer til at virke som et kæleord. Hvem er man på kæleord med, andre end dem man kender godt. Journalisten er altså nær på Trier, udsagnet bliver troværdigt, den personlige oplevelse af det der bliver sagt, er garant for det. Så selvom har er en Nærig-Trier, ham Trier, så er han en charmerende en af slagsen og så er det vel ikke så galt.
Man kan bruge følgende tommelfingerregel, når man vil afprøve om der er mening i sammensætningen af tekst og illustration: sig tekstens ordlyd, sig derefter ”derfor ser man” og fortsæt med en sproglig gengivelse af billedets indhold. Hvis logikken holder, er der mening i sammensætningen.
Niels Heie
Spisesedler - plakater, der sælger aviser.
A4 format
56 sider
200,- kr. inkl. moms
Bestilles gennem forlaget
vester@grafisk-litteratur.dk
