Roliganismen er død
De glade fodbolddage
Roliganismen udspringer af 1980’ernes fodboldjublende Danmark, hvor folk bare var så glade for at komme til EM i 1984, at de malede sig røde og hvide i ansigterne. Roliganismens selvforståelse er, at i modsætning til især de engelske hooligans, der kommer for at slås, så deltager de danske roligans i et festligt lag for at se fodbold i en fredelig og hyggelig atmosfære.
Ved åbningskampen ved EM i 1984 mødte Danmark hjemmeholdet Frankrig, der vandt 1-0 på Parc des Princes i Paris, men til gengæld tabte æren. Allan Simonsen fik benbrud efter en hård tackling fra Manuel Amoros, der senere i kampen fik en udvisning for at nikke
Roligan-bevægelsens største triumf på fodboldbanen blev, da Danmark vandt
Tømmermænd
Men derfra begynder det at gå ned ad bakke. Inspireret af de engelske hooligans begynder Brøndby-fans at lave ballade ved de store kampe op gennem 1990’erne. Holdningen smitter snart af på FCK-fans og breder sig til Århus, hvor AGF får en støtteforening af racistiske fodboldfans kaldet White Pride. Læg mærke til, hvordan racisme og hooliganisme ofte går hånd i hånd. At dansk fodbold er en særlig ikke-voldelig, festlig oplevelse, fremstår efterhånden som et tomt postulat fra en svunden tid. Det bliver nemlig mere og mere almindeligt, at politi med hunde skal rydde op efter kampen. Politiet bliver tilsyneladende selv en del af løjerne, da der kommer klager fra tilskuere, der mener, at de uden grund er blevet voldeligt forulempet af politiets voldsomme fremfærd i forsøget på at opretholde ro og orden.
Roliganismen dør endelig i Parken, da
Kort forinden indrømmede
Fair play kontra Übermensch
Der er to modsatrettede ideologier i sportens verden: Den ene vil jeg kalde den nietzscheanske Übermensch-ideologi, og den anden er den huizinganske Fair play-ideologi.
For Übermensch-ideologien gælder det om at vinde for enhver pris. Den, der vinder, udstiller modstanderens svaghed og viser dermed sin vitale livskraft og overlegne moral. I Fair play-ideologien, som kulturhistorikeren Johan Huizinga talte for, gælder det om at vinde med ære. Ja, ikke nok med det; en æreløs sejr regnes for mindre værd end at tabe med æren i behold.
Et eksempel på forskellen mellem Fair play og Übermensch kommer fra tegneseriens verden, hvor Superboy i de gamle tegneserier ikke deltog i sport, fordi det ville være snyd. Men da han blev relanceret, efter at John Byrne havde overtaget serien i 1980’erne, blev Superboy skolens mester på fodboldholdet. I John Byrnes version er Superboy ikke bare overmenneskelig, men efterlever også Übermensch-ideologien.
Johan Huizinga skrev sit værk Homo Ludens (Det Legende Menneske) tilbage i 1938 som en direkte respons til den racistiske Übermensch-ideologi, Hitler præsenterede ved de Olympiske Lege i 1936. Oprindelig var ideen med de moderne Olympiske Lege, at man gennem sport skulle skabe konkurrence mellem nationerne, uden at konkurrencen førte til krig. To verdenskrige senere må vi nok indrømme, at det ikke lykkedes, hvor velment intentionen end måtte have været.
Tanken var, at sporten skulle fremme en sund sjæl i et sundt legeme. Men sådan som legene er indrettet, kan sportsudøveren udmærket slippe af sted med blot at have et sundt legeme. Übermensch-ideologien vil endda påpege, at hvis det forholder sig således, at en sund sjæl altid gemmer sig i et sundt legeme, så er vinderen vel i sagens natur altid moralsk overlegen. Med andre ord passede de Olympiske Lege sig ganske udmærket til at illustrere Übermensch-tankegangen.
Johan Huizinga kritiserer derfor med rette den glidebane, sporten kom ind på, hvor kampen om at vinde for sejrens skyld alene og viljen til magt bliver målet, snarere end en forståelse af, at legen har sit mål i sig selv og fungerer ved respektfuld sameksistens mellem modstanderne. Huizingas indstilling til spil og leg kendes fra riddertidens æreskodeks, som det kommer til udtryk i højmiddelalderens ridderturneringer.
Hvis Übermensch-ideologien får lov at vinde, dør sporten. Det så man også i klassisk tid, da kejser Nero stillede op til kamp og havde bestukket sig til at vinde forskellige discipliner i de Olympiske Lege. Noget lignende gjorde sig gældende i senmiddelalderens ridderturneringer, hvor det blev almindeligt at bestikke sig til at vinde store summer, hvorefter interessen for dysterne svandt ind.
Folkesundhed og sponsorstøtte
Vi støtter i dag sporten med mange penge i folkesundhedens navn. Men spørgsmålet er, om moderne sport overhovedet har noget med sundhed at gøre. Selv hvis vi ser bort fra doping, er det ikke sundt at gennemføre disse ekstensive træningsprogrammer og udøve ekstreme sportspræstationer. Det giver heller ikke særlig meget mening i Fair play-ideologien, hvor glæden ved sporten forsvinder, men til gengæld giver det udmærket mening i Übermensch-ideologien, og derfra er der ikke langt til doping. For så handler det jo bare om at vinde.
Nogle vil mene, at det alligevel var Fair play, da
De færreste vil nok forsvare Christian Poulsens og den berusede tilskuers voldshandlinger, men bilder man sig ind, at det ikke betyder ret meget, og det vigtigste er, hvorvidt Danmark kommer videre, så har man ikke forstået, hvad fair play betyder. I så fald kan roliganismen end ikke genoplives.
Tilbage står, at sporten støttes med offentlige såvel som private midler, og spørgsmålet, der rejser sig i dag, må være, om vi får noget fornuftigt for pengene. Ja, vil nogle sige, fordi det hjælper med til at brande virksomheder og lande, men et sådant svar giver igen kun mening i Übermensch-ideologien. Vi skal træde et skridt længere tilbage og spørge os selv, hvordan vi får fair play for pengene, eller om vi måske kunne bruge de samme penge til et bedre formål.